The Grand Tour

Hej, og velkommen til The Grand Tour,

som denne gang ikke foregår på toppen af en vulkan

eller på bunden af havet.

Nej. Vi er i Berwick-upon-Tweed, Englands nordligste by.

Vores mission er at krydse grænsen

og derefter køre tværs over Skotland til De Ydre Hebrider.

Nej, det tegner til at blive en af vores smukkeste køreture nogensinde.

Og på vejen vil vi forsøge at besvare et meget vigtigt spørgsmål.

I Europa lytter vi til amerikansk musik,

vi køber amerikansk tøj, vi drikker amerikansk øl,

vi går med amerikanske solbriller.

Men amerikanske biler har aldrig fået fat.

Hvorfor?

For at finde ud af det har vi hver især købt en amerikansk bil.

Og jeg valgte den her:

en 5,8 meter lang Lincoln Continental Mark V.

Kan I huske Jock Ewing fra Dallas?

Han havde sådan en.

Tykke Frank Cannon, tv-detektiven, havde en lignende,

en Mark IV, dybest set det samme.

Og dette betød,

at jeg som barn så en Lincoln i fjernsynet hver uge,

hvorefter jeg spurgte min far: "Far, kan vi få en Ford Cortina?"

Hvorfor bad jeg ikke om sådan én?

Hvorfor gjorde han ikke?

Halløjsa.

Det er en Buick Riviera.

Ja da.

Med selvåbnende bagagerum.

-Skal jeg lukke det? -Hvornår skete det?

-Lige nu, da du kom. -Det er en funktion.

Det her er den legendariske Buick Riviera fra 1971, Boattail.

Hvad?

Jeg er lamslået.

Spørgsmålet var: "Hvorfor fik amerikanske biler ikke fat i Europa?"

Fik den her da fat i Amerika?

Det er lige det. Rivieraen var Buicks svar på Ford Thunderbird.

De producerede Rivieraer fra '63. Den gjorde det godt.

De solgte en del, men ikke som Thunderbirden.

Så i '71 sagde de: "Lad os lave noget slående,

"nyt og ekstremt."

Og de lavede den her. Og alle hadede den.

Bogstaveligt talt!

I reklamematerialet skrev de: "Den er ulig noget andet."

Og amerikanerne sagde: "Godt."

Men Jock Ewing, tykke Frank Cannon, den stråler af kendisser.

Clint Eastwood.

-Virkelig? -Jeff Bridges.

-Virkelig? -Ja.

-Havde de én? -Bruce Willis.

Bruce... Virkelig?

-Frank og Jock? -Ja.

-Bruce, Clint og Jeff? -Ja!

Men i Europa sagde vi stadig: "Skal vi købe en Allegro, eller..."

Vi havde en Allegro stationcar, mens den her fandtes!

Hvad tror du, May har købt? Lad mig omformulere?

Hvilken slags Cadillac har May købt?

Til sidst...

...efter seks meters ventetid...

...fik vi svaret.

Bilen ankommer nu ved platform fire, fem, seks, syv, otte, ni og ti.

May?

-Ja? -Vi gættede, at det var en Cadillac.

Ikke bare en Cadillac. Det er en Cadillac Coupe DeVille.

-Er det? -Cadillac'ernes Cadillac.

Jeg føler mig helt ærligt som Elvis Presley i den.

Altså død på et toilet?

Hvor meget bordeaux kan der være i én bil?

Det ligner et amerikansk motel.

De må have tømt samtlige bordeaux-miner i verden.

-"Hvilken skal farve sæderne være?" -"Bordeaux."

-"Panelet?" -"Bordeaux."

-God idé. -Men kontakten,

knappen på cruisecontrol-pinden...

-Bordeaux. -...er bordeaux.

Jeg håbede, I ikke ville se det.

Er den faldet af?

Jeg må erkende, at jeg var lidt et fjog.

Jeg var på vej herhen,

da jeg i spejlet så en stump flyve væk.

Og jeg tænkte faktisk: "Der var da underligt.

"Den stump er samme farve som min bil."

Men uden at tænke: "Gad vide, om det er faldet af den?"

Vi burde spille en omgang Toptrumf.

-Motor? -Ja?

6,6 liters V8.

-Det er sødt! -6,6...

-Hvad? Det er da ikke sødt. -Er det startmotoren?

-Hvor stor er motoren i din? -7,5.

-7,5 liter? -7,5 liter V8.

-Så sig det. -8,2.

Otte?

8,2 liter. Dette er den største V8 nogensinde i en produktionsbil.

-8,2 liter. -Godt så.

Min er tydeligvis mere effektiv. Hvor mange heste?

