Cezanne and I (Cézanne et moi)

Går det godt?

I går var en skidt dag, og jeg var gerne fri for besøget i dag.

Næ, hør nu. Du har set frem til det besøg i to år.

CÉZANNE OG ZOLA

- Hvordan står det til? - Godt. Hvad med dig?

- Gorgonzola! - Pariser-unge!

Fejlfarve!

Skiderikker! At I ikke skammer jer!

Hvad foregår der? Stop!

Du kan vente dig.

- Paul. - Émile.

Tak.

Sjette klasse er i opløsning. Der fik du vist dem.

- Batistin... Émile... hvad? - Zola.

- Det er ikke fransk. - Italiensk.

En italiener fra Paris. Han er helt skeløjet.

Arbejder din far på dæmningen? Det gør alle italienerne.

- Min far er død. - Faldt han også ned?

Han var ingeniør. Det var lungerne.

- Bor Paul her? - Mener du Paul Cézanne?

- Det er jo italieneren. Kom ind. - Det er fra min mor. Som tak.

- Du er altså ikke forældreløs? - Jo, halvvejs.

Hvem skal være den første? En luder?

En jomfru? En enke?

Jeg er i live igen! Farverne, duftene...

- Jeg hader Paris. - Skal I ikke skylle jer?

Goddag, Rosa-kyse.

- Han turde ikke kysse hende. - Han er romantiker. Vi ses i morgen.

- Så skal vi til havet. - Ja, vi ses.

- Tænk, at jeg ikke fik min eksamen. - Du er digter, Émile.

Halløj, I uadskillelige. Det er tid, Paul.

- Hvad skal du? - Giberts aftenskole.

- Du kan da ikke tegne. - Nej, netop.

Jeg fangede fire.

Så er der aftensmad. Se bare.

Fik du sagt til dem, at du holder op?

Det er bidende koldt, og man knokler som en hest for en ussel løn.

- Når man siger op, er man utaknemmelig. - Havnearbejde er ikke dig.

- Hvordan gik mødet med hr. Hachette? - Dernede skinnede solen i det mindste.

Er der ingen post?

Du savner ham, hvad?

Han drømmer om at forlade Aix og jeg om at komme tilbage. Skæbnens ironi.

Hvor gammel er du, mor?

Jeg fylder snart 40.

"Din far siger, at vi dør som genier, men at penge bringer mad på bordet."

"Lyt ikke, men vov at sige til ham:

'Jeg bliver kvalt i din bank.'" Og så videre og så videre.

Underskrevet: "Din hengivne ven Zola." Jeg har aldrig brudt mig om det skravl.

Han er ikke engang franskmand og har dårlig indflydelse på Paul.

"Forleden drømte jeg, at jeg havde skrevet en sublim bog -

- som du havde illustreret med sublime raderinger."

"Vores to navne stod printet i guld -

- og i dette geniale broderskab blev vi uadskillelige for eftertiden."

Det er da smukt.

Jeg var nede ved floden sammen med Batistin.

Hvad vil det sige at "spille araber"?

Min ven Émile i Paris fryser og sulter og har pantsat alt sit tøj.

Han sidder i skrædderstilling på gulvet med et tæppe om sig og skriver digte.

Det kalder han at "spille araber".

Læser du mine breve?

Det sidste er betagende.

Jeg bliver skør eller fordrukken her! I banken ender jeg med at ruinere dig.

- Hr. Gibert er enig med mig. - Den tåbe. Det er en lærers vurdering.

Monstro de vil se anderledes på det i Paris?

- Det er koldt. - Jeg så blomsterhandlersken i morges.

Hun gik forbi, som hun plejer. Skal du ikke tale med hende?

- Hun binder kunstige blomster. - Det var synd.

Jeg henter kul.

Fortæl, fortæl.

- Kan du huske "mal gulerødder"? - Han sidder dernede.

Courbet sagde til en kunstner: "Umådelig vellignende. Har De truffet Kristus?"

"Ikke? Så mal da Deres far i stedet."

- Har du truffet Paul? - Ja.

- Er du ikke på Suisse mere, Camille? - Jeg besøger bare vennerne.

- Fornuftigt. Hvad skal vi drikke? - Et øjebliks stilhed.

En stor sejr! Vi er alle sammen blevet afvist.

- Så ses vi igen til næste år. - Eller om ti år.

- Hold dog op, Achille. - Der er Père Tanguy.

Hr. Pissarro. Se, hvad jeg har til Dem.

- Min blanding af karmin og cinnoberrød. - Goddag, Père Tanguy.

Père Tanguy er vores farvemager.

- Hr. Cézanne. - Nej, "hr. Cézanne" er min far.

Hav en god aften.

Jeg beskriver verden, som den er: voldelig, grim og ond.

Jeg fik mit manuskript retur. De var rystede.

- Jeg kæmper med Tizian-kopien. - Francesco, for pokker.

- Skab noget frem for at kopiere. - Folk vil have Louvre-kopier.

- Noget skal vi jo leve af. - Jeg, Tizian og Ingrès har gjort det.

Ingrès? Røve, der ligner kommaer, bleg hud og små blomster i håret.

Ingrès maler borgerskabets sex.

I pyntet maleri, så idioterne tror, at de fornedrer sig.

Ingrès-kopier?

Kors, hvor er I kedsommelige.

- Manet har da banet vejen. - Jeg venter på min kæreste udenfor.

Det er Camille, Achille -

- Francesco, Auguste, Émile og hr. Manet, en stor kunstner.

Pebermyntelikør til frøkenen.

En stor kunstner. Gabrielle. Blomsterbinderen, jeg har talt om.

Jeg binder ikke blomster mere.

- Blegepige. Og hun spiller mandolin. - Jeg er vaskepige.

Er De også kunstner?

