Catching Killers

Det hele begyndte den morgen i januar.

Da jeg ankom til gerningsstedet, var det nemt at se liget fra vejen.

Det svarede til at se på en mannequin.

Som et spøgelse.

EN NETFLIX-SERIE

Der var et reb om halsen.

Hun var tydeligvis blevet udsat for mord og nok også en sexforbrydelse.

Jeg kunne se, at hendes bukser var trukket under knæene,

og da jeg så nærmere,

at en del af bukserne var fjernet i området ved lynlåsen.

Det var første gang, jeg havde set det.

Det må have været et sygt individ,

for han ville have en slags souvenir.

Medmindre du er koldblodig, så påvirker det dig,

når du ser sådan noget.

Hvis det ikke gør, er du ikke et menneske.

Nu er alle kammeraer og alt lydudstyr slået til.

Så kører vi.

Det skal på tv, ikke?

KRIMINALBETJENT JOHN INGRAM

Jeg voksede op i en by ved navn Hamilton i Ohio.

Jeg begyndte med at læse business.

For at være helt ærlig

så var jeg ikke særlig god i mit andet semester.

Jeg havde andre interesser. Og…

…det indebar at feste.

De lavede et kursus i strafferet, og jeg syntes, det lød interessant,

så jeg skiftede hovedfag.

Jeg startede hos Multnomah-sherifkontoret i Portland den 23. juni, 1969.

Og så endte jeg i drabsafdelingen.

Du ser overskrifter i avisen eller i medierne,

og de taler altid om de mistænkte,

og offeret bliver glemt.

Politiet bliver det offers stemme.

Den morgen på gerningsstedet

var den første store udfordring at identificere offeret.

Der var ingen identifikation på eller i nærheden af hende,

ej heller i hendes lommer.

Vi må finde ud af, hvem hun er.

Vi anede det ikke.

Så der blev lavet en tegning af offerets ansigt,

og det blev videregivet i medierne.

En uge efter tegningen blev tilgængelig,

blev jeg kontaktet af en kvinde,

som sagde, at hun mente, at personen på tegningen

var hendes datter.

Jeg tog et familiemedlem med til retsmedicineren,

hvor han identificerede offeret

som Taunja Bennett.

Taunja Bennett var 23 år gammel

og boede med sin mor i det nordøstlige Portland.

Fru Bennett sagde, at Taunja var en dejlig og kærlig person hos sin familie.

Men Taunja kunne lide nattelivet og fester.

Det var normalt for Taunja at møde nogen i en bar

og være med ham i et par nætter.

Det, jeg lærte fra samtalen, var, at Taunja var meget naiv,

og hun var et muligt mål for vold.

Et par dage senere

modtager sherifkontoret et telefonopkald.

Det var en kvinde, som sagde, at gerningsmanden

var John Sosnovske.

Jeg søgte på ham i databaserne…

…og baksede med stavningen.

Og endelig var der et resultat.

Jeg fandt ud af, at John Sosnovske var prøveløsladt.

Så jeg ringede til hans tilsynsværge.

Han sagde, han også var blevet ringet op

af John Sosnovskes kæreste,

Laverne Pavlinac.

Hun fortalte tilsynsværgen,

at hun havde overhørt John Sosnovske fortælle nogen på en bar,

at han havde mødt Taunja Bennett.

Han sagde, han havde samlet hende op,

og han endte med at myrde hende

og smide hendes lig ved Vista House i Columbia Gorge.

Okay, nu har vi noget at arbejde med.

Min partner og jeg kørte hen til Laverne.

Mit første indtryk var, at hun var meget venlig og rar.

En rar, ældre dame.

Jeg spurgte, hvorfor hun først ringede efter et par dage.

Hun sagde, hun var bange for John Sosnovske.

At han havde misbrugt hende.

Hun sagde, John var en alkoholiker,

og at John kunne være voldelig under sex.

Og han havde en mærkelig vane med at binde knuder på et reb.

Hun var sidst i 50'erne, omkring 58.

John var omkring 40 år gammel.

Det var sært, at hun ville, aldersforskellen taget i betragtning,

finde sig i sådan et slags forhold.

Så jeg spurgte Laverne, hvad hun lavede om natten den 21. januar,

da Taunja blev myrdet.

Hun forklarede, at John bad hende om at køre ham til JB's Lounge i Wilsonville.

Laverne sagde, han kom hjem omkring kl. 1.30 eller 2

og straks gik i bad.

Det, syntes hun, var usædvanligt.

Næste morgen så hun et mærke på hans venstre hofte,

og han klagede over smerter på hænder og håndled.

Hun virkede troværdig.

Så vi spurgte, om hun ville gå med til en ransagning af hendes lejlighed.

