Only The Brave

I 1941 angreb Japan

I 1942 gik 1400 japansk-amerikanske mænd-

- fra den hawaiianske territorialgarde-

- i tjeneste som den amerikanske hærs 100. bataljon.

Præsident Roosevelt får flyttet 120.000 japansk-amerikanere-

- til 10 interneringslejre i ørkenen i Californien, Utah, Idaho, Arizona-

Wyoming, Colorado og Arkansas.

I 1943 meldte over 10.000 japansk-amerikanere fra Hawaii sig-

- til den segregerede 442. brigade-

- og den amerikanske hærs efterretningstjeneste.

Søndag morgen den 7. december.

Jag var på weekendmanøvre på Scotfield kasernen-

med hawaiianske territorialgarde.

Japanske kampfly beskød vores P-40 ved Wheeler Field-

på vej til 7. flåde.

Vi var et let mål.

Steve Senzaki og jeg transporterede døde og sårede hele dagen og natten.

Om mandagen kom FBI og hentede min far.

Han stod i døråbningen i sit fine jakkesæt.

Jeg bar stadig uniform, dækket af blod fra flådens mænd.

Han krammede mig og sagde-

- at jeg aldrig måtte glemme, at jeg var født her.

Så var han væk.

Min far kom til Hawaii i 1905-

- og grundlagde Hongonji Buddhist Temple.

Da jeg var lille, fandt jeg ham ofte i meditationsrummet.

Nogle gange i flere timer.

Jeg spurgte: "Hvad lavede du derinde?"

Han svarede: "Jeg så en anden verden."

Jeg sagde: "Hvilken verden, far?"

Og han svarede: "Bare rolig, Jimmy, en skønne dag vil du vide det."

Jeg troede, at den dag kom, da den amerikanske hær-

gav os en chance efter Pearl Harbor.

En chance for at forsvare vores hjem og vores land.

Jeg troede, at det var dagen, da vores tropper landede i Afrika-

- og vi skulle møde Det Tredje Rige for første gang.

Jeg troede, at det var dagen, da vi gik ind i Italien-

og indledte en række slag.

Jeg vidste ikke, at jeg ikke kunne prøve at finde den anden verden.

Den anden verden skulle finde mig.

Jimmy, er det dig?

Jimmy?

Du er tidligt hjemme. Hvordan gik arbejdet?

Jimmy?

Jeg ved, at du er fortabt.

Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde dig.

Sig, hvad jeg skal gøre.

FRANKRIG 1944

Nomu bevæger sig for hurtigt.

Spærreilden er ovre på et minut.

Vi må hen til togstationen.

Tak, du har ansvaret for sikkerheden.

Yuk, du leder angrebet.

Tag venstre flanke, få fat i Nomura og bed ham vente.

Zaki, vi er reserver.

En... to...

...tre... fire...

...fem... seks...

...syv...

...otte...

...ni... ti.

Pas på, nu kommer jeg!

Han kommer! Stille, han hører os.

Fundet! Kom her.

- Glem aldrig, at far elsker jer. - Okay!

Af sted! Kom nu!

- Zaki! - Jeg dækker, boss!

Undskyld, jeg troede, der var fri bane.

Bare rolig, Nomu, lægen kommer.

- Er andre ramt? - Alle er uskadt.

Sergent...

- Sergent, sig til... - Nomu!

Gemmeleg.

- Hvem er det? - Han er den lokale præst.

Jean Jordan. Min søster René. Hvad vil I?

Er I amerikanere?

Han siger, at de har ventet på os.

I ligner ikke amerikanere.

Doktor, før dem ud bagved.

- Sørg for, de holder sig ude af syne. - Ja, sergent.

Godt så... 2. 3. og 4. deling bør indtage deres positioner.

Det giver os 40 minutter.

Yuk, tag venstre side.

Tak, gå rundt og tag den næste gade.

Zaki, vi tager højre side.

Vi tømmer alle bygninger. Grupper på fire mænd.

Husk, at dem på togstationen har venner i byen.

Vær beredt på nærkontakt. Se på snigskytter.

Lad os finde en kommandostation, hvor vi kan få et glas.

Nu går vi.

Hvem bringer man i kamp? Yuk var en naturlig leder.

Han krævede respekt og gav igen af samme skuffe.

Zaki havde jeg kendt fra barnsben. Han vidste før mig, hvad jeg tænkte.

Behøvede man mere ildkraft var ingen bedre end Tak.

