Waiting Women (Kvinnors väntan)

MENS KVINDER VENTER

Åke!

- Peter! - Åke!

- Jens! - Hvor i alverden gemmer de sig?

- Måske er de dernede. Åke! - Peter!

- Peter! - Ja.

- Hvor er I? - Her!

Hvor?

- Er Åke sammen med jer? - Kom så ud.

Jamen, søde venner, jeg har jo sagt det hundrede gange.

Man skulle jo tro, at I var druknet.

Når ungerne er puttet, tager vi en kop kaffe.

Det skal gå tjept. Den er allerede kvart over otte.

I behøver ikke vaske jer i aften.

Vil I se, hvad en anden en fik på krogen?

Vækker den lille stakkel ikke moderfølelser i dig?

Du skulle prøve at tage ud at fiske.

Eugen skulle lære mig det engang, men han fik bare krogen i øret.

Jeg vil skifte til kjole i aften.

Det vil jeg også. Men først senere.

I er jo ikke rigtig kloge.

Vil I virkelig klæde om, bare fordi jeres gamle, sære mænd kommer i aften?

Du er kun 17 år, lillesøster. Du forstår ikke den slags.

Jeg er slet ikke påvirket, -

-og i aften er første gang i en måned, jeg ser Henrik.

Hvornår tror I, de kommer? Sagde Fredrik noget om det i telefonen?

Toget fra København kommer klokken otte, så ville de spise -

-og tage Eugens bil. Så er de her ved ellevetiden.

Så sidder vi og venter på vores mænd -

-og er nervøse for gensynet efter flere uger, -

-og så skal vi bo her i flere dage, en hel ferie.

Vi skal alle sammen gå rundt her -

-og udstille vores private sorger og bekymringer.

- For mig bliver det ingen ferie. - Jamen, Annette dog.

Vi havde indtryk af, at du og Paul havde det godt.

Det har vi også.

Vi siger "goddag" og "farvel" og "godmorgen, skat."

"Har du haft en god dag?"

"I år tager vi til Pyrenæerne." "Vi køber et smalfilmskamera."

Men vi kommer aldrig tæt på hinanden.

Vi føler aldrig nogen varme eller berøring.

Nogle gange ville jeg ønske, at han tævede mig.

Kan du ikke tale med ham?

Det går ikke. Så bliver han bare genert.

- Vær ham utro. - Klap i. Du læser for mange ugeblade.

Jeg kan jo ikke skrige på ham. Jeg kan ikke binde ham fast til mig.

Jeg kan ikke kradse hans øjne ud, så han bliver blind og afhængig af mig.

Jeg kan ikke engang tage ham i mine arme og vugge ham i søvn, -

-når jeg ser, at han er bedrøvet og har bekymringer.

I synes, at jeg er underlig.

En granvoksen kvinde som jeg burde have resigneret for længst.

Man kan jo søge trøst hos Jesus eller børnebørnene.

Jeg kan jo blive farmor en dag. Ikke, Maj?

Du skal få ti børnebørn, det lover jeg.

Bare vent, til Henrik er 23, så går vi i gang.

Ikke engang det stiller mig tilfreds.

Jeg har mit liv, mit eneste liv. Og det er mit liv med Paul.

Vi elskede nok hinanden lige så intenst som Maj og Henrik.

Hvad er vi endt som?

To små, bukkende kinesere.

Nej, jeg nægter det.

Det kan ikke være meningen, at det skal være sådan.

- Vi kvinder må trøste hinanden. - Du er ikke så alene om din ensomhed.

At føle sig forladt... Det kender man til.

- Man skulle nok ikke tale om det. - Kvinder skulle oftere tale åbent.

Vi burde dele vore erfaringer og trøste hinanden -

-og ikke lade os smitte af mændenes konkurrence og hemmelighedskræmmeri.

Jeg kan huske den dag, Eugen og jeg blev tvunget til at se livet i øjnene.

Det var underligt og forfærdeligt. Men det skal vi nok ikke tale om.

Hvorfor ikke det? Vi kan jo lære af hinanden.

Så får vi det nemmere denne sommer og måske også senere.

Hvis I synes... Det er to år siden nu.

Eugen og jeg var her alene den sommer.

Eugen skrev på sin afhandling, og jeg...

Jeg holdt hus og lavede ingenting.

- Kaj! - Goddag, lille Rakel.

- Hvordan er du kommet hertil? - Med Østersøbåden.

- Hvor er din kone? - Hun kommer ikke. Hun er lidt sløj.

Ja, I skal jo have barn.

- Hvad med dig? - Mig?

- Sidst sagde du... - Det blev ikke til noget.

- Eugen er taget ind til byen. - Ja, han halsede ned efter båden.

Jeg tænkte: "Stakkels dem, der må halse af sted."

- Har han meget travlt? - Indimellem.

- Arbejder han i familiefirmaet? - Nej, han skriver på en afhandling.

Det lyder mægtig interessant.

Eugen har altid været interesseret i antikviteter.

Og du deler hans interesse? Hvor fint. Får han en grad, når den er færdig?

- Den skal trykkes. - På hvilket forlag?

- Han betaler selv. - Storebror Fredrik betaler.

Han får ikke en øre af ham.

Der fik du en lang næse, hva'?

Har Eugen nogen penge? Ud over dem, han får fra firmaet.

Det kommer ikke dig ved.

Forbyder din loyalitet over for Eugen dig at indrømme, at du betaler gildet?

Det kommer ikke nogen ved. Fredrik har behandlet Eugen dårligt.

Fredrik mener, at penge skal bruges på nyttige formål.

Han er ikke dum, ham Fredrik.

Du er dum.

Se ikke på mig, som om jeg ville forføre dig.

