The Experiment (Eksperimentet)

- Frøken Gertsen, kom ind. - Hr. landshøvding.

- Sæt Dem ned. - Tak.

Jørgen Møller, Grønlandsdepartementet.

Hr. Møller er kommet hele vejen fra Danmark for at tilse, at alt går vel.

Fortæl hr. Møller lidt om Dem selv.

Mit navn er Rigmor Gertsen. Jeg er sygeplejerske.

Jeg har boet 12 år på Grønland. De sidste to år her i Godthåb.

- Behersker De sproget? - Grønlandsk?

Jeg kan gøre mig forståelig.

- Familie? Mand? Børn? - Jeg er sygeplejerske.

De er vel ikke nonne. Hr. landshøvding?

Ja.

De blev sat i pleje, da de var ni år gammel. Er det korrekt?

Undskyld... hr. landshøvding, men hvad drejer det her sig om?

Forbilleder, frøken Gertsen. Målet er, at vi om et år eller to -

- kan indlemme Grønland som en ligeværdig del af det danske rige.

Et land. Et folk. Et sprog.

Prøv at se det her.

For lidt over et år siden udvalgte vi 22 børn fra udsatte familier.

Nogle af dem forældreløse.

Børnene blev sendt til Danmark, indkvarteret hos gode danske familier.

De har lært dansk, og seks af dem adopteret af plejefamilierne.

Det er et eksperiment.

Børnene skal danne grundstammen i det nye grønlandske skolesystem.

De skal udbrede det danske sprog og dansk kultur heroppe.

De skal være forbilleder. Det er det, der er planen.

Målet er at undersøge, om børnene er modtagelige for moderne stof.

Vi henter dem om fire måneder. Så har de været der i halvandet år.

Vi vil indrette et børnehjem her i Godthåb -

- hvor de skal vokse op i gode og sunde kår.

Børnene skal have en uddannelse. De her børn er Grønlands fremtid.

Vi vil gerne tilbyde Dem stillingen som forstanderinde for børnehjemmet.

Vi forventer højeste engagement og loyalitet fra Deres side.

Hvis jeg kan hjælpe grønlandske børn -

- og være med til at trække det her land ud af stenalderen ...

Jeg vil ikke skuffe Dem.

Er De Rigmor Gertsen? Ellen Høgh, børnenes pædagog.

Velkommen til.

Så kan De gå op og tage imod børnene. Så sender jeg dem op.

Ikke blive stående. Op til frøken Høgh.

Op med jer.

Op ad trappen.

Ikke stå der. Op ad trappen. Af sted med jer.

Kom nu, børn. Ikke stå der.

Mor!

Er De Dortes mor? Goddag. Dorte, sig farvel til din mor, ikke?

- Nej! - Opfør dig som den store pige, du er.

- Nej. Mor... - Jeg gider ikke sige det igen.

- Nej! - Slip din mor og opfør dig ordentlig.

Så, børn. Tag jeres kufferter og stil jer to og to i to rækker.

- Mor! - Tag din kuffert.

Koncentrer jer nu og stil jer op i kø. Op i rækker. To og to.

Så går vi. Kom, børn.

Børn, find en plads og sæt jer ned.

Der er ikke blevet sagt værsgo, Daniel.

Jeg hedder frøken Gertsen. I skal kalde mig Gert.

Velkommen til Godthåb.

I er her, fordi I er noget særligt.

Og her vil jeg sørge for, at der er mad nok og tøj nok.

Hvis I bliver syge, vil jeg passe og pleje jer, til I er raske igen.

Mange af jer kender til sygdom.

Daniel, dine forældre døde af tuberkulose, ikke?

Og, Karen, din far døde også af tuberkulose.

Hvor mange kender en, der er død af tuberkulose? Ræk hånden i vejret.

Karen.

Ja, men... jeg er jeres nye mor -

- og jeg har glædet mig til, I skulle komme.

Min mor bor her i Godthåb.

Værsgo.

Da sank hvert fjendtligt spejl og mast

i røg og damp

Fly, skreg de, fly, som flygte kan.

Hvo står for Danmarks Kristian,

hvo står for Danmarks Kristian i kamp?

I skal holde øje med hårnålen.

Når jeg holder den sådan her... Dorte?

Når jeg holder den sådan, skal I være stille.

Stille.

Tak for den første dag. Nu skal I gå ind i jeres senge, lukke øjnene -

- tænke på noget behageligt, og så falder I straks i søvn.

Godnat, børn.

Godnat blev der sagt.

Ti stille, Dorte.

Karen.

Jeg har tisset i sengen.

Kom.

Tror du, vi skal være her for altid?

Jeg kan ikke huske den længere.

- Må jeg gerne sove hos dig? - Lad være med det.

Du må ikke være her. Tilbage i din seng.

Karen er væk.

Karen!

Frøken Gertsen!

Hr. Omann. Karen, hvad har du lavet?

Jeg fandt hende nede i byen.

Stop, Karen.

Stop! Så... De må have mig undskyldt.

