Coral Reef: Magic of the Indo-Pacific (Korallenriff: Magie des Indopazifiks)

DEN FANTASTISKE VERDEN I ASIENS HAVOMRÅDER

Omringet af nogle af verdens smukkeste øer

ligger koraltrekanten i Stillehavet.

Mellem Filippinerne, New Guinea og Indonesien

findes en forunderlig og fantastisk undersøisk verden.

I det klare vand

lyser fisk og koraller i alle farver op i en fælles styrkeindsats.

Langs kysten og på lavt vand breder sig et enormt landskab,

opbygget, stykke for stykke, af små væsener over millioner af år.

Imponerende.

De ældgamle formationer når ned til havbunden.

Hver eneste kubikmeter koralrev huser

utallige arter af dyr og planter.

Her fandt evolutionen et enestående sted,

i hvilket store, små, farlige og bizarre væsener

også kunne leve i dag.

De er fremherskende, ikke kun i koraltrekanten,

men også i mange andre dele af verden.

I næsten intet andet sted på jorden

finder man det, som er overvældende her.

Alle arter lever i perfekt harmoni med hinanden.

Det, som førhen var elendig sandbund,

er i dag et symbol på variation og naturens overflod.

Så følg med

på en rejse i korallernes univers.

Korallernes verden

består af hundredtusinder væsener.

Så stor en diversitet i naturen

ses kun få steder i verden.

Great Barrier Reef ud for den australske kyst

er nok det mest kendte koralrev.

Men i farvandet mellem Indonesien, Filippinerne og New Guinea

breder en koraltrekant sig med den største havdiversitet.

Fem komma syv millioner kvadratkilometer er dækket

af dette havparadis.

Det er levested for tre fjerdedele af alle koralarter.

I det Caribiske Hav lever ikke engang ti procent af alle koraller.

Den anonyme diversitet gør koraltrekanten

til et fantastisk undervandslandskab.

Farvandet ud for kysten er ikke alene omkranset af gigantiske formationer,

men er også indtaget af flere tusinde havvæsener.

Her udgør det varme vand det perfekte miljø

for små og store, kødædende og fredelige fisk.

Andre havvæsener har fundet et hjem i koralfyldte kløfter,

utallige huler og udhængende haver af tang.

Selvom mange af arterne ikke er kendt af mennesker,

ville diversiteten være ringere foruden.

Mere en 2.000 forskellige arter af koralfisk lever

i trekantens farverige rev.

Hawaii, kendt for sine naturrigdomme og mangfoldighed af arter,

har ikke engang 500 arter.

Stillehavets enestående forhold

har ikke kun tiltrukket mange almindelige fisk,

men også introduceret helt nye arter.

Deres videnskabelige navne klinger lokalt,

hylder revet og gør det til noget enestående.

Vejen var lang og forblæst,

før revet blev til det, det er i dag.

Oprindelsen til denne maleriske undersøiske verden

ligger dybt i geologiens historie.

Koraltrekanten grænser op til verdens mest aktive vulkanområde,

Ildringen i Stillehavet.

Den enorme vulkankæde med sine skorstene og kratere

strækker sig fra Sydamerika til Alaska

og fra Alaska til Japan og New Zealand.

Kun et fåtal af disse vulkaner står dog på fast grund.

Størstedelen står på havbund.

Det er her, de tektoniske plader glider ind under hinanden

og smelter sammen med Jordens kappe.

Den konstante udslyngning af mineraler

og andet har i løbet af millioner af år

skabt de tusindvis af øer langs Ildringen.

Tæt på koraltrekanten

blev adskillige øer dannet efter udbrud

og den deraf følgende ophobning af vulkanit.

I det lave vand omkring disse øer kunne korallerne,

med deres skønhed, og mangfoldige fiskearter

bosætte sig i området.

Koraltrekantens skønhed er hævet over enhver tvivl,

og den skyldes delvist perfekte forhold

for havdyr af alle slags.

De udgør grundlaget for omkring 120 millioner mennesker,

som lever af at fiske og af andre ressourcer

på de tilstødende øer.

En af de mest kendte beboere i koralrevet er jomfrufisken.

Jomfrufisken er en besnærende familie,

men kun et fåtal af de mange arter kaldes klovnfisk.

Alligevel er de mest eksponerede jomfrufisk

blevet kendt som klovnfisk af næsten alle,

ikke mindst på grund af en lille animeret klovnfiskefar,

der søger sin søn.

Hele sit liv lever den alene i og omkring en søanemone.

For den lille fyr yder søanemonens tentakler en kærkommen beskyttelse

mod rovdyr og jægere.

Til gengæld fortrænger den modige fisk andre fidusmagere,

såsom skælfinnefisk og filfisk,

som ynder smagen af søanemone.

Mange tror, at søanemoner er planter, men de er dyr.

De kan endda flytte fra sted til sted.

Det er dog en meget belastende øvelse for dyret,

som forankrer sig dybt i underlaget

for at fange mad i vandet med tentaklerne.

