Mission Pluto

For ni et halvt år siden

tog et rumfartøj ved navn New Horizons afsted på en mission til Pluto.

Nu er det ved at ankomme.

Lige nu er New Horizons-fartøjet

ved at mødes med en planet på størrelse med Alaska,

kun 2.240 km i tværsnit.

Den mest ambitiøse rumopsendelse nogensinde.

Pluto har altid været kilde til inspiration.

Fra Walt Disney tilbage i 30erne…

PROTEST FOR PLUTO

…til den oprørte offentlighed i 90erne.

Men sandheden er, at vi ved meget lidt om Pluto.

Det store ubesvarede spørgsmål er, hvordan Pluto overhovedet ser ud.

Med direkte adgang til New Horizons-holdet

får vi nu Pluto at se fra en helt ny synsvinkel.

Efter ni et halvt år i rummet

afgøres alt på én eneste intens nervepirrende dag.

Showet begynder!

Mennesker bevæger sig.

Vi er en utrættelig og rastløs art,

naturlige migranter, vandrere, eventyrere, opdagelsesrejsende.

Fra tidernes morgen.

Vi har denne uudslukkelige rastløshed.

På nogle få hundrede tusinde år

forlod vi Afrika, krydsede verdenshavene, nåede alle verdens hjørner.

Og nu…

nu tager vi til andre verdener.

Vi har været på Mars, Jupiter og Merkur.

Vi har set Saturn, Neptun, Uranus og Venus.

Og Pluto er meget mere end navnet på en tegnefilmshund.

Den er solsystemets sidste uudforskede verden.

En potentiel guldmine af opdagelser.

Måske endda nøglen til forståelsen af vor egen planets oprindelse.

Og lige nu

er NASAs rumfartøj New Horizons ved at åbne den nye verden for os

for første gang.

Åh, du godeste, du godeste, du godeste.

New Horizons er endda havnet i verdens mest sete nørdeserie.

Jeg er bekymret for New Horizons-rumsonden.

Han flipper ud, for sæt nu, den bliver smadret af is i rummet.

Is i rummet er ingen spøg.

Jeg kan ikke engang se Frost.

MISSIONENS FORSKERHOLD

Vi får snart at se, om den dristige mission er lykkedes.

New Horizons-holdet

består af nogle af verdens førende rumforskere.

Hal Weaver, projektforsker.

At se Pluto tæt på bliver helt utroligt.

Fran Bagenal, partikel- og plasmaholdet.

Hidtil har vi kun fået meget uklare glimt af Pluto.

Gabe Rogers, vejlederholdet.

Sådan en chance får man kun én gang i livet.

Amanda Zangari, geologi- og geofysikerholdet.

Jeg kan stadig dårligt tro, det sker.

Missionsleder Alan Stern har helliget projektet 26 år.

Man mærker holdets energi.

Vi er ganske tæt på vores ambitioners mål.

New Horizons blev skudt afsted på sin episke rejse i 2006.

Det samme år, Twitter startede.

Det var det hurtigste fartøj, der nogensinde havde forladt Jorden.

Et år senere

susede det forbi Jupiter, netop som den første iPhone blev lanceret.

Holdet udnyttede lejligheden

til at teste New Horizons' kameraer på Jupiter og dens måner,

og optog nogle af de bedste billeder nogensinde af et vulkanudbrud i rummet.

JUPITERS BANE

I årene 2008 og 2009

for det lydløst gennem det tomme rum,

mens verden havnede i en stor finanskrise.

SATURNS BANE

Det fortsatte videre til lillebitte Pluto over 4,8 milliarder km væk.

NEPTUNS BANE

Et teknologisk mesterværk på størrelse med et flygel, der vejer et halvt ton,

suser gennem det ydre solsystem ti gange hurtigere end et projektil.

Med 14,5 km i sekundet

er det så hurtigt, at det ikke kan lande, når det når frem til Pluto.

Når det er fremme, vil det forsøge at flyve hen over overfladen,

hvor det har knap to timer til at tage billeder og målinger.

Mødet er så kort,

at kontrolrummet må styre rumfartøjet minut for minut…

Dette er den forventede tolerance fra…

…for at anbringe det præcis, hvor det skal være.

Vi prøver at finde ud af nøjagtigt,

hvor fartøjet er i forhold til Pluto.

Det er det, vi gør lige nu oppe på rumfartøjet.

New Horizons skal sende billeder hjem af Pluto

omgivet af de omkringliggende stjerner,

som de så bruger til at skabe kortet over rummet.

Præcis som søfolkene gjorde med deres sekstant.

De vidste, hvor stjernerne stod på visse tider af dagen,

og så vidste de, hvor de var på kloden.

Plutos position i forhold til de stjerner

viser os, hvor fartøjet er i forhold til Pluto.

Vi rejser næsten 1,6 millioner km dagligt,

så vi nærmer os planeten hurtigt.

PLUTOS BANE

Endelig får vi at vide, hvordan Pluto egentlig ser ud.

TI UGER FRA PLUTO

Men indtil for ti uger siden vidste vi intet,

selv ikke ved hjælp af Hubble, verdens fineste rumteleskop.

Jeg vil vise jer de bedste billeder, vi har af Pluto i dag.

