The Yellow Wallpaper

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver dette.

Jeg vil ikke... og føler ikke, at jeg kan.

Det gør mig så træt,

men jeg må fortsætte, i det mindste for din skyld.

Holdt!

- Søster. - John. Hvordan var rejsen?

- Lang og begivenhedsløs. - Gudskelov.

Det er sjældent, at almindelige folk som John og jeg

lykkes med at leje et gods om sommeren.

Jeg vil kalde det hjemsøgt og nå højden af romantisk lyksalighed,

men det ville være at kræve for meget af skæbnen.

Men jeg kan stolt medgive, at der er noget mærkeligt med det.

Hvorfor skulle det ellers udlejes så billigt?

Her, lad mig.

John griner naturligvis ad mig, men sådan er det at være gift.

Hvad synes du?

Det er vidunderligt.

Hvem ejer det?

Lige nu tilhører det domstolen.

To brødre som ligger i en arvestrid.

Men i sommer... tilhører det os.

- Jeg elsker denne salon. - Den er smuk.

Kom, så skal jeg vise dig soveværelset.

Hvad har dette rum været brugt til?

Et børneværelse, tror jeg. Og et legerum, da de blev større.

Det er stort og luftigt.

Med vindue og smuk udsigt. Kom her.

Man ser haven og arboretet herfra.

Og se på den her udsigt.

Hvis jeg ikke tager fejl, skinner morgensolen ind her

og man ser solnedgangen herovre.

Vi finder ud af den præcise tid, så vi ikke går glib af en eneste solnedgang.

Der er noget mærkeligt ved huset. Især dette rum.

Kan vi tage et af rummene nedenunder?

Det mod gården med roserne?

Der er kun et vindue der, det er for lidt. Dette rum er meget bedre.

- Men jeg... - Dette er det bedste rum.

- Er I færdige nedenunder? - Selvfølgelig.

Føles det ikke mærkeligt her?

Doktoren siger, at det har en ophidsende påvirkning,

men jeg tager alligevel gerne et glas til maden.

Men han har selvfølgelig ret.

Godnat, elskede.

John?

John?

Hvad er der, elskede?

- Hørte du det der? - Hørte hvad?

Den lyd.

Lige meget.

Sov nu.

- Godmorgen. - Godmorgen.

Nej, tak.

- Hej, kære du. - Godmorgen.

Er alt i orden?

- Hvilke planer har du så for i dag, kære? - Bare rolig, det bliver fint.

Jeg tænkte at udforske lidt og måske arbejde i haven.

Jeg må afsted på arbejde. Jeg er tilbage til middagen.

- Vil du have noget fra byen? - Cigaretter og en avis.

- Undskyld. - Jeg tror, vi har alt, vi behøver.

Husk, dine øvelser afhænger af din styrke, og maden af din appetit,

men luften...

Luften kan du nyde hele tiden.

Hun må ikke arbejde mere end en time. Og ingen skrivning.

Hvor dygtig hun end må være, er hendes talenter som mor vigtigere nu.

- Selvfølgelig. - Vi ses i aften.

Jane!

Hej.

- Hvordan var gåturen? - Vidunderlig.

Vil du holde ham?

Javist.

Her. John kommer snart hjem.

Du kan vel gå op og skifte til middagen?

Jeg tager ham ind og beder Mary made ham.

Tak.

Kom ind.

Hvordan var din dag, min kære?

Fantastisk. Jeg udforskede haven og gik en lang tur ned til bugten.

Selv det ødelagte drivhus var inspirerende.

- Det lyder herligt. - Det var en vidunderlig dag.

Gid, de alle var som denne.

- Hvordan var din dag? - To tilfælde af forgiftning,

en ung dreng, som brækkede benet, da han klatrede i et træ,

og en ældre kvinde, som kom til at stikke sig selv i øjet med en synål.

- Nogle andre tilfælde? - Som sociale sygdomme?

Nej...

Nej, jeg mener, nogle tilfælde som mit?

Kære du. Hvor mange gange skal jeg sige det?

Med alle andre på kontoret, tænkte jeg, at I forskede eller noget.

Hør på mig. Det værste, du kan gøre, er at tænke på det.

Tag i dag for eksempel. Du har haft en vidunderlig dag.

Du gik en tur og holdt et barn. Dette sted er allerede godt for dig.

Ja, jeg ved det.

