There's Something in the Water

Hvilken type land er Canada?

Det afhænger af øjnene, der ser.

Nova Scotia, Canadas havlegeplads.

Jeg voksede op i hovedstaden, Halifax.

En times kørsel i hver retning,

så er du ved en betagende udsigt, uden nogen bekymringer.

På nogle måder er Nova Scotia symbolet på,

hvad mange betragter Canada som:

det søde liv.

Det var ihvertfald det billede jeg havde af provinsen som barn.

Naturbunden, åbensindet,

og åben for alle samfundslag.

Canada tager sig af sine folk.

-Er du canadier? -Hvad?

Alle har en sygesikring.

Lighed indenfor ægteskabet blev en realitet for 14 år siden.

Og som det blot andet land i verden, har vi legaliseret hash.

Cannabis, cannabis

Men ser man under overfladen,

begynder sprækkerne at vise sig.

Ingen rør! Ingen rør!

STOP MILJØRACISME SOLIDARITET MED AAMJIWNAANG

Vores politikere lover én ting, men gør en anden.

Vores koloniale adfærd er fortsat stærk.

OLIERØR

Chancen for at redde miljøet bliver mindre dag efter dag,

da virksomhedernes interesser virker vigtigere

end folkets bekymringer.

Jeg indså, at jeg kunne bruge min platform

til at råbe op.

Ved du, hvordan vi kan få offentligheden og medierne

til at være mere opmærksomme på klimaet?

Jeg vil gerne sige,

at mennesker, især de mest udsatte

og dem, der intet havde at gøre med noget af det her,

er dem, der lider mest i øjeblikket.

Også i Canada

og den miljømæssige racisme i Canada

og i min provins.

Det her sker altså.

Og det sker for de mest udsatte personer

og vi må tale om det.

HALIFAX, NOVA SCOTIA

Hej. Ingrid.

Hej, Ingrid.

Dav. Jeg lukker jer ind.

Tak skal du have.

Jeg skal mødes med professor Ingrid Waldron,

som skrev en vigtig bog om miljø- mæssig racisme i Nova Scotia,

There's Something in the Water.

Godt at se dig.

-Tak for alt. -Rart at møde dig.

Jeg vågnede en morgen på mit kontor og gik på Twitter.

Og jeg havde fået en ny følger, som hed "Tiny Canadian."

Der stod ikke "Ellen Page, skuespiller," så jeg tænkte ikke på det.

Så kiggede jeg igen en måned senere

og der var en masse kommentarer.

Flere end normalt.

"Hvad foregår der?"

Jeg indså, at det var dig!

Og da begyndte denne rejse.

Miljømæssig racisme er tilstanden,

er problemet,

ved uforholdsmæssig eksponering

af indfødte og sorte samfund,

og farvede samfund til miljøbelastninger,

og overfor forurening.

Men det handler også om regeringens langsomme reaktion.

I forhold til disse problemer.

Vi ved, at hvor du bor

har betydning for dit helbred.

Dit postnummer afgør dit helbred.

Vi ved altså, at visse samfund

er mindre sunde på grund af deres placering.

De fleste sorte

bor i historisk sorte lokalsamfund,

hvilket er landdistrikter,

og mange af dem er nær lossepladser.

Og vi ved, at indfødte samfund

også er dem, der er uforholdsmæssigt placeret

på disse farlige steder.

Når man bor i usynlige samfund

der ofte mangler en stemme,

som er usynlige for regeringen,

så høres din stemme ofte ikke.

Man skal se på miljømæssig racisme

i forbindelse med Nova Scotias historie,

og i forhold til kolonialisme i Nova Scotia og Canada.

Der er en modvilje, en tøven i Canada,

for at nævne racisme.

Racisme indgår i alle vores sociale strukturer,

og i Canada er vi tilbøjelige til at undgå det.

Racisme og miljømæssig racisme

har stor påvirkning på livet,

med hensyn til disse samfund.

Det har påvirket sorte og indfødte samfund socialt,

økonomisk og politisk.

Når man betragter visse samfund som uværdige.

For at være uden menneskelighed,

for ikke at være værdifulde,

som typisk er sådan vi tænker om ikke-hvide mennesker...

