Veronika

- Du har bipolar lidelse type 1. - Ja, det er korrekt.

- Og du tager medicin? - Ja. Og jeg er tilbage på arbejde.

Jeg har slået min kone ihjel. Jeg kvalte hende.

Jeg har taget et skrivebordsjob, så jeg kan tage mig af Liv og Simon.

Måske et stykke tape?

Er du sikker på, at du kvalte hende der?

Det var i vores stue, at det skete.

Det må være en datter. Find hende.

Jeg vil stille dig nogle spørgsmål.

Det er en udvekslingsrejse. Det ville være godt for os.

- Okay. - Jeg vil have is.

Tror du, at vi snart kan sove hos dig?

Mor: Vi må overtale far.

I frygt er der styrke.

Noget stemmer ikke.

Fortæl os, hvad der skete med Mona.

Jeg kvalte hende.

Hvad var Hans' motiv?

Et stykke tape i håret?

MEDICIN

- Hej. - Hej, det er mig.

- Har du tid til at mødes? - Mener du lige nu?

Ja. Hvis du kan.

- Hej. - Hej.

Tak, fordi du ville komme.

- Vil du have kaffe? - Ja ...

Er der sket noget?

Nej. Altså, børnene har det fint.

Eller, du ved ... Alt er, som det plejer.

Liv vil gerne overnatte hos mig.

Ja, og det er det, jeg gerne vil tale med dig om.

Det er for tidligt.

Det forstår jeg ikke. Jeg er flyttet.

Jeg tager medicin. Jeg er begyndt at arbejde.

Det er rigtigt. Du har gjort det hele på én gang.

Måske burde du tage et skridt ad gangen.

Dit job, for eksempel. Kunne det ikke vente lidt?

Tomas ... jeg vil bare gerne se dem.

Ja, men det handler ikke kun om dig.

Har du set Simon? Han ...

Han kan ikke forholde sig til det, der skete.

Han trækker sig ind i sig selv.

Forstår du det? Det har påvirket os alle.

Og det må ikke ske igen.

Det er for tidligt at vende tilbage til en form for normalitet.

Jeg ved godt, at du prøver. Men det tager tid.

Og du må gøre det klart for børnene -

- at det er det bedste for dig. Det er ikke kun mit ansvar.

Vil du have mere?

Du er sent på den. Han er allerede gået.

Fandens også. Det beklager jeg.

Det er ikke mig, du skal sige undskyld til.

Det bliver interessant at møde den nye chef, ikke?

Vi har ikke fået noget som helst at vide.

Göran var, som han var, men han gik virkelig op i det.

Jeg kan huske engang ... Jeg er jo glutenintolerant -

- og han havde lavet vandbakkelser ...

Jeg fik ikke morgenmad i morges, så jeg spiser en tidlig frokost.

Javel.

Mona testamenterede en del penge til en stiftelse.

Det var hendes ting. Det ved jeg ikke noget om.

Så du genkender ikke det her?

Nej.

Er du helt sikker?

Stiftelsen Arcenis Velgørenhed for en lysere verden

Det lyder jo godt.

Deres telefon er slukket -

- og stiftelsen er blevet afregistreret af amtsstyrelsen.

Kender du noget til det?

Har du set Veronika?

Ja, hun spiser åbenbart en tidlig frokost.

- Hej. - Dagens ret, tak.

- Den er på vej. - Tak.

Tak.

Hej.

- Hej. - Må jeg slå mig ned?

- Hvordan er det at være tilbage? - Skønt.

Du har ikke noget imod en skrivebordstjans?

- Værsgo. - Tak.

Det er noget underligt noget med Hans Larsson.

At han kom ind på stationen på den måde.

Hvor godt kender du Stigsunda?

Den minder meget om Älvsbruk.

Folk, der bor der og arbejder her, og omvendt.

Familie og venner der. Den ligner de fleste andre steder her.

Det er svært at forstå, hvad der egentlig skete.

Han har tilstået, så den del er ordnet. Men noget stemmer ikke.

Jeg skal hen til retsmedicineren efter frokost og vil have dig med.

Men det må jeg ikke.

Jeg ville sætte stor pris på det. Ingen behøver at vide det.

Okay.

- Jeg skal være tilbage kl. 16.00. - Det skal du nok nå.

Jeg får besøg af de sociale myndigheder.

Nassir.

Det er længe siden.

Petter, Veronika. Veronika, Petter.

- Hej, hej. - Hej.

Hun døde uden tvivl af kvælning, men der er ingen forsvarsskader.

Og vi fandt intet brugbart under hendes negle.

Man kan tydeligt se fingermærker her.

Og det skete søndag aften mellem 18.00 og 21.00.

Det stemmer overens med mandens udsagn.