Går du ikke op og gør dig klar til at lægge dig? Jeg må arbejde lidt mere,

men så kommer jeg.

Javist.

Vi har været her i to uger, men jeg har ikke villet skrive før nu.

Ikke siden den første dag. Nu sidder jeg ved vinduet i børneværelset,

og intet hindrer mig fra at skrive, udover trætheden.

John er væk hele dagen og endda nogle nætter, da han har alvorlige tilfælde.

Jeg er glad for, at mit tilfælde ikke er alvorligt,

men min nervøse bekymringer er meget deprimerende.

John ved ikke, hvor meget jeg lider. Han ved, at der ingen grund er til det,

og det gør ham fornøjet.

Selvfølgelig er det bare uro, men den tynger mig.

Godmorgen.

- Er du ikke sulten? Du må spise... - Og tage min medicin?

Jeg lovede John, at du gjorde det.

Han holder så meget af dig, og ønsker virkelig, at du får det bedre.

Bortset fra, at han ikke tror, der er noget galt.

- Tja... - Du ser det jo.

Han tror bare, at jeg er trist.

Så poetisk.

Nogle gange tror jeg, han har ret, at der egentlig ikke er noget galt.

Men nogle gange er jeg så træt af dette gamle hus.

- Jeg vil ikke være utaknemmelig. - Vi ønsker bare, at du er lykkelig,

får det bedre og kan skrive igen.

Jeg tvivler på, at John har det sådan.

Han synes, det er dumheder og muligvis årsagen til mine problemer.

Han elsker dig så meget og vil give dig den bedste pleje.

Vi elsker dig alle.

Det ved jeg.

Tak.

- Hvilken herlig dag. - Der er så smukt her.

Alt vel?

Ja.

Men jeg tror, at jeg lægger mig lidt.

- Tak. - Sig til, hvis du har brug for noget.

Jeg er nedenunder.

Mary er så god med barnet, og jeg kan ikke være sammen med ham.

Han gør mig så nervøs,

men jeg antager, at John aldrig nogensinde har været nervøs.

Tapetet ser på mig, som om det vidste, hvilken frygtelig påvirkning det har.

Det gør mig så træt og skræmmer mig af en eller anden grund.

Jeg begynder at tro, at noget hjemsøger det.

Hvordan har du det?

Stille og roligt.

Jeg må gå ned.

- Det er helt fint. - Nej, det er det ikke.

Dette rum er så foruroligende.

Mærker du det?

- Det fjerner al min energi. - Dette sted er godt for dig.

Haven er, men ikke dette rum.

Og især ikke tapetet.

Må jeg sætte et nyt op eller male over det?

Jeg vil ikke renovere huset, når vi kun lejer det i tre måneder.

Lad os gå ned. Rummene der er så smukke.

Min lille elskede. Vi kan gå ned i kælderen, om du vil,

- så kalker vi også den. - Der er noget galt med dette rum.

Du må ikke lade det tage over. Så snart, vi skifter tapetet, er det døren,

så sengen og vinduet.

Der findes intet værre end at give efter for sådanne fantasier.

Bliver du i aften?

Jeg må tilbage til klinikken. Jeg har to meget syge patienter

og et forskningstilfælde.

Bliver jeg tidligere færdig, kommer jeg hjem, men sandsynligvis må jeg blive.

Jeg har det så meget bedre, når du er her, og så meget værre, når du er borte.

Min lille elskede.

Jeg ville ønske, at jeg kunne være her hele tiden, men vi må betale for huset

og reparationerne, og derfor må jeg tage patienterne.

- Jeg ved det, undskyld. - Alt forladt.

Hvil lidt, så sender jeg Jenny op med middagen.

Tak.

Alt vel?

Du har været herinde hele eftermiddagen og aftenen.

Jeg havde en mærkelig drøm i nat.

Må jeg fortælle dig den?

Selvfølgelig.

Der var en komponist, som kom til et hus, der ligner dette.

Han kom for at skrive en symfoni

men huset var hjemsøgt af en kvinde.

Ja, en ånd, som var danser.

Hun bliver forelsket i hans musik og begynder at danse, når han spiller klaver.

Noget, der inspirerer til endnu mere musik.

Musik, næsten så smuk som hendes dans.

Skønheden i deres forenede kunst driver dem begge.

Med tiden bliver han stærkere, mens hun bliver svagere og sygner bort.