- Jimmy! - Jeg er uskadt!

Smid våbnet!

Granat!

Indstil skydningen!

Kom her. Kom her.

Er du såret?

Mor og far?

Kom.

Frank? Frank!

- Hvor er det? - Hvor er han?

Klokken elleve, tredje sal!

Kom med maskingeværer!

- Jimmy, vi har selskab! - Jeg er bagved dig!

Jeg går op. Dæk mig. Kom så!

Bliv her. Rør dig ikke.

Fremad!

Krybskytte - klokken elleve, tredje sal!

Længst mod venstre. Tredje sal.

For fanden da!

Dækningsild!

Af sted! Af sted! Af sted!

Granatkaster!

Gå i dækning!

Forsvarspositioner!

Sergent!

Pas på!

Det skal nok gå, det skal nok gå...

Hvil dig nu.

- Du har vist fået en maskot. - Har jeg det?

Hun nægtede at forlade dig.

- Hvor er vi? - Byens bedste bar.

Hvordan går det med hovedet?

- Ny hjelm? - Satos.

Din heldige djævel.

Du trænger vist til en drink.

Ja, lidt hår fra hunden, der bed dig.

- Hår fra hvad? - Hund... hund.

Blev du bidt af en hund? Hvornår?

Nej, det er... Glem det.

I kotonks taler pudsigt.

- Men de kan drikke. - Ja.

- Kauai, giv mig en flaske. - Vent.

Jeg trækker mig.

Hvordan kan den uduelige fyr vinde igen? Jeg trækker mig.

Tak!

Wahiawa, du forskrækkede os.

- Hvor er befalingshavende? - Hovedkvarteret.

Det ser slemt ud for Fukushima.

Hans bror Dave fik en skramme. Lægen arbejder på Watada.

Lidt granatsplinter. Det var tæt på for Minami.

- Blev den nye fyr ramt? - Kun et kødligt sår.

Pupule, det hedder "kødsår".

Hvorfor skulle det hedde det? "Kødsår"?

Fortæl, doktor.

Fordi kuglen ramte yderligt.

Ingen bristede årer, ingen skadede organer.

Mahalo, doktor.

- Tilkald hellere præsten. - Ichi, hent feltpræsten.

- Du har en hårdt hoved. - Ja, hjelmen tog smældet.

Det var derfor, jeg sagde, at du var heldig.

- Hvordan ser det ud? - Det var en stor styrke.

Du havde ret. De ventede.

Er den ikke smuk?

Himlen.

Når den bliver orange og rød...

...føles alt godt igen.

Er du okay, Freddy?

Jeg elsker dig.

Det ved jeg godt. Jeg elsker også dig.

Alle mine fætre er i 100.

Jeg meldte mig i dag.

Du forstår det godt, ikke?

Da deling 2 og 3 kom bagfra...

4. kom vestfra. De nåede ikke at reagere.

- Jimmy, er du okay? - Hvor store er tabene?

To døde og syv sårede i 2'eren. Ingen tab i 3. og 4.

Tyskerne må have trækket sig tidligt. De drager østpå.

Hovedkvarteret rapporterer 36 fjender er døde i kamp og 12 krigsfanger.

- Lad os tjene nogle penge. - Kom.

- Heldet er med mig. - Er du klar til at tabe?

- Yuk... - Ja?

Krybskytten fik øje på dig.

Jeg kunne ikke forlade Fukushima der.

- Du løb en stor risiko. - Jeg gjorde det gerne.

Du ville have gjort det samme, Jimmy.

Jeg henter noget ammunition.

- Yuk. - Ja?

Vi ved alle, at du er en hård negl.

Du behøver ikke bevise det.

Vi ses.

Doktor, han trækker ikke vejret!

Mange gange har jeg set når et menneskes liv langsomt brænder ud.

Jeg har holdt dem i mine arme til det sidste hjerteslag.

Jeg har prøvet at forhindre, at deres indvolde falder ud på jorden.

Arme og ben, der sidder fast i muskelstykker og kød.

I deres blik så jeg, at de vidste, at døden var nær.

Det eneste de råbte efter, tænkte på eller ville have hos sig-

var deres elskede.

Den rædsel, søgen efter en gylden stund-

- et dejligt minde, en sidste chance for at se livet.

Bliver du aldrig træt af at læse dem?

Nej.

Hvordan går det med skulderen?

Lægen siger, at jeg må have en skytsengel.

Jeg fik kun lidt granatsplinter.

Er det din engel?