Die Walküre

Die Walküre-Richard Wagner-Metropolitan-BD-2013-16:9-res=1920x1080i-

Uanset, hvem ejeren af dette ildsted er, er jeg nødt til at hvile mig her.

Hvem er den fremmede? Det må jeg finde ud af.

Hvem er han, der ligger her ved ilden?

Han er udmattet og rejsetræt.

Er han bevidstløs? Er han syg?

Han trækker stadig vejret, hans øjne er lukket i søvn.

Hans ansigt udviser mod.

Men han er træt nu.

Jeg tørster - Vand!

Ja, straks.

Dette vil friske Dig op.

Vand, som Du bad om.

Vandet var forfriskende.

Enhver omsorg hjælper.

Mit mod er vendt tilbage.

Og mine øjne glædes over, hvad de ser.

Hvem har givet mig min styrke tilbage?

Dette hus og denne kvinde tilhører Hunding.

Lad ham byde sin gæst velkommen. Bliv her indtil han vender tilbage.

Jeg er ubevæbnet og såret, ingen trussel mod nogen.

Lad mig se på Dine sår!

Det er bare ridser, næppe mere. Mine lemmer er stadig hele.

Havde mit våben været stærkt nok, var jeg ikke flygtet fra mine fjender.

Jeg blev angrebet fra alle sider.

Nu er min træthed forsvundet, hurtigere, end jeg flygtede.

Nat havde lukket mine øjne...

...men nu smiler solen til mig igen.

Denne mjød vil give Dig styrke.

Så jeg tror ikke, Du vil afvise den.

Vil Du ikke smage først?

Du har hjulpet en uheldig mand.

Må Du blive skånet for hans skæbne!

Jeg har hvilet nu, så jeg må afsted igen.

Bliver Du forfulgt?

Ulykke forfølger mig mig, hvor end jeg flygter hen.

Ulykker truer, hvor jeg hviler.

For at holde ulykkerne langt fra Dig, må jeg afsted igen.

Nej, bliv her!

Ulykke kan ikke blive bragt, hvor ulykke allerede findes.

Wehwalt er mit navn.

Hunding vil finde mig ventende.

Jeg fandt denne mand liggende her, udmattet, plaget af modgang.

Du har budt ham velkommen?

Jeg behandlede ham som en gæst.

Irettesætter Du hende for at være venlig over for mig?

Hellig er min arne. Må den også være hellig for Dig.

Bring os mænd vort måltid.

(De har de samme øjne. De glimter som en slanges.)

Du kom langvejs til fods.

Hvilke vanskelige veje førte Dig hertil?

Fare og storme faldt over mig, så hvilken vej kan jeg ikke sige.

Jeg véd heller ikke, hvor jeg er nu. Måske kan Du fortælle mig det?

Dette hus, hvor Du tog tilflugt, kalder Hunding sit hjem.

Mod vest lever mine velhavende frænder.

De forsvarer min ære.

Og Du ville ære mig, gæst, ved at fortælle mig Dit navn.

Hvis Du mistror mig, så fortæl det til hende.

Hun synes ivrig efter at vide Dit navn.

Ja, jeg vil gerne vide det.

Ingen ville kalde mig Friedmund, for "fredelig" har jeg aldrig været.

Kald mig Wehwalt for jeg har kun kendt til "sorg".

Wolfe var min far. Og jeg havde en søster, min tvilling.

Som barn, mistede jeg min søster. Jeg mistede også min mor.

Wolfe var stærk og tapper, og han havde mange fjender.

En dag efter jagt fandt vi vores hjem ødelagt.

Det var blevet brændt ned til grunden.

Midt i asken lå min mor, død.

Der blev ikke fundet spor af min søster.

Vore fjender, Neidingerne, havde tildelt os dette slag.

Far og jeg tog til skovene og levede som fredløse.

Når vores fjender angreb, slog vi tilbage som ulve.

Jeg fortæller Dig dette som Wolfes søn.

Og mange kender mig som "Wolfung."

Disse historier, Du fortæller, er fyldt med vilde eventyr.

Jeg har hørt om dette krigeriske par, uden at vide, hvem de var.

Men hvad blev der af Din far?

Neidingerne angreb os igen.

Vi dræbte mange, eller slog dem på flugt.

Jeg var blevet skilt fra min far. Jeg ledte forgæves efter ham .

Jeg fandt kun en ulveham dybt inde i skoven.

Jeg har aldrig set ham siden.

Så jeg forlod skoven for at leve blandt andre mænd og kvinder.

Og alligevel, selvom jeg søgte venskab eller kærlighed...

...følte jeg mig altid som en udstødt.

Stadig uheldig, kæmpede jeg mod andre om, hvad der var rigtigt og forkert.

Jeg opildnede til vrede, hvor end jeg gik hen...

...og søgte nydelse, men bragte kun sorg.

Så jeg tog navnet Wehwalt,...

...for sorg er alt, hvad jeg kender til.

For en mand så ulyksalig som Du, har skæbnen ikke været venlig.

Ingen hilser en gæst velkommen så uheldig som Du.

Kun kujoner frygter en ubevæbnet mand.

Men hvordan mistede Du Dine våben?

En ung pige blev tvunget ind i et kærlighedsløst ægteskab.

Jeg tog hendes side mod hendes slægt og udfordrede dem.

Jeg måtte dræbe hendes brødre.

Hun vuggede dem i sine arme. Vrede vendte sig til sorg...

...Og med bitre tårer sørgede hun over sine brødre.

De døde mænds pårørende angreb med grum styrke.