Jeg vil godt se Dem i morgen, frøken Gertsen. Kom kl. 11.

- Selvfølgelig. - Farvel så længe.

Farvel.

Lad mig se det sår.

Hvis du sidder helt stille, er det hurtigt overstået.

Du må godt græde.

Den brune kanin.

Hvordan tager man den op?

Du er vel nok sød.

"Der boede de søde børn. Se. Alle de søde børn i Danmark.

"De gik med den røde by til den store by, København."

"Men hvad var dog det? Der var flag alle steder i hele byen."

"Så mange flag havde de fem små negre aldrig set."

- Kom nu, Daniel. - Vent på mig.

Hvad laver I her, når I ikke kan tale grønlandsk?

Dette land er Grønland.

- Karen, hvad vil de? - Jeg kan ikke forstå, hvad de siger.

Tag hjem til Danmark.

Sæt Dem ned.

Det gør ikke noget godt indtryk -

- at Deres børn render halvnøgne rundt nede i byen.

Det skal ikke ske igen.

Hr. Svendsen er her i sin egenskab af skoleinspektør.

De færreste børn har modtaget skolegang i Danmark.

- Er det ikke rigtigt? - Jo.

Jeg har forklaret landshøvdingen det problematiske i -

- at tage børn ind, der ikke besidder grundlæggende kundskaber.

Det vil ikke gavne nogen. Hverken danske børn eller Deres børn.

Vi er nødt til at lade alle børnene begynde i 1. klasse.

Børnene skal starte på alderssvarende klassetrin.

De skal ikke have særbehandling.

Hr. Omann, det er en meget dårlig idé.

De kan ikke udtale Dem om børn, De aldrig har mødt.

De skulle høre deres sprog. De taler upåklagelig dansk.

Børnene skal starte i den danske skole, som de er blevet lovet.

Som De ved, kommer kongeparret på besøg om tre måneder.

Med departementschef Møller.

Han forventer at møde 16 vel- fungerende børn med gode karakterer.

- Det kommer han til. - Sig til, hvis De ikke kan magte det.

- Så vil jeg finde Deres efterfølger. - Det er ikke nødvendigt.

Så prøver vi, Svendsen.

- Ja, så prøver vi. - De er færdig. De kan gå.

Hallo.

Jeg er frøken Gertsen, forstanderinde på børnehjemmet.

Jeg hedder Ingrid. Jeg er Dortes mor.

- Er Dorte derinde? - Hun er i seng.

Det er første skoledag i morgen.

Når børnene er på plads, inviterer vi til kaffe.

Hav fortsat en god aften.

Hvordan kan det være? Er der ingen søde unge mænd?

- Det ved jeg ikke. - Det ved du jo.

Der må da være et bal, man kan gå til og møde nogen?

- Hvor bor De? - I København.

Dorte, lad dit hår være.

Op på to rækker.

Og så går I.

- Karen, vent. - Bare kom. Bare gå videre.

Ja, kom så, de sidste.

Jeg hedder Marianne. Hvad hedder du? Kan du forstå, hvad jeg siger?

Så er ferien forbi. Vi kan lige så godt se, hvor meget I har glemt.

Hvem kan nævne mig de fynske købstæder?

Dorte?

Man rejser sig op, når man bliver spurgt.

Hvad siger Daniel?

Heller ikke?

Nå... Sæt dig ned.

Så prøver vi da alle gode gange tre.

Karen?

- Odense. - Ja, det var en.

Nej. Sæt dig ned. Marianne?

Odense, Bogense, Middelfart, Assens.

Fåborg, Svendborg, Nyborg, Kerteminde.

Godt. Sådan skal det være. Godt, Marianne.

Træk vejret så dybt, du kan.

Sådan. En gang til.

Kig ligeud.

En gang til.

Godt. Vend dig om.

Vend dig om. Jeg skal lige...

Der er ikke noget.

I journalen stod der, at han havde en plet, før han kom -

men nu er der simpelthen ingenting.

Har Daniel fortalt dr. Brandt om vores lille natteproblem?

Daniel tisser i sengen og glemmer at sige det.

- Jeg er holdt op nu. - Vi prøver med et tisselagen.

Vi har nogle på sygehuset.

Så må du godt gå over på vægten.

Marie, vil du tænde vandet?

Kig ned i bogen, Daniel. R-A-S, hvad siger det?

Du kan godt.

Kig ned i bogen. Hvad hedder strudsen?

Ras-m...

Er du slet ikke spændt på, hvordan den ender, Daniel?

Daniel.

Synes du ikke, det er flovt, du ikke kan læse?

Det er ikke børnenes skyld, de ikke blev sat i skole i Danmark.

De er blevet lovet en uddannelse. Det er meningen med det hele.

De er jo håbløst bagefter. Håbløst.

Fortsæt.

Så... skal jeg læse resten af historien?

- Se, der er kage. - Så!

Du sætter fedtfingre på.

Vi serverer ikke chokolade i de små mokkakopper.