Jeg pakker bøger på et forlag i øjeblikket.

Han er digter og rigtig god.

- Står De model, Gabrielle? - Ja, hvorfor ikke.

Det er min omgang! Brød og olivenolie, Solange.

Jeg kunne ikke forlade Paris, da din far døde, selv om vi har fået toget.

Det er hurtigt. Under 28 timer.

Men det gamle kvaj kunne alligevel ikke døje dig.

Hvordan havde I to det sammen den sidste tid?

Efter de mange års fjendskab håbede jeg på lidt velvilje.

Men til sidst var ligegyldighed mig nok.

En dag sagde han: "Gift dig dog med hende, min søn."

"Gamle elskerinder er i sidste ende de bedste hustruer."

Så hun har fået sat kloen i mig.

På tide. Hvor gammel er min gudsøn? 10 år? 11?

- 16 år. - Det var pokkers.

- Nu er der orden i tingene. - Det må være en lettelse for alle.

- Hortense, din søster, din mor. - Din hustru.

- Alexandrine? - Ja da.

En kvinde, der levede i synd, var ikke velset i borgerskabsfruens stuer.

- Alexandrine har accepteret... - Ja, netop. "Accepteret".

Lad os for en gangs skyld undlade at diskutere dit forhold til Alexandrine.

Jeg vænner mig aldrig til "Alexandrine".

For mig vil hun altid være Gabrielle.

Jeg ville bare... Nå, du er kommet.

Du dufter stadig lige godt.

Tillykke. Har du Hortense med?

- Hun er ved at pakke ud. - I bliver forhåbentlig nogle dage.

Vil du så stå model for mig igen?

- Ja, hvis du ikke dolker billedet. - Det kan jeg ikke love.

Hun stråler.

Den dér hvidløgsånde... Men det dufter i det mindste af Provence.

Men hans sjofle vittigheder og arrogance. Mit korset, tak.

Og han vader bare ind på dit kontor, selv om han ved, du hader, at folk...

Hvor længe bliver de denne gang?

- Du aner det ikke og spørger ikke. - Jeg læser, Alexandrine.

Tak, min ven. Hvorfor spiste jeg dog både kaninstuvning og tre tarteletter?

- Jeg håber, du smagte dem, Jeanne? - Ja, frue.

Og hans gås af en hustru, der plaprer løs.

Det er koldt.

Kom, min egen ulv.

Nu skal jeg varme dig.

Jeg driller ham med citater fra "Nana". Det irriterer dig, ikke?

Vi ses i morgen, Jeanne.

Godnat, Jeanne.

En lidt ormædt, middelalderlig indretning.

Lidt revanche for vores elendige barndom.

I øvrigt er "ormædt, middelalderlig" mit udtryk.

Selv min far læste dine bøger.

"Din ven Zola"... Skiderikken kaldte dig aldrig Émile.

"Han fik i det mindste succes." Og han havde ret.

Du har altid vidst, hvad du ville, og har opnået det.

Ti stille, Paul.

Succes, et smukt hjem. Skal I ikke bygge en fløj til?

Nej. Vi holder med det her.

Jeg har sukkersyge. En ting har nu altid undret mig. Du skriver så moderne.

- Tynger alle de gamle sager dig ikke? - Nej, de beroliger mig faktisk.

Alexandrine og jeg elsker marskandisere. Det er en slags skattejagt.

Og I har ingen malerier mere?

Vi har ikke fået hængt dem op, efter at vi har malet.

Men der er dog en lille Manet ude i korridoren.

Godt.

- Begynder du nu igen? - Nej. Måske hvis det var herinde.

Men derude ved lokummet er det mig nærmest en trøst.

Er det den fra rue Soufflot?

Du har beholdt den.

Hvorledes er det dig en trøst?

Hvad er det her? "Jeg takker forfatteren til "Rougon-Macquart" -

- og beder om lov til at give ham hånden til minde om forgangne år."

Giver du mig nu hånd og omtaler mig i tredje person?

Indledningen.

- Hvad for en indledning? - Brevets indledning.

"Kære Émile. Jeg har modtaget 'Mesterværket'..."

Den titel... "Mesterværket". Den giver jo ingen mening.

"Jeg har modtaget 'Mesterværket' fra dig."

- "Jeg takker forfatteren..." - Det er et venligt brev.

Med tanke på vort venskab? "Mine bedste hilsner til fru Zola."

Hvad er det for en stil at skrive i? Bliv bare. Det generer mig ikke.

Denne gang tog du let på det. Uden at skulle ned i minerne -

- eller sende dine venner på horehus for at tage noter for dig.

Næ, du tyede til minderne. "Paul, gamle ven, jeg har brug for dig."

"Din svaghed, din angst, din impotens."

Jeg får vel ophavsrettighederne?

Man skaber ikke en karakter over en anden -

- men over fortalte historier, glemte historier, bøger.

Minder, ja vist. Og notater.

De noter ville jeg gerne se.

Mit navn står velsagtens på hver eneste side.

Skriverier er ikke sandheden, Paul. En roman er ikke sandheden.

- Hver eneste side kræver mod. - Ja, mod til at trampe på andre.

Jeg følte, at jeg så mig selv i et troldspejl. Er det uhyre mig?

Ja, vist er det mig.

- Og dine grimme portrætter af mig? - Jeg har tilintetgjort dem.

- Det er ikke noget at være stolt af. - Hør her.

"De løb over de røde, jernholdige jorder, galoperede af sted -

- og himlen var blygrå, ikke en skygge."

"Kun lave oliventræer og mandeltræer med sparsomt bladværk."

"Altid med en digtsamling i lommen."

"Fra 6. klasse havde de tre uadskillelige holdt af lange gåture."

"På en fjern egn i søvnige småbyers dorskhed -