The New Yorker at 100

Velkommen til The Daily Show! Jeg er Jon Stewart.

David Remnick kigger forbi. Han er chefredaktør på The New Yorker.

Sikke et lærd publikum.

The New Yorker fylder 100 år,

og vi skal diskutere forskellen mellem umlaut og diæresis.

- Tænk, at man skal gå derud. - Det bliver godt. Vil du vinke?

Ja.

Velkommen til David Remnick!

Hundrede år med The New Yorker.

Her er en godbid til jer. Kan I se det? Det er deres badetøjsudgave.

Hr. Dewey, Truman Capote fra The New Yorker.

- The New Yorker? - Ja, The New Yorker.

Alle elsker tegneserierne i The New Yorker.

Hundredvis af aviser og blade kæmper for at overleve,

men The New Yorker klarer sig fint.

Er det kun 100 år? Se, hvad det har gjort.

The New Yorker vandt Pulitzer-prisen i går

for dybdeborende journalistik.

En artikel af en ung kok ved navn Anthony Bourdain ryster branchen.

Pauline Kaels anmeldelser ændrede både filmkritikken og film.

The New Yorker.

"Jeg ville være mere apatisk, hvis jeg ikke var så sløv."

Nu forstår jeg. Det er lidt sjovt.

For folk som mig fra Midtvesten,

læser man The New Yorker og får indblik i at være newyorker.

Jeg skriver for The New Yorker.

- Det er et blad. - Jeg kender The New Yorker.

Forsvarsministeriet er i defensiven.

Det afviser en artikel i denne uges New Yorker.

Kontrovers i dag over forsiden af det nye nummer af The New Yorker.

For første gang støtter The New Yorker en præsidentkandidat.

En leder i denne uges...

Din eneste underholdning bliver den store stak New Yorker-blade.

Helt ærligt. Vi ved begge, at jeg aldrig vil læse dem.

100 ÅR MED THE NEW YORKER

Emily, hvordan går det? Du er i live.

Hej, Louisa. Hvordan går det?

Vi har meget, så vi må skynde os lidt.

Der har været en bølge af historier om, hvordan rige folks yndlingsaktiv

er dinosaurfossiler.

Siden 2022 har der været mangel på Adderal.

Vi bør lave en profil om Koji Murata, opfinderen af den første træsatellit...

Alle vores gode historier gennem de sidste 100 år

begynder med en god idé.

Vores skribenter følger disse idéer, hvor end de fører hen.

Vores redaktører, sammen med skribenterne,

adskiller og finpudser hver sætning, hvert eneste ord.

...der var ingen redaktionel indblanding

komma, i starten." Behøver vi kommaet bagefter?

Så bliver artiklen sendt til faktatjek

og gennemgår en proces, som blev sammenlignet med en koloskopi.

Vi siger, at kattenes navne er Tiger, Lover Boy og Gummy Bear.

Er det korrekt?

The New Yorker er et mirakel, okay?

The New Yorker er et blad, der bringer en profil på 15.000 ord

af en musiker en uge,

eller en beretning på 9.000 ord fra det sydlige Libanon

med komiske tegneserier flettet ind.

Der er aldrig et fotografi på forsiden.

Ikke en bikini, ikke en filmstjerne.

Og alligevel er det en succes.

At det eksisterer og trives,

og jeg insisterer på, det vil trives ikke i et århundrede, men to og tre,

er fantastisk.

1920'ERNE

Jazztiden, New York.

En by, der summer med finansfolk og flappere,

bigbands,

Babe Ruth og over 30.000 ulovlige barer.

Ind på scenen træder Harold Ross,

den usandsynlige grundlægger af The New Yorker.

Ross var kæderyger med et talent for bandeord,

som omgikkes en gruppe af freelance-forfattere og humorister

som mødtes dagligt på Algonquin Hotel til en flydende frokost og vittig snak.

"Alle de ting, jeg kan lide, er enten amoralske, ulovlige eller fedende,"

fnisede en af hans venner.

Og det var der, Ross og hans kone Jane Grant

fik idéen til et nyt humoristisk blad.

Det skulle være et ugeblad for sofistikerede newyorkere,

ikke for den gamle dame i Dubuque.

Det ironiske var, at Ross selv var en high school dropout

fra en mineby i Colorado.

Han rekrutterede sine kloge venner til at producere artikler

og tegneserier om samfundet og kultur.

Han hyrede en designer til at skabe en karakteristisk skrifttype

og en maskot, der gjorde grin med bladets forfinede stil.

De kaldte denne prætentiøse dandy Eustace Tilley.

The New Yorker var født.

De følgende 100 år har været en historie om overlevelse, stædig modstand,

dristige ændringer og århundredets mest indflydelsesrige journalistik,

fiktion og tegneserier.

Vores jubilæumsnummer udkommer om et par måneder,

og vi skal finde på noget særligt til forsiden.

Før man har forsiden, ved man ikke, hvad nummerets personlighed er.

Det er ikke noget, man bare kan smække på i sidste øjeblik.

En forside skal tale til øjeblikket, men også være et tidløst kunstværk,

man i princippet kan indramme og hænge på væggen.

