War and Peace

‫Vores historie begynder i 1805

‫da kejser Napoleon afbrød ‫den planlagte invasion af England

‫og vendte hæren mod ‫Østeuropa, mod Donau.

‫De bevægede sig med en fart, ‫som ifølge ekspertisen var umulig.

‫Selvom vi i Moskva ikke ‫anede, hvad der ventede.

‫Hos familien Rostóv forbereder ‫man at fejre både grevindens

‫og datteren Natasjas navnedag.

‫Som sædvanlig skyr man ‫ingen udgifter i dette hus.

‫- Stop, jeg kan ikke få vejret. ‫- Men De får en flot figur.

‫- Kan man ikke danse, er det spildt. ‫- Du danser for meget omkring.

‫- Prøv at stå stille. ‫- Det føles, som om jeg går midt over.

‫- Og jeg nægter at have sko på. ‫- Du kan ikke gå barfodet.

‫- Hvor skal du hen? ‫- Jeg skal danse med min bror!

‫- Jeg skal mærke, hvordan kjolen føles. ‫- Nikolaj!

‫Hvor er du, Nikolaj?!

‫Nikolaj?

‫- Sonja? ‫- Sig intet til mor. Jeg beder dig.

‫Natasja... Natasja!

‫Nikolaj?

‫- Har du set Natasja? ‫- Natasja?

‫Jeg har lige set hende med ‫Sonja, og hun var barfodet.

‫Hjælp mig med at lede.

‫Hvordan var det, Sonja?

‫- Som om jeg lever for første gang. ‫- Det må være skønt.

‫- Og forfærdeligt. ‫- Hvad mener du?

‫Din familie tog sig af mig. ‫Hvad mon din mor ville synes.

‫Tag det roligt. Det er ‫vores lille hemmelighed.

‫En dag kan du måske gøre gengæld, ‫når jeg falder for min kommende mand.

‫Han kommer måske i ‫aften, tager mig i sine arme

‫og får mig væk herfra for altid.

‫Min kære Marja ‫Dimitrijevna! Velkommen!

‫- Vi har alle ventet på Dem. ‫- Tante Marja!

‫Lad mig se på dig.

‫Du går stadig barfodet, ser jeg.

‫Godt, det ville jeg også ‫gøre, hvis jeg kunne.

‫Kom, unge mand. ‫Har du ingen manerer?

‫- Kom og sig tillykke til Natasja. ‫- Pierre!

‫- Hvor dejligt! Er du ikke i Paris? ‫- Det var jeg.

‫Jeg vil ikke gå glip af det. ‫Tillykke, Natasja. Jeg har en gave.

‫- Det er et partitur. Du spiller vel? ‫- Værre end nogensinde.

‫Jeg har ikke set dig i flere ‫år. Du må fortælle alt om Paris.

‫Alt! Vi har ingen ‫hemmeligheder for hinanden.

‫- Godt, at han er tilbage. ‫- Jeg forlangte, at han kom hjem.

‫Du har vel hørt, at hans far, ‫greve Bezúkhov, er meget syg?

‫- Nå, doktor? ‫- Det ser slemt ud, fyrst Kurägin.

‫- Kom, jeg kan ikke se ham sådan. ‫- Det er i orden, min kære.

‫Det er intet rart syn, men ingen ‫må ødelægge vores grande finale.

‫- Er vi ikke hans eneste arvinger? ‫- Ikke netop.

‫Greven har flere børn, ‫alle uden for ægteskab

‫men et af dem står ‫ham særlig nær.

‫Han har endda betalt ‫hans studier i udlandet.

‫Det kræver kun et brev til tsaren, ‫så er sønnen hans retmæssige arving.

‫Vi må sørge for, ‫at det ikke sker.

‫For guds skyld, Natasja! ‫Vores gæster kommer snart.

‫Jeg kommer, maman.

‫Lov at danse mindst ‫en dans med mig.

‫Du ved, jeg ikke kan danse. ‫En bjørn danser bedre end jeg.

‫For at være ærlig kender ‫vi knap nok Rostóvs.

‫- Vi kan måske kigge ind og så... ‫- køre hjem.

‫En fest om dagen er nok ‫for en kvinde i din tilstand.

‫Er det så anstrengende ‫at tage til fest, Andrej?

‫Det er ingen anstrengelse. ‫Det er den rene tortur.

