Vortex

TIL ALLE DEM, HVIS HJERNE NEDBRYDES FØR HJERTET

-Alt er parat. -Godt.

-Vil du have lidt vin? -Ja.

Stop! Tak.

Skål.

-Livet er en drøm, ikke sandt? -Jo.

Livet er en drøm i en drøm.

-For os. -For os.

Vi er så små

Min ven rosen

Fortalte mig det i morges

Jeg er født ved daggry

Døbt ved morgendug

Jeg var i fuldt flor

Lykkelig og forelsket

I solens stråler

Jeg lukkede mig for natten

Og vågnede gammel

Jeg var dog så smuk

Den smukkeste

Af alle blomster i haven

Vi er så små

Min ven rosen

Fortalte mig det i morges

For guden som skabte mig

bøjer jeg mig

Og jeg mærker at jeg falder

Jeg mærker at jeg falder

Mit hjerte er næsten blottet

Jeg har en fod i graven

Jeg findes ikke mere

Du forgudede mig i går

I morgen vil jeg være aske for evigt

Vi er så små

Min ven rosen

Døde i morges

Månen vågede ved mig i nat

I mine drømme så jeg Strålende og nøgen

Hendes sjæl som dansede Bag skyerne

Og smilede til mig

Tro det den som kan

Jeg har brug for håb

Ellers er jeg ingenting

Eller så lille

Som min ven rosen

Sagde til mig i går morges

Vi skal tale om sorgprocessen, betydningen af ritualer,

nyorienteringsfasen, tiden efter sorgen

og subjektive oplevelser af kontakt med afdøde.

Dagens gæster er dr. Boris Cyrulnik, neuropsykiater, forfatter og etolog,

dr. Christophe Fauré, psykiater og psykoterapeut,

Stéphane Allix, journalist, forfatter

og stifter af Instituttet for ekstraordinære oplevelser.

Fauré taler om sorgprocessen.

Sorgprocessen er en naturlig, intelligent proces,

som er medfødt hos mennesket

og en del af helingen af det traumatiske og voldsomme sår,

som døden medfører.

Den tilvejebringer, at såret heles,

og det går fra at være en ekstern, objektiv relation

til en person, man kan høre og se, tale med og omfavne,

til en subjektiv, intern relation, hvor vi aldrig mister dem.

Det, man må forstå, er, at sorgen

er det modsatte af glemsel. Det kaldes introjektion,

internaliseringen af den elskede persons nærvær for evigt.

Har en pårørende mistet nogen, og man føler sig hjælpeløs,

understreger dr. Fauré vægten af dialog:

ikke at lade noget usagt og spørge til forholdet til den afdøde,

hvordan vedkommende døde, vække minder eller sige afdødes navn.

Det hjælper den sørgendes interaktion og fremmer integreringsprocessen.

Sorgprocessen følges af ritualer. Boris Cyrulnik:

Man kan ikke lade en elsket persons lig ligge og rådne på jorden,

for denne lever i ens bevidsthed og hjerte.

Man elsker en person, som ikke er mere, og man må bisætte vedkommende.

Det har vi gjort, siden vi var neandertalere:

Man lægger liget i en meningsfuld stilling.

Man strør blomsterblade, man stiller mad til livet efter døden.

Jeg vil tro, man græder.

Hr. og fru Neandertal kunne tale. Formodentlig som man gør i dag.

Når man mister nogen, man holder af, rister man deres navne i sten.

Ved at indgravere deres navne holder vi deres minde i live.

Man lægger billeder på gravstenen, omkranser den med blomster

og holder afdøde i live i hukommelsen, selvom vi ved, at vedkommende er død.

Vi har sorgritualer...

Alle kulturer har et sorgritual.

Det forlener afdøde og os andre med værdighed,

for lod vi vore pårørendes lig rådne op på jorden,

ville vi skamme os.

Vi må grave en grav og gennemføre et socialt ritual.

Vi græder, men vi er sammen. Det giver mening til døden.

Vores første reaktion var graven som kunstværk.

Egypterne skabte kunstværker, som vi stadigvæk udgraver.

Det har betydning for menneskets universelle vilkår:

repræsentationen af døden,

ikke opfattelsen af den afdøde.

Den afdøde er et lig. Døden er spirituel.

I de vestlige samfund holdes døden på afstand,

lige som de ritualer og sociale koder,

der følger med, når nogen går bort. Hvad er formålet?

