Shipwrecked: Nightmare at Sea

DEN 13. JANUAR 2012 RAMTE COSTA CONCORDIA EN KLIPPE

OG FORLISTE MED OVER 4000 MENNESKER OMBORD.

FILMEN INDEHOLDER ARKIVOPTAGELSER

SAMT SYNKRONISERING AF PASSAGERMEDDELELSER

OG OPTAGELSER FRA DEN SORTE BOKS.

Men tager vi vand ind?

Det vælter ind. Jeg er på vej derned.

Det var vores første ferie, efter at vi havde fået barn.

Jeg sagde til John, at det ville være godt for os

at tage på den fantastiske rejse, vi havde snakket så meget om.

Det betød meget for os.

Den 13. januar havde jeg været på skibet i fire måneder som danser.

Jeg anede ikke, at der ville ske noget.

Det ene øjeblik fester du og slapper af sammen med familien.

Og i næste øjeblik står du bare i det,

magtesløs.

Det føltes, som om jorden under os åbnede op.

Folk måtte støtte sig til væggene og holde fast i hinanden.

Det er som en scene i Titanic. Fuldstændig.

Der meldes om frygt og panik på krydstogtskibet Costa Concordia.

Hver gang du går ombord på et fly eller et krydstogtskib, tænker du:

"Hvad sker der, hvis noget går galt?"

Noget gik galt.

Hver gang du lukker øjnene, så ser du noget fra den nat for dig.

Du vender tilbage til det mest skræmmende øjeblik,

du har oplevet med din familie.

Hvad har jeg gjort?

MARERIDT TIL SØS

Vi havde været i Europa før, men ikke sammen.

Det skulle være vores længste ferie sammen,

vores fjerneste rejsemål.

Vores datter, Lila, var 14 måneder gammel.

Vi tænkte, at vi her havde mulighed for at tage på en lang rejse sammen.

Vi pakkede vist en kuffert fyldt med legetøj, bleer og vådservietter.

Alt muligt. Vi havde taget så meget med.

Vi skulle til Paris, Schweiz, Venedig, Barcelona.

Og til sidst ville vi tage på et krydstogt.

Det var primært derfor, at vi valgte denne ferie.

Vi tog tonsvis af billeder og videoer.

Vi fik skabt tonsvis af skønne minder.

Det havde altid stået øverst på min ønskeliste at komme til Italien.

Men jeg vidste ikke, at jeg skulle med et krydstogtskib.

Det havde jeg ikke fortalt. Kun det med Italien.

Krydstogtskibet var en særlig overraskelse.

Vi havde været kærester i godt tre år på det tidspunkt.

Tanken var, at jeg ville fri til hende på et tidspunkt.

Når man frier, så skal det helst ske på det mest romantiske sted.

Og på den her rejse var der masser af steder at vælge imellem.

Alt skulle gå op i en højere enhed.

Hvis stedet er perfekt, siger hun jo ikke nej, vel?

Mon ikke alle, der vil fri, tænker sådan?

Da jeg ankom, blev jeg forbløffet over, hvor enormt stort skibet var.

Jeg var 17 år gammel.

Min mor ville fejre sin 50-års fødselsdag.

Hun bookede billet til mig og min daværende kæreste

og hendes bedste ven siden hun var barn, Luisa.

Vi gjorde alting sammen som familie.

Jeg var omkring 7 år gammel, da hun fik sin kræftdiagnose.

Men få måneder før afrejsen fik hun at vide, at hun var i bedring.

Det var helt klart en anden god grund til at fejre hendes fødselsdag.

Det første, vi gjorde, var at udforske skibet.

Jeg havde aldrig set så stort et skib før.

Jeg husker stadig, da jeg gik ombord for første gang

og blev overvældet af, hvor ekstravagant alting var.

Meget overdådigt. Lysekroner over det hele.

Alt var nærmest lavet af enten guld, glas eller marmor.

Meget gammelt italiensk.

Alting skinnede og var perfekt.

Jeg vidste ikke, hvilket værelse jeg ville få.

Det var en ret dyr rejse, og jeg var studerende.

Men han sørgede for, at vi fik det bedst mulige værelse.

Jeg var glad, fordi vi fik en altan med en smuk udsigt.

Vi gik ud på altanen, og Nick pegede og sagde:

"Se der. Redningsbådene ligger en eller to etager under os."

Redningsbådene.

Og det tog jeg så et billede af.

Det var mit første krydstogt,

og jeg tænkte: "Tænk, hvis der sker noget ligesom med Titanic."

Jeg sagde: "Det sker ikke.

Jeg har været på et krydstogt før. Det bliver fantastisk."

FREDAG DEN 13. JANUAR

Drop det, unger! Kom væk derfra!

BESÆTNINGSMEDLEM: Passagererne er ombord, 3208-3208.

Besætning, 1023-1023.

Da vi var kommet ombord, var det ret fantastisk.

Nogen kom og spurgte os, hvad vi ville foretage os den uge.

Vi bookede spaen. Det hele var bare spændende.

Det gik stærkt. Vi fik værelset, og så gik vi rundt.

Jeg tog billeder af alt, mens vi gik rundt.

En fantastisk ting ved krydstogter er, at de sørger for alt.

Jeg var nybagt mor, og det gjorde det virkelig let for mig.

Der var et utal af forskellige restauranter.

Det var teatre, shows og et kasino.

Det svære var at vælge, hvad man skulle bruge tiden på.

Jeg kan huske, at de havde en tag-selv-isbar,

og det kunne man hele døgnet.