‫De beærer mig med Deres ‫tilstedeværelse, fyrst Bolkónskij.

‫Det er en fornøjelse at se Dem. ‫Jeg har ikke set Deres familie længe.

‫Jeg tænker ofte på Deres far. Hils ‫ham, når De ser ham næste gang.

‫Det skal jeg gøre, grev Rostóv.

‫- Må jeg, grevinde Rostóva? ‫- Ja.

‫Se, hvem der er her. Den ‫rænkesmed til Kurägin.

‫Han har passet på Bezúkhovs penge ‫så længe, at han tror, de er hans.

‫- Du kan nok holde ham i skak. ‫- Vær sikker på det!

‫Jeg kan godt lide Pierre ‫og vil sikre hans fremtid.

‫- Det er forbløffende. ‫- Han er et udmærket parti.

‫Godaften.

‫Pierre.

‫Andrej!

‫- Hvad laver du her? ‫- Du ved, hvordan det er.

‫Selv gamle ulve som jeg kommer ‫ud af og til. Uventet at møde dig her.

‫Min hustru måtte ‫have adspredelse.

‫Jeg vil naturligvis gerne udsætte ‫mig for byens skarpe tunger.

‫- Har Deres bror taget hvervning? ‫- Nej.

‫Hende kommer du ingen vegne ‫med. Det er Vasilij Kurägins datter.

‫Den slags kvinder er ‫ligeglade med en som mig.

‫Hun aner ikke, ‫hvad hun går glip af.

‫Kender du Rostóvs datter? ‫Min hustru ville gratulere hende.

‫Natasja? Jeg tror, ‫hun danser lige nu.

‫Grev Bezúkhov udtrykte tydeligt, ‫at han ville tale med sin søn.

‫- I morgen sørger jeg for, de mødes. ‫- L morgen?

‫- Mener De, at hans søn er tilbage? ‫- Selvfølgelig.

‫Der er han.

‫Og fyrst Kuragin... Grev ‫Bezúkhov er en nær ven af mig.

‫Jeg vil sikre, at hans ‫sidste ønske bliver opfyldt.

‫Selvfølgelig. Ærgerligt, hvis man ‫ikke kan få at vide, hvad det er.

‫Jeg kan berolige Dem med, at ‫der vist er skrevet et nyt testamente.

‫Deres søn er vist ‫blevet dekoreret?

‫Med de sko havde ‫jeg gjort det samme.

‫Jeg vidste ikke, De var der.

‫Undskyld. Jeg ville ‫ikke skræmme Dem.

‫Nej, nej, jeg kom for at ‫lede efter mine nodehæfter.

‫Vil De spille for os i aften?

‫- Ja, det ønsker min far. ‫- De vil sikkert glæde ham.

‫- Jeg håber, De morer Dem. ‫- Det gør jeg.

‫Selvfølgelig... Ja.

‫Ja.

‫Hvis De vil have ‫mig undskyldt... Jeg...

‫Jeg må gå.

‫- Undskyld. ‫- Hvad med Deres noder?

‫Hvor dumt af mig.

‫Der er de.

‫Tak.

‫Deres Excellence. En ‫garderofficer vil tale med Dem.

‫- Hun er blevet meget bedre. ‫- Ja.

‫Undskyld mig.

‫- Der er netop kommet et bud til Dem. ‫- Tak.

‫Natasja...

‫Mine damer og herrer! Jeg vil ‫bede om Deres opmærksomhed.

‫Fyrst Andrej Bolkónskij, vil De ‫gøre mig æren at fortælle nyhederne?

‫Jeg har lige modtaget ‫en meddelelse.

‫TsarAleksander har tilkendegivet

‫at Rusland går med i krigen ‫mod Napoleon, på Østrigs side!

‫Hurra!

‫Hvorfor drager mænd i krig? ‫Hvorfor kan de ikke leve uden det?

‫Det forstår jeg ikke.

‫Skal vi ikke gå?

‫Har du set Nikolaj?

‫Nu kan intet hindre ham i at rejse. ‫Du aner ikke, hvordan det føles.

‫Jo.

‫Det var noget, ‫der skete i aften.

‫- I aften? Hvad skete der? ‫- Jeg mødte min drømmemand.

‫Jeg så ind i hans øjne og vidste, at ‫jeg en dag kunne forelske mig i ham.

