The Metropolitan Opera: Götterdämmerung

Götterdämmerung, Wagner, BD, 2012, MET, akterne er samlet(joined), H.264,

Hvilket lys glimter der?

Er det allerede morgen?

Loges ild flammer på klipperne.

Natten hersker stadig.

Skal vi synge, mens vi spinder?

Hvis vi synger og spinder...

... hvor kan vi fastgøre rebet?

Som bedst jeg kan, jeg vil vikle rebet og synge.

Jeg plejede at synge ved Verdens Aske Træ...

... da det stadig blomstrede, med tunge hellige grene.

Jeg sad i skyggen, når kilden hviskede sin visdom...

... og jeg sang om hellige ting.

En tapper gud drak af kilden

og som betaling, gav han sit ene øje.

Wotan knækkede en gren af træet og formede den til et spyd.

Med tiden blev træet svagt af dets sår og gik ud.

Visnet og goldt, døde træet ...

... og, som af sorg, ophørte kilden med at flyde.

Så min sang blev bedrøvet.

Nu må fyrretræet, ikke Verdens Ask, holde mit reb.

Syng, søster, tag rebet.

Ved Du, hvad der er sket?

Wotans spyd indeholdt runerne af hellige love og traktater.

Med det, regerede han verden.

Men en kæk helt knuste spydet...

... og efterlod alle love i stumper og stykker.

Derefter beordrede Wotan sine helte til at hugge det døde Asketræ i stumper.

Verdens Asketræ faldt og derefter løb kilden tør.

Nu må jeg binde mit reb til den takkede klippe.

Syng, søster, tag rebet.

Ved Du, hvad der nu vil ske?

Bygget af giganter, troner Valhalla stadig deroppe.

Alle guder og helte sidder der, samlet i Wotans hal.

En tårnhøj bunke brændestykker omgiver hallen, klar til antænding.

Disse brændestykker var engang Verdens Asketræ.

Når træet blusser op, vil Valhalla blive fortæret.

De udødelige vil omkomme.

Tusmørke vil falde over guderne.

Vil Du vide mere?

Så vind rebet op igen, når jeg giver det tilbage til Dig.

Syng, min søster, mens Du vinder det op.

Er det daggry eller ildens glød?

Mit syn er sløret af sorg...

... slørede syner om forgangne dage, hvor Loge først blussede i strålende flamme.

Sig mig, hvad blev hans skæbne?

Tæmmet af Wotans magiske spyd...

... rådgav Loge guden...

...derefter forsøgte Loge at flygte ved at svide gudens mænd..

Men Wotan overvandt ham med spidsen af sit spyd...

... og tvang ham til at omgive Brünnhildes klippe med ild.

Fortæl os, véd Du, hvad der vil blive af ham?

Wotan vil tage sit splintrede spyd...

... og plante det i Loges bryst.

Flammerne fra såret vil antænde de døde brændestykker.

Hvis Du vil vide, hvornår det vil ske...

... så lad rebet passere, mine søstre.

Som natten aftager, svigter mit syn mig.

Jeg famler efter det flossede reb.

Synet af et voldsomt ansigt plager mit sind.

Alberich stjal Rhinguldet.

Hvad blev der af ham?

Klippen skærer i rebet.

Det er filtret og er ikke længere stramt.

Jeg ser begyndelsen til Nibelungens ring, næret af raseri og trods.

Dens hævngerrige forbandelse gyder tårer på dette snoede reb.

Ved Du, hvad skal der blive af den?

Rebet er for slapt!

Træk det stramt.

Det knækkede!

Således ender evig visdom.

De kloge vil ikke længere formidle deres viden til verden.

Afsted, til mor!

Videre med nye glorværdige gerninger, min helt!

Min kærlighed til Dig opfordrer Dig til det.

Dog - en tvivl nager og bekymrer mig.

Har jeg tilbagebetalt Dig til fulde for alt, hvad Du har givet mig?

Jeg har gladeligt lært Dig, hvad jeg kunne, himmelske visdom, alt, hvad jeg vidste.

Men min kvindestyrke er væk.

En helt tog det hele,...

... da jeg gav mig hen til ham.

I stedet for min gudfrygtige visdom, er jeg fyldt med menneskeligt begær.

Et væld af kærlighed erstatter min styrke.

Jeg beder Dig, foragt ikke en kvinde, der ikke nægter Dig noget...

... skønt hun ikke har mere at give.

Du har lært mig mere, end jeg nogensinde kan forstå.

Tilgiv mig, hvis jeg ikke har forstået alt, som Du har forsøgt at lære mig.

Men jeg har lært én ting: Brünnhilde lever for mig alene.

Og noget andet... ...altid at tænke på Brünnhilde.

Hvis Du virkelig elsker mig,...

... så vær tro mod Dig selv.

Husk, den rasende ild Du trodsede, for at nå disse klippefyldte højder.

For at vinde Dig, Brünnhilde!

Husk kvinden, Du fandt sovende i skinnende rustning...

...rustningen, hvorfra Du befriede hende.

At vække Brünnhilde!

Husk de løfter vi gav...

... ægteskabets bånd, der forener os!

For, hvis Du elsker mig, som jeg elsker Dig...

... vil min kærlighed brænde i Dit hjerte for evigt.

Da jeg lader Dig tilbage, beskyttet af ilden...

... tag denne ring til gengæld for den visdom, Du gav mig.

