Vizontele

Til minde om min farfar, Nazmi Erdoûgan, og min bror, Gürdal Tosun...

-Emin! Emin! -Ja, hvad er der?

Stop. Iso, Veysi, I skiderikker.

Vent, til jeg får fat i jer. Stop!

-Emin! -Hold op!

Jeg skal fandeme tage jer!

Djævle!

Jeg skal vise jer!

Fandens. Jeg kom for sent igen.

Er det ikke for tæt?

Nærhed vækker kærlighed, som fører til kunst.

Hvor mange piger har hørt den replik?

Søg svaret i mine øjne.

-Sikke en åndssvag film! -Du skal ikke råbe ad mig.

-Det rene ævl. -Så lad være med at se den.

Hvordan skal jeg vide det uden at have set den? Idiot.

Hold mund og sæt dig.

-Hej. Sikke en tilfældighed! -Dig igen.

Det er en offentlig strand.

Jeg siger til kvinden, at du stjal hendes bil.

Nu er det nok! Find din egen strand!

-Du har ruineret mig. -Hvad er problemet?

Du skal ikke græde, mor. Jeg aftjener min værnepligt og kommer igen.

Filmen fik mig til at græde.

- Hvad er der nu? -Ingenting. Bare hikke.

Du skal ikke græde. Jeg er bare blevet indkaldt.

Vi har alle gjort det, mor. Jeg lå inde i 28 måneder.

-Hvorfor så længe? -Glem det. Det er kompliceret.

-Tog de dig ikke med en kvinde? -En tøs?

Rifat... Sådan taler man ikke om en gift kvinde.

-Var hun gift? -Hvorfor sagde du det?

-Det var dig, der sagde det. -Ti stille og se filmen. Og dig med.

Er det dig? Det er dejligt, at du husker mig.

Jeg gjorde alt for at glemme dig.

-Mor! -Det er filmen.

Hvad græder du over?

De kommer ikke til at leve lykkeligt til deres dages ende.

-Men nu er vi sammen igen. -Til døden os skiller.

Det er gebisset, borgmester. Maden sætter sig under det.

Du er blevet gammel, Casim.

Vi kommer til at spise halvdelen næste år efter din begravelse.

-Hvorfor mig? Måske dør du. -Jeg har stadig mine tænder, dit skrog.

Men der er kun et par måneder imellem jer.

Glem det. Gamle Casim var ven med min afdøde onkel.

-Stop det. Han har været død i ti år. -Der ser du? Du har ikke travlt!

Du er som et fossil, Casim.

Du havner på et museum, hvis vi får et.

Tag det nu ikke ilde op.

Jeg forsøgte bare at være sjov ligesom alle andre.

Rifat, hvis du er færdig med at spise, så sig farvel til dine venner.

Men hold dig fra deres mor.

Bare rolig, far.

Så skal Rifat også aftjene værnepligt.

Tiden flyver.

Jag var menig i Izmir, og der var en officer ...

Det var vel i det Osmanniske Rige.

-Rige? -Tyrkiet var ikke et land endnu.

Asiye!

Så hør dog, Asiye!

Hvad laver du, Rifat?

Mors billede!

Af sted med dig. I en fart.

Jeg skal rejse.

Jeg skal rejse.

Jeg ved det godt.

Du venter vel på mig?

Det gør jeg.

Hvad vil du have fra Ankara?

Hvad ved du om gaver? Mange mænd skriver poesi.

-Du løber bare efter en bold. -Jeg skal være fodboldspiller, om Gud vil.

Begynd nu ikke igen.

Hvad er det?

-I den ligger min sårskorpe. -Sårskorpe?

Kan du huske, jeg slog knæet, da vi mødtes?

Jeg gemte sårskorpen, fordi det var vores sår.

Det er lidt fjollet, men jeg syntes, det var bedre end et foto.

Det kan du blive træt af.

Det der er en del af mig. Hver gang du ser på den, svider det i mig.

-Græder Asiye med det kolde hjerte? -Hvorfor skulle jeg græde?

En sårskorpe er en dum gave til en kæreste.

-Mor leder efter mig. -Jeg skriver, når jeg er fremme.

-Hvorfor siger du sådan? -Ja...

-Asiye... Giv mig et kys. -Nej.

Du ved, jeg skal i militæret.

Ikke sådan. På munden. Ligesom i film.

-Glem det! -Ellers går jeg.

Så gør det.

-Du skal ikke spise deres mad. -Det lover jeg, mor.

Hun slipper ham først, når han bliver hjemsendt. Kom så. Bussen kører.

Spis ikke hvad som helst. Du har en sart mave.

Lad en anden prøve maden først.

Ja, mor. Må Gud være med jer.

Se.

Hvad siger du?

Det gjorde jag i Ankara.

Sidst, jeg var i natklubben, sagde ejeren: "Velkommen, Fikri."

Han havde set mit navn på ID-armbåndet.

Jeg spurgte efter Feri. Jeg kalder hende sådan, fordi hun ligner skuespilleren.

