Pretend It's a City

EN ORIGINAL DOKUMENTARSERIE FRA NETFLIX

Ja?

-Angående folk på gaden, generer det dig… -Ja.

Når folk stopper midt i trafikken

og kigger på deres kort eller…

Der er slet ikke tid nok til at besvare på det.

Generer folk på gaden mig? Helt bestemt.

Og her er grunden.

Jeg burde skrive et manifest. Jeg var forfatter engang.

Titlen ville være…

Og dette er et råd til de folk, du taler om.

…Pretend It's a City.

Okay? Pretend It's a City.

Jeg kan ikke stå et øjeblik foran et sted

og ryge en cigaret uden straks at blive spurgt om vej.

Jeg er overrasket og tænker altid: "Virkelig? Ser jeg imødekommende ud?"

Der er mange ting på jorden i New York.

Der er mange fodgængerfelter. Ingen bruger dem, undtagen mig.

Jeg råber ad biler: "Det er et fodgængerfelt."

De er da ligeglade.

Der er graffiti på jorden. Der er reklamer på jorden.

Men der er talrige steder i New York,

hvor der er mindetavler på jorden.

Det er noget, jeg bare elsker,

for det betyder, at de håber, at nogen vil se på dem.

Jeg tror ikke, de tænkte: "Det bliver bare Fran.

Alle andre kigger på deres mobil.

Men Fran er det værd, lad os lægge mindepladerne for hende."

GRUNDEN TILHØRER HESS-BOET OG ER ALDRIG DONERET TIL OFFENTLIGE FORMÅL

Ved biblioteket er der mindeplader for forfattere.

BIBLIOTEKSPROMENADEN EN FEJRING AF VERDENSLITTERATUREN

Og så er der citater af forfatterne.

Det er optimistisk at forestille sig, at folk læser citaterne.

FRAN LEBOWITZ I EGEN PERSON!

Ja? Nede bagved.

Hej, Fran. Jeg har faktisk aldrig hørt om dig før.

Det er en god måde at bryde isen på.

Ja?

-Hvordan beskriver du din livsstil? -Beskriver min livsstil?

Jeg ville aldrig bruge ordet "livsstil".

Bravo.

Sådan ville jeg beskrive det.

Hvad holder dig i New York?

Folk spørger: "Hvorfor er du her stadig?" "Hvor ellers vil du foreslå?"

Okay, nu skal du høre.

Kunne jeg komme på et andet sted, var jeg taget derhen.

-Okay. Hvad synes du? Det er nu. -Fint nok.

Okay. Nu gør vi det.

-Sådan. -Jøsses. Undskyld.

Husker du? Jeg sagde, at ingen må filme i din bil eller lejlighed.

Det sagde du, efter de ødelagde min bil. Da jeg klagede over bilen.

Ændrer det noget at klage?

-Hjælper det, mener du? -Ja.

Ændres de ting, jeg klager over, når jeg klager?

Ja.

Ikke indtil videre. Jeg er selvfølgelig ung endnu.

Jeg mødte engang en psykiater til en fest og sagde til ham:

"Psykiater er det kedeligste job, jeg kan forestille mig."

Og han sagde: "Du skulle bare vide,

hvordan det er at gå i skole i 14 år

og bruge dagen på at lytte til folk, der klager over støj."

Sådan er det åbenbart at være psykiater i New York.

Alle andre steder i landet taler folk om deres mor, deres mand.

I New York, støj.

De kommer ind. Det koster 500 dollars.

De sidder der og klager over støj.

New York er aldrig kedelig.

Med andre ord sidder jeg og venter på noget,

f.eks. et metrotog,

eller hvis jeg sidder og venter på,

at metrotoget kører, ser de fleste på deres mobiler.

Et par stykker læser, men det har aldrig været mig.

Jeg sidder bare der og kigger på mine medmennesker.

Og det er for det meste interessant. For interessant.

Det ser man i New York. Ikke kun folk, der går og sms'er

eller står midt på fortovet, når jeg prøver at komme forbi.

Men man ser også folk gøre ting, som jeg aldrig var kommet på.

Jeg har ingen mobil, så jeg har aldrig sms'et,

men hvis jeg havde en, og jeg sms'ede,

ville jeg aldrig gøre det, mens jeg gik.

For et par måneder siden…

Jeg ser det ikke ofte, men det her indprentede sig i mit sind.

Jeg så en knægt cykle ned ad Seventh Avenue.

Han sms'ede med den ene hånd og spiste pizza med den anden.

Han styrede cyklen med albuerne. Han havde albuerne på dimsen.

Og han kørte mig næsten over. Ikke at han bemærkede det.

Derfor bemærkede jeg ham. Og jeg tænkte:

"Jeg er typen, der tror, der er høj risiko for at blive dræbt i trafikken.

Han er typen, der tror, at der aldrig sker ham noget."

Fjernede du mobilen og pizzaen, ville jeg stadig ikke…

Og albuerne til at styre med.

Havde jeg en cykel og havde begge hænder på styret,

ville jeg ikke cykle på Seventh Avenue. Jeg kan cykle. Men det ville jeg ikke.

Alt det og jeg er forbløffet over, at titusindvis af mennesker

ikke bliver dræbt hver dag i gaderne. Jeg ved ikke hvorfor.

Det er utroligt, for der er millioner af mennesker.

Den eneste, der ser sig for, er mig.

Jeg er den eneste i hele byen, der ser, hvor jeg går.

En af de værste ting…

Der er mange forfærdelige ting,

men en af de værste er, at New Yorkere har glemt, hvordan man går.

