Surviving Death

I dødens øjeblik…

...er vi så rent faktisk døde, eller foregår der noget andet?

Der er ingen på jorden, der ikke er dybt interesserede

i spørgsmålet: fortsætter livet efter døden?

Uanset hvad vores bevidsthed er, som vi har i dette liv...

...så var den også til stede i et andet liv før det.

Han sagde: "Mor, jeg har noget at fortælle dig.

Jeg plejede at være en anden, tror jeg."

Hvor mange mennesker her har haft en nærdødsoplevelse?

Der er mange døde her i dag. Velkommen.

Vi måtte genoverveje alt, hvad vi troede på om døden og det at dø.

Der har altid været spøgelser i historien.

Vi bliver ved med at indberette og se dem.

Til husets ånder, hjælp os med at knytte tættere bånd til jeres verden.

Er du forbundet til et barn på den anden side?

Ja.

Der er ting, videnskaben ikke kan teste.

Det betyder ikke, de ikke sker.

Jeg kan mærke ham, og jeg ved, at han er der med mig lige nu.

Jeg kunne mærke min ånd blive nærmest skrællet af min krop.

Ville det ikke være godt at vide, at der er et liv efter døden?

NÆRDØDSOPLEVELSER

JACKSON HOLE, WYOMING

Som læge ved jeg, at de fleste ikke tænker på døden,

før de er tvunget til det.

Men for 20 år siden var jeg ikke kun fysisk død,

jeg havde været død et stykke tid.

Og den oplevelse ændrede radikalt

på alt angående, hvad jeg er, og hvem jeg er.

I 1999 arrangerede jeg en tur til Chile, hvor jeg skulle sejle i kajak.

Og jeg så frem til

den her del af floden, der er kendt for sine vandfald.

Vi begyndte at sejle ned ad floden, og vi kom over de første par fald.

Den her flod har en meget stærk strøm.

Så vi besluttede at sejle ned ad den mindre del af det første store vandfald.

Så jeg sejlede ud i strømmen.

Der var en anden kajakroer, der kludrede sig forbi mig.

Og hendes båd sad fast sidelæns ved indgangen.

Så jeg blev tvunget hen til midterdelen af vandfaldet.

Jeg vidste, det ville ende skidt.

Min båd sad fuldstændig fast, og jeg var fanget under 3m vand.

Jeg trak ikke vejret.

Min overkrop var som limet fast til bådens forreste ende.

Jeg kunne mærke mine knogler blive knust.

Jeg tænkte: "Jeg bør skrige lige nu", men det gjorde jeg ikke.

Jeg følte...

...ingen smerte, ingen frygt, ingen panik.

Jeg følte mig mere i live end nogensinde før.

Jeg kunne mærke min ånd blive skrællet af min krop,

og min ånd blev frigivet, idet den drev imod himmerige.

Jeg blev øjeblikkeligt mødt af en gruppe ukendte væsner.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde dem. Mennesker, ånder, væsner.

Jeg kunne ikke genkende nogle af dem.

Men de havde spillet en essentiel rolle i min livshistorie på en måde.

Som en bedsteforælder der døde, før jeg blev født.

De var så glade for at byde mig velkommen og hilse på mig og elske mig.

Disse væsner begyndte at føre mig ned ad en sti.

Stien var meget tætdækket af tusindvis af blomster

og aromaen af de blomster.

Det nærmest eksploderede i et væld af alle universets farver.

Der foregik et absolut skifte af tid og dimension.

Jeg oplevede al evighed i hvert et sekund.

Og hvert et sekund udvides til al evighed.

Vejen ledte til en kæmpestor kuppelbygning.

Jeg tror, jeg var i himlen.

Guds verden, hvad end du vil kalde det.

Jeg oplevede en overvældende følelse af at være hjemme.

På samme tid kunne jeg se tilbage på floden,

hvor min krop stadig var fanget under vand.

Er du okay?

Gruppen af kajakroere forsøgte at få fat i mig.

Men de var aldrig i stand til det.

Og efter 15 minutter havde de opgivet redningsmissionen.

De var nu i gang med at prøve at få mit lig ind til bredden.

En af fyrene så min redningsvest poppe op længere nede af floden...

...og tænkte, at min mand måske ville have den.

Da han fik fat i den, mærkede han min krop ramme hans ben.

Så han greb fat i mig under vandet og fik fat i mit håndled.

Min krop var oppustet og lilla, og mine øjne reagerede ikke på noget.

Der var absolut ingen tvivl om...

...i mit eget sind, at jeg var fysisk død.

Men jeg så på fra indgangen til den kuplede struktur,

hvordan de begyndte på førstehjælp, og jeg kunne stadig høre dem.

En af fyrene kaldte på mig og sagde, jeg skulle komme tilbage og trække vejret.

"Kom tilbage. Jeg ved, du stadig er her."

Jeg havde været uden ilt i 30 minutter.

Og den statistiske sandsynlighed for, at jeg overlevede, burde være nul.

Jeg ville ikke tilbage ned i min krop.

Jeg oplevede en meget fysisk følelse af at blive holdt om og beroliget

og forsikret om, at alt var okay.

Men væsnerne fortalte mig, at det ikke var min tid til at dø.

At jeg havde mere arbejde på Jorden.

Og at jeg måtte tilbage til min krop.

Da jeg åbnede mine øjne, var de fyre, der genoplivede mig...

...lamslåede.

Jeg så skrækkelig ud.

