Photographer

Kun historier kan ændre verden.

Jo større din historie bliver, jo nemmere er den at dele.

Folk vil gerne høre den. De vil gerne lytte.

Vinde på 20 m/s eller højere og tordenvejr ...

Vi er midt i en miljøkrise.

At dette skib er derude og fortæller historier -

er opmuntrende og inspirerende.

Det ser ud, som om nogen har smidt en lysekrone i havet.

Det er svært at begribe, hvor stort boreskibet er.

Det er en flydende by.

Vores mission er at jage olieselskaberne ud af Bahamas.

Med vores kameraer.

Så er det nu.

TO UGER TIDLIGERE

Styrbordsside.

Det er stort, blåt og svært at misse.

- Det er enormt. - Ja.

10 meter dybt, 15, 14.

Hvad er der dernede?

93 meter, 14 til 93 meter.

Lad os udforske stedet. Det ser godt ud.

Han er bekymret for mig.

Noget skal jeg bekymre mig om. Hvorfor ikke mit livs kærlighed?

Jeg tror, vi vil prøve at redde havet resten af livet.

Hvis nogen er utilpas, afbryder de. Vi går op sammen.

Det er så svært at fotografere i havet. Ikke mange kan.

Og vi fortsætter, så længe vi kan klare det fysisk.

National Geographic Magazine afslører årets eventyrere.

De er blevet udvalgt for deres banebrydende eventyrånd.

To af dem gjorde det som et par.

Paul Nicklen og Cristina Mittermeier er fotografer.

De mødtes i National Geographics kantine.

Deres billeder har fået millioner af følgere på de sociale medier -

- og gjort dem til naturplejestjerner.

Mens Paul specialiserer sig i dyreliv i verdens frosne dele -

- indfanger Cristina de oprindelig folks liv verden over.

I 2015 grundlagde de to marinebiologer SeaLegacy.

En nonprofitorganisation, der prøver at redde havene.

I starten havde vi kun vores Instagram-konto.

Folk vil gerne vide, hvordan det er at være fotograf.

Hvordan det føles at sidde der i bækken -

- når der kommer en bjørn. Jeg frøs. Jeg var sulten, bange og spændt.

Så vi begyndte at lægge de historier op.

Det var som fra Forest Gump.

En dag vender man sig om, og tusinder af mennesker følger en.

Millioner.

Jeg kan se, at vi er ved at blive Jacques Cousteau 2.0 -

- ved hjælp af teknologien. Vi slår hele tiden på tromme.

Man kan vække følelser hos sine følgere.

Man kan bevidstgøre dem, gøre dem vrede.

De skal bare føle det og så beslutte, hvad de vil.

Jeg tror, mange har givet op.

Hvorfor kere sig, hvis alt er dødsdømt? Vi bor på en smuk planet.

Der er så mange fantastiske dyr derude.

Jeg vil være ambassadør for naturen. For os alle. For mine børn, for dine.

Vi går fra fotografering -

- til en bevægelse af folk, der kerer sig.

Et par dage på søen med Paul Nicklen.

Lad være. Det er her, makeuppen bor.

Vi skal bare bruge et spejl, så vi er pæne på Instagram.

Du godeste, det er en katastrofe.

Vi skal til et sted i Bahamas med uberørte vande -

- et rigt dyreliv og store hajbestande.

Vi får 10-20 mails og sms'er om dagen, hvor der står:

"Hjælp! Vi har et stort problem."

Overalt hører man råb om hjælp for miljøet.

Det er fint. Bedre.

Der er mange problemer.

SeaLegacy er blevet så stor, vi kan blive ved -

med at hælde benzin på de små bål.

Vi håber at kunne sejle båden verden rundt -

og fortælle vigtige historier.

Det er vores livs eventyr.

Da vi købte båden, vidste vi ikke, hvor vi skulle begynde.

Vi kunne have peget på en globus og være endt hvor som helst -

- men det er svært ikke at forelske sig i Bahamas.

Det er som slik. Det er skønt.

Her er et smukt dyreliv. Delfiner og hajer.

Her er mange truede dyrearter.

Men nu har de mulighed for at bore efter olie.

Der er et lavt område og et firma, der hedder Stena IceMax -

har søgt om tilladelse.

Vi ved, hvad der kan ske, når store firmaer borer efter olie.

Vores historie fra Bahamas handler om dette øjeblik.

SeaLegacy er til for fiskene, for hvalerne og delfinerne.

Vores job er at minde folk om, at alt det her stadig er der.

Men man skal beskytte det.

Hvis vi kan få det til at ske her i Bahamas -

- kan vi få det til at ske andre steder. Så vi skal lykkes.

Vi ved, hvor IceMax er baseret på flådetrafikken.

De har været i gang i to måneder. De har kun 12 dage tilbage.

På et tidspunkt skyller en delfin op på stranden. En hval vil dø.

Her er vores plan.

Først skal vi fotografere de store søgræslejer.

Så leder vi efter store havdyr.

Hvaler og hajer.

Endelig kommer vi rundt om Andros nordspids -

- og sejler til boreplatformen med mørket som beskyttelse.

- Godt. - Vi får ...