En af de gode ting ved New York førhen…

Ja, der var en milliard forfærdelige folk på gaden, men alle på gaden vidste,

at når man går mod andre, flytter du dig lidt, de flytter sig lidt.

Okay? Det var sådan, alle overlevede dagen.

Det gør folk ikke nu.

Okay, det jeg gør nu…

De gør det ikke, enten fordi de ser på deres mobiler

eller fordi de lever i en egoverden.

Og jeg stødte ind i nogen, fordi de ikke var opmærksomme,

og jeg tænkte: "Jeg lader ham gå lige ind i mig."

Han så irriterede op, og jeg sagde: "Andre i lobbyen. Forbløffende, ikke?"

Derfor tænker jeg: Lad, som om det er en by,

hvor der er andre mennesker.

Og lad, som om det er en by, hvor folk ikke bare er på sightseeing.

Ikke? Folk skal steder hen.

De har aftaler, så de kan betale alt det ragelse, I kommer for at se.

Times Square er verdens værste kvarter. Men man skal sjældent til Times Square.

Skal man, er det normalt, fordi man skal se et teaterstykke.

Man tænker: "Jeg må se stykket, og det er på Times Square,

så jeg prøver at nå frem til teatret uden at komme op at slås med folk, fordi…"

Skal jeg i teateret på Times Square, regner jeg af og til ud,

hvordan jeg undgår Times Square mest muligt.

Selvom det betyder, at jeg må gå hele vejen udenom.

Jeg tænker: "Hvad hvis jeg går op til 125th Street og hele vejen ned?

Så kan jeg undgå den. Det er langt, men det er det værd."

Premieren på Phantom of the Opera var et stort aids-arrangement.

Jeg var med i et udvalg, men husker ikke hvilket.

Jeg havde billetter til premieren, så jeg inviterede min mor med.

Vi havde de her fantastiske pladser.

Folk tror, det er ved orkesteret i midten.

Jeg synes, en fantastisk plads er bagerst ved gangen, så man kan komme ud.

Når jeg kommer ind i teatret, planlægger jeg at komme ud.

Jeg må have været den eneste i New York,

der ikke havde læst om stykket, for det var så stort.

Så da lysekronen faldt fra loftet,

troede jeg, at den faldt på os, og jeg skreg.

Jeg skabte… Var internettet opfundet, ville du stadig kunne se det.

-Fran, så du ikke filmene? -Nej.

Jeg tænkte bare… Den kommer lige over.

Men min mor vidste det, og hun var…

Min mor sagde: "Hun har altid været besværlig, er det stadig."

Og jeg var hysterisk. For den faldt sådan her.

Jeg troede, den faldt ned.

Det husker jeg bedst fra Phantom of the Opera,

bortset fra at den var utrolig forfærdelig.

Jeg tænkte: "Den er utrolig forfærdelig."

Det er præcis den slags, jeg hader. Det er ligesom Evita.

Robert Stigwood havde en forestilling.

Han var producer på Evita.

Han inviterede et par mennesker,

25 mennesker, til Plaza Hotel, som stadig var Plaza Hotel dengang

og havde et lille teater.

Jeg deltog og så den.

Bagefter spurgte Stigwood, hvad jeg syntes.

"Er du vanvittig? En musical om Eva Perón?

Du bliver grinet ud af New York.

Gør det ikke," sagde jeg.

Derfor ville jeg aldrig tjene mange penge på teater.

Men angående en musical om Eva Perón havde jeg helt ret.

En aften så jeg den med to argentinere,

og de grinede så meget, at vi nær blev smidt ud af teatret.

Evita spiller ikke længere. Men den spillede i lang tid.

Hver gang jeg så Stigwood efter det, sagde jeg:

"Jeg har stadig ret." Indtjeningen var en million dollars i minuttet.

Ser du ned på folk?

Ser jeg ned på folk? Mener du, om er jeg snob?

Nogle slags snobberi, synes jeg er dårlige.

Selvfølgelig ikke den slags, jeg har. Okay?

Min slags snobberi, handler ikke om:

"Hvem er din far? Hvor gik du i skole? Hvor voksede du op?"

Det handler om, om du er enig med mig.

Det er det, det handler om. Eller: "Synes du? Nej."

Selvom jeg ved, at folk ofte er meget…

Ikke irriterede. Det er mildt sagt. Rasende på mig.

Det overrasker mig lidt, for hvad så?

Hvem er jeg? Træffer jeg dine beslutninger?

Jeg bestemmer ikke noget.

Jeg forstår, at folk bliver vrede, når jeg siger, hvad de burde gøre,

eller hvad der burde ske, hvis jeg kunne ændre det.

Men kunne jeg ændre det, var jeg ikke så vred.

Vreden skyldes, at jeg ingen magt har, men er fyldt med meninger.

Metroerne er usle. Og de er farlige.

Du bliver skubbet og mast.

Nogle gange bliver man overfaldet i fuldt dagslys i metroen.

Jeg husker, da offentlig transport var New Yorks stolthed.

Hvad skete der?

Er New York bedre eller værre i dag, end da du ankom?

Man hører altid, hvor forfærdelig New York var i 70'erne.

New York gik konkurs. Jeg anede det ikke, fordi…

Du morede dig med rotter, ødelagte bænke i parken, graffiti.

-Det var New York. -"Jeg hygger mig."

Ja, fordi…

"Jeg er fuld. Og hvad så, hvis bussen er dækket af graffiti?"

Sådan så New York ud, det var New York.

Folk, der kommer hertil nu, tænker: "New York, havestole på Times Square."

Når de tager dem væk,

siger folk, der bor her nu: "Hvor er havestolene?

Det var det ægte New York."

Tror du, Times Square Café stadig er midt på gaden?