No Woman No Try

Det her handler ikke kun om rugby,

det handler ikke bare om sporten.

Det handler om kvinder, og det handler om kvindesport,

og det handler om at give os en platform

og at vide, at vi kan gøre det.

Jeg vil udfordre enhver, der siger, at kvinderugby ikke er godt nok,

og at kvinder ikke er nok, for det er vi.

Jeg er stadig overrasket over, at folk i 2021

er overrasket over, at kvinder overhovedet spiller rugby.

Jeg synes, at kvinderugby er så langt bag mændenes.

Hvis man tænker på den tid, hvor den mere formelle rugby startede,

blev kvinderne opfattet som skrøbelige og svage.

Folk plejede at komme og se en kamp,

fordi de ville underholdes af kvinder, der rullede rundt i mudderet.

Så mange mennesker, mænd og kvinder,

mener, at kvinder ikke skal dyrke sport, ikke skal spille rugby.

Unge piger, der vokser op, hvis de ikke ser kvindelige atleter,

der bliver hyldet på samme måde som mandlige atleter,

hvad siger det så til dem?

På trods af pressen interesse på Twickenham i dag,

er der ingen planer for, at kvindernes spil skal være professionelt.

Åbenbart er vi andenklassesborgere, det er, sådan vi bør behandles.

Det er hårdt for kvindelige atleter.

De vil bare spille den sport, de elsker.

Uanset hvilket niveau det er, vil man ofte opdage,

at de får meget modstand mod det, uanset om det er på græsrodsniveau

eller professionelt niveau, personligt eller online.

Jeg er faktisk virkelig imod tanken om, at

"Bare rolig, det vil gøre dig stærkere,"

for det gør det ikke, det bliver hos dig for altid.

Så kort fortalt er min karrierevej,

at jeg begyndte at spille rugby i Medway Rugby Club i 2015.

Jeg spillede min første kamp i december 2015,

og jeg spillede for England til november 2017,

mindre end to år senere.

Jeg hedder Shaunagh Brown,

og jeg spiller på nuværende tidspunkt for Harlequins i England

som tight head prop.

Før rugby dyrkede jeg meget atletik.

Det var kuglestød, diskoskast og til sidst også hammerkast.

Min ultimative mål i karrieren var

at konkurrere for England ved Commonwealth Games i 2014

i hammerkast, og jeg kom i finalen.

Det var det, jeg havde gjort før rugby.

Men selv indenfor det, ville jeg gøre alt det, jeg stødte på

i form af mulighed for at prøve forskellige sportsgrene

Jeg prøvede Highland sport, Stærk Kvinde-konkurrencer, boksning,

alt der blev mig tilbudt, ville jeg prøve og sagde ja til,

og jeg tror, at det er en af grundene til, at jeg så hurtigt fik succes i rugby.

Det er på grund af min baggrund i sport,

som at have et godt grundlag til at dyrke enhver sport.

Fra Commonwealth Games

var jeg lidt ked af det hele

og holdt op med at elske sporten,

og i stedet for at bare blive ved og være ulykkelig,

eller bare helt at stoppe,

tænkte jeg, at jeg ville lede efter en ny udfordring.

Og slog bogstavelig talt bare min lokale rugbyklub op,

e-mailede dem og sagde: "Kan jeg komme og prøve at spille?"

Og de sagde: "Selvfølgelig kan du det.

Vi træner en gang om ugen, om tirsdagen.

Du er velkommen til at kigge forbi."

Og det gjorde jeg, med min mor, min superfan.

Jeg er 25 år, og min mor introducerer mig.

"Det her er Shaunagh.

Hun har aldrig spillet før, må hun spille med?"

"Mor, jeg er 25, jeg kan gøre det selv."

Men hun var meget til stede til min første gang.

Selv nu er min mor min superhelt, superfan.

LESLEY RICKARDS SHAUNAGHS MOR

Når jeg tænker over det, har hun vel altid været den person, hun er.

Da hun var yngre, havde hun drengevenner.

Ikke kærester, men drengevenner.

Hendes venner var altid drenge.

Og hun spillede fodbold,

hun hang med hovedet nedad på armgangen,

og hun sagde altid: "Tving mig ikke til at tage en kjole på,

for jeg vil ikke vise mine underbukser," sådan nogle ting.

Er du enig i, at jeg var en drengepige, da jeg voksede op?

Helt bestemt.

Og hvad med...

transkønnet? Tænkte du nogensinde, om jeg ville være en dreng?

-Nej. -Nej.

Jeg fik konstant det spørgsmål.

Ikke engang et spørgsmål, de ville sige: "Du vil være en dreng."

På grund af min frisure.

Kan du huske, hvilken frisure jeg havde?

Det var altid sådan: "Er du en dreng eller en pige?" "Jeg er en pige."

Sådan var det, da jeg var yngre, jeg var en drengepige.

Ikke så meget som dig,

for jeg voksede fra mit.

Jeg fik mit hår klippet kort, barberede det og alt muligt.

Folk plejede at tro, at jeg var en dreng.

Jeg kan huske, at jeg en dag sad i bussen,

og gruppe folk troede, jeg var en dreng.

Der er mange kvinder i verden,

der naturligt ikke er bange for det fysiske,

ikke er bange for kontakt, og ikke er bange for at være stærke.

Der er ganske få steder, hvor...

kvinder med den mentalitet får lov til at eksistere, men også udmærke sig,

og jeg tror, at det er derfor, rugby tiltaler mig så meget.