Hun ville ikke tage afsted.

Jeg gjorde mit bedste for at beskytte hende...

...indtil mit skjold blev slået ud af min hånd.

Jeg blev efterladt, såret, uden våben...

...så pigen dø.

Den rasende flok forfulgte mig.

Jeg efterlod pigen, så hun kunne slutte sig til sine brødre i døden.

Du spurgte mig, og nu ved Du...

...hvorfor jeg aldrig kan kaldes Friedmund.

Jeg kender til et barbarisk folk, der foragter, hvad andre ærer...

...og som er hadet af alle og enhver.

I dag blev jeg bedt om at hævne nogle myrdede frænder.

Jeg kom for sent, men nu kommer jeg hjem...

...og finder deres morder i mit eget hus.

Mit tag vil beskytte Dig i nat, da jeg bød Dig velkommen som min gæst.

Men bær våben i morgen,

når Du skal kæmpe mod mig og betale for min frænders død.

Forlad rummet!

Forbered min aftendrik. Og vent så på mig derinde.

Med våben føler mænd sig sikre.

Så Wolfung, vi mødes i morgen!

Agt, hvad jeg sagde. Bevæben Dig godt.

Min far sagde, at jeg ville finde et sværd, når jeg havde størst behov.

Ubevæbnet, kom jeg til min fjendes hus.

Jeg er gidsel for hans raseri.

En dejlig kvinde hilste mig velkommen her.

Både frygt og ekstase greb mit hjerte.

Kvinden, som jeg længtes efter, hvis søde magi har ramt mig,...

...holdes som slave af en mand, der håner hans ubevæbnede fjende.

Wälse!

Hvor er Dit sværd, det magtfulde sværd jeg behøver?

Skal det bryde frem af raseriet i mit hjerte?

Hvad skinner der i træets stamme?

Det glimter i mørket, som om det ler af mig.

Hvor dets forunderlige glød opflammer mit hjerte!

Denne strålende kvindes blik hænger det der stadig?

Nattens mørke havde sløret mine øjne...

...men hendes blik genskabte lyset.

Som en velsignelse faldt det på mig, og sank derefter som den nedgående sol.

Men da solen forsvandt, forblev gløden der...

...og kastede et glimt på det gamle træ.

Det glimt er nu svagt. Lyset toner ud.

Samlet lukker mørket sig omkrig mig.

Dybt i mig selv, brænder nu en uset ild.

Sover Du?

Hvad er der?

Lyt til mig.

Hunding sover. Jeg gav ham et sovemiddel.

Du er sikker i nat.

Reddet af Din tilstedeværelse!

Lad mig vise Dig et våben.

Hvis bare det var Dit, kunne jeg hylle Dig, den dristigste af helte...

...den eneste, til hvem det var ment!

Lyt godt til, hvad jeg fortæller Dig.

Min mands frænder kom her for at fejre hans bryllup.

Jeg blev hans uvillige brud, fjernet fra mit hjem med magt.

Da jeg sad iblandt dem i sorg, trådte en fremmed ind i rummet...

...en gammel mand klædt i gråt.

Han bar en hat så lavt, at den fuldstændigt skjulte det ene øje.

Men udtrykket i hans andet øje ramte mændene med frygt.

Jeg alene fandt i hans blik en sød trang til beklagelse.

Dér så jeg sorg og trøst forbundet.

Smilende til mig, men stirrende på dem, hævede han et sværd højt...

...og stødte det ind i asketræet, begravet op til fæstet.

Dén, der trækker sværdet ud af træet, kan beholde det som sit eget.

Alle mændene kæmpede for at gøre det.

Mange helte tog udfordringen op, i håb om at vinde præmien...

...men alle mislykkedes det for.

Sværdet er der stadig, selv nu.

Jeg forstod, hvem den gamle mand var...

...og jeg vidste, til hvem, han havde efterladt sværdet.

Hvis blot denne ven var her nu til at trøste mig i min nød!

Min sorg og skam og alt, hvad jeg har udholdt, ville blive hævnet omsider.

Så ville jeg vinde alt tilbage, som jeg har mistet og sørget over...

...hvis blot dén elskede ven var her. Her i mine arme!

Strålende brud, dén ven er her for at kræve Dig og sværdet.

I mit hjerte brænder en ed, der gifter mig til Dig.

I Dig finder jeg alt, hvad jeg længtes efter.

Du blev vanæret, og jeg levede i kval...

...men frydefuld hævn skal blive vores.

Og så vil jeg le med hellig glæde...

...og holde Dig tæt indtil mig, lyttende til Dit bankende hjerte.

Hvem gik ud?

Ingen... men nogen kom ind

Foråret er kommet, smilende til os.

Vinterstorme viger for forårets måne.

Båret oppe på blide briser, se den undergørende årstid komme.

På tværs af skov og eng, forfølger foråret sin glade vej.

Vi kan høre det i fuglenes sang, flydende på duftende vinde...

...og næret af dets flammende blod, brister frygtsomme blomster i flor.

Foråret driver blidt alle storme væk...

...flår dørene op, der holdt os adskilt fra foråret.

Han hører sin søster kalde hans navn...

...kærlighed kalder foråret til hendes side.

Dybt i os lå kærligheden skjult, men nu fryder den sig i lyset.

En brud, der er søster, er befriet af sin bror!

Glædesstrålende hilser de på hinanden...

...som kærlighed forenes med foråret.

Du er foråret, jeg forgæves længtes efter, i vinterens kulde og mørke.

Mit hjerte hilste Dig i ærefrygt, da Dit blik først faldt på mig.