Blind

Jeg begynder med noget let. Noget, man har set 117 gange.

Et træ, for eksempel.

En eg.

På en mark eller sådan noget.

Barken.

Sprækkerne i barken.

Knuderne eller knoldene, eller hvad man nu kalder dem.

Det er lettere at se mindre ting for sig. En hund. En...

En schæfer.

Steder er sværere.

Det hjælper, hvis jeg kan huske dem, fra før det skete.

Lejligheden, hvor vi boede, eller vores stamrestaurant.

Min mands kontor eller et sted som Paleet.

Man må bruge det, man kan huske, så man ikke bliver afsporet.

Begynde at associere.

Egentlig er det jo ikke minder. Ingen kan huske en hel bygning.

Ikke hver en detalje.

De siger, at min evne til at se ting for mig, forsvinder.

At nerverne visner uden synsindtryk.

Men jeg kan bremse det.

Hvis jeg arbejder med det hver dag, kan jeg holde det ved lige.

Før kunne jeg spørge min mand, om jeg huskede rigtigt.

Om Paleet var lyseblåt eller hvidt.

Og så tjekkede han det på Google Earth eller sådan noget.

Det er ikke så vigtigt, om det er rigtigt. Bare jeg kan se det for mig.

Farvel.

Er det dig?

Er du her?

'T' og 'D', for eksempel. Men det er mange ord.

Jeg mener, det meste af ordforrådet er det samme på tysk og norsk.

Tæl til tre. Et, to, tre.

- Det er det samme. - Har du flere eksempler?

Det gik i bølger. Han streamede og downloadede enorme mængder.

Så det, onanerede, så mere og gjorde det igen.

Sommetider op til fem gange om dagen. Mindst en eller to.

I et anfald af selvforagt slettede han det hele.

For så at fylde harddisken igen, rive den af, slette alt og så videre.

Det lå bare og ventede på ham. Alt var tilgængeligt.

Intet lod til at være udeladt.

Det pinte ham lidt. Alt det, de sagde. De pinlige forsøg på at spille sexede.

Men de havde sex. Det er der ingen tvivl om.

Einar vidste ikke hvorfor, men han blev tændt af specielle ting.

Han havde faktisk feticher.

Han opdagede ukendte sider af sig selv.

Bizarre perversioner, han ikke kunne dele med nogen.

Men det var også katalogiseret og gjort tilgængeligt og søgbart.

Han misundte kvinder. Uanset hvordan de så ud -

- var der en flok drenge, som fejrede dem i fora og fildelingsnetværk.

Det var ikke alt, der tiltalte ham.

Men han kunne ikke tillade sig at dømme.

Men én ting blev han aldrig træt af. Høje hæle.

Hans hang til at se nøgne mænd med påklædte kvinder. Og langt hår.

Men efterhånden trak den hårdeste porno ikke nær så meget.

Han trængte til noget hverdagsagtigt over de kvinder, han onanerede til.

Han nød stilethæle, men kvindeben virkede mere ægte i et par sutsko.

Han kunne stadig se hårdere ting. Men det var ligesom ikke ham.

Det var noget andet at være tæt på en pige, der trak vejret og var varm.

Kvindekroppen rummede ingen mysterier for Einar.

Han kunne øjeblikkeligt skelne og kategorisere kroppene på gaden.

Men internettet kunne ikke fortælle, hvordan det føltes at røre ved dem.

Eller hvis de rørte ved ham. To bløde bryster presset mod ryggen.

- Halløj. - Hej.

Jeg fik din besked, men jeg var på vej, så...

Nu fortæller han om sin dag.

Og spørger så lidt tilfældigt om, hvad jeg har lavet.

Men faktisk siger han, at jeg skal begynde at gå ud igen.

Og ikke bare blive herinde.

- Med en masse superegenskaber? - Nej, næsten.

Har han en ekstra smagssans foruden sød, salt, surt og umami og bitter?

- Som er en hindring? - En potentiel hindring.

- Skal han slikke sig frem? - Nej.

Men folk vinder jo i lotto ved rent held.

Svar på det evige spørgsmål. Hvad er værst? At være blind eller døv?

Som en slags musiker, må det være hårdt at blive døv.

Men jeg er også vildt glad for porno...

Det bliver småtamt, hvis der kun er stemningen tilbage.

Elin kom til Oslo fra Stockholm for at studere og arbejde.

Hun var nylig fraskilt og mor til en dreng på snart ti.

Hun måtte tage konsekvensen af deres dysfunktionelle forhold.

At de kun kunne tale om deres søn.

I stedet valgte han bare at arbejde endnu mere.

Elin inviterede deres fælles venner til middag i den nye lejlighed.

I biografen, på et glas. De kom, og alt var ved de gamle.

Men de inviterede aldrig hende. Ringede aldrig.

Til sidst fangede hun den. De havde været hendes mands venner.

Det var de tydeligvis stadig. Hendes venner fra Sverige var langt væk.

Opdateringer på Facebook om liv, hun havde mistet kontakten med.

Elin mødte jo folk på arbejdet. Weekenderne var værst.

Og ferierne, når hun ikke havde sønnen.

De korte arbejdsdage, de lange ferier.

Alt det gode ved lærerjobbet vendte sig nu imod hende.

Hvad skulle hun have gjort uden ham? Han gjorde det udholdeligt.

Hverdagene gik fint. I weekenderne følte hun, at det kun var dem -

- der gik i biografen, i parken, på stranden.

