My Oxford Year

Jeg er ikke rejst til England for at bruge første dag

på at tale med en bedrevidende tøs fra New Jersey.

Se her! Bygningen...

Ignorer ham. Ikke ham. Den her!

Se bygningen bagved...

Der skal hun studere!

Bill Clinton gik på Oxford.

Og hun har allerede et job hos Goldman Sachs, når hun er færdig.

Oxford-kandidater tjener 25 procent mere end andre kandidater.

Det er nemmere bare at google Oxford, mor.

Der er hun!

- Vi vil savne dig, Anna. - Jeg er hurtigt hjemme igen.

Forestil jer det.

Smukke England.

Selvom jeg hører, det regner meget.

Forfatteren Henry David Thoreau flyttede ud i skoven

for at "leve bevidst."

Inspireret af idéen om at leve et planlagt liv,

studerede jeg flittigt, dimitterede med højeste udmærkelse

og sikrede mig et job på Wall Street, som jeg udsatte,

så jeg kunne tage et år for mig selv

og studere victoriansk poesi på University of Oxford.

Et år til at udleve min drøm.

Alt gik efter planen.

Indtil det ikke gjorde.

Okay.

Din skønhed vil falme, og min interesse.

Hej.

- Jeg hedder Anna de la Vega. - Hvem er det?

En amerikaner.

Vidunderligt ansigt. Chokerende sko.

CLARENDON-BYGNINGEN

Pikhoved!

Regner det?

Nej, ikke rigtig.

Hej.

En omgang fish and chips, tak.

Kuller?

Ugler?

Nej. Fisk.

Ja, kuller. Eller torsk. Eller pølse.

Jeg er ikke...

Bare... fish and chips?

- Stor? - Stor! Ja!

- Otte en halv, fem minutter. - Okay.

Jamie, det er ikke byens bedste restaurant.

Den ligger i top tre. Hej.

Må jeg bede om to torsk, ærtepuré, syltede løg og pomfritter, tak?

Pomfritter?

Bør du spise dem?

Du har ret. En kort glæde, som ses på hofterne, ikke?

Kan vi få to ekstra store pomfritter?

Ignorer damen. Hun har ikke lært, hvordan man lever bevidst.

WALDEN

Jeg siger ikke, du ikke må...

Hvad laver du?

- Åh gud, gemmer du dig? - Nej. Jeg slås med et snørebånd.

Du gemmer dig for Jessica Borne.

Det er et under, du kan forlade huset med alle de forliste forhold.

Hun er væk nu. Hun genkendte sikkert din bil.

Ja. En af ulemperne ved at eje en sjælden bil.

Der tog Bond fejl. Han skulle have kørt en Ford Focus.

Åh gud.

Dig!

Mig?

Ja, du er pikhovedet. Du gennemblødte mig med din bil.

Jeg er... Pis!

Fish and chips til dig.

Jeg er virkelig ked af det!

Oprigtigt.

Ja, også mig.

- Hey! - Nej!

Han er herinde! Han gemmer sig for dig.

Nej.

- Hej, Jessica. - Er du okay, Jessica?

Velkommen til University of Oxford,

en institution, der har eksisteret i århundreder

og som hvert eneste år

har budt en ny gruppe unge mennesker velkommen.

Dygtige ledere, store videnskabsfolk, og visionære forfattere

er alle gået igennem disse døre inden jer.

I vil glemme de fester, I deltog i,

og I vil glemme de venner, I fik,

men I vil aldrig glemme, hvad I lærte og studerede her.

Jeres tid her er dyrebar.

Den forsvinder på et øjeblik.

Grib den.

Bare rolig. Du kom til tiden.

Ja. Jeg var bare...

Jeg var til det der...

- Jeg hedder Maggie Timbs. - Hej, Anna de la Vega.

- Amerikaner? - Ja. Fra Queens, New York.

Godmorgen. Jeg er kommet.

Charlie! Hvordan var din sommer?

Kærlighedsløs.

Jeg stalkede roeren med de flotte øjne og muskler...

Det er Anna.

- Hej, nye pige. - Vi har mødtes.

Din nabo? Jeg havde chokerende sko.

Mærkeligt en charmør som dig er kærlighedsløs.

Kærlighedsløs, skat, ikke sexløs.

Og det vidunderlige smil kompenserer for de sko.