Jeg var jo lige druknet.

Men jeg havde også...

...adskillige brækkede knogler og knuste senebånd i mine ben.

Og jeg var...

...på en flodbred i midten af ingenting.

De fyre, der havde genoplivet mig, lagde mig ovenpå en båd,

og de forsøgte så at få mig op ad bjergsiden.

Vi kom ud på en jordvej.

De troede, at nogen ville skaffe en traktor eller en hest.

Men da vi kom ud på jordvejen...

...lige præcis der, stod der så en ambulance, hvilket...

...ikke fandtes i det sydlige Chile i 1999.

Det var uforklarligt.

Det tog flere timer, men mine venner fik mig på hospitalet.

Min mand fik at vide, at...

...jeg nok ikke ville overleve natten over.

Men det gjorde jeg.

Jeg var på hospitalet i over en måned.

Jeg fik...

...adskillige operationer.

Efterfulgt af adskillige måneders genoptræning, før jeg kunne gå igen.

Og statistisk set havde jeg ingen chance

for at overleve uden at få seriøs hjerneskade.

Men jeg fik aldrig nogen hjerneskade.

Mine børn har måske en anden holdning, men...

...jeg...

...kom mig fuldstændig.

RYGRADSKIRURG

Som læge er jeg ikke en del af de mennesker,

der gerne vil tale om ting som nærdødsoplevelser.

Folk i videnskaben mener ofte, at man umuligt kan tro på noget overnaturligt.

Da jeg gik på lægestudiet,

ville jeg definere døden som...

...døden, altså en fysisk død.

Men min nærdødsoplevelse, og så det der skete for min søn ti år senere,

har drastisk ændret på min definition af døden.

Jeg tror ikke på, at...

...vi...

...ved alt.

VIRGINIA UNIVERSITET, CHARLOTESVILLE, VIRGINIA

AFDELINGEN FOR OPFATTELSESSTUDIER, SUNDHEDSAFDELINGEN

En nærdødsoplevelse, nogle gange kaldet en NDO,

er en dyb, visuel oplevelse, som mange har,

når de kommer tæt på døden.

Sikkert mellem 10 og 20 procent af dem, hvis hjerte stopper

vil rapportere om disse dramatiske nærdødsoplevelser.

Her på afdelingen for opfattelsesstudier,

studerer vi muligheden for, at der er en del af mennesket,

der kan overleve den fysiske død.

Den almindelige, materialistiske opfattelse af virkeligheden er,

at fysisk stof er alt, hvad der er.

Så når den fysiske hjerne holder op med at virke, slutter bevidstheden.

Så idéen om, at der er en bevidsthed, der kan leve videre,

er i strid med et grundlæggende princip.

Men spørgsmålet om, hvad der sker, efter vi dør,

er noget, der har fascineret mennesker, så længe vi har eksisteret.

Vi har forsket i det i næsten 50 år nu.

Vi studerer medier,

der tror, de kan kommunikere med de døde.

Vi har undersøgt dødsleje-hallucinationer, folk på dødslejet oplever.

Vi har studeret reinkarnation og en række andre spontant forekommende oplevelser

på grænsen mellem liv og død såsom nærdødsoplevelser.

Ser man tilbage i tiden, har der været det, vi kalder nærdødsoplevelser,

siden forhistorisk tid.

Men den første nedskrevne samling af nærdødsoplevelser

blev stykket sammen i 1892 af Albert Heim,

en Schweizisk geolog.

Da han klatrede i Alperne, faldt han...

...og han havde en smuk oplevelse, da han tumlede ned ad bjerget.

Han beskrev, tiden udvidede sig, imens han rullede stadigt hurtigere.

Han var så påvirket af oplevelsen,

at han adspurgte andre bjergbestigere,

og han indsamlede hurtigt lignende historier

fra folk, hvis fald fra store højder havde været velsignede oplevelser.

Og så i 1960'erne og 1970'erne,

kom genoplivningsmedicin for alvor på banen.

Ekstern brystsammenpresning er den bedste redningsteknik

for kunstig cirkulation.

Hvilket betyder, at vi bragte folk tilbage fra døden

i større og større antal.

Mange kom tilbage og rapporterede om de lykkelige oplevelser,

hvor de forlod deres krop og rejste til et fjernt rige.

Patienterne siger, de bliver opmærksomme

på det, der beskrives som en tunnel...

LÆGE, 1998

...en gang, en portal.

Og de går ind i denne tunnel...

...og når de kommer ud,

kommer de ud i et fantastisk, varmt, kærligt og accepterende lys.

I 1975 skrev Raymond Moody sin bog Livet efter Livet...

...der fik mange mennesker, også mig selv,

til at tage nærdødsoplevelser mere seriøst.

Da Raymond Moodys bog kom ud...

...tænkte jeg, at nærdødsoplevelser var noget vrøvl. Det måtte det være.

Og de foregik i USA, i Californien, og sådan var det bare.

Ville det komme til England?

Nej. Vi er alt for fornuftige til at opleve den slags.

Men jeg er neuropsykiater,

og der var en dag, hvor en fyr gik ind i mit konsultationsværelse.

Han oplevede et hjertekatete, der mislykkedes,

forlod sin krop, så genoplivningsprocessen udefra

og havde en fuld nærdødsoplevelse.

Så der sad jeg, konfronteret med det. Troede jeg på det eller ej?

Jeg tænkte, at før jeg kunne drage nogen konklusioner,