All Is True

LONDON 29. JUNI, 1613.

EN OPSÆTNING AF SHAKESPEARES "HENRIK VIII"-

- BLEV SKÆNKET TIL GLOBE THEATRE.

DET BLEV PROMOVERET UNDER

UNDER FØRSTE AKT I SCENE FIRE-

- STARTEDE EN KANON EN ILDEBRAND.

GLOBE THEATRE BRÆNDTE HELT NED.

WILLIAM SHAKESPEARE SKREV ALDRIG ET STYKKE IGEN.

Lad mig tage Deres hest, sir.

Kom med noget øl, knægt.

Vi hørte, et teater brændte, sir.

Hvilket?

Mit.

De er Shakespeare, poeten.

- De fortæller historier. - Det gjorde jeg.

Jeg havde en historie, men den blev aldrig skrevet færdig.

Vil De skrive den færdig for mig?

Jeg kan ikke fuldende din historie, knægt.

Jo, De kan.

Godnat, kære husbond.

20 år, Will.

Vi har set dig mindre og mindre.

For os er du bare en gæst.

Og gæster får den bedste seng.

Sov godt.

Jeg troede, han ville dø i London. Der boede han jo.

Det er ligegyldigt. Det vigtige er, hvem der arver ham.

Jeg er hans arving. Og derefter vores datter, Elizabeth.

Ikke hvis din søster giver ham et barnebarn.

Eller vi gør.

Jeg overvejede at anlægge en have.

Vi har en have.

Men ikke en køkkenhave. Eller en blomsterhave.

En særlig have til Hamnet.

Hamnet er i Paradis. Han mangler ikke en have.

Det gør jeg.

Det er noget andet end at skrive teaterstykker i London.

Tja, på nogle måder, Maria. Men der er også fællestræk.

Fællestræk? Hvordan det?

Tja...

I dag er vi ved at opmåle scenen.

En have er ikke et stykke.

Nej, men teaterstykker, havearbejde, brød...

som dem, du bager hver morgen...

Alt det begynder med en idé.

Fra en indskydelse til...

at skabe noget smukt eller nødvendigt.

Brød begynder med gær og mel.

Nemlig. Ingredienser. Nu forstår du.

Buske, bede, gær, mel, verslinjer, skuespillere...

og de har alle brug for en drøm-

som skal kunne modstå al modgang.

Vejret skifter, insekterne kommer.

Ovnen bliver kold, gæren bliver dårlig.

Og i mit tilfælde vil kollegaerne-

- som den fantastiske, men gale skuespiller, Dick Burbage, blande sig-

- og kræve en større forestilling til et mindre budget-

- samt et kortere stykke med en meget større rolle til ham-

og alt dette må overvindes-

uden at glemme selve drømmen.

Og hvordan føles det, når alt det virker?

Tja, hvordan dufter nybagt brød?

Hvad laver du dog her?

Det her må du ikke tisse på.

Du tisser ikke på den her, og du tisser ikke her.

Husbond!

Tak.

Det er hårdt at grave rødder op.

Det er rigtigt.

Jeg har gravet en skov op-

- og flyttet den tværs over scenen til Dunsinane.

Det er anderledes i virkeligheden.

Han virkede så lovende, Anne.

Du kendte ham ikke.

Jeg kendte ham gennem hans digte.

- Tja, du siger "digte". - Ja, digte.

Det var børnestreger-

men vittigt og frækt.

Nu skriver han ikke mere.

Nej.

Og heller ikke jeg.

Det er ikke Hamnet, du sørger over, men dig selv.

Jeg sørger over min søn.

Nu.

Nu sørger du over ham.

Du skrev "De lystige koner i Windsor".

Ja.

Det er bare en tilvænningssag.

Hun må lære at være hustru igen.

Min mand tror, du kom hjem for at dø.

Virkelig?

Jeg købte en pension.

Dør jeg inden for 10 år, er jeg ruineret.

Hvorfor kom du så hjem?

Ikke flere historier?

Susanna, jeg har levet i fantasiverdener så længe-

jeg ikke kan huske, hvad der er ægte.

Hvad der er sandt.

Judith siger, at intet er sandt.

Judith er 28 og gammeljomfru.

Det er sandt.

Når far dør, må jeg leve i armod.

Nej, min pige.

Jeg får en tredjedel af hans formue.

Så længe du lever.

Men du er ældre end ham, ikke?

Susanna tager sig af dig.

Susanna adlyder sin mand.

Jeg får intet.

Som fortjent.

Judith.

Kan du ikke tilgive dig selv...

hvordan skal Gud så tilgive dig?

Det vil han ikke.

Jeg løb ned til denne skovsø-

da jeg blev smidt ud af skolen.

Det ved jeg, far.

En søn af en rådmand kan uddanne sig-

men en søn af en tyv...

Jeg troede, min verden gik under.

Men jeg elskede dette sted.

Og I børn elskede det.

Ja.

Vi kom her hver eneste dag.

- Men Hamnet gik aldrig i vandet. - Nej.

Han var ikke modig som Judith.

Eller... eller endda mig.

Men hans sind var modigt.

Han tog mig engang med hertil-

for at vise mig, hvad han skrev.

Jeg sagde...

at jeg var den stolteste far i hele riget.

Det er jeg stadig.

Værsgo, skat.

- Din far tænker på sit eftermæle. - Det gør du.

Og det må du også gøre.

Jeg er din ægtemand.

Dine bekymringer er mine.

Det er fint, skat.

Spis lidt mere.

Tak.

Husbond! Det er søndag!

Søndag?

Det her er ikke London.

Kommer du ikke i kirke, får du en bøde.

Godmorgen.

Rart at se Dem.

Shakespeare.

Endnu en søndag, og De benytter stadig familiens kirkestol.

Jeg beder til, De ikke forlader den-

ligesom Deres far.

Jeg er ikke min far, sir Thomas.

Godt at se Dem grave, sir.

Endelig har De opgivet at distrