Katrina Babies

I går var en katastrofe.

I dag er en katastrofe.

Vores elskede New Orleans, hvor Katrina ramte hårdest.

To af digerne, der holdt vandet i.

Pontchartrain-søen tilbage, knækkede.

Og når vandet stiger i byen, er der ingen umiddelbare svar på,

hvornår det bliver pumpet ud igen,

og hvad der bliver tilbage.

Alt, New Orleans nogensinde har været, kan drukne i aften.

Tillykke, Naquanta.

Det er mig.

Inden stormen var der intet bedre end at være med min familie.

Især mine fætre og kusiner.

Jeg husker stadig den sidste gang.

Det var august 2005, og det var slutningen af sommeren.

Det betød en ting.

Vi skulle fejre skolestart hos Tina med alle mine fætre og kusiner.

Alle børnene var altid hjemme hos Tina,

fordi hun selv havde fire børn, som alle var mine bedste venner.

Jeg husker stadig den weekend.

Vi legede udenfor

og grinte uden en eneste bekymring.

Tina lavede sovs og ris.

Jeg husker stadig duften.

Vi legede udenfor, indtil gadelygterne blev tændt.

Da vi kom ind for at spise, kom vi alle ind på et værelse

for at hygge os, inden vores forældre kom og hentede os.

Det er din dreng!

- Vi ses. - Jeg kunne ikke vide

at det var vores sidste gang i det hus.

Godt.

Siden stormen

virker det, som om alle er kommet videre.

Under en katastrofe i USA tænker man ikke på sorte børn.

Sådan var det også med orkanen Katrina.

Efter at have mistet så meget

hvorfor blev vi ikke spurgt, om vi var okay?

Ingen spurgte børnene, hvordan de havde det.

13 ÅR GAMMEL UNDER STORMEN

Så nu gør jeg det.

- Ja. - Okay? Cierra,

Katrina Babies, første gang.

Lolly, Katrina Babies, interview, første gang.

Jeg var 11 år gammel,

og det første, jeg husker, er, at jeg blev vækket.

Jeg kan huske,

at jeg løb ned ad gangen,

og min mor råbte:

"Op med dig! Op med dig! Vi skal afsted!"

Det er meget svært at glemme sådan noget.

Om fredagen var jeg i skole med mine venner.

Om mandagen stod jeg på et skide tag.

Min mor og bedstemor græd derhjemme.

Vores hus var ødelagt.

Det var for meget. Jeg var ung,

så jeg stressede ikke, som mine forældre gjorde,

men jeg... det var ubehageligt.

Jeg kunne ikke tænke ordentligt.

Kunne du snakke med nogen om det?

I skolen eller hos en psykolog?

Nej.

Jeg begyndte at interviewe folk, og jeg vidste ikke, hvad jeg lavede.

Men jeg tænkte bare "Denne historie skal fortælles."

Filmer vi?

Ja.

Katrina Babies, Betty Buckles.

Betty "Stay Ready" Buckles.

Hvorfor ser du så alvorlig ud?

- Jeg ved det ikke. - Det er ikke skræmmende.

Jeg er ikke skræmt.

Præsenter dig selv.

Sig dit navn,

og hvem du er.

- Hvad mener du med det? - Ja.

- At jeg er din mor? - Ja.

Far, som forælder, hvad husker du, at du gik igennem,

da orkanen Katrina kom? Hvordan var processen

- under orkanen? - Godt spørgsmål.

Mig, min kone og min familie

besluttede os for, at vi ville blive.

Vi skulle nok klare den.

Men den morgen, som var den sidste dag til komme ud på,

ombestemte min kone sig og sagde:

"Vi må hellere tage væk." Og jeg ville ikke diskutere.

Jeg sagde: "Fint. Lad os pakke og rejse."

Jeg havde hørt om stormen i et par uger.

Så kom Ray Nagin og sagde,

vi ikke skulle spøge med det.

Vi skulle få familierne ud herfra.

Så jeg sagde til din far: "Vi må væk."

BORGMESTER

Jeg ville ønske, jeg havde bedre nyheder,

men der er en storm på vej, som de fleste af os har frygtet.

Jeg vil ikke skabe panik, men befolkningen må forstå,

at det her er meget seriøst,

og det er derfor, vi har gjort dette hidtil usete træk.

Vi kan ikke bare tage væk.

Vi har ikke transport. Vi lever stramt.

Vi kan ikke bare rejse.

