Miguel Ángel Blanco: Las 48 horas que lo cambiaron todo

Jeg husker præcis, hvor jeg var.

Frihed!

Kun under store omvæltninger og ved alvorlige hændelser kan vi sige…

…"jeg husker det tydeligt."

Gid det er sidste gang, vi må demonstrere.

De skal stoppe. Nu er det nok.

Det er forkert. Vi skammer os over at være baskere!

Vi bærer på en smerte, der…

Jeg kan knap nok tale.

ETA har igen bortført nogen.

De truer med at likvidere gidslet om 48 timer.

Gidslet er Miguel Ángel Blanco Garrido.

Politiet og civilgarden etablerede et center…

Vi er atter rystede over en bortførsel. Miguel Ángel Blanco…

Terrorgruppen ETA har, som I allerede ved, givet staten et ultimatum

med en bortførsel, en dødstrussel og en tidsfrist…

Sommeren 1997 dannede rammerne for en af de hændelser, der ændrede alt.

På TV var den store nyhed en hændelse, som terrororganisationen ETA stod bag.

Men denne gang… Denne gang var anderledes.

Man husker præcis, hvor man var, da nyheden om Miguel Ángel Blanco kom.

Du gode gud…

Når jeg tænker på det nu,

rammes jeg stadig af samme sorg og vrede.

HANS MAJESTÆT KONGEN

Alle husker tydeligt, hvor de var,

hvad de lavede, hvad de følte…

Jeg kan huske, min mor sagde, at Miguel Ángel tog tidligt hjemmefra,

for han havde et møde kl. 16 og ville være der til tiden.

Vi kaldte ham "Miguel". Miguel Ángel var senere…

Men for os var han Miguel.

KOLLEGA

Jeg husker det, som var det i går.

Ingen kan glemme den 10. juli eller den torsdag.

Kl. 15:30… Alle var ret punktlige, og Miguel kom altid til tiden.

Det var ret underligt.

Kl. 15:40: "Miguel er her ikke. Han er nok forsinket."

Han sagde farvel som altid,

og pludselig kl. 16.10 ringede de fra arbejdet og spurgte efter min bror,

for han ikke var mødt.

Det overraskede min mor, der sagde:

"Hvor sært, for han tog tidligere afsted, så han ikke blev forsinket på vejen".

Det var underligt, han ikke dukkede op.

Kl. 16.30 ringede de igen og sagde, at han stadig ikke var kommet.

Min mor sagde, at hun straks frygtede det værste.

Hun ringede til Mendaro sygehus, der ligger nærmest Ermua,

for at se, om han var blevet indlagt.

De sagde, at det var han ikke.

Mine kolleger i Hernani sagde, de var blevet ringet op

på Egin Irratia af nogen, der talte for ETA.

De sagde, de havde bortført et byrådsmedlem,

og at blev han ikke frigivet inden for 48 timer, ville de dræbe ham.

Jeg kontaktede indenrigsministeriet.

ETA-BOMBER DETONERER

Jeg tog til kontoret, og der var allerede furore.

De sagde…

TIDL. INDENRIGSMINISTER

De gav mig en besked, hvor der stod, at der var sket en bortførsel.

Jeg mødtes med Manu og Fernando.

Manu var guitarist, og Fernando pianist.

Så hørte Manu…

…på det tidspunkt, hvad der var sket, for de sagde det i radioen.

Vi løb hjem til Miguel.

Jeg boede på kollegie i London dengang.

Jeg skulle bo der frem til september. En ven ringede til mig på kollegiet.

Da jeg tog røret, sagde de, jeg skulle ringe hjem.

Men jeg skulle ud og ville ringe senere. De bad mig ringe nu, for det hastede.

Jeg var på Moncloa-paladset,

da min assistent gav mig en besked.

Der stod,

at et byrådsmedlem fra Partido Popular var blevet bortført i Ermua.

Hans mor, Consuelo, og hans kæreste, Martimar Días, var der

sammen med Ramón Járegui,

der dengang var generalsekretær for Euskadis socialistiske parti.

På et tidspunkt trak Ramón Jáuregui os til side.

Jeg havde aldrig talt med ham før.

Han sagde: "Opgiv håbet. De slår jeres ven ihjel."

MIGUEL ÁNGEL BLANCO: 48 TIMER, DER ÆNDREDE SPANIEN

FORTALT AF JON SISTIAGA

Godt nytår 1997!

Vi er i Spanien i 1997.

Året, hvor Guggenheim åbnede, og prinsesse Cristina blev gift.

Ja.

Statsminister José María Aznar udtalte: "Spanien har det godt."

Spanien var slet ikke som i dag.

Kun et fåtal havde mobiltelefon.

Boligerne var uden Wi-Fi, og de sociale medier var ikke opfundet.

Mange af os var knust, da Tourvinderen Miguel Induráin trak sig tilbage.

Det var sommer,

og på strandbarerne var vi splittet mellem Alejandro Sanz' "Corazón Partío"

og Calamaros "La Flaca".

På det tidspunkt på året havde ETA dræbt ni mennesker.

De seneste 30 år havde de faktisk myrdet tæt på 800

i baskisk uafhængigheds navn.

Dag efter dag kunne man i aviser og nyhederne se

mere om deres angreb eller terroranholdelser.

600 af dem sad det år fængslet i Spanien eller Frankrig.

Jeg var 29 og på alder med Blanco.

Jeg havde allerede rapporteret fra mine første krige.

Men nu var jeg hjemme i Euskadi.

Jeg talte stadig om død, mørke, chok og blod.