Det meste af tiden befinder stimerne af jomfrufisk

sig midt i det maleriske koralrev.

Når det kommer til undervandsstrømme,

udgør de utallige variationer i landskabet

en naturlig beskyttelse mod naturens kræfter.

Jomfrufisken svømmer dårligt,

så det er en sikkerhed, den sætter stor pris på.

Den næste beboer, der stryger hen over skrænter og koralhaver,

er ikke så besynderlige som de sky jomfrufisk.

At tilbringe størstedelen af sit liv i en enkelt søanemone

kunne aldrig falde en svalehalebars ind.

Denne bars danner nogle af de største stimer

i koralrev på verdensplan.

Hundredvis, måske tusindvis, af disse dyr slår sig sammen

for at jage plankton,

de fleste småfisks foretrukne føde.

De enorme stimer tilføjer øjeblikkelig en orange-rød farve til revet

og medtager mange mindre grupper.

Selvom de få hanner fører an i stimerne,

er størstedelen hunner.

Dette skyldes, at alle svalehalebarser udklækkes som hunner.

Der er mange forskelle på kønnene, hvad angår størrelse og tegninger.

Dette kaldes af videnskaben for kønsdimorfi,

men da vores øjne kun opfatter den orange-røde farve

hos de unge hunner i så stor en stime,

er dimorfien ikke rigtigt til at skelne.

Hunnerne forbliver i haremmet, indtil hannen dør.

Så bliver den stærkeste hun til en han på få dage

og påtager sig lederskabet af haremmet.

Kønsskiftet er ikke usædvanligt for koralområder.

Det har bidraget til, at mange arter har overlevet evolutionen.

Nærmest utrætteligt

skærer stimerne gennem revets varierende landskab.

De monumentale formationer har bevogtet havet

gennem tiderne.

Som en del af havbunden

virker revet som en fast bestanddel af Jorden siden dens skabelse.

Men som andre dyr var koralen meget lille til at begynde med.

Grundpillen i de enorme koralrev er en enkelt polypdyr,

et lille nældecelledyr.

Sammen med små alger indgår de i en symbiose.

Mens polypdyrene sikrer algerne,

de såkaldte Symbiodinium, et sikkert levested,

forsyner algerne polypdyrene med energi

ved hjælp af fotosyntese.

Når algen indleder fotosyntesen,

omdannes kuldioxid til glukose.

Resultatet er anvendelig energi, som udgør revenes livsgrundlag.

Men især om natten

tyr korallerne til andre fødeemner.

Det mikroskopiske plankton indfanges af korallernes korte tentakler

og fungerer også som en energikilde.

Men korallernes evne til at udskille kalk fra havvandet

er meget vigtigere for opbygningen

af så stort et rev end indfangelse af plankton.

Aragonit udfældes for foden af korallerne,

hvor den udvider korallernes skeletter lidt efter lidt.

Stenfisk sætter stor pris på

de nyetablerede muligheder for at slå sig ned.

Stenfisk er en lille underart af de strålefinnede fisk.

Ansigtet domineres af en bred og flad mund.

Huden er uregelmæssig og mangefarvet.

På revets skrænter mobiliserer disse jægere alle kræfter

og afsøger omgivelserne for potentiel føde.

Hvad angår svømning,

kan de ikke hamle op med deres byttedyr,

hvorfor de camouflerer sig efter deres omgivelser.

Som navnet antyder,

ligner stenfisk i høj grad sten og klippeskær,

og de elsker at udgive sig for at være sten.

På grund af koralrevets flade, men ujævne struktur

finder stenfisk adskillige skjulesteder.

Disse fisk kan også være farlige for mennesker.

Deres pigge indeholder en meget smertefuld gift.

Men eftersom disse jægere svømmer dårligt,

er uheld et sjældent syn.

Til forskel fra sine klodsede slægtninge

bevæger denne dragefisk sig yndefuldt gennem koralverdenen.

Med dens lette, vifteformede brystfinner

ser den både elegant og faretruende ud.

Dragefiskens mange striber og pigge er ikke kun til pynt.

De udvisker også dens omrids

og fungerer som en slags camouflagedragt.

Den er en af revets farligste jægere.

I lighed med stenfisken er dragefisken berygtet for sin gift.

Finnerne dækker endda hele dragefiskens krop

og indeholder gift.

Den er ekstremt smertefuld, men dog ikke livsfarlig for mennesker.

Men dragefisken anvender ikke sin gift til jagt.

Den gemmer på giften til brug, hvis andre rovdyr, såsom murænen,

skulle angribe.

Skal dragefisken absolut forsvare sig,

retter den sine giftige finner mod fjenden.

I de fleste tilfælde driver den modstanderen tilbage.

De fine finner er ikke kun for et syns skyld.

De er afgørende for overlevelsen.

Ikke alle dragefiskens slægtninge har lige så fine finner

eller de samme elegante rygfinner.