Hej, alle sammen.

Åh gud, det er professor Styan. Hun er min helt.

Hun er grunden til, jeg kom.

Dårlige nyheder. Jeg er blevet leder af kandidatstudier,

hvilket betyder, jeg er for vigtig til at undervise jer i år.

Min vikar er meget dygtig. Det er min geniale Ph.d.-studerende.

Jeg retter opgaver. Han underviser. En win-win for mig.

Det er ikke udnyttelse.

Han vil gerne undervise. Hans problem.

Så, ja, vi ses nok.

Din tur, Jamie.

Tak.

Hej.

Åh gud, det er bare løgn.

Det er noget af et skår.

Da det er min første undervisningstime,

vil jeg lige slå tonen an ved at tilbyde jer bestikkelse.

Det er en kæmpestor kage.

Så...

Tag for jer.

- Glem kagen. Jeg vil spise ham. - Ja.

For fem år siden sad jeg der, hvor I sidder nu.

Professor Styan kom ind, og jeg tænkte:

"Så det er kvinden, der skal kede mig de næste par måneder."

Goddag.

Det er dig.

Hej.

Hej.

Mine damer og herrer, vi har en elev her hele vejen fra...

- New York. - New York, New York. Velkommen, velkommen.

Jeg har bemærket, du ikke har fået kage. Du skal føle dig hjemme.

Og de siger, at alt er større i New York.

Det er faktisk i Texas.

Uanset hvad.

- Jeg vil ikke have kage. - Nej?

- Nej. - Okay. Ja.

Fr. Mackenzie har bagt den i vores eget universitetskøkken,

så det er en fornærmelse mod hele Oxford...

- Jeg spiser den. - Jeg vil ikke tvinge dig.

- Det... - Jeg vil have den.

- Ja... - Jeg insisterer.

Den er lækker.

Godt. Poesi.

Jeg kunne lide poesi, men victoriansk poesi er for min far.

Gamle mænd med høje hatte, der taler om krige,

er måske ikke det mest spændende i verden, men aldrig i min vildeste fantasi

forventede jeg, at jeg i victorianernes poesi ville finde sådan fortvivlelse,

sådan rædsel, sådan skønhed,

visdom, begær.

Hvis du ikke har noget imod det,

vil jeg bede dig læse dette digt.

Det er skrevet af en amerikaner,

så jeg tror, vi alle gerne vil høre det i det oprindelige tonefald.

"Mit lys brænder i begge ender

Det holder ikke natten over

Men åh, mine fjender, og åh, mine venner

Det giver et dejligt lys."

Tak.

Det var Edna St. Vincent Millay.

Der er mange forskellige fortolkninger, men her er mit besyv.

Jeg tror, hun siger, at et vellevet liv har sin pris,

men det er hver en øre værd.

Intet er permanent.

Vores lidenskab, vores kærlighed eller vores liv

kan være flygtigt,

men hvis vi omfavner det fuldt ud, når vi har chancen,

kan vi sige, vi virkelig har levet.

Poesi kan læres, men den bør afprøves.

Den bør testes. Den kræver engagement.

Tag den. Lad den ændre dit liv.

Og derfor vil jeg bestræbe mig på at lære jer én ting.

Kan nogen gætte hvad?

At spise kage?

Hver gang I får chancen.

Send dem i en e-mail, og vi kan aftale nærmere.

Kan vi lige tale?

Så du er min amerikanske MA-elev.

Og du er ikke den professor, jeg kom for.

Nej, men jeg vikarierer kun for professor Styan, når hun ikke gider.

Hun er meget doven. Undskyld skuffelsen.

Jeg er skuffet.

Så forleden...

- Jeg gemmer mig normalt ikke i butikker. - Og gennembløder folk med vandpytter.

En frygtelig fejl.

Jeg havde ingen intentioner

om at starte en spontan våd T-shirt-konkurrence.

Men du ville vinde.

Det burde jeg ikke tale om. Jeg har aldrig været til en.

Tydeligvis.

Engang...

Jeg er faktisk meget moden.

Det er meget betryggende.

- Det er jeg også. - Tillykke, professor Davenport.

- Din første time. - Vil du have kage?

Nej. Hvornår har du set mig spise kage?

Min fødselsdag?

Anna!

- Hej. - Flirter du med læreren den første dag?