Min?

190.

-Heste betyder ikke noget. -Hvor mange?

-181. -Ikke andet?

Ja. Med 6,6 liter. Jeg ved ikke hvordan.

Min 7,5 liters V8-klump yder 250 hestekræfter.

-250? -Ja.

Så er det jo en raket.

THE GRAND TOUR SKOTLAND

Ivrige efter at påbegynde vores vigtige opdagelsesrejse

satte vi gang i Lincolnen til 10.000 pund,

Buicken til 17.000 pund,

og det bordeaux bjerg...

...og tog afsted.

Her er den...

Den skotske grænse.

Vi kører ind i McScotland.

Det er en hjemkomst for den her bil, fordi hr. Buick var skotte.

Du skal hjem!

Jeremy Clarkson,

ved du godt, at det ser ud, som om din bil taler?

Nej, det gør jeg ikke.

Der er 25 kilometer til kofangeren fra forsædet.

Vi trillede videre, forundrede over, hvad vi var gået glip af som børn.

Jeg kan huske, at i 1970

var varmeblæsere en tilvalgsmulighed i en Austin.

Hvorimod der i den her er el-sæder,

el-ruder, cruisecontrol...

Rumskibet Enterprise havde ikke engang cruisecontrol.

Se bare her: automatisk klimaanlæg.

Den kan indstilles til økonomisk, automatisk eller zoneinddelt.

Zoneinddelt. Vi anede slet ikke, hvad det betød.

Hvis nogen havde vist mig et vindue, der bevægede sig

ved brug af elektricitet i 1970'erne,

ville jeg være besvimet.

Se lige mine lygter.

Jeg har garageporte til mine forlygter.

Hvordan min mon min barndom havde været

på bagsædet i en af de her

i stedet for en Ford Anglia med hul i gulvet?

Min far ville have været min helt,

og jeg ville have set verden mere positivt.

Ja.

Da vi nærmede os udkanten af Edinburgh,

blev vi hædret med den traditionelle, lokale velkomst.

McRegn. Forudsigeligt.

Hvor længe har vi været i Skotland? Tyve minutter?

Politiet her kan ikke sige: "Du er anholdt, solstråle,"

for ingen ved, hvad det betyder.

Ikke godt. Det er ikke gode nyheder.

Vi besluttede derefter at køre til centrum...

...for at se, hvordan bilerne ville klare de stejle og snævre brostensgader.

Vent nu lige.

Åh gud!

Det kan man ikke.

Problemet med mit bøvede differentiale skabte snart et andet problem.

Det er min, der overopheder.

Venner, jeg overopheder.

For pokker da. Det er ligesom John i Mongoliet.

Da jeg endelig havde erobret bakken,

fyldte Hammond lidt dyrebart, skotsk vand på.

Og mens vi spekulerede på, hvordan Frank Cannon fik opklaret noget,

fortsætte vi rejsen gennem centrum.

Du almægtige. Har I set, hvad der er forude?

Jeps.

Nå.

Den knirker lidt, Clarkson.

-Hvor... -Elsker den. Elsker bilen.

Hvor tæt er jeg på muren?

Cirka så langt.

Jeg indrømmer, at min bil er lidt for stor til Edinburgh.

Jeg tror, at vi kan bebrejde Edinburgh og ikke bilerne.

Glem det.

Hvad nu hvis vi rykker skraldespanden midlertidigt?

Så hvis jeg bakker...

Så kan du dreje og skubbe...

Min overopheder!

-Det gør den. -Du godeste.

Åh, nej.

Den synger sin dødssang.

Hjælp!

Hold afstand.

Jeg lod Hammond søge efter mere vand

og pressede mig gennem hullet

og kørte ud efter lidt friskt at drikke.

Nå, der er sket det, at min dør forhindrer min dør i at åbne.

Hvordan er det sket? Hvorfor gør den det her mod mig?

Hvordan kom Frank Cannon ind? Jeg kan ikke komme ind.

Elegant.

Smukt.

-Det blokerede ikke trappen. -Det var længere på den vej.

-Var det? -Længere tilbage.

-Den anden stod foran den her. -Bare stil den derover.

Hvordan skal jeg...

Jeg kan ikke...

Hele siden er faldet af.

Vi fik fastslået, at amerikanske biler har problemer i midtbyer,

før vi drog tilbage mod en tresporet motorvej.

En bro i tåge. Se!

Og snart ankom vi til stedet for vores anden prøve...

Skotlands Nürburgring.

Det er Brickyard, det er Monza,

den frygtindgydende Knockhill.

Ideen er ganske enkel.

Vi bruger en skotsk bil til at sætte en standardtid på banen,