Disney Worldbuilders

HER FORLADER DU I DAG OG TRÆDER IND I EN VERDEN

AF I GÅR, I MORGEN OG FANTASIEN

Vi ved alle, at Walt fortalte verden mange historier.

TIDLIGERE DIREKTØR

Hver gang jeg går ned ad hovedgaden, tænker jeg,

at han vidste, der var værdi i nostalgi,

men samtidig var han også futurist.

Han skabte en fin balance mellem

fortidens, nutidens og fremtidens verden.

Sådan er Disneyland på mange måder.

DISNEYLAND BRANDVÆSEN

Nu skal I få del i vores seneste og største drøm.

Sådan, lige her.

Disneyland.

Vi håber, det bliver ulig noget andet på Jorden.

Et sted med håb og drømme, fakta og påfund i et.

BEVÆGENDE FILM

Det er utroligt at være her.

Jeg tænker tilbage på Walts ord og er fordybet i den verden, han beskrev,

og det, han drømte om at bygge.

Forestil jer, hvor meget han inspirerede mig som dreng.

Jeg var i vildrede, da en lille dreng spurgte:

"Hr. Disney, hvad laver De?"

Jeg sagde: "Nogle gange ser jeg mig selv som en lille bi.

Jeg flyver fra sted til sted og samler pollen og stimulerer alle.

Det er mit arbejde."

Intet begejstrer mig mere end at høre en fortæller fortælle en god historie.

Da jeg så Pixar, Marvel og Lucasfilm og 20th Century Fox,

så jeg en samling pragtfulde historier,

og hvis vi kunne få alt det ind i Walt Disney Company,

ville det udvide lærredet

og gøre firmaet i stand til at vokse og få succes i mange år fremover.

Når man arbejder med en god historiefortæller, opdager man,

at de ejer deres egne historier på mange måder.

De kommer indefra, fra deres hjerter.

De er en forlængelse af, hvem de er som mennesker,

og de er tæt forbundet til de historier, de fortæller.

Det skal man nok forstå, når man arbejder med en fortæller.

Mere end noget andet eksisterer alle forlystelser i forlystelsesparker,

fordi en god fortæller fortalte en god historie.

Så enkelt er det.

Det hele stammer fra leg.

KREATIV CHEF, PIXAR ANIMATION

Man husker tilbage til barndommen,

med små plastikfigurer, hvor ens hjerne suger en

ind i den virkelighed, man skaber.

Sådan var Disneyland for mig i stor skala,

og så snart man kommer ind, bliver man inviteret til at lege.

Jeg voksede op i en lille by i Minnesota, og en gang om året

kørte vi vores folkevognsrugbrød ud for at besøge familie i Sydcalifornien.

Højdepunktet for mig var ikke at se bedsteforældre, tanter og onkler.

Det var Disneyland.

For mig var det: "Lad os få taget billedet,

så vi kan komme ud og opleve stedet."

Jeg planlagde i månedsvis. De havde et smalfilmskamera.

Jeg prøvede at udnytte to et halvt minuts film

og fange det, fordi det var så magisk.

Jeg synes stadig, Pirates er den bedste forlystelse.

Jeg kan huske, at det føltes, som om jeg var gået ind i en drøm.

Døde mænd sladrer ikke!

Det er god historiefortælling.

Du går ind, du falder i søvn, du har oplevet alt det her,

og så kommer du op, og du vågner op og tænker:

"Har jeg lige... Hvad skete der lige?" Det er magi.

Illusionen af bevægelse gjorde mig interesseret i animation.

Jeg opdagede hurtigt med en bladbog,

at jeg kunne tegne en prik, og så ville den vokse til en linje

og krølle sig rundt og blive til et bord...

"Wow, den bevæger sig!" Det var fantastisk.

Jo mere jeg lærte, jo mere indså jeg,

at bevægelsen faktisk er sekundært vigtig for selve historien.

Da jeg gik ud af skolen, var jeg betaget af historiefortælling.

Jeg ville være animator, selvom min tegning var... Det var en udfordring.

Men i stedet, af grunde, jeg ikke kan forklare,

tog jeg til et helt ukendt computerstudie, som ingen havde hørt om, der hed Pixar.

Det var ikke engang et studie, men et computerfirma.

De lavede hardware og software og reklamer ved siden af.

Derfor kom jeg ind.

Det ene førte til det andet, og jeg var ledende animator på Toy Story.

Det vidste jeg ikke, jeg kunne.

Mod det uendelige univers!

"Toy Story" sikrer rekordindtjening

Det forandrede mit liv at være med fra bunden.

Vi så os selv som rebellerne.

Der var den her dynamik: "Jeg vil flytte grænserne.

Animation kan gøre alt."

Jeg fik en idé om monstre.

Der er intet mere giftigt eller dødbringende end et menneskebarn.

En enkelt berøring kan dræbe.

Bøh!

Jeg husker ikke, at nogen sagde: "Du skal instruere den."

Det muterede bare ind i det.

Jeg klarede det med nød og næppe.

Jeg blev næsten fyret flere gange, fordi historien ikke hang sammen.

Men jeg overlevede.

Man kan ikke bare lave en film baseret på det, man tror, folk vil have.

Den skal sættes i gang af noget, man føler dybt som menneske.

Så det ene fører til det andet.

