Fireball: Visitors From Darker Worlds

MÉRIDA, MEXICO DE DØDES DAG

Mérida på Yucatánhalvøen

er centrum for en af de største katastrofer, der har overgået vores klode.

En hel asteroide ramte lige her.

Det skete, millioner af år før de første mennesker levede,

men alligevel føles det her ildkugleritual som en rekonstruktion.

Det kan oldtidens mayaer vel umuligt have kendt til.

Vi ved ikke, hvad der i fremtiden kan komme mod os...

TJELJABINSK, SIBIRIEN

...og i sidste ende blive vores undergang.

Men det vil se ud som ildkuglen her over Sibirien.

Bare meget større.

Det, som helt enkle bilkameraer filmede,

føles som science fiction.

Gæster fra andre planeter,

fra universets mørke, er kommet.

Og utallige andre er stadig på vej.

WOLFE CREEK-KRATERET WESTERN AUSTRALIA

Hvis der sker noget stort,

vil det selv ved dagslys lyse himlen op.

Men det kan være millioner af år ude i fremtiden.

Vores planet er altid blevet ramt af meteoritter,

og de store har forvandlet selve landskabet.

Men de har også efterladt et markant aftryk på kulturer.

Et godt eksempel er islamisk kultur.

Ifølge gammel overlevering

sendte Gud en sten ned fra himlen

for at vise Adam og Eva, hvor de skulle bygge et alter.

Meteoritten landede,

hvor den hellige by Mekka senere blev bygget.

MEKKA, SAUDI-ARABIEN

Vi er her ved det helligste sted i den muslimske verden.

I centrum af det står Kabaen.

Indmuret i det østlige hjørne er Den Sorte Sten.

Den var højt agtet allerede i præislamisk tid,

mindst tusind år før profeten Muhammed grundlagde islam.

Den Sorte Sten er fuldstændig indrammet i sølv,

og ingen får lov til at foretage analyser af den,

men det er næsten helt sikkert en meteorit.

Islam er en religion med 1,9 milliarder troende.

For pilgrimmene er Den Sorte Sten et af de vigtigste relikvier.

Den tiltrækker utallige millioner berøringer og kys.

Som ikke-muslimer må vi ikke så meget som sætte fod i den hellige by,

så vi måtte nøjes med mobiloptagelser foretaget af en af de troende.

Tilbage i den australske ørkens stille vidder

er Clive Oppenheimer fra Cambridge University,

der startede vores filmprojekt, ved at forklare mig...

Forskere blev først opmærksomme på det kæmpestore hul i jorden i 1947,

da det blev set fra luften.

Krateret er omkring en kilometer i diameter.

Det blev dannet, da et stykke af en jernmeteor,

der var på størrelse med et slagskib og fløj 15 kilometer i sekundet,

hamrede ned i jorden.

Kraterets vægge, der omkranser bunden,

består af de ældgamle sten,

der blev knust ved sammenstødet og kastet rundt.

Meteoritten selv forstøvede næsten fuldstændig,

og kun nogle ganske få stykker af den

er blevet fundet spredt ud over den omliggende ørken.

Mønsteret af det spredte materiale

tyder på, at boliden kom fra den retning.

Temperaturerne er så fænomenalt høje,

at der skabes en enorm termisk søjle,

som banker op gennem atmosfæren og videre ud i stratosfæren,

og det regner med smeltet sten over et stort område.

Og der er naturligvis en voldsom seismisk energi,

som skabes af selve nedslaget. Det giver enorme jordskælv.

Vi står midt i ørkenen herude,

men hvis man forestiller sig, at det skete i dag i en byzone,

ville det være altødelæggende.

Det er næsten aldrig sket, at nogen er blevet ramt af en meteorit, vel?

Der var en kvinde, som blev ramt af en meteorit,

der bragede gennem taget og ned gennem loftet

og ramte hende, mens hun sad i en lænestol og så tv. Sylacauga-meteoritten.

30. NOVEMBER 1954 KL. 12,46

Hun overlevede, men fik et temmelig voldsomt blåt mærke.

Landskabet rundt om krateret ser både trøstesløst og ugæstfrit ud,

men der har altid levet aboriginere i området.

Mange af dem ernærer sig som kunstnere. Som dem i den nærmeste landsby, Billiluna.

De kan ikke have været vidne til nedslaget for over 100,000 år siden,

men der har været hændelser siden,

som kan have affødt en kulturel erindring.

Krateret er et hyppigt forekommende motiv i deres malerier,

men det stikker dybere end det.

Vi mødte Katie Darkie, som er en af landsbyens dygtigste kunstnere.

Det er et af dine egne malerier, ikke? Lad os tage et kig på det.

Fortæl os, hvad vi kigger på her. Det er et smukt maleri.

Det er sandbakken...

...og det er græsset.

Og der er ingen karnti. Ingen kartofler.

KATIE DARKIE KUNSTNER

For længe siden sagde de gamle...

En mand gik på jagt efter fugle mellem bækkene.

Men han gik gennem tunnelen under floden,

som vi kalder en bæk.

Den fortsatte på den anden side af krateret,

og så førte den tilbage til der, hvor han kom fra,

da han gik på jagt.

Hvordan var krateret opstået i den historie? Hvordan blev det til?

I kartiya var det en meteorit, der faldt ned.

-Det er de hvides historie. -De hvide mænds historie.