Mine gerningers herlighed skinner i dette guld.

For at vinde det, måtte jeg dræbe en drage, der bevogtede guldets magt.

Nu skal Du vogte det for mig, som et tegn på min sande kærlighed.

Denne vil jeg prise frem for alt!

Til gengæld for ringen, så tag Grane, min hest.

Vi red på himlen sammen.

Han mistede sine magiske kræfter, som jeg gjorde.

Hvor han fløj, kan han ikke længere gå.

Han trodser ikke længere den stormfulde himmel.

Men led ham og han vil frimodigt følge Dig, selv gennem ild.

Sørg godt for ham. Han vil lystre Din stemme.

Og lad ham høre Brünnhildes navn ofte!

Mine heroiske gerninger vil være inspireret af Dig alene.

Du vil vælge mine fjender. Hver eneste sejr vil blive Din.

Ridende på Grane, holdende Dit skjold, vil jeg ikke være Siegfried ...

... men Brünnhildes højre arm!

Åh, at være Din sjæl også!

Du er min sjæl og mit mod!

Så Du er både Siegfried og Brünnhilde.

Hvor jeg er, lever vi begge.

Og når jeg er her alene?

Så er vi her begge, forenet som én!

Åh, hellige udødelige! Du, som regerer himlen!

Kast Dit blik ned! Se to dødelige i kærlighed!

Adskilt, hvem kunne splitte os?

Delt, er vi stadig ét.

Hil Brünnhilde! Skindende stjerne!

Hil Siegfried, Det sejrende lys.

Hil, kærlighed i sin herlighed!

Hil, livet i sin herlighed!

Hil! Hil!

Rådgiv mig Hagen.

Sig sandheden.

Fortjener mit omdømme langs Rhinen vort ædle navn?

Jeg misunder det navn. Og Du for at være kong Gibich ægtefødte søn.

Vores mor lærte mig at respektere det.

Jeg misunder Dig. Du har ingen grund til at misunde mig.

Som førstefødte, er kronen min, men Du har arvet visdommen.

Så lad intet skænderi komme mellem os halvbrødre.

Når jeg beder Dig bedømme min berømmelse, er det fordi, jeg stoler på Dig.

Så har jeg ikke levet op til Din tillid...

... for en større gevinst kunne dog blive Din.

Fortæl mig, hvad Du mener?

Du er i Din bedste periode af livet, Gunther, men har ingen kone.

Og Du Gutrune er ugift.

Hvilken kvinde skal jeg tilbejle for at øge min anseelse?

Der er én kvinde, den ædleste i verden.

På toppen af en bjergspids, omgiver en brand hende...

... og kun dén, der trodser ilden, kan vinde Brünnhildes hånd.

Kunne jeg vinde den?

Skæbnen har valgt en langt dristigere mand.

Hvem er denne dristige mand?

Det er Siegfried, Wälsungs søn.

Han er den modigste af mænd.

Wälsung-tvillingerne gav efter for lidenskaben. Siegmund og Sieglinde avlede ham.

I skoven voksede han sig stærk. Han er manden Gutrune burde giftes med.

Hvilke store gerninger udførte han for at blive hyldet, som den modigste af mænd?

Der var en stor slange i skoven, der bevogtede Nibelungens Guld.

Siegfried lukkede dens glubende kæber, og dræbte den med sit sværd.

Denne modige og mægtige bedrift, vandt ham berømmelse som en helt.

Jeg har hørt om Nibelungens Guld. Dets værdi er enorm.

Uanset hvem, der besidder dets magt, gør det hele verden til hans område.

Og nu har Siegfried det?

Nibelungerne er hans slaver.

Og kun han kan vinde Brünnhilde?

Han alene kunne besejre ilden.

Hvad er dette for et råd?

Hvorfor få mig til at længes efter, hvad jeg ikke kan vinde?

Hvad, hvis Siegfried vinder bruden, blot for at gøre hende til Din?

Hvorfor skulle han bejle for en kvinde til mig?

Du kan nemt overtale ham, hvis Gutrune charmerer ham først.

Du er grusom ved at håne mig, Hagen.

Hvordan skal jeg håbe på at kunne vinde ham?

Hvis, han er den største af helte, kan han vælge blandt de skønneste af kvinder.

Husker Du trylledrikken jeg bragte og sikkert opbevarede på brystet?

Bare giv den til den mand, Du vil have. Når han drikker den, vil han blive Din.

Hvis Siegfried kom her...

... kunne vi tilbyde ham at drikke af den.

Han ville miste alle minder om de kvinder, han nogensinde har kendt...

...og glemme alle andre end Dig.

Så?

Har Hagen givet et godt råd?

Al ros til vores mor for en bror så klog, som Du!

Hvis bare Siegfried var her!

Hvordan kan vi finde ham?

Han søger eventyr og han forlod skoven for at strejfe om i verden.

Hans rejse kan bringe ham til os, til Gibichung Hall ved Rhinen.

Han ville være velkommen her.

Den lyd kom fra Rhinen... ...det horn.

En mand og hest ombord på en tømmerflåde!

Hør ham blæse i hornet!

Han styrer let sit fartøj mod strømmen.

Hvilken styrke!

Han må være dén, der dræbte dragen.

Det kan kun være Siegfried!

Stopper han her?

Hvor skal Du hen?

Jeg søger Gibichs søn.