Det var et sprog, der var velkendt for mig som basker.

ETA bad om det umulige, og det vidste de godt.

Noget grusomt og forkvaklet.

Flyttede regeringen ikke fangerne til Euskadi inden to dage,

ville ETA dræbe det unge byrådsmedlem.

Der var kun ventetiden nu. Vores eneste håb var nåde.

De 48 timer, der ville ændre alt, var startet.

00 - 47 TIMER TILBAGE

Vi afbryder programmet med en meddelelse.

Alt tyder på, at terrorgruppen ETA står bag en bortførsel.

Det var en almindelig eftermiddag på en lille redaktion.

Vi havde for vane…

En af vores vigtigste informationskilder var den scanner,

vi havde købt i udlandet, og som kunne opsnappe politifrekvenserne.

Jeg kan huske, at der den dag var stor opstandelse.

Vi hørte politiet tale om Eibar og Ermua over radioen…

Jeg sagde, der var noget i gære.

Dommer García-Castellón præsiderer her i retten.

Han har indledt…

Vi hørte om en bortførsel i Baskerlandet af et byrådsmedlem fra Partido Popular.

TIDLIGERE DOMMER

Et militærfly fløj mig straks til Sondika lufthavn i Bilbao.

Vi var på vej tilbage til Donosti.

OBERSTLØJTNANT

Vi var stoppet for at få kaffe,

da nyhederne begyndte at strømme ind, men uden detaljer.

Der var tydeligt sket noget.

Jeg kan huske, at nyhedschefen sagde:

"Tag noget tøj og kom afsted. De har givet manden 48 timer."

Så tog jeg til Bilbao.

Ja, vi snakkede sammen, og så kom du ved middagstid.

Vi lavede en rekonstruktion med optagelserne

og begyndte at planlægge de næste timers arbejde.

Det første indlæg på Televisión Española lød på,

at et PP-byrådsmedlem fra Eibar var blevet bortført.

Vi så på hinanden, for jeg var selv byrådsmedlem fra Eibar.

Jeg hørte om Miguel Ángels bortførelse,

da en tidligere studiekammerat kom og sagde:

"Sikke en forskrækkelse. Jeg troede, de havde bortført dig."

"Mig?", spurgte jeg.

"Ja, de siger i radioen, de har taget et byrådsmedlem fra Ermua."

Jeg ringede til min mor og spurgte,

om hun havde hørt det, og sagde, at det jo ikke var mig.

Hun spurgte, hvad der var sket.

"De har bortført et byrådsmedlem. Han er fra Eibar, men det er ikke mig."

Der kom en Ertzaintza-enhed og blev hos familien under hele forløbet.

De overtog huset og telefonen og sagde:

"Det er bedst, I ikke ser TV, og at vi tager telefonen."

Jeg ringede hjem, og en fremmed svarede.

De spurgte, hvem jeg var. Jeg sagde: "Hvem er du?"

Jeg kendte jo ikke stemmen.

"Jeg er Consuelo og Miguels datter."

De bad mig vente, mens de hentede min mor.

Min mor tog røret og græd. Hun sagde, ETA havde bortført min bror.

Alle vidste, hvad de skulle gøre, nemlig at komme afsted i bilerne

til Donosti og skifte fra jakkesæt

til kamptøj og være klar.

Ingen havde set noget.

Der lå caféer på den anden side af gaden.

På det tidspunkt på en torsdag drak folk kaffe eller spiste frokost.

Jeg forstår ikke, at ingen så noget.

Ikke en eneste… Intet.

Hvorfor valgte de ham? Var han et oplagt mål?

En tillidsfuld ung mand, der tog samme tog fra Ermua til Eibar hver dag

og arbejdede lige ved siden af stationen?

Han forsvandt inden for de 200 meter.

ETA rasede.

Ti dage tidligere havde civilgarden befriet et ETA-gidsel,

José Antonio Ortega Lara.

Fængselsbetjenten havde været gidsel i mere end halvandet år.

Det var ETA's trumfkort til at afpresse regeringen,

og nu var det væk.

Vi vidste alle, at der ville komme en terrorreaktion.

Vi vidste bare ikke hvordan og mod hvem.

Ortega Lara blev befriet af civilgarden tidligt i morges

fra et skjulested i et industriområde i Mondragón i Gipuzkoa.

FRIGIVET 1. JULI 1997

Vi oplevede et øjebliks lykke.

På det tidspunkt troede vi ikke, modreaktionen ville falde så hurtigt.

10. juli blev lykken til tragedie, som det tit sker i livet.

Lykken kan altid vende.

Og ulykken kom den eftermiddag, den 10. juli 1997.

Alting går op og ned,

og vi må fortsætte kampen med ihærdighed og udholdenhed.

Det er regeringens politik. Styrke og beslutsomhed.

Det kunne ETA ikke sidde overhørig.

Hvornår ville det ske?

Det tog over 500 dage at befri Ortega Lara,

og vi havde 48 timer til at finde Miguel Ángel Blanco.

Det tegnede ikke lyst.

Det gjorde det bestemt ikke.

Det var ikke en "umulig" opgave,

for civilgarden tror på, at intet er umuligt.

Han sagde altid, at hvis ETA ville bortføre ham,

ville han gøre alt for enten at flygte…

For han ville hellere skydes på stedet end at holdes fanget som Ortega Lara,

for det mente han ikke, han kunne udholde.

00 - 45 TIMER TILBAGE

Midt i fejringen af Ortega Laras frihed,

overvældes vi atter af mismod, uro og uvished.