Jeg tror, det var i 1999, vi fandt på dørhvælvingen som koncept.

Der gik 30 sekunder, før vi tænkte:

"Den ville være god i en forlystelsespark."

Enten var der ikke teknologien til den, eller måske rakte budgettet ikke,

for det blev hele tiden udsat.

Det er spændende, at de endelig bygger den.

Pixar Pier.

California Adventure var en stor mulighed for alle disse Pixar-film.

Det største kompliment, man kunne give os, var:

"Vi gør din film til en forlystelse og sætter den i Disneyland."

Jeg husker første gang, jeg så en Woody gå rundt.

Jeg tror, jeg græd.

Mens vi designer figurerne og historierne, tænker vi: "Lad os få publikum med,

så de tror og føler det samme som figuren."

Så ser man børn komme,

og for dem er det, som om de er med i filmen,

eller at figuren er trådt ud af filmen, og de kender allerede fyren,

for de har haft en følelsesladet oplevelse med dem.

Som filmskabere og kunstnere ønsker vi alle

at række ind i os selv og skabe noget, der så...

Som en spilledåse kan man skrue op og afspille det for en anden,

og den spiller den samme følelse, man selv havde.

Jeg er Kevins stemme, fuglen fra Op.

Vi havde brug for lyd, så jeg udbrød bare...

Det er med i filmen.

Jeg husker, det var i 1989, og jeg fik en praktikplads hos Disney Animation.

Jeg var helt oppe at køre.

De sagde: "Du skal arbejde på den her til EPCOT."

Så jeg lavede nogle af de undersøgende første scener af Buzzy,

som var optakt til Cranium Command.

- Hvad hedder du, rekrut? - Buzzy, hr.

Er du klar til at styre en hjerne, Fuzzy?

Det er nu Buzzy, men ja.

Selvfølgelig foregår det hele i hjernen, i kroppen på et barn.

Flere år senere, da jeg fik idéen til Inderst inde,

indså jeg, at inspirationen nok lå her. Det indså jeg ikke dengang.

Jeg er Triste.

Hej. Jeg er Glæde.

Det er Frygt.

Det er Afsky.

Det er Vrede.

Jeg tror, den første figur, der dukkede op, var Vrede.

Det var en firkant.

Det er underligt at besøge et land,

hvor jeg ikke kan tale sproget, jeg har aldrig mødt nogen,

og alligevel vil millioner af mennesker knytte sig til denne figur,

som jeg tegnede på en serviet for otte år siden på den anden side af kloden.

Når man laver film og er en del af forlystelser i forlystelsesparker,

er det en måde at sige: "Du er ikke alene.

Du er ikke den eneste, der har det sådan." Det forbinder folk.

Det bringer folk sammen på måder, jeg ikke kunne drømme om.

Kan du få den til at stoppe?

- Lad os se. - Vi har... Hvad...

Vi gjorde det.

Okay. Lad os vende den om.

Den er glat.

Det er en følelse af,

at vi alle er forbundet og deles om historien.

Det er det, Disney er gode til,

at tage historier, der er sære og specifikke,

og gøre dem universelle.

EVENTYRET ER DERUDE!

Jeg har været så heldig

at vogte verdener, der er kommet før, og udvikle dem.

Det er en meget specifik slags verdensbyggeri,

for man starter ikke fra bunden.

Man holder fast i det, der var før, men prøver at videreføre det.

Med ny teknologi, med opdatering til vor tid...

FORFATTER OG INSTRUKTØR THE MANDALORIAN AND GROGU

...men bevarer stadig, hvad der gjorde det til en verden,

og hvad der blev skabt før en.

Disneyland er min foretrukne af alle parkerne.

Jeg elsker, at Walt var der.

Det er sjovt, for folk tænker på Disney eller Disneyland som nostalgi,

men det er svært at huske, hvor banebrydende al

den teknologi var, da den oprindeligt blev præsenteret for offentligheden.

Jeg tror, blandingen af det gamle og det nye

gør noget relevant for os alle kollektivt.

Mit forhold til Star Wars begyndte i '77, da jeg så den første film, og jeg var ti.

Det var den rette alder til filmen.

Det er ligesom Disneyland.

Vi tager det for givet nu, for vi er vokset op med det.

Det er næsten 50 år siden.

Det er svært at udtrykke i kontekst for den æra, hvor vigtig den film var.

Når man først ser Star Wars...

DIREKTØR/KREATIV CHEF, LUCASFILM

...er forbindelsen så stærk, fordi man føler sig som Luke.

Man kan straks relatere til det.

Man føler sig som en på et meget lille sted,

med en meget større, lysere galakse derude,

og man ved, at ens liv vil drive en mod den.

Som barn er det så stærkt, for man ved, det er en rejse, man skal ud på.

Da jeg forlod Pittsburgh, sagde min mor: "Du finder dine mentorer derude."

Jeg anede ikke, at blandt dem ville der være folk som George Lucas.

Det var et chok.

Hvis man ser på George Lucas, var han vores Walt Disney.

Han skabte det hele.

Vi legede i hans sandkasse og fortalte hans historier.

Vil du holde ham? Holde babyen?

Det er din tiptipoldefar.

Det er det. Det er det.

Han minder om Yoda. Han sagde sådan noget som: "Vov at være storslået."