Får du det op et øjeblik?

Her ser I de bedste billeder, vi nogensinde har taget af Pluto.

Et pixeleret rod.

Taget af rumteleskopet Hubble.

Er det alt? Taget af Hubble, det stærkeste teleskop, der findes?

Man ville meget gerne se et mere detaljeret billede,

det vil vi alle,

men problemet er, at Pluto er så langt væk.

HUBBLE-FOTO JANUAR 1997 AFSTAND > 4,8 MIA KM

Men selv i denne udefinerede klat finder man spændende spor,

hvis man ser godt efter.

Analyseres den ud fra forskellige lysbølgelængder

afsløres spor af kvælstof, metan og kulilte.

Og fordi Pluto er så langt fra Solen,

må den være et af de koldeste steder i solsystemet.

På Pluto er der omkring minus 200 grader Celsius.

Hvad vi har af gasser på Jorden, ville fryse til is på Pluto.

Planetforskeren Cathy Olkin

forestiller sig, hvordan det ville være at stå på Pluto.

CATHY OLKIN VICEPROJEKTFORSKER

Gik man rundt på Pluto,

ville man se sten og is, men en meget anderledes is.

Det er ikke is bestående af vand som her.

Det er kvælstof-is og kulilte-is

og metan-is.

Men forskerne tror også,

at der, hvor den svage sol rammer Plutos overflade,

kan noget af isen opvarmes og omdannes direkte til gas.

Pluto kunne være en bjergplanet bestående af fremmedartet is og urfjeld

med gas, der udspys fra overfladen.

Måske ville det se ud, som når flydende kvælstof fordamper her.

Jeg tror, at sollyset opvarmer isen på Pluto,

og at den is går op i atmosfæren.

Vinden fører den til steder på Pluto, hvor der er koldere…

…og der kondenserer den, måske danner den endda skyer,

og så kan man se sne eller frost, der falder ned og fortætter sig på overfladen.

Vi tror, at der er vejr på Pluto.

HUBBLE 15. MAJ 2005

11. JULI 2012

Hubble afslører også, at Pluto har måner.

Den største hedder Charon og er halvt så stor som Pluto selv.

De kredser begge om hinanden

i modsætning til, hvordan det ellers foregår i solsystemet.

Forstår vi dette fænomen, afslører det muligvis, hvordan Pluto opstod,

og det kunne fortælle os, hvordan Jorden opstod,

hvilket senere førte til dig og mig.

Dette planet-måne-system er et mysterium for os.

Man må spørge sig selv, hvordan det kom i stand.

Pluto er et meget oprindeligt objekt.

Den har altid været ude i den isnende kulde.

Forestil jer, at den er et opbevaringssted, et loft,

hvor nogle af solsystemets byggesten opbevares.

Potentielt er Pluto en guldmine,

der kan lære os om tilblivelsen af større planeter som Jorden.

Derfor måtte de til Pluto.

Det lyder let. Bare tag derop, ikke? Som at gå herfra og derhen.

Men at tage til Pluto betød at tage længere væk end nogensinde før.

Over fem en halv milliarder km væk,

25 gange længere væk end Mars.

Men endelig, efter ni et halvt år i rummet,

har New Horizons Pluto i sigte.

Nu kommer missionens farligste del.

Et enkelt støvkorn kunne tilintetgøre rumfartøjet.

Har I set mig i programmer som Brain Games…

Det kortslutter fuldstændig hjernen.

…så ved I, i hvor høj grad jeg tænder på universets undere

og teknologiens evne til at afsløre dem.

Dette er et af de øjeblikke i historien,

hvor det hele mødes i ét stort, spændende eventyr.

Lykkes New Horizons' mission,

bliver det højdepunktet i en historie, der går 85 år tilbage.

I 1930 tog den amerikanske astronom Clyde Tombaugh

med seks dages mellemrum to fotografier af nattehimlen gennem et teleskop.

En af prikkerne havde bevæget sig.

Det måtte være en planet.

Af en lille engelsk pige blev den døbt Pluto

efter den romerske gud over underverdenen.

Hendes bedstefar var ved Oxford,

og han videregav hendes forslag til nogle venner i USA.

Og så hørte datidens filmmogul Walt Disney

om Amerikas nyopdagede planet

og døbte sin tegnefilmshund Pluto.

Hej, hund. Hvordan skal de være? Kan du lide dem varme?

Ja. Ja, ja, ja.

Det er ikke omvendt, som mange forestillede sig, mig selv inklusive.

Publikums kærlighed til hunden bestod i årtier,

mens stakkels lille planet-Pluto sank hen i glemsel.

Indtil Alan Stern indfandt sig.

Jeg voksede op i rumforskningens storhedstid.

Jeg var en lille dreng i Apollo-programmets tid.

Hele teknologien, de videnskabelige opdagelser

samt selve opdagelsesrejsens romantiske aspekt blæste mig omkuld.

Jeg begyndte at bygge modelraketter, der kunne flyve…

…og havde en masse sjov med det.

Alan så missionerne finde sted år efter år, planet efter planet.

Det hele udviklede sig så hurtigt,

at jeg ikke vidste, om jeg kunne nå

at blive en del af det,

før vi havde udforsket hele solsystemet.