Det er forbundet med den tekniske udvikling, som har været til stor nytte.

Men i halvtredserne og tresserne blev følgerne af døden

fjernet fra hjemmet.

Forfædrenes kendskab...

...men i sidste ende har det distanceret døden fra samfundet.

Den er blevet medicinsk.

Håndteringen overlades til teknikere, eksperter.

Vi har distanceret den fra samfundet.

Lad være med det.

Tak.

Hvad skulle det være?

-Hvor er legetøjet? -For enden, til højre.

Så begynder deres hjerne at fungere igen.

Hvis de ikke bliver beroliget, bliver hjernen overbelastet.

Skanninger af hjernen viser, at den ikke længere fungerer.

De skal først beroliges.

Når det først er gjort, skal man opmuntre og hjælpe

med at finde en mening med det. Man skal tale sammen.

Ordet har en følelsesmæssig funktion.

Følelser vækkes i en samtale. Man finder mening.

Hvorfor skete det? Hvordan skal jeg komme videre?

Det er både biologisk og psykologisk.

Du skelner mellem traumatiske og sunde minder.

-Kan De uddybe det? -Det sunde minde er progressivt.

Vi forsøger at rekonstruere mindet om hændelsen.

Mindet er ikke en rejse til fortiden,

men en repræsentation af fortiden og vor opfattelse af hændelsen.

Det forandres med tiden og mellem mennesker.

Man ser ikke på det på samme måde som før.

Det er uundgåeligt, og når vi ældes,

vil vore barndomsminder ikke være lige så tydelige, som da vi var unge.

Opfattelsen af vor fortid ændrer sig.

-Fandt De det? -Mindet om fortiden ændrer sig.

Den sunde erindring udvikler sig.

Den traumatiserede erindring stivner. Den flytter sig ikke.

-Vuk? -Jeg kommer!

Er du der?

Der er du!

-Har du set min kone? -Nej, overhovedet ikke.

-Har hun været her? -Pas lidt på.

-Har hun været her? -Ikke i dag.

Hvis du ser hende, så sig, at jeg leder efter hende.

I orden. Det var godt, du kom. Jeg har fundet et par bøger til...

Til dit arbejde.

Vent lidt.

Hvad handler de om?

Om symbolisme og drømme.

-Det hænger sammen med dit arbejde. -Ja, min bog.

-Kan de bruges? -Ja, men...

Jeg må hellere finde min kone.

-Skal jeg lægge dem til side? -Ja, gør det, tak.

Jeg kommer ikke til mødet i næste uge. For meget arbejde.

Men jeg ringer til dig.

Ser jeg hende, siger jeg, at du leder efter hende.

Tak.

-Hav det godt. -Tak.

-Har De set min kone? -For enden.

Hun er der!

Hvor har du været? Jeg har ledt overalt i kvarteret.

Hvorfor gik du?

Nu går vi hjem.

Kan du lide dem?

-Hvor meget koster de? -Fem euro.

Her. Til dig.

Tak.

Kom, så går vi hjem.

Farvel.

Se dig for.

Kom.

Pas på.

Ja.

-Hvad lavede du? -Ingenting.

Hvad mener du? Du gik, lod hoveddøren stå åben,

og ingen vidste, hvor du gik hen.

Hvor var du henne?

-Jeg var på apoteket. -Nej.

Nej, det passer ikke.

Nej, det er umuligt. Jeg var derhenne.

Jeg talte med alle de ansatte.

Alle kender dig.

Alle kender dig, og ingen havde set dig.

-Du var ikke på apoteket! -Du gør mig bange.

-Nej, det er dig, der gør mig bange! -For hvad?

At du bliver væk, at du farer vild i byen,

at du bliver overfaldet af en forbryder

eller en narkohandler. Det er en farlig by.

-Nej... -Jo, det er det.

Jo, det er det, og du går bare der i ro og mag.

Det gør mig bange!

-Folk er venlige. -Nej, det er bare noget, du tror.

Men det er de ikke. De er forfærdelige!

Verden er fuld af galninge og onde mennesker.

Fuld af dem!

-Forstår du det? -Det tror jeg ikke.

-Det er sandheden. -Nej, det er det ikke.

Jeg har sagt, hvad jeg havde at sige.

Det var det hele.

-Du bliver min død. -Nej, jeg vil ikke gøre dig fortræd.

Det går over.

Jeg skal arbejde, skrive min bog.

Det er vigtigt for mig. Meget vigtigt.