Nogle siger, at der faldt en stjerne ned.

Men forfædrene og de gamle fortalte os,

at det var regnbueslangen, der faldt ned i krateret.

På den måde fik vi tre forskellige historier om krateret.

Men de er samlet i én.

Vi tager tit derud med børnene. Vi camperer derude hver weekend.

Der kan vi mærke tilstedeværelsen af vores forfædre og vores slægt.

Vi kan mærke, at de passer på os, når vi besøger krateret.

Stedet betyder meget for os.

Og for vores familier.

Meteoritter er slået tilfældigt ned.

Et markant nedslag skete i Alsace i Frankrig.

Men her indvirkede det på menneskets sager. Det ændrede historien.

I det fjerne ligger byen Ensisheim.

ENSISHEIM ALSACE, FRANKRIG

I det 15. århundrede blev verdenshistorien ændret her,

da Habsburgernes rige legitimerede sig

med en nedfalden sten.

En mindetavle markerer stedet, hvor den landede.

Clive tog professor Simon Schaffer, en kollega fra Cambridge University, med.

Han er videnskabshistoriker og en af de få tilbageværende polyhistorer.

Hvad skete der den dag, den 7. november 1492?

På den helt særlige dag

dukkede der en ildkugle op på himlen mod sydøst. Det er i den retning.

Den fløj enormt hurtigt, og der fulgte en susende lyd med.

Den slog ned herude på marken omkring klokken 11. 30 om formiddagen.

Ifølge de fleste beretninger

stod der kun én person ude på marken.

En hyrdedreng. Han så noget helt enestående.

Han så en 136 kilo tung sted slå ned på marken

og bore sig ned i et hul i jorden.

Den 7. november 1492,

hvor stenen slog ned her,

var blot få dage efter en anden markant begivenhed.

Christoffer Columbus og hans besætning, der gik i land i den nye verden, Caribien.

I sidste ende er det takket være Columbus,

at der dyrkes majs her på marken.

Det er resultatet af den revolution af det europæiske landbrug,

som de mange nye afgrøder fra Amerika medvirkede til.

Den faldende sten betød så meget,

at nogle krøniker, der dækker året 1492,

kun nævner Ensisheim-stenen

og slet ikke nævner Columbus.

Man mente, at det måske skyldtes Guds indblanding, at den faldt

ganske tæt på en ekstremt vigtig by.

Ensisheim i Alsace.

På den tid var Ensisheim hovedkvarter for de østrigske styrker

i denne del af verden.

Og inden der var gået to uger efter stenens nedslag,

ankom den østrigske hærfører,

den øverstbefalende, Maximilian, også til byen.

Men for himlens skyld... Hvorfor faldt stenen ned her lige på det tidspunkt?

Årsagen til, at stenen landede lige på den her mark, var netop himlens skyld.

For de mennesker var overnaturlige tegn på himlen en form for budskaber.

Det var så at sige en e-mail fra Gud

til Maximilians undersåtter. Den fortalte dem, at han var den retmæssige regent,

at han ville besejre deres fjender, og at de skulle adlyde hans befalinger.

Hvad er det, der fascinerer dig?

En af de ting ved meteoritter, jeg er fuldstændig besat af,

er, at der er en logik bag dem. Der er en mening med dem.

Man mente, at de var i kategori med andre ting, der faldt ned fra himlen.

Med kropsdele og frøer og blod, der regnede ned.

Med pestsygdomme og andre katastrofer.

Sådan noget som en meteorit er en organisme.

Nærmest som et dyr, der taler til os.

Det er en meget stærk og udtryksfuld tanke.

Tanken om, at... der er en mening med meteoritter,

og at det er menneskets opgave at tolke den mening.

Simon Schaffer kunne sagtens have fortalt videre

nonstop de næste otte timer, uden at det var blevet kedeligt.

Men vi ville ind og se resterne af den rigtige sten på det lokale museum.

Den føles uvirkelig og pirrer fantasien.

Byens borgmester ville gerne hilse på os.

Her er han flankeret af meteorittens venner.

Emblemet her stammer fra et træsnit fra middelalderen.

Man ser det overalt.

Men i dag betyder det at tænke tilbage og at tænke århundreder frem.

Havde medlemmerne af stenens broderskab en fjern fremtid i tankerne?

Hvad tænker de på?

Hvilke vidtrækkende planer har de?

Hvad, hvis menneskeheden uddøde?

Hvad ville vi så efterlade til fremtidige astronauter fra en fremmed galakse

for at vise, at vi aldrig svigter en falden kammerat?

Lige ved siden af stenen opdagede vi den her installation.

"Hej. Jeg hedder Jean,"

siger simulationen, i håb om at rumvæsenerne taler fransk.

"Jeg er minearbejder.

Og så smuk så vores verden ud."

"Da en fare for vores planet viste sig på nattehimlen,

tog vi visse forholdsregler. Vi gravede tunneler og byggede beskyttelsesrum.

Vi tror, vi har en chance for at overleve i et helt årti.

Hvis der kommer en stor ildstorm.

er jeg overbevist om, at menneskeheden overlever den.

Men jeg er ikke profet. Jeg er bare minearbejder."

"Jeg håber, I har nydt jeres besøg her."

OSLO, NORGE

Næste stop er den store sportsarena i Oslo i Norge.

Den er så rummelig, at der er plads til en hel fodboldbane.

Men vi var interesserede i taget