‫- Du mener vel ikke...? ‫- Jeg ved godt, at han er gift.

‫- Min hustru har det ikke godt. ‫- Gid jeg var i hans hustrus sted.

‫Hvorfor vil du i krig?

‫Hvis alle krige var på grund af ‫overbevisning, fandtes krig ikke.

‫Ville det være så slemt?

‫Nej.

‫Men desværre er det ikke ‫sådan, verden fungerer.

‫Desuden har jeg bestemt ‫mig for at drage i krig

‫fordi det liv, jeg lever ‫her, med societyliv, saloner

‫og fester ikke er ‫noget liv for mig.

‫- Lise? ‫- Jeg forstår virkelig ikke...

‫Jeg vil ikke skændes.

‫Men din opførsel mod mig er ‫ændret så meget. Hvad har jeg gjort?

‫- Jeg skal måske gå? ‫- Nej.

‫Fyrstinde Bolkónskaja berøver ‫mig ikke fornøjelsen af dit selskab.

‫Sådan var du ikke tidligere.

‫- Du behandler mig som et barn. ‫- Nu er det nok.

‫Lægen siger, du ‫skal gå tidligt i seng.

‫Godnat, Lise.

‫Gift dig aldrig, min ven.

‫I det mindste ikke før du ‫har virkeliggjort dit potentiale.

‫Du kan prise dig lykkelig ‫over, at du stadig har din frihed.

‫Hvad skal friheden til for, hvis man ‫ikke ved, hvad man skal gøre med den?

‫Jeg er bare grev ‫Bezúkhovs uægte søn

‫og mangler ambitioner ‫og fremtidsudsigter.

‫Finder du det ved at omgås ‫drankere? Jeg har hørt, hvad der sker.

‫Hvorfor skal jeg ikke drikke mig ‫fuld med de eneste, som kan lide mig?

‫Fordi de er udskud. Og du er et af de ‫få ordentlige mennesker, jeg kender.

‫Hold op med at se dem, ‫før de bliver dit fordærv.

‫Du har ret, Andrej. Jeg ‫går direkte hjem i aften.

‫Pokkers også!

‫Hvor i alverden ‫har han lagt det?

‫Hvis jeg var Dem, ville jeg se ‫efter i grevens dokumentholder.

‫Og hvor er den ‫dokumentholder så?

‫Eller skal jeg banke ‫det ud af dig?!

‫Den kunne være ‫under grevens pude.

‫- Pierre! ‫- Tilkald min søn!

‫Pierre! Kom op ‫og gør os selskab!

‫- Kom ind, Pierre! ‫- Manden, vi har ventet på.

‫- Anatol... ‫- Det er Stevens, britisk officer.

‫Han påstår, vi russere ikke kan ‫tåle spiritus lige så godt som briterne.

‫Dolochov har selvfølgelig ‫bestemt sig for at modbevise ham.

‫Flasken.

‫Se på denne flaske!

‫For 100 rubler tømmer jeg den i ‫én slurk, stående i vindueskarmen.

‫- Lad være, du slår dig ihjel. ‫- Det er hans liv.

‫Skål for tsaren!

‫Tom!

‫Glimrende! Et godt væddemål.

‫Nu er det min tur. ‫Hvem vil vædde med mig?

‫Er du vanvittig? Kom ned derfra!

‫- Jeg kan også gøre det! ‫- Selvfølgelig.

‫- Men nu er det skuespillerinderne. ‫- Jeg kan godt lide skuespillerinder.

‫Til skuespillerinderne!

‫Nu kommer vi!

‫- Pierre Bezúkhov... ‫- Hvad laver De her?

‫Din fars helbred er ‫forværret. Han vil gerne se dig.

‫Og du burde virkelig skamme dig.

‫Ind i vognen med dig.

‫Skynd dig, Pierre!

‫Jeg håber ikke, vi ‫kommer for sent.

‫Sikke du ser ud! ‫Og så lige i aften.

‫Hold det i hånden. Tab det ikke. ‫Og gør korsets tegn, når du ser ham.

‫Se! Det er hans søn.

‫- Der er han. ‫- Det er hans søn!

‫- Er det sandt? ‫- Ja, han kom hjem fra Paris til det.

‫Grev Bezúkhov.

‫Her er Deres søn.

‫Pierre

‫min søn.

‫Kys hans hånd.