Og det sagde hun ja til.

Vi håbede at finde hvad som helst,

der ville indikere, at John kendte Taunja Bennett.

Idet jeg gennemsøgte soveværelset…

…fandt jeg en konvolut adresseret til John Sosnovske.

På bagsiden stod der…

… "T. Bennett,"

med beskeden "god i sengen."

"S-E-N-G-E-N."

Da så det skidt ud for John Sosnovske.

Vi gjorde klar til at gå, og John Sosnovske kom hjem.

Vi sagde, vi var betjente, og han var meget samarbejdsvillig.

Han gik frivilligt med os

og blev afhørt.

Jeg vil gerne spørge dig, om du kender Taunja Ann Bennett?

Ikke så vidt jeg husker.

Vi har været i din lejlighed og vi har taget forskellige ting,

deriblandt et stykke papir

hvor der stod navnet "T. Bennett."

Tilhører det dig?

Det kan jeg ikke svare helt ærligt på.

John Sosnovske var en smule undvigende.

Spørgsmålene var meget ligefrem.

Ja eller nej.

Okay, jeg spørger igen, og det er sidste gang, jeg spørger.

Har du nogen viden om Taunja Bennetts død?

Nej.

Jeg vidste, at hvis han stod bag, ville han benægte det.

Men vi havde ingen begrundet mistanke til at anholde ham, så han måtte gå.

Jeg havde den her indre følelse…

…som fortalte mig: "Drag ikke forhastede konklusioner.

Du må opbygge sagen på den ene eller anden måde."

Det er mit job.

Og så blev statsadvokat Jim McIntyre sat på sagen.

Vi er klar til at optage.

Klar.

Kan vi justere Jims slips en smule?

Ja, cool.

Din generation er ikke glad for den knude.

Nej.

Hans ry var fejlfrit.

Han var meget dygtig,

som fik tingene gjort. Meget kyndig.

BYRETTEN

Den 19. februar gik min chef ind på kontoret

og sagde, de fandt et lig i slutningen af januar.

Jeg skulle få efterforskningen op at køre.

Han så mig som en person, der var en smule hæmningsløs,

en smule over toppen, som kunne kommandere med folk

og få dem til at gøre tingene på en bestemt måde.

Jeg orienterede ham om sagen og den information, jeg havde

på det tidspunkt.

Det var åbenlyst, at de

ikke havde helt styr på efterforskningen.

De virkede til at sidde fast og være usikre på næste skridt.

Så jeg sagde til kriminalbetjent Ingram og hans partner,

at de skulle få noget information og nogle beviser om,

hvorvidt Sosnovske var involveret.

De skulle gå tilbage

og få sat det her sammen,

eller vise, at det ikke var muligt, så vi kunne komme videre.

Jeg var ikke overbevist om at John Sosnovske var involveret i sagen.

Men så ringede Laverne til mig.

Hun havde fundet nogle ting,

som hun mente var brugbare for politiet.

Hun lagde tingene i en papirpose og hæftede den sammen.

I posen fandt jeg en håndtaske.

Og da jeg åbnede den,

fandt jeg lynlås-området

på et par lyse bukser.

Jeg tænkte: "Okay, vent lige."

"Er det virkelig lynlås-området

fra Taunja Bennets bukser?"

Det var næsten for perfekt.

Og alarmklokkerne ringede.

Men vi måtte afhøre John Sosnovske igen.

Jeg afgiver følgende udsagn af egen fri vilje.

Jeg har fået mine rettigheder at vide, og jeg forstår dem.

Jeg har set T. Bennett ved JB's værksted

ved flere lejligheder.

Godt.

Nu hævder han at have set hende ved JB's Lounge.

Sidste gang var den 21. januar, 1990.

Jeg kom med Chuck, som spillede dart.

Senere på aftenen gik Chuck, og T. Bennett gik kort efter.

Nu siger John:

"Ja, jeg kendte den her pige." Hvorfor ændre sin historie?

Hun tog vist hen til et motelværelse for at hygge sig med Chuck.

Senere så jeg Chuck, og jeg bad om at blive kørt hjem.

Jeg mener at have set et lig på bagsædet.

Hårene på nakken rejser sig, når jeg hører sådan noget.

Jeg satte mig på passagersædet.

Liget var pakket ind i et tæppe.

Liget var en hvid, voksen kvinde.

Under køreturen hjem

var den døde kvinde på bagsædet af hans bil.

"Bare kør mig hjem. Nå, hvad har du der? En død kvinde."

"Det er fint. Bare kør mig hjem og sæt mig af."

"Vi ses."

Den køber jeg altså ikke.

John Sosnovskes forklaring rejste bare flere røde flag om,