Man kunne spise is, når man ville.

Dengang var The Walking Dead populær.

Vi legede en leg. Hvor ville du løbe hen, hvis zombierne angreb,

og hvilket våben ville du bruge?

"Ville du gå den vej eller den vej?

Og hvis zombien er langsom, hvilket våben kan så stoppe den?"

Første gang, han spurgte mig, svarede jeg: "Det ved jeg ikke.

Det har jeg ikke haft fokus på."

-Han sagde: "Det er en fejl." -Nemlig.

Der begik du en fejl.

Jeg begyndte langsomt at blive opmærksom på mine omgivelser.

Det var en smuk aften med klart vejr. Det var lidt koldt, da det var januar.

Men det var en ganske almindelig stille aften.

Jeg arbejdede for Costa i godt 43 år. Man er altid på arbejde på et skib.

Jul, nytår, påske, lørdage og søndage.

Skibet blev mit hjem.

Jeg havde omkring 800 ansatte under mig på Costa Concordia.

Fredag den 13. januar

havde jeg været på skibet i fire måneder som danser.

Det var mit drømmejob dengang.

Det var simpelthen paradis på jord.

Jeg kom ud at se verden. Jeg var i mit livs form.

Jeg havde gode venner.

Det var magisk.

På vegne af Costas ledelse og hele besætningen

vil jeg byde jer alle velkommen ombord.

Jeg mødte kaptajn Schettino et par gange. Første gang var i personaleelevatoren.

Det eneste, jeg vidste om ham, var, at han var ret ny kaptajn på skibet.

Nyd krydstogtet.

Min mor besøgte mig på skibet engang,

og han talte med min mor,

og han sagde, at han ville tage ud på øen for at fiske med sin kammerat,

men at hun ikke måtte sige det til nogen, for det måtte han ikke.

Så man fik indtrykket af, at han udnyttede systemet lidt.

Ved 21-tiden den aften ringede kaptajnen til mig.

Et par dage forinden havde overtjeneren spurgt kaptajnen,

om skibet kunne sejle forbi øen Giglio og salutere,

da både hans søster og mor boede på øen.

BROEN

Han spurgte, om jeg ville gøre ham selskab på broen under gennemsejlingen.

Jeg syntes, det lød lidt mærkværdigt,

da det var mørkt, så man kunne ikke rigtig se noget.

Men det var kaptajnens beslutning, så vi adlød.

Hallo?

BROBESÆTNING: Seks mil.

Seks mil. Okay.

BRO-BESÆTNING: Vi nærmer os Giglio. Vi er der kl. 21.44.

Mig og min kæreste, Andrea, besluttede os for at gå op på pooldækket.

Da jeg åbnede døren, kunne jeg mærke den friske brise.

Alt var mørkt, men der var nogle få lys, der lyste op.

Man kunne se lysene spille i vandet.

Jeg lænede mig frem og kiggede på havet,

og Andrea, der stod bag mig, gav mig et kram.

Han sagde: "Det føles som Titanic."

Lige i det øjeblik

fik jeg en lidt underlig fornemmelse.

Men det var jo tosset,

så tanken blev bare slået hen.

Og så ringede min mor til mig.

Hun sagde: "Vi sidder i restauranten. De skal til at servere.

Kom og gør os selskab."

Det var en ret vigtig middag, for da klokken slog midnat,

ville det være hendes fødselsdag.

Den aften spiste vi en god middag.

Kan du sige hej til far?

Men da vi havde spist, var det sengetid, for Lila var et år gammel.

Vi lagde hende i seng nede i kahytten.

Vi lavede vores sædvanlige putteritual.

Jeg tog min pyjamas på.

Jeg kom ud af badet. Jeg havde boksershorts på og gik i seng.

Jeg kan huske, at jeg lagde mig og sagde: "Jeg er udmattet."

Det havde været en lang dag.

Jeg tager styringen. Hvad siger farten?

BROBESÆTNING: 15,3.

Sæt den til 16 knob.

Da vi nærmede os øen, kunne jeg se, at vi var kommet for tæt på.

Jeg sagde til overtjeneren, som stod ved siden af mig:

"Vi er kommet lige lovlig tæt på."

Pludselig var kysten meget synlig.

Den pågældende aften havde mine venner og jeg en halv times pause.

Jeg datede en bartender fra Peru, som arbejdede i Londra Bar,

som lå bagerst på femte dæk, bagerst i skibet.

Jeg ville hen til ham, så jeg spurgte de andre:

"Vil I med hen at drikke en cappuccino i Londra Bar?"

De andre sagde: "Ja, lad os det."

Tre, fem, nul.

Tre, fire, nul.

Tre, fem, nul. Styrbord.

Okay.

Ellers rammer vi klipperne.

Da skibet nærmede sig øen,

kom det bag på mig, at skibet ikke sænkede farten.

I det øjeblik begyndte jeg at gå i panik.

Kraftigt til styrbord.

Kraftigt til styrbord.

Prøver han på at forlise skibet?

For helvede.

Overtjeneren sagde: "Kaptajnen ved, hvad han foretager sig."

Mere nåede han ikke at sige.

Jeg hørte en lyd og mærkede en vibration.

Jeg mærkede, at rummet tiltede så småt, og det var utrolig urovækkende.

Min krop blev anspændt, og jeg vidste, at noget var gruelig galt.

Vi hørte en høj hvinende lyd,

og så gik lyden fra at være hvinende til skrabende,