Hun hedder Gülsen, men vennerne kalder hende Münevver.

Når vi er alene, kalder jeg hende elskede. Hun er så pæn.

-Dav, Engin! -Hej, Emin.

Jeg tog din radio med.

-Værsgo. -Virker den nu?

Har nogen radio undsluppet mine helende hænder?

-Hvad er det for et svar? -Hvad er det for et spørgsmål?

-Hvad skylder jeg? -Det ordner vi senere.

Er den slyngel i butikken?

-Hvor i Ankara ligger natklubben? -I Ulus. Ved statuen.

Du skulle se lyset og glimmeret. Et rigtig flot sted.

-Hvad vil du, tumpe? -Jeg vil have mine penge.

-Hvilke penge? -Lavede jeg ikke din radio sidste år?

Nu må du hoste op med mine penge.

-Du skal ikke herse med mig. -Pas på, Fikri.

Hvad taler du om? Ud med dig, dit røvhul.

-Fikri, hvad gør du ved staklen? -Den satan bandede ad mig.

Du begyndte. Jeg lavede din radio. Betal nu, din svans.

-Hvem kalder du svans, din alfons? -Du kan selv være alfons.

Nu er det nok. Smut så, Emin.

-Galning! -Vi ses, Fikri.

Min arm!

Her er listen. Kabler, spoler og andet.

Sørg for, du ikke glemmer noget.

Tiden er ikke til spøg.

Nu går jeg.

Velkommen, borgmester.

-Giv mig din velsignelse, far. -Gud velsigne dig, min søn.

Farvel, smukke.

Gå nu.

-Må Gud være med dig. -Tak.

Soldaterne kører med bussen.

Vores Rifat er med.

De indkaldte alle de unge. Hvorfor så mange denne gang?

Du siger det samme til andre piger.

Du har en helt forkert opfattelse af mig.

Når jeg bliver forelsket, så mærker jeg det her.

Og når jeg er det, gælder hverken løgne eller numre.

Jeg mærker det i hjerte og sjæl.

Den satan har vist den samme film hele ugen.

-Men nu er vi sammen. -Til døden os skiller.

Jeg må spørge om noget med forlovelsen.

Osman, vi er ikke alene.

Heftigt.

Jeg hader romantik. Ærgerligt, det ikke er action.

Måske kysser de hinanden på munden.

Ti stille, din lummerged.

Hun sover dag og nat.

-Vågn, og spis lidt melon. -Hvad?

-Vil du have møg? -Nej tak, mor.

Er du uskadt?

Ned med jer, I lømler.

Er de oppe på taget igen?

Film får jer til at glemme alt. Sagde jeg ikke, at børnene ikke må klatre i træer?

-Hvad er det sket, far? -En masse møg!

-Godt. Jeg spiser lidt nu. -Og ingen måtte se Latifs film?

Vi ser dem da herfra.

Spis lidt melon, slyngler.

-God aften, alle sammen. -Kom, Seyhmus.

De købte ingen melon i aften, borgmester. Jeg giver den her.

Tak, men de har allerede købt.

Jaså?

Gem den her til i morgen.

De må have købt den af min søn.

God aften.

-Hvor har I den der fra? -Skal du stå til ansvar for det, vi gør?

Du har altså stjålet den.

Er borgmesterens familie et tyvepak?

I gør mig til grin i hele byen!

Gå hjem! Filmen er slut!

LALES BIOGRAF

Hvordan går det? Iso, Veysi. God aften.

-Jeg fik stød. Hvad har du i hånden? -Dril mig, og I får jeres livs chok.

-Forsvind herfra. -Han gav mig stød.

De der biljagtscener er bare bluff.

Det er kyssescenerne også. De kysser ikke rigtigt.

Se, hvad jeg gør ved gale Emin.

Gale Emin!

Hold op, din djævel!

Galning!

Kom nu i seng. Din søn er i hæren, og hvad så?

Han er så ung. Jeg ville ønske, det havde været Ahmet igen og ikke Rifat.

-Han er så hjælpeløs. -Synd, at de ikke tog Ahmet.

-Gid jeg ikke havde sådan en søn. -Rifat var min fars yndling.

Han sagde, at Rifat en dag ville blive byens overhoved ligesom ham.

Han sagde: "Præcis som mig."

Nazmi... Ligger Ankara meget langt væk?

Hvorfor har du sat blomsterkrukken der?

Den står midt i det hele. Intet under, jeg gik ind i den.

Findes der en anden indgang?

Åh, herregud!

Stop!

-Jeg hørte noget. -Vi er optaget.

Sæt farten ned. Stille.

Ikke så hurtigt.

Du er så langsom.

-Heftigt. -Hvorfor falder stjerner?

Jeg har spurgt. Der er så fuldt deroppe, at nogle af dem falder til jorden.

-Hvem spurgte du? -En ven.

-Hvorfor prutter du, dumme? -Vi er udendørs. Det er da ligegyldigt.

Det stinker lige meget for det.

Græd ikke, min dreng.