Skulle du kunne forføre mig?

Det ville jeg gerne se.

Du er ikke så lidt uforskammet.

Præcis som da vi var børn. Lige så blød og eftergivende, -

lige så sød og velduftende.

Og lige så blussende og ophidset bagefter.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal... - Du behøver slet ikke at gøre noget.

Nej tak, lille Kaj, så er det godt. Du er sikkert dejlig, -

men jeg elsker faktisk Eugen.

Som du dog snakker, lille Rakel. Jeg kan se på din næse, at du lyver.

Nu spøger vi ikke mere. Jeg elsker Eugen.

Jeg elsker ham virkelig.

Hører du?

For resten har du selv en kone.

Du har krampe, Rakel.

- Har jeg krampe? - Ja.

I moralen. Den sidder midt i maven og kan bortopereres som en blindtarm.

Har du fortalt din mand, at vi var kærester som børn?

Ja.

- Hvad sagde han? - Han syntes, det lød yndigt.

Det er jo det rene vanvid.

Kan du ikke forstå... at det ikke må være sådan?

Rakel skal selv bestemme. Rakel bliver ikke forført.

- Rakel har ikke nogen undskyldning. - Hvorfor kom du?

Det ved jeg ikke. Jo, du inviterede mig.

Jeg vil ikke såre Eugen.

Jeg vil ikke... Han...

Vi er vokset sammen. Seks år er lang tid.

- Skal vi spise frokost sammen? - Nej. Vi skal vide, hvad vi gør.

Man må stå til ansvar. Man er jo ikke bare en hund.

Nu synes jeg helt bestemt, at vi skal spise frokost.

Men først en dukkert. Jeg tog badebukserne med.

Jeg er så ængstelig, at jeg har ondt i maven.

Det er moralen, der kniber dig. Der er kun én løsning: Operation.

Rakel... vend dig forsigtigt om, så skal du se noget sjovt.

Jeg synes, det er væmmeligt at bade sammen med så store fisk.

- Hvad griner du ad? - Ingenting.

Freud.

- Måske skulle man tage en dukkert. - Gør du bare det.

Et spansk sagn fortæller om to elskende, -

-som længtes efter hinanden dag og nat.

Så blev der arrangeret et møde mellem dem.

Da de trådte ind i elskovsrummet gennem hver sin dør -

-og fik øje på hinanden, fik de hjerteslag og faldt døde om.

- Det var en dum historie. - En lektion i sædelære.

- Hvordan, om man må spørge? - Den viser faren ved at længes.

Kan du huske, dengang vi var børn, Rakel?

Vi lå her på bænken, nøgne, som Gud har skabt os.

For en sikkerheds skyld havde vi låst. Vi var otte år.

Og min far kom og bankede på og sagde, at vi ikke måtte være alene.

Han havde en stor hat. Hen på aftenen blev det tordenvejr.

Flagstangen flækkede og gik i brand.

Jeg er blevet stukket af noget. Kan du se et mærke?

Man kan ikke klø sig der, hverken se det eller nå det.

Der er et lille sår. Det bløder.

Nej. Lad være.

Jeg har kun været Eugen utro én gang, og det var en stor fejltagelse.

Det går altid helt galt for mig.

Der er nok noget galt med mig.

Eugen skælder mig ud.

Så fortæller han om andre kvinder, som han har givet stor nydelse.

Jeg forstår det ikke. Jeg når ikke engang at blive varm.

- Synes du, at det er mærkeligt? - Nej, ikke særligt.

Sådan var det også, da jeg var utro. Jeg er nok helt håbløs.

Selv om jeg gør alt, Eugen vil, bliver hverken han eller jeg glade.

Vi bliver bare sure og mismodige.

Så nu lader jeg, som om jeg er tilfreds, og så bliver han tilfreds.

Til sidst føler man, at det hele er fælt.

Og det er jo ikke meningen.

Da du tog på mig oppe på værelset og pressede hovedet mod min mave...

Det var så sært.

Du skal være sød mod mig.

Det bliver helt, som du vil have det.

- Nå, hvordan gik det? Hvem fik bank? - Det gjorde jeg.

Kaj skyder bedre.

Vinden har vist lagt sig. Det er næsten...

Det blæste kraftigt i formiddags. Hvor sejlede I hen?

Vi var ved Rödhällen og genopfriske gamle minder.

Vi var kun 16 dengang.

Eugen fik først øje på os, da han var to år ældre.

Jeg var jo i trøjen den sommer. Lignede det sig selv?

Nå, Rödhällan. Måske. Rakel ville ikke i land.

Det blæste alt for meget.

Der er en havn på bagsiden. Der plejer at være mere læ.

- Rakel er ellers ikke let at skræmme. - I dag var jeg.

- Du er vel selv søstærk? - Nej, det er Rakel.

Nå, så Rakel styrer jeres skude. Ja, hun er ikke spor dum.

- Hvad er der galt? - Det er så modbydeligt. Modbydeligt.

Kaj, hvor kan du? Hvad er du for et menneske?

Jeg er et bæst som alle andre. Et nul.

- Du er fej. Så forfærdelig fej. - Vist er jeg det. Meget fej.

Derfor må jeg fortælle Eugen, at du og jeg har bedraget ham i dag.

- Var det nu nødvendigt? - Du tror, jeg nyder at elske med dig.

Fordi du er en god og hensynsfuld elsker.

Men jeg skal sige dig noget.

Jeg væmmes ved dig, og du er ingen god elsker.

Du elsker nemlig kun dig selv og ingen anden i hele verden.

Hvis jeg er væmmelig, så er du det også, kære Rakel.

Du havde brug for den ekstase, Eugen har nægtet dig.

Jeg gav dig den bare. Og nu håner du mig for det.