...så giver det god mening,

at man ikke vil reagere

på samme måde som med et hvidt samfund, fordi...

...disse samfund betyder ikke noget for dig.

Jeg tror, folk ser væk, for hvis du ikke møder folk

og fornemmer deres prioriteter,

så vil deres udfordringer

aldrig finde vej ind i miljøpolitikken.

Det kræver, at man lytter til dem

og det sker typisk ikke.

Hvis man ser på et kort over Nova Scotia

og udpeger, hvor de sorte og indfødte samfund er,

og markerer, hvor lossepladser og giftige industrier er,

opstår en foruroligende forbindelse.

Jeg rejser til disse lokalsamfund for at høre, hvordan disse

miljøbelastninger påvirker livet.

SHELBURNE

Det første sted, jeg besøger, er byen Shelburne,

blot 20 minutter fra hvor min familie er fra.

Opfattet af mange som en liljehvid kystby...

...havde Shelburne den største befolkning

af befriede sorte i Nordamerika.

Deres efterkommere bor nu hovedsageligt i den sydlige del af Shelburne.

Men fra øjeblikket de bosatte sig her for 250 år siden,

har de aldrig modtaget samme behandling

som hvide.

Det gælder stadig i dag.

En losseplads blev placeret i byen i 1940'erne

og hjemsøger stadig det sydlige Shelburne

mange år efter dens lukning.

Jeg vil tale med den lokale aktivist, Louise Delisle, for at finde ud af mere.

Du kan virkelig godt lide hunde.

Hej, snuske.

-Det er så rart herinde. -Ja.

Her er så smukt.

Min familie er fra Lockeport.

-Det hørte jeg. -Ja.

-Jeg har brugt tid... -Jeg kender nogle...

-Fred Page? -...i Shelburne.

-Fred? Nej. -Nej.

-Min far var Dennis Page. -Fra Lockeport.

Dennis Page, Lorie Page.

-Jeg kender Lorie Page. -Ja.

Jøsses. Zach ævler hele tiden:

"Min fætter, min fætter."

-Ja, Zach Page. -Jeg kender Lorie.

-Ja. -Ja.

-Ja. -Fedt!

Fra tidspunktet de sorte loyalister kom hertil

var vi bundet.

Da vi kom hertil, kom vi med løftet om,

at der var noget bedre, for vi var slaver.

De kom via den underjordiske jernbane,

og fra skibe, der sejlede ind i havnen,

og vi er efterkommere af dem,

og jeg føler mig meget beæret over,

at jeg er en del af den stærke familie

af sorte loyalister.

I begyndelsen af 1940'erne begyndte de at samles.

Du ved, hvordan folk er.

De samles omkring deres familie.

Og folk begyndte at bygge hjem i nærheden.

I slutningen af 1940'erne...

...blev det besluttet...

Det blev kaldt et 'dump'.

Alt røg derhen. Intet blev sorteret.

Alt affald fra omkringliggende områder,

Shelburne og Shelburne Kommune, endte dér.

Det var skrald fra hospitalet.

Der ville ligge ligdele.

Der var ting fra flådebasen,

og vi ved ikke, hvad det var.

Ting fra skibsværfterne, såsom maling og olie.

Der var gamle biler.

Der var mad fra butikker,

dyr blev dumpet der,

døde dyr.

Alt og alting...

...blev smidt dér.

De måtte af med det, for det var som et bjerg af skrald.

Så de satte ild til det.

Det brændte i dagevis...

...og lugten var forfærdelig.

Og røgen

ville tildække dig.

Man kunne ikke åbne et vindue.

Jeg husker at...

...en ville sige: "'Dumpen' er i brænd."

Som det første begyndte mågerne at skrige virkelig højt.

Så fløj de væk.

Og røgen var som en sort sky.

Og sodet,

når branden døde, eller regnen begyndte,

ville være overalt.

Jeg husker, at jeg tog i skole om morgenen

og vi var heldige, hvis vi nåede skolen

uden at lugte som om, vi havde været i en form for...

...kemisk krigsførelse.

Og så nå i skole