- det største værk, der er skabt om Bahamas under og over vandet -

og stedets skønhed.

Som kontrast har vi Goliat.

Ja.

Men først skal vi tage nogle fantastiske billeder.

Når jeg fotograferer, tænker jeg på mig selv som en membran.

På den ene side ser man det, jeg fotograferer -

- og lader det passerer gennem membranen til folk-

som aldrig får hovedet under vand.

Jeg vil være, hvor den samtale finder sted.

Jeg elsker det. Jeg kan ikke få nok.

Jeg kan huske, min far kom hjem fra arbejde.

Vi boede i Mexico City. Min bror var otte-ni år gammel.

Jeg var syv år, og jeg var allerede fascineret af havet.

Jeg elskede det.

Han havde en indpakket bog med hjem.

Det var Jacques Cousteaus "The Underwater World".

Og han gav den til Freddy.

"Hvorfor til Freddy?"

"Det er mig, der går op i den slags."

Selv i dag fatter jeg ikke, at min far aldrig så det.

At den gave ikke var noget for Freddy.

Jeg sneg mig ind på min brors værelse, da han blev træt af den.

Jeg har den stadig.

Det gør vi med piger. Vi opdrager dem til at tro -

- at drenge har flere muligheder, at nogle ting ikke er for piger.

Sådan voksede jeg op.

Mange af mine veninder, der også var nysgerrige -

blev hjemmegående husmødre.

Det var forventningen. Min far sagde:

"Hvem vil giftes med dig, hvis du arbejder på en fiskerbåd?"

Hvem vil giftes med dig? Seriøst?

Jeg fik oprejsning flere år senere.

Jeg gik på universitetet i Nordmexico.

Jeg ville være marinbiolog, men der var kun fiskebiologi.

Det var tæt nok på.

Jeg dimitterede, og min far ævlede løs om biologi.

"Hvordan vil du tjene penge? Det er ikke for piger."

En af mine venner havde en onkel, der ejede et hotel i Akumal.

Så jeg flyttede til Yucatán og tilbragte nok et år der.

Jeg kunne dykke så meget, jeg ville.

Jeg dykkede hver dag -

- og gik ud i junglen for at finde aber.

Sidst på året var der en orkan.

Der boede nogle forskere på hotellet, og de tilbød mig et job.

Conservation International.

Jeg flyttede tilbage til Mexico City og arbejdede med naturbeskyttelse.

Tænk engang.

Vores mål er at undersøge biodiversiteten -

over hele Bahamas.

Noget, der ikke er blevet offentliggjort endnu, er -

at verdens største søgræslejer -

er blevet opdaget her ved Bahamas.

De er de største i verden.

Den største videnskabelige opdagelse i havet i ti år.

- Og de er langs bankerne her. - Lige syd for Nassau.

Bahamas får en til at tænke på de smukke krusninger -

på havbunden og det krystalblå vand.

Hvis jeg sagde: "I burde bekymre jer om søgræs"-

- ville de sige, "fint, jeg er allerede holdt op med at lytte."

Men hvis man kan dykke ned og forbinde hele økosystemet -

fra ørnerokker og pigrokker -

- til at følge en haj gennem søgræsset.

Den laver en spiralbevægelse for at slippe af med sugefiskene.

Man kan se alle disse arter, der er forbundet med dette miljø.

Så indser man, hvor vigtigt det er.

Og man bruger denne smukke megafauna -

- til at få folk til at forelske sig i søgræs.

Det er stort og frodigt, som en undervandshave.

Søgræs er den ældste levende organisme på planeten.

Kuldioxiden kommer ind. Der kommer ilt ud.

Det er Bahamas' lunger.

Hvert andet åndedrag, du tager, kommer fra havet.

Det er det, vi taler om.

Jeg tror ikke -

- at vi værdsætter vigtigheden af små ting, såsom søgræssets rødder.

De ser ikke ud af meget, men de kan være løsningen.

Naturen har gjort det i fire milliarder år.

Nu trues det, så fire-fem fyre kan blive rige af olie.

Vi er på vej til Stena IceMax.

"Man borer jo på dybt vand."

Ja, men der er hvalerne.

Folk forstår ikke, at olieboringens sofistikerede kraft -

- i stor skala midt i hvalernes migrationskorridor ...

Hvis der sker et olieudslip i områder ...

Skyller det op i Florida.

Olien ville ende i Golfstrømmen -

og ende langs hele USA's østkyst.

Træk i den. Lidt mere.

- Hvordan har du det? - Fint! Hvad med dig?

Jeg har det fint. Jeg ser ud på sneen. Og der er omkring 15 cm.

Jeg tænker på, hvilke støvler jeg skal have på. Og jer?

Alt er godt. Vi ville bare sige, at vi elsker dig.

Vi tænker tit på jer og får hjemve, men ...

- Jeg er lige her. - Tak for alt.

Jeg elsker jer så højt. Pas på jer selv.

Jeg kan godt lide, I ringer ind imellem.

Det skal vi nok. Hils Aaron, Mark og hvalpene.

- Vi tales ved, mor. - Det gør vi.

- Jeg elsker dig. - I lige måde. Farvel.

I 1972 var jeg fire år.