De renoverer. En forbandet larm.

- Kan du vise os tatoveringen? - Naturligvis.

En lidt underlig placering for en som Mona Larsson, ikke?

I frygt er der styrke. Af lydighed udspringer orden.

Genkender du den?

- Er du sikker? - Ja.

- Tak, Petter. Så går vi igen. - Tak, tak.

- Sig det. - Hvad?

- Sig det. Hvad skete der derinde? - Ikke noget.

- Er du sikker? - Ja.

- Jeg har brug for din hjælp. - Lige nu?

Ja. Hendes mand sagde -

- at hun led af det, han kalder "svage nerver".

Vi må finde ud af, om der er beviser på det.

Hun fik åbenbart irrationelle udbrud -

og havde et, da han kvalte hende.

Nu vi er her, kan du så ikke hente Mona Larssons journal?

Hej. Veronika Gren fra politiet.

Vi er i gang med en forundersøgelse -

- så jeg skal se Mona Larssons journal.

- Hun kom død ind mandag morgen. - Jeg skal lige foretage et opkald.

Tager du over?

Undskyld, er du sød at flytte dig?

Veronika? Så er den klar.

- Her har du den. - Tak.

LARSSON, MONA BEHANDLINGSNOTER

Men den her går kun tilbage til 2012.

Det er så lang tid, vi gemmer ting digitalt.

- Undskyld, Maja, vil du kontakte ... - Ja?

Veronika? Godt.

Jeg skulle til at ringe til politiet. Det er okay.

Vi har en mistanke om en forgiftning, og de første prøver tyder på fosfor.

Men det virker meget underligt i vore dage. Jeg er nødt til ...

Hun er stabil nu og får et nyt drop.

Sygeplejersken henter dig, når hun er klar til at tale.

Ja, men ...

Jeg har brug for en afløser. Jeg har en aftale, som jeg skal ...

Okay, farvel. Må jeg gå ind?

Ja. Hun er rolig og ved bevidsthed. Men en smule skrøbelig.

- Hvad hedder hun? - Nathalie.

Hej, Nathalie. Jeg hedder Veronika. Jeg kommer fra politiet.

Vil du tale med Veronika?

- Jeg blev ikke forgiftet. - Okay.

Det virker så fjollet.

Jeg tager en masse kosttilskud. Vitaminer og den slags.

Jeg tror, jeg kom til at blande dem og tage for meget.

Hvilke kosttilskud tager du?

En del naturlige lægemidler.

Ashwagandha og svovl. Fosfor.

Hvorfor tager du fosfor?

Jeg læste online -

- at det skulle være godt for stofskiftet.

Tak. Jeg har ikke flere spørgsmål.

God bedring, Nathalie.

Vi fandt et stykke tape viklet ind i Monas hår.

Vi har ikke fundet den type tape i jeres hjem.

Hvordan kan det være endt der?

- Måske på hendes aftengåtur. - Så hun gik en tur den aften?

Du sagde, at I var hjemme hele aftenen.

Ja, men inden vi spiste ...

Jeg ved det ikke rigtig. Jeg kan ikke huske alt.

Jeg kvalte hende, det har jeg jo sagt.

Der. Det er den, du leder efter. En specialbestilling til butikken.

Det blå her er fra J'et.

Ja, det er den. Har du den stadig?

Nej, jeg bestilte den for fem-seks år siden.

Men det blev for dyrt.

Det er ikke muligt at finde ud af, hvem der købte den?

Nej, det var en reklameting. Vi gav den væk gratis. Desværre.

Fandens også.

Ja, det forstår jeg godt. Men det er ...

- Jeg sagde jo, hun nok skulle komme. - Det gjorde du. Men jeg ...

- Hej. - Hej, Veronika.

- Jeg var fanget på arbejdet. - Ja, jeg forstår.

Men jeg skal videre. Jeg ville sætte pris på, at du havde ringet.

Der er også andre i din situation.

- Jeg beder dig ... - Du må bestille et nyt besøg.

Det kan desværre tage et par uger.

- Jeg beder dig. - Beklager. Ring til kontoret.

Kom.

Kom.

- Værsgo. - Tak.

Hvorfor har du en socialrådgiver til at rende rundt i hælene på dig?

Fordi min mand, eller rettere min kommende eksmand og jeg -

- diskuterer, hvad der er bedst for vores børn.

Og I er ikke helt enige?

Jaså.

Ja ...

Jeg savner hende.

Din moster.

Du minder mig om Ninni.

Der var også noget særligt ved hende.

Denne bog tilhører Ninni

Far gav mig denne dagbog, da jeg kom hjem, til at fylde med minder ...

Det er skønt at være hjemme igen efter så lang tid.

Jeg begyndte at få en underlig følelse. Som om der var noget galt.