Egypt: Engineering an Empire

For 5.000 år siden, da de græske og romerske imperier lå i fremtiden-

-udtænkte en civilisation det umulige og byggede det utænkelige.

Egypterne arbejdede efter en langt større målestok-

-end nogen andre gjorde i flere tusinde år.

Med rigdommene fra erobringstogter og med støtte fra deres guder-

-byggede faraoerne oldtidens første stenmonolit...

...den højeste bygning, den ældste dæmning...

...den mest uindtagelige fæstning, den største by...

...og det ultimative monument til en herskers ego.

Det er en klar besked: Læg jer ikke ud med Egypten.

Egypternes ingeniører rykkede grænsen for arkitektoniske muligheder.

Men vejen til uendelig hæder var brolagt med blod-

forræderi og katastrofe.

De største imperier - sådan blev de bygget

EGYPTEN

Forsommeren, 3.000 år før Kristi fødsel.

Regnskyer dannes over det etiopiske højland-

-1300 kilometer syd for den egyptiske grænse.

Inden længe vælter regnen ned-

-og de stillestående vandløb forvandles til stormfloder.

Vandet farves blodrødt af Østafrikas soltørrede mudder.

Floderne løber sammen og danner den Blå Nil-

-der løber 1.370 kilometer, før den rammer den Hvide Nil i Sudan.

Sammen fortsætter de to som Nilen nordpå ind i Egypten.

En flod i centrum af en gryende civilisation.

Hvis der ikke bliver oversvømmelse et år-

resulterer det i hungersnød.

Egypterne må sulte. Hvis oversvømmelsen bliver for voldsom-

ødelægger den ting.

I slutningen af juli går Nilen over sine bredder-

-dækker hele floddalen og fjerner alt på sin vej.

Over 900 kilometer, fra det sydlige Egypten til Middelhavet-

-bliver lavtliggende landsbyer skyllet væk. Tusinder gøres hjemløse.

I Egypten er oversvømmelsen en årligt tilbagevendende begivenhed-

-men ødelæggelse af et sådant omfang er ufattelig.

For meget vand forårsager en katastrofe med uoverskuelige følger.

Markerne blev oversvømmede og rådnede. Mange børn døde.

Det blev svært at brødføde familierne-

-og vi ved, at der under hungersnød forekom kannibalisme.

Frygtelige katastrofer.

Mens oversvømmelsen dækker hvert et hjørne af Egypten-

-forbliver den nye hovedstad, Memphis, tør.

Det sker takket være den 15 meter høje dæmning-

-der er den første dæmning i menneskets historie.

Manden bag dæmningen og byen er Menes-

-den første farao i Egyptens første dynasti.

Han er en kriger og samtidig en ihærdig bygherre.

Hans hær har netop forenet øvre og Nedre Egypten til et samlet rige.

Den første konge af Egypten har været stærkere end tidligere høvdinger-

-for han havde hele Egypten under sin magt.

Kongen blev af guderne anbragt på Jorden-

-hvor han skulle hjælpe med at styre tingene og opretholde kosmos.

Han hjælper egypterne, både i dette liv og i livet efter døden.

I Memphis betvang Menes moder Natur-

-men hjælp fra de nye byggeteknikker.

Goddag, mit navn er Peter Weller.

Den beskrevne oversvømmelse skete mange gange i Egyptens historie.

Der er kun få arkæologiske fund fra Menes' regeringstid-

-men vi ved, at Menes prøvede at forhindre voldsomme oversvømmelser.

Hans ingeniører byggede en solid barriere for at beskytte Memphis.

Den dæmning var så stærk at den ændrede Nilens bane-

og derved sikrede Memphis.

Tanken om, at en civilisation for 5.000 år siden kunne gøre det-

er helt og aldeles fantastisk.

I dag er Menes' dæmning blevet et offer for tidens tand-

Men en anden gammel dæmning findes stadig lige øst for Memphis.

Det er Sadd Al-Kafara fra år 2700 før Kristi fødsel.

Ruinen giver et billede af de tidligere egypteres byggemetode.

Den bestod af to solide stenvægge af en højde på ti meter.