Hun kendte ikke andre med børn, de kunne være sammen med.

Hun havde selv været et genert, ensomt barn, og det var Kim også.

Hun ville ikke gøre det værre.

Men i løbet af ugen var det glemt.

Nu var det fredag, og eksmanden kom snart med ham.

Øh... hende.

- Du er der vel ikke allerede? - Jeg ved, det er din weekend.

Men Kim er blevet ven med datteren af en af Hannes veninder.

Hun bor lige i nærheden.

- Og? - Det er noget med...

Der sker noget i aften, som hun gerne vil...

Kim, kan du ikke lige tale med mor?

- Hej, mor. - Hej, skat.

- Mor, hende Kristine, du ved nok? - Hende, der danser?

Nej, det er Tiril. Men Tiril kommer også.

Og du vil også gerne med?

Det synes jeg, du skal gøre.

Men så må du blive hos far hele weekenden.

- Ja. - Er det i orden? Godt.

Så finder vi på noget ekstra hyggeligt på mandag.

Men, mor, hvad skal du så lave?

Faktisk passer det mig fint.

Nogle af mine venner er i byen, så kan jeg ses med dem i aften.

Nå. Hvem er det?

To af mors gamle veninder, fra da jeg arbejdede på Lekter'n.

Okay. Hvad hedder de?

- Turid og Kristine. - Hedder hun også Kristine?

Nå, lille skat.

Hyg dig nu i aften. Så tales vi snart ved.

- Okay. - Kys.

Jeg kan stadig se i mine drømme.

Når jeg vågner, kommer jeg i tanker om, at jeg ikke kan se.

Jeg var i byen en aften.

Der var en plet på kontaktlinsen. Jeg skyllede den, dansede -

- og så, at den stadig var der, men ignorerede det.

Den var der også, da jeg vågnede og kiggede op i loftet uden linser.

Før jeg kom til en specialist, var der også noget på det andet øje.

Normalt rammer det først natsynet.

Og så går det hurtigt eller langsomt ned ad bakke.

Sommetider får jeg en fornemmelse af, at der er noget med akustikken.

Det føles ikke, som om der er så højt til loftet, som han har sagt.

Jeg ved ikke, hvordan her ser ud. Jeg ser bare noget for mig.

Han siger, den er åben og lys. Så højt oppe, at ingen kan kigge ind.

Da jeg sagde, at jeg ville flytte og gik med ham ud -

- for at se på lejlighed, troede han nok, jeg ville begynde at gå ud igen.

Han siger ikke noget, men han er nok skuffet.

Undskyld.

Hvad er det, du hører? Det er vel ikke Stockholms Neger?

Jo. Deres første plade. Det kunne du godt høre?

Ja. Jeg anede ikke, at man hørte dem i Norge.

Det er ikke så udbredt...

30 sekunder.

- Færdig. Døren er åben. - Det ved jeg godt.

Døren er lukket.

Sommetider føles det, som om han er her.

At han stadig er i lejligheden. Jeg siger ikke noget.

Han ville bare sige, at jeg skal holde op med at se spøgelser.

Og han havde vel aldrig gjort sådan noget.

Men gulvet i gangen er ret lydløst.

Og med et langt skridt kunne han have nået det tykke tæppe.

Så kan han bare sidde der og se på mig.

Grå, lyserød.

Mørk. Mørkegrå, violet.

Mørkegrøn, dybgrøn.

Bleg, lyserød. Bleg, laksefarvet.

Mørkviolet. Dybviolet.

Hvid, hvid.

Hvid, hvid.

- Hvad? - Rejs dig op. Kom nu.

Babylyserød.

Morten?

Hej.

Det er længe siden.

- Har du fået børn og det hele? - Nej.

Kan du huske hende, jeg var sammen med, dengang vi...?

- Hende den pæne fra nordisk? - Ja.

Hende, der flashede, når hun blev fuld.

Se.

Gift...

- Tillykke. - Tak.

- Hvad laver hun så? - Hun var lærer i lang tid...

Men ikke lige nu.

- Hvad går du så og laver? - Det gik lidt i stå efter studierne.

Det sker jo.

For at komme ud måtte jeg sige, at jeg skulle til træning.

Træning er i orden, men ikke at gå i biografen.

Da de arbejdede i en filmklub, foreslog Einar en Star Trek-aften.

Han regnede med, der ville komme mange.

Det var Morten imod. Og Einar troede længe -

- at Morten troede, han var en Star Trek-nørd.

Det slog ham, at filmen, de havde set, kunne kaldes science fiction.

Måske tænkte Morten, det var derfor, han var der. At han kun så sci-fi.

Jeg tænkte på det med Star Trek.

Jeg er ikke en stor fan af det.

Nej, nej...

Vidste du, at Leonard Nimoy var en dygtig fotograf?

Nej, det vidste jeg ikke. Det er ham med ørerne, ikke?

- Sort-hvid. - Fedt.

- Ser du stadig mange film? - Ja.

- Jeg har ikke set dig her før. - Nej...

Det er lidt kedeligt at gå alene.

- Er det så slemt? - Nej, det er bare...

Jeg havde det der angsthalløj og fik ikke taget eksamen.

Så blev det mest mig og pc'en derhjemme.

Det er jeg da ked af at høre.

Måske var det forældrenes skilsmisse, da søsteren kun var seks.