Chef's Table

Lad os være ærlige.

Man tager ikke en cookie for ernæring.

Man tager den for skønheden ved lasten,

for ånden om at være fri og tænke:

"Jeg ved, cookien måske ikke er det,

der vil balancere min diæt,

men den vil bringe mig glæde...

...og minde mig om, at livet er for kort

til at tænke på hvor mange, jeg har spist."

Så jeg begyndte at spørge mig selv:

"Hvad kan du gøre hver dag i resten af dit liv?"

Og jeg sagde til mig selv:

"Lave cookies."

EN DOKUMENTARSERIE FRA NETFLIX

Christina Tosi er en naturkraft.

Hun tager pandebåndet på og er en superhelt.

Christina har skabt et vildt popkultur-fænomen.

Milk Bar er et bager-imperium.

Det har ændret måden, folk spiser dessert på i hverdagen.

Hvor i verden eksisterede en cornflake-cookie?

En trøffelbold...

Hvad er det? Og kan du spise den? En Crack Pie?

Det var noget, ens mor ville lave,

men lavet af en superstjernebager.

Hun forstår nostalgi,

men ønsker samtidig at nedbryde den.

FRITURESTEGT ÆBLETÆRTE

Hun har arbejdet for nogle af de bedste kokke,

men har et ukulturelt sind.

Hun er ægte junkfood-fan.

Og hun putter bare det mad, hun elsker, i sine desserter.

Jeg kan huske, hun en dag købte en æske chokoladebarer.

Jeg udfordrede: "Hvor mange kan du spise på en uge?"

Hun spiste hele æsken.

Nogle gange kom hun bare ind med cookiedej.

Hvem laver cookiedej som en snack?

Vi joker med: "Du får diabetes."

Det er ikke mad, man kan spise meget af og få det godt af, nogensinde.

Men der er noget ved Christinas bagværk, som slukker for min stop-knap.

Jeg kan ikke stoppe med at spise.

Hun er en enestående amerikansk kok.

Hun forsøger ikke at være fransk eller japansk.

Hun er amerikansk.

Og det er udsøgt.

Karamel og æble hver gang.

-Tak. -Ja! Hvad er det?

Det er en gavmild omgang bacon.

Som barn var jeg meget kræsen angående mad.

Jeg kunne lide det almindelige pasta med ost,

hotdogs, morgenmadsprodukter, uanset tidspunktet på dagen.

Må jeg få friturestegte Snickers, Oreos og Twinkies?

Døm os ikke.

Vent, også friturestegt chocolate chip-cookiedej.

Og jeg havde en sød tand.

Is, cookiedej,

alt, der kom ud fra ovnen, bagt med sukker på, var mit.

Jeg spiste de her meget amerikanske desserter,

som æbletærte og softice.

Såsom Dairy Queen.

Det var det, hvor uanset livets gang,

hvis man kørte forbi det, ville man stoppe og købe det.

Se lige. Det bliver vores.

Det bringer glæde og lykke.

Det gør det øjeblik, det lille snapshot af livet, lidt sødere.

Kan du klare alt det, Charlie?

-Ja. -Den ser episk ud!

-Tak. -Det var så lidt.

Verden er ofte mere ligetil,

når ens tilgang er mere som et barns.

Vent, hvad vil du vinde?

Verden er et mere pudsigt og smukt sted.

Sådan her. Sådan! Lige sådan!

Det er ikke altid solskin og regnbuer,

men enhver given dag bør der altid være et øjeblik,

hvor vægten af verden er lidt lettere på ens skuldre.

Er den god?

Opskriften var en af min fars yndlings, ikke?

Fordi din oldefar, min bedstefar, havde en æbleplantage.

Under den store depression,

blev de dårlige kaldt for "stødte".

De falder på jorden og får mærker. De kan ikke sælges.

I stedet ville min bedstemor tage æblerne

og lave æblesovs eller indbagte æbler.

Hun plejede endda at gemme skrællen til æblesovs.

Hun sørgede for, at intet gik til spilde.

Du ved det.

Min mors mor,

vi jokede altid med, at jeg kunne stå ved siden af og følge samme opskrift,

men hendes smagte altid bedre.

Men jeg tror, det er det skønne ved,

hvad pleje, kærlighed og omsorg gennem mad smager som,

hvad end det er mentalt, følelsesmæssigt eller videnskabeligt i smagsløgene.

De smagte altid bedre, når hun lavede dem.

Mine bedstemødre, mine tanter og min mor bagte alle.

De bagte hver dag, men aldrig noget vildt.

De bagte for altid at have friskbagt brød at give til en,

eller tage med, når man gik ud. Sådan gjorde man bare.

Man kunne sige, at hun har gjort det hele livet. Fra barn af.

CHRISTINAS MOR

Hun ønskede sig ikke en pony eller lignende.

Hun ønskede sig en legetøjsovn, og jeg sagde:

"Vi bruger ikke penge på en legetøjsovn.