Jeg hedder Stef Evans, jeg spiller for Bristol Bears kvindehold,

og jeg grundlagde Ruggette RFC.

Det er spændende.

Jeg begyndte at spille i high school.

Jeg prøvede andre sportsgrene, jeg ville gerne være god til sport,

og jeg kunne ikke finde en, jeg følte mig god til.

Der er heller ikke så mange kontakt-sportsgrene, kvinder kan vælge,

eller fysiske-sportsgrene i skolen.

Da en af mine venner inviterede mig til at gå til rugbyprøve i tiende klasse,

havde jeg aldrig set en rugbykamp i mit liv.

Jeg vidste ikke engang, hvordan bolden så ud.

Jeg tog til min første træning,

der var et element af kontakt i det,

der virkelig blæste mig omkuld.

Jeg anede ikke, hvad reglerne var, men jeg var stadig sådan: "Jeg er med."

CAPE FEAR 7S TURNERING WILMINGTON, NC

Jeg var sådan, jeg vil give det alt, jeg har og se, hvor langt jeg kan nå.

Og jeg vil nå det punkt, hvor nogen siger...

Man vil efterlade trøjen og spillet som helhed bedre, end man fandt det,

og det gør ingen uden en helt masse kærlighed,

beslutsomhed og passion.

Jeg tænker, måske ville vi ikke elske det så meget, hvis spillet ikke gav så...

meget styrke og frigørelse, som det gør for mange af os.

Der er ikke så mange muligheder for den type kvinde,

der udmærker sig i rugby, for at udmærke sig på samme måde andre steder.

Vi har lige så meget brug for sporten, som sporten har brug for os.

Det eneste, jeg kender til, er at spille rugby for Harlequins.

Jeg havde... min første klub var Medway Rugby Club,

hvor jeg var i en halv sæson, og lige siden da,

jeg har kun kendt til Harlequins' måde at spille rugby.

DET ER THE STOOP DET ER VORES HJEM

Hele mit rugbyliv er Harlequins.

Så det er en særlig klub for mig.

Jeg håber stadig på, at forholdet vokser, når vi går fremtiden i møde.

Der er så mange mennesker, der...

...ikke forstod, at kvinder ikke er professionelle.

Så når jeg, i 2021, fortæller folk,

at jeg er professionel rugbyspiller, og de siger: "Det er cool."

Som om det er helt normalt, men når jeg så fortæller dem,

at der kun er 28 professionelle kvindelige rugbyspiller i England.

Så er de sådan: "Wow, jeg troede, at alle var professionelle."

Især når man spiller Premiereship Rugby

med Harlequins, der er blandt top ti klubber i landet,

så antager de, at alle er professionelle, når faktum er, at så mange på holdet...

...går på arbejde.

Størstedelen af folk, der spiller

i min liga, har ikke agenter,

vi bliver ikke betalt.

Nogle får noget,

nogle får dækket udgifter, men mange får intet.

Vi har ikke nogen, der taler vores...

...på vores vegne.

For at spille i Premiereship er man nødt til at opgive mange ting

eller håndtere mange ting.

De største udfordringer ligger i planlægningen,

for man har meget arbejde

forbundet med træning og fitness,

der skal planlægges omkring eller arbejdes ind i

de ting, man skal gøre for sin karriere.

Uanset om det er et ni til fem,

eller om de er lærer eller soldater, ambulancereddere.

Vi har læger, tandlæger på holdet,

og de forventes at spille rugby på et professionelt niveau

uden at være professionelle rugbyspillere.

Man kan også glemme alt om tid til restituering,

hvilket som regel er det første, man vil skære i,

når man prøver at få en masse andre ting til at passe ind,

der som regel har noget at gøre med dit dagsjob.

Det er virkelig vigtigt at holde en selv på en høj nok standard,

så man kan performe på den måde, man ønsker.

Mange mennesker, der ikke

kender nok til, hvordan det er at gøre det,

forstår ikke, hvilket niveau af engagement, det kræver.

Det kan være fysisk krævende,

og den kan være psykisk og følelsesmæssigt krævende.

For mig er det sværeste valideringsprocessen.

Det er den del, jeg føler mig mest ramt af.

Man bruger meget tid på at have små mikrosamtaler,

hvor man retfærdiggør og forklarer, hvad man gør, og hvorfor det tager tid.

Det kan være følelsesmæssigt meget drænende.

Det er en ære at være en professionel

kvinde i sport, fordi da jeg voksede op,

sport har været og er hele mit liv.

Det er noget, jeg altid har villet.

Så det er en ære nu, hvor jeg er en fuldtids,

professionel atlet, og det gør mig stolt at sige det højt.

Det kommer med et pres, og man...

...forventes at vide meget mere om rugby og spillet og holdet.

At træne hårdere i træningscentret og lægge mere tid i

og på en måde være en mere erfarne spiller, være den rollemodel.

At gøre folk i stand til at komme ind og ville følge i ens fodspor.

#JEGERINTERESSERET

Da jeg var barn, og jeg voksede op,

var det ikke en kropspositiv tid.

Især for en der ikke så ud som...

hvordan de fleste syntes, at en kvinde eller pige skulle se ud.

Jeg har altid været en stor person. Jeg har altid været stor,

og som barn blev jeg mobbet meget i skolen på grund af det

og også i high school.