Seinfeld

Tror I, at dem, der ejer butikkerne i lufthavnen -

- har nogen idé om, hvad priserne er i resten af verden?

Tror de, de lever i deres eget land og kan sætte de priser, de vil?

"Sulten? Tunfiskesandwich: 9 dollars. Rejs hjem, hvis I er utilfredse".

Hele flyindustrien er kun til for at kunne sæIge tunfiskesandwich.

Den profit holder industrien i gang.

Flypladser og fly skal få os til at glemme, at vi bliver flået.

Der er kun afgangstider. Ved De, hvor ankomsttiderne står?

- Undskyld, ved De, hvad klokken er? - Der er et ur derhenne.

- Hvor? - Der.

- De har jo ur på. - Ved rulletrappen.

- Hvorfor ser De ikke på Deres ur? - Det er derhenne, siger jeg jo.

- Lad mig se på uret. - Hvad gør De? De er jo forrykt!

Vi lever faktisk i et samfundsfællesskab.

- Har du ventet længe? - Nej. Bilen strejkede.

- Skil dig af med den skrotbunke. - Den begyndte at ryste voldsomt.

Den fik et nervøst sammenbrud.

Du har altså ingen bil? Hvad gavn har jeg så af dig?

Den chauffør kommer til at vente. O'Brien kommer ikke.

Flyet var overbooket. Han skreg og skulle til Madison Square Garden.

- Vi burde tage hans limousine. - Ja.

Vent lidt...

Han kommer ikke, og man skal vente på en taxi i mindst 45 minutter.

- Du sagde, han var i Chicago. - Han er i Chicago.

Fyren står bare og glor.

- Hvordan gør vi? - Vi siger bare, vi er O'Brien.

- Måske kender han O'Brien. - Nej, så havde han ikke haft skilt.

- Hvad hvis vi bliver afsløret? - De kan ikke slå os ihjel for det.

- Hvem er O'Brien? - Jeg er O'Brien.

- Hvem er jeg? - Dig selv.

Bare mig selv?

- Vil du ikke være dig selv? - Hvorfor må jeg ikke også være en?

- Hvem? - Dylan Murphy.

Okay...

- Hvad er der nu? - Jeg kan godt lide navnet Dylan.

- Du kan hedde Colin. - Jeg er Colin O'Brien.

Tør vi gøre det?

- Ved du, hvad klokken er? - Der er et ur derhenne.

O'Brien... Undskyld, vi kommer for sent.

Jeg hjæIper Dem med bagagen. Jeg kører lige bilen frem.

- Dylan. - Colin.

Utroligt! Det er noget af det bedste, jeg har gjort i hele mit liv!

Jeg ringer til mor og fortæller, at jeg kører i en limousine.

Mor... det er mig. Gæt, hvor jeg er henne.

På bagsædet i en limousine. Nej, ingen er død.

Det er en lang historie. Jeg kan ikke nå at fortælle den nu.

Ikke nu, sagde jeg.

Hvis jeg kunne, ville jeg fortælle det.

Hold nu op.

Jeg må løbe nu.

Nej, jeg fortæller dig det ikke. Jeg vil aldrig fortælle dig det.

Aldrig nogensinde!

Glædede hun sig på dine vegne?

Kan han høre os?

- Hvorfor? - Han kiggede så underligt.

- Han kan ikke høre os. - Vi tjekker ham.

Chauffør! Kan vi ikke hente din søster og hygge os lidt heromme?

Nej, han kan ikke høre os.

Hvor kører han os hen? Måske kan han køre hjem til mig.

Vi spørger ham.

- Gode mand, hvor sætter du os af? - Madison Square Garden.

- Jeg har de fire VIP-kort. - Naturligvis. De fire VIP-kort.

Fire VIP-kort til Madison Square Garden?

Vent lidt... Chicago... Knicks spiller mod Bulls i aften!

Vi skal se basketkampen! Michael Jordan!

Du trak et vinderlod.

Jeg tager tingene for, hvad de er, og siger nej...

Du tager ikke tingene for, hvad de er, og du...

Du tager tingene for, hvad de er...

- Hvad er det så, du siger...? - Jeg ringer til Elaine og Kramer.

Hvis jeg tager tingene for, hvad de er, så spørger du, hvorfor...?

Elaine? Det er mig. Hvad skal du lave i aften?

George og jeg har fire billetter til basketkampen i aften.

Kan du? Fint. Ring til Kramer og sig, at vi mødes på hjørnet klokken syv.

Vi henter jer i limousine. Netop, lille dukke.

For resten. Jeg hedder Murphy, og George O'Brien.

Jeg har ikke tid til at forklare nu. Det er ikke gas.

Farvel!

- Vi skal lige stoppe undervejs. - Det ved jeg godt.

Han ved det godt?

- Hvorfor drejer vi af her? - Måske er det en genvej.

Der var jo ingen trafik på motorvejen.

- Hvorfor drejer vi af her? - Vi skal hente resten af selskabet.

Nå ja. Resten af selskabet.

Jeg vidste ikke, vi var et selskab.

- Spillet er ude. - Det var forkert af os.

- Vel var det da ej. - Frygtelig forkert.

- De ved, du ikke er O'Brien. - Der kan være flere O'Brien'er.

Du ligner ikke engang en O'Brien.

Jeg vil ikke være Murphy mere.

- Det er dumt. Jeg er Seinfeld. - Du er Murphy!

- Vi hopper ud af bilen. - Med 100 kmlt?

- Vi ruller rundt. Det er ufarligt. - Er du en superagent?

Han stopper.

Skal vi hente dem?

Læg hånden over ansigtet og lad, som om du sover.

- Mr. O'Brien? - Nej, jeg hedder Dylan Murphy.

Mr. O'Brien er træt efter rejsen.

Jeg vil ikke forstyrre ham. Det er så spændende endelig at møde ham.

- Vi læser hans nyhedsbreve. - Nyhedsbreve?

Og selvfølgelig hans bog, "Det Store Spil".

Han er meget stolt over det, han opnåede i "Det Store Spil".

- I har altså aldrig mødt ham? - Nej.

Heller ikke set billeder af ham?

- Ikke engang på bogomslaget? - Der var ikke noget billede.

O'Brien! Vågn op! Vi har fået gæster.

Vågn nu op.

Hej! Det er mig, der er O'Brien.

Hej!

Tog du en taxi?

- Hvor meget tjener du? - Det siger jeg ikke.

- Jeg siger, hvor meget jeg tjener. - Jeg ved, hvor meget du tjener.

Hvorfor går jeg til basket?

- Har du set Michael Jordan? - Kun i reklamerne.

Måske laver han et 360-dunk.

- Hvad er det? - Det skal jeg vise dig. Dæk mig.

Jeg fatter ikke, hvorfor limousiner har tonede ruder.

Man ved jo, der sidder en rig mand eller 50 unge på vej til skolebal.

Det er ikke så sejt at sidde i en limousine.

Det føles som en deprimerende ungkarlehybel fra 1975.

Rødbrunt velourbetræk, et par vinflasker, tre kassettebånd -

- og 10.000 bagdele, der har siddet der.

- Vi når nok ikke opkastet. - Tror I, nogen kaster op?

- Har I læst "Det Store Spil"? - Ja, og jeg kan den udenad.

FortæI, hvad du synes. Jeg vil gerne høre en ung kvindes mening.

Det er lidt pinligt... men den har forandret mit liv.

Deres måde at analysere spillet og udpege hovedaktørerne på.

Jeg blev helt målløs.

De er en genial mand.