Venter du på stormen?

- Skal du vente på stormen? - Nej.

- Orkan. - Folk forbereder sig

på orkanen, som var det ingenting.

Min tankegang om orkaner var

13 ÅR GAMMEL UNDER STORMEN

at de altid ville komme.

Det var som om, den var på vej,

men ville dreje af i sidste øjeblik.

Min bedstemor sagde altid

12 ÅR GAMMEL UNDER STORMEN

at Lower Ninth Ward er under havoverfladen.

At vi ikke kunne blive.

Jeg husker, at vi pakkede

9 ÅR GAMMEL UNDER STORMEN

og noget føltes bare anderledes, selvom vi ikke forstod det dengang.

Jeg kan huske, at jeg pakkede min taske

og lagde nogle billeder i, der hang på mit soveværelse,

hvilket jeg normalt ikke ville gøre,

hvis vi skulle hjem igen.

Vi tog dem ikke seriøst.

Jeg husker,

at jeg engang var i Lafitte- boligbyggeriet under en orkan,

og de holdt en orkanfest.

Der var en DJ, og alle fra området

var der. De dansede og spiste.

Orkanen kom dagen efter,

så vi skulle nyde det nu,

hvis der nu skete noget.

Men vi vidste, det ikke ville ske. Der ville slet ikke ske noget.

- Det skulle nok gå. - Min bedstemor sagde:

"Pak noget tøj."

"Tag alt, du skal bruge, og pak noget tøj."

Jeg tror, at mine venner og jeg

bare tænkte,

at det var overstået

på to eller tre dage, og så ville vi komme tilbage.

Så der var den uskyldighed,

og det at vi ikke troede, det var noget stort.

Vi var i det sociale boligbyggeri Lafitte,

og mine brødre og jeg legede med andre børn.

Jeg kunne mærke en meget kold vind.

Det blæste rigtig meget, og det var meget koldt.

Den søndag inden stormen var jeg i kirken.

Og præsten sagde... Og det glemmer jeg ikke.

Præsten kiggede min far i øjnene. Han sagde: "Tager I væk i dag?"

Han sagde nej, og præsten kiggede bare.

Og så gik vi.

Jeg kiggede tilbage,

og præsten kiggede på os, som om han var forvirret.

Den dag glemmer jeg aldrig.

Den søndag vågnede vi, og min mor var helt urolig.

Hun sagde: "Vi rejser. Og det er ikke et spørgsmål."

"Jeg siger dig, vi rejser."

"Vi skrider herfra og rejser et sted hen."

Min mor er en person med drømme.

Nogle gange bliver de drømme

manifesteret i noget i familien.

Hun er meget spirituel.

Så da hun sagde:

"Gud siger, vi skal rejse," tvivlede vi ikke på det.

Vi skulle bare rejse.

"Vi skal ud. Begynd at pakke."

Og alle rejste sig.

Børnene virkede ikke bekymrede for stormen,

for de vidste ikke, hvor alvorligt det var.

Vi skyndte os ind i bilen,

og vi tog tøj med til en weekend.

Vi er blevet evakueret før,

men der var noget surrealistisk over det denne gang.

New Orleans skal være forberedt

på, hvad kunne blive en orkan,

på 280 kilometer i timen.

Vi snakker uden tvivl om

- diger, der vil flyde over. - Ja.

Byen var i en kaotisk tilstand.

Der var folk på tankstationer i timevis. Benzinpriserne steg.

Folk bandede og råbte,

og alle så meget usikre ud.

Det lød som ragnarok udenfor,

men jeg ignorerede det.

Så gik strømmen ud.

Så jeg sad og lyttede til regnen.

Jeg kan høre dyr, folk, der græder.

Regn og vind.

Jeg gik ind til min far, for jeg var bange.

Men jeg kunne se ud af huset,

for vi havde en skærmdør på siden af huset.

Jeg ser alle mulige ting, der flyver rundt,

og træer, der er ved at blive revet op af jorden.

Da gik det op for mig, at det var alvorligt.

Jeg kan huske, at det var meget sent.

Det må have været omkring midnat.

Jeg var oppe med min mor og mine brødre,

og vi kunne høre en høj lyd. Et bum eller et bang.

Noget i den stil. Det var meget højt.

Hvad var det?

Digerne. De knækkede.

Jeg ved det ikke.

Så blev det roligt, og jeg gik i seng.

Jeg vågnede ved,