Vi har en rigtig en.

Vi går ud i køkkenet."

-Hej, søde. -Jeg elsker dig.

Op med dig.

Det er bare, hvad der sker i livet og i min families liv derhjemme.

Og disse kvinder har en utrolig magt og indflydelse.

Jeg syntes, de var de sejeste kvinder i verden.

Sådan der.

Vi spiser ikke bare det hele selv.

Vi bager, så vi kan dele det ud.

Jeg elsker at bage, da det minder mig om mine bedstemødre.

Det føles, som om jeg prøver at stjæle

cookiedej, når ingen kigger,

og jeg føler, jeg er sammen med dem og en af dem.

Dejligt. Man kan dufte kanelen i luften, ikke sandt?

-Jeg smagte en før. De er gode! -Er de ikke gode?

Vi bør putte lidt mere sukker i.

Jeg er opdraget af kvinder, der er yderst positive og elsker at behage.

"Det er din fødselsdag.

Vi skal fejre dig, indtil du er pinligt berørt og vil gemme dig."

Hvor end lille det var, kom der kage.

Men jeg var aldrig synderligt vild med kage.

Kage er den ting, man som barn i USA opdrages med

er den mest spændende dessert til at fejre ting med,

og det er okay.

Den er svampet.

Den har normalt ikke meget smag, den er lidt tør, har lidt konsistens.

Som en verden af glippede muligheder.

Jeg vidste, jeg måtte definere mit eget forhold til kage.

Og at kage kunne være meget bedre, end hvad det var.

Også, da jeg har gået på konditorskole

og har været omgivet af de her vilde mestre i skønhed og perfektion,

hvad angår at designe en kage...

Jeg havde nået det punkt, hvor jeg tænkte:

"Kage skal ikke glaseres."

Jeg har set, hvor besat man kan blive af at glasere,

og den tid bør bruges på andet.

Tiden bør bruges på kagens egentlige lag,

glasur, fyld eller lignende,

men den bør ikke bruges på et drejebord,

hvor man forsøger at glasere den perfekt.

For hvad?

Det er ikke pottemageri.

Der er en verden af smage og teksturer.

Kage bør give mere end det.

Når jeg tænker på alle de forskellige øjeblikke, valg, tid og arbejde,

der går i at lave den lækreste kage

og lægge den i blød og glasuren og krummerne og fyldet...

...hvorfor så tildække den?

Det er det dukkehus-øjeblik, hvor man kigger ind:

"Jeg vil se de fantastiske ting, der sker indenfor."

De små forviklinger af, hvordan jeg tænker den perfekte bid kage skal være.

Så vi glaserer ikke kagens sider. Det er min dundertale om kage.

FØDSELSDAGSKAGE

Vil du hjælpe med mælken?

Min mor var bogfører. Min far var i landbrugsministeriet.

De var begge professionelle. De havde samme job hele deres liv.

De opdrog mig til at være meget belæst og besindig.

SEKRETÆR

Hvis jeg fik mindre end 12,

ville de sige: "Det er ikke godt nok.

En Tosi får ikke mindre end 12."

Flot.

Der var et vendepunkt nær slutningen af college,

hvor jeg begyndte at indse:

"Vent lige. Hvad vil jeg rent faktisk opnå med det her?

Hvor skal jeg fokusere den her overpræsterende mentalitet?

For passer jeg ikke på, vil jeg intet have at fokusere den på."

Og så bliver det en trist, fjollet ting, hvor jeg tænker:

"Hvorfor har jeg fået 12-taller hele mit liv?

Hvad skal det føre til?"

Jeg er snart voksen.

Jeg vil ikke klæde mig fint på og tage på arbejde hver dag.

Jeg vidste inderst inde, at jeg ville føle, at jeg blev kvalt.

Så jeg begyndte at spørge:

"Hvad vil du glæde dig til at stå op til om morgenen?"

Og det var at bage.

Og hvis jeg kunne leve af det, var det mig.

Det ville være min drøm.

Jeg har altid syntes, at New York var et energisk, fantastisk sted,

hvor alt er muligt.

Det hjalp med at forme idéen:

"Jeg flytter til New York og bliver konditor."

Det var vanskeligt for min mor.

At bage var noget, man gjorde hver dag i fritiden,

efter sit arbejde.

Hun kunne ikke forstå:

"Hvordan kan noget så simpelt drive en så meget?"

Jeg sagde: "Jeg ved, du har arbejdet hårdt, så jeg kunne få dette liv,

og jeg vil ikke have det.

Jeg vil lave noget herovre."

Jeg ved, det knuste hendes hjerte.

Jeg vidste bare, jeg ville rejse, så det gjorde jeg.

Jeg flyttede til New York. Jeg havde aldrig været der før.

Jeg havde et rimelig kort CV.

Og jeg tog på jagt.

Jeg levede min drøm.

Og jeg havde min Zagat-bog, som var den eneste rigtige vurdering af,