At jagte det uge efter uge holder mig vågen med angst,

selv efter 30 år.

Før The New Yorker

drev jeg et grafisk blad med undergrundstegnere.

Jeg elsker at arbejde med kunstnere, som har hver deres stærke synspunkt,

forskellige stilarter og historier, de vil fortælle,

og det er det, jeg prøver at bringe til The New Yorker.

Til 100 års jubilæet kom David Remnick til mig og sagde:

"Vi skal bruge Eustace Tilley fra den første forside."

Jeg måtte bide mig i tungen for ikke at sige: "Nej!"

Du forstår.

Jeg forstår impulsen,

men jeg vil lave noget nyt, der ikke er blevet gjort før.

Så jeg må finde på noget.

- Vi får se. - Det bliver godt.

SKRIBENT

Talk of the Town er begyndelsen af bladet. Det er appetitvækkeren.

Det er korte artikler.

De er små vignetter eller små rapporterede klummer.

De fortæller en lille historie.

Jeg spiller pool med et rockband

eller hænger ud med John Belushis fotograf.

Som regel kan de stå alene, men den, jeg arbejder på nu, er mere åben.

Okay.

Du har nok bemærket, at politik splitter folk nu om stunder,

så jeg ville gå ud og måle byens temperatur.

Det er en fiskeekspedition.

Man ved aldrig, man går rundt på gaden

og ser, hvad folk snakker om.

- Mark. - Rart at møde dig.

- Jeg skriver for The New Yorker. - Okay.

Jeg er fra The New Yorker. Kender du det?

Når jeg begynder at lede efter folk og interessante ting i New York,

er det næsten, som om jeg er på stoffer.

Alle ser interessante ud. Det er bare et vidunder.

- Det er dit barnebarn. - Ja.

- Hans lille, søde ansigt. - Han er sød.

Må jeg tale lidt med dig? Vil du tale med mig?

- Nej. - Vil du ikke tale?

- Nej. Beklager. - Er du sikker? Kom nu, mand!

Jeg kampsveder. Kom nu.

Jeg skriver for The New Yorker. Vil du tale? Må jeg stille spørgsmål?

- Jeg taler kun lidt engelsk. - Hvad er dit sprog?

- Mandarin. - Jeg kan ikke mandarin.

- Hej, jeg hedder Nick. - Hej.

Jeg skriver en artikel om den stress, vi oplever over den politiske situation.

Så hvad er din vibe? Hvordan er dit humør? Sover du om natten?

Ikke rigtig.

Er I uenige derhjemme?

Interessant, du tager det op, fordi vi er...

Jeg talte om gæstelisten til thanksgiving.

Du vadede lige ind i min emne.

"Hvordan har I det, New York?"

"Vil vi rive os selv i stykker

eller leve ufuldkomment, som vi har gjort så mange gange før?"

Vi klemmer stenen, men...

Jeg tror, der er en historie.

Til vores 100 års jubilæum besluttede vi at lave en række videoer.

Forskellige skribenter, kunstnere, tænkere kommer ind

og fortæller os om deres oplevelse af The New Yorker.

Vi har en stol fra det originale kontor. Fra et originalt kontorbord.

Den er fin.

De byggede dem solidt.

Det er en meget komfortabel stol.

Vi har mistet denne kunst.

Vi har mistet kunsten at skære røvformer ind i træ.

Derfor er den så bekvem, men den kunst er gået tabt.

Ingen kan gøre det her mere.

Har du en yndlingstegneserie, som du har elsket i årenes løb?

Alle Emily Flakes tegneserier.

Min favorit er en kvinde i et cirkus,

som rækker armene ud, og på den anden side er en løve.

Det er et godt billede på mine tidlige tyvere.

Alle fyre var den løve.

"OVER, FOR FANDEN, OVER!"

En tegneserietegner, jeg godt kan lide, er Zach Kanin.

Han har Sisyfos på arbejdspladsen.

Det er så sjovt at tænke på Sisyfos i forbindelse med et kontor,

og han fuldfører nok aldrig jobbet.

The New Yorker-tegneserierne får dig altid til at føle,

de er lidt klogere end dig.

Tegneserierne er altid lidt sådan her, ikke?

DEM OVENPÅ

Jeg elsker Roz Chast. Jeg elsker Roz Chast så højt.

Hun rører mig så meget.

Hold da op. Kan du høre hende?

Se den fugl!

"Se den fugl!"

Det er en lille fugleunge.

Hun kan lide The New Yorker. Det kan hun.

Det er godt at tygge på.

Det er plakater.

De kommer fra Ghana.

Jeg tror, det var en bryllupsgave.

Her er Charles Addams' tørklæde.

Det er helt fantastisk.

Han var den første tegner, jeg forelskede mig i som barn.

Jeg er tiltrukket af det dystre og sjove.

Tænk, hvis de gjorde det i dag.

Folk ville sige: "Det er helt uacceptabelt."

"Det er ikke sjovt. Det ville gøre ondt.

Jeg kender en, som blev brændt af olie. Der var intet sjovt ved det."

Jeg overvejede aldrig at lave andet end at tegne,