Det er fem meter lavere end Menes' dæmning.

Væggene var 25 meter brede ved fundamentet og 12 meter ved toppen.

Jord og småsten blev fyldt op mellem dem.

100.000 ton sten skulle udhugges og transporteres for at bygge dæmningen.

Og Menes' dæmning krævede en endnu større mængde.

For 5.000 år siden krævede sådan et projekt en gigantisk arbejdsstyrke.

Hvis man i dag beder nogen om at flytte en stenblok på ti ton-

lejer de straks en kran.

Det var ikke nødvendigt for 200 eller 3.000 år siden.

Folk tænkte ikke ud fra brugen af maskiner-

men ud fra menneskelig arbejdskraft.

Mens Menes' dæmning fungerede i flere tusinde år-

-tyder arkæologiske fund på, at Sadd Al- Kafara var fejlkonstrueret.

I dag er der et hul på 35 meter midt i den-

-hvilket tyder på, at den bukkede under for presset fra vandmasserne.

Der kan være kommet en oversvømmelse, mens den blev bygget-

-og vandet strømmede igennem og ødelagde konstruktionen.

De første egyptiske ingeniører var pionerer for hidtil usete projekter-

-og bygningsmæssige sammenbrud var en naturlig del af læreprocessen.

Der var ingen eksisterende bygninger af den størrelse, som de udtænkte.

De skulle repræsentere faraoernes magt-

-og de havde kun naturen at blive inspireret af.

Det krævede god fantasi og en genial udnyttelse af naturlige materialer.

Den mystiske farao Menes var en nøgleperson i Egyptens overgang-

-fra at være en samling af bønder til at blive områdets supermagt.

Hans regeringstid varede angiveligt 62 år.

Den sluttede brutalt, da han blev angrebet af et næsehorn-

under en jagt.

Men hans dæmning stod længe efter, Egyptens sidste farao var borte.

Den var hjørnestenen i Egyptens bygningshistorie-

-der gennem generationer af faraoer forsøgte sig med dristige projekter.

Egypten er skillevejen mellem Afrika og Mellemøsten.

Nilens eksistens gør det til Saharas eneste land med fast vandforsyning.

Gennem hele menneskehedens historie på flere hundredtusinde år-

er folk søgt mod denne flod.

Oprindelig fulgte nomadestammer Nilen på vej mod Mellemøsten.

Under agerbrugets indførsel omkring år 9000 før Kristi fødsel-

-begyndte stammer af bønder at bosætte sig ved dens bredder.

Da Menes endelig fik samlet alle stammerne under ét flag-

-omkring år 3000 før Kristi, var det egyptiske imperium født.

Siden har utallige menneskelige dramaer udspillet sig i Egypten-

-men Nilen har altid været den konstante faktor i centrum.

På trods af enkelte katastrofale oversvømmelser-

-er den grunden til, at verdens første imperium blev grundlagt her.

I begyndelsen af det tredje årtusind før Kristi-

-konsoliderede Egyptens bystater sig gennem erobringstogter.

Floden, der længe havde været livsnødvendig-

fik nu en ny rolle.

Den var motoren bag en hidtil uset økonomisk og territorial udvidelse.

Et netværk af menneskeskabte havne og kanaler blev bygget-

-for at forbinde fjerntliggende byer og udnytte det ellers golde land.

Store pramme var tidens svar på lastbiler-

-og kanalerne fungerede som motorveje.

Egypterne behøvede ikke at tænke på veje og hjul, for de havde Nilen.

Floden løb fra syd mod nord, og i sydgående retning brugte man vinden.

Egypterne gravede kanaler for at komme mod øst og vest-

-så det gjorde de i stor stil. De gravede kilometerlange kanaler.

De blev brugt til at transportere alt muligt, både store grupper af folk-

korn, mad og sten.

Næsten 2.000 år før romerne byggede deres første jordhytter-

-var faraoerne i fuld gang med byggerier af hidtil ukendt omfang.

For første gang påvirkede teknologien ikke kun, hvordan folk levede-

men også hvordan de døde.

Egypternes kunstfærdighed sås klarest i deres prægtige kongegrave.

Egypternes opfattelse af livet efter døden var meget forskellig fra-

hvad kristne og jøder tror på.

Det er meget håndgribeligt. De døde har brug for os.

Deres overlevelse er afgørende for, at tingene fungerer.

Gravene er underjordiske stenhuse, for man bor der i livet efter døden.

Oprindeligt var faraoernes grave enkle huse bygget af muddersten-

der blev kaldt "mastabaer".

En mastaba bestod typisk af to elementer.

En rektangulær bygning over jorden, som præster og familie kunne besøge-

-og en række forseglede kamre under jorden, hugget ud i klippegrunden.

Kamrene indeholdt kongens sarkofag og fornødenheder til evigheden.

Der var toiletter og vaskefade, så man kunne vaske hænder-

-så de gik ud fra, at nogen skulle leve i den underjordiske grav.

Efterhånden som kongegravene blev mere raffinerede-

-byggede faraoerne helligdomme, hvor præster kunne tilbede deres ånd.

Det var det første skridt i kongegravenes udvikling-

-fra enkle mastabaer til kolossale monumenter, der stadig står.

Pyramiderne.

Alt i alt byggede egypterne mere end 100 pyramider.

80 af dem står stadig i dag, og de består af sten nok-

-til at bygge en tre meter høj mur fra New York til Los Angeles.

Mængden af sten, der blev hentet i stenbrud over hele Egypten-

-og brugt i byggerierne, og selve organiseringen bag...

Det er aldeles svimlende.

I dag står pyramiderne stadig som den gamle verdens primære attraktion-

-men de var ikke en øjeblikkelig succes.

Der gik seks faraoer, fire generationer af bygningsarbejdere-

-og utallige bygningskatastrofer, før de perfekte mål var nået.

Pyramidebyggerne begyndte deres søgen efter arkitektonisk perfektion-

ved stedet Sakkara.

Det var i år 2667 før Kristi fødsel-

-at en driftig, ung farao ved navn Djoser satte sig på tronen.

Han iværksatte byggeriet af den første stengrav over jorden.

Hans projekt befæstede Egyptens rolle som den mest udviklede civilisation-

-og gav hans banebrydende arkitekt en plads i gudernes selskab.

År 2667 før Kristi fødsel.

En ny konge krones i Egypten.

Han hedder Djoser og er den anden regent i Egyptens gamle rige.

Djoser fik ry for at være en vis og from hersker.

Selv 2.000 år efter sin død var han forbillede for kommende faraoer.

Han var så populær, at hans undersåtter ikke så ham som dødelig.

Som den første farao blev han guddommeliggjort.

Han blev tilbedt i det 19. dynasti som Åbneren af Sten.

Det har stor betydning. De forbandt Djoser med opdagelsen af sten.

En af Djosers første handlinger som konge er at forberede den sidste.

Han iværksætter byggeriet af sit gravkompleks.

Hans sidste hvilested, der spiller en vigtig rolle i hans evige skæbne.

Konceptet er traditionelt.

Egyptens konger havde længe bygget prægtige grave.

Resultatet denne gang blev revolutionerende.

Ud over at være større skilte Djosers gravkompleks sig også ud-

på et grundlæggende punkt.

Det blev ikke bygget af muddersten som de tidligere, men af sten.

I det meste af verden, såsom Amerika og Europa, skete der ikke så meget-

-ud over at man stablede en lille bunke sten.

I Mesopotamien var der større byggerier med muddersten-

-men egypternes brug af sten er ganske unik på den tid.

Til at bygge sin drømmegrav ud af sten valgte Djoser sin højre hånd-

-en arkitekt af simpel herkomst ved navn Imhotep.

Imhotep var både arkitekt, skatmester, ypperstepræst og vesir-

der svarer til statsminister.

Men det var hans banebrydende arbejde med Djosers gravkompleks-

der sikrede ham udødelig berømmelse.

Selv romerne, der selv var dygtige bygmestre-

ville en dag forgude hans arbejde.

Imhoteps arkitektoniske revolution, der medførte verdens første pyramide-

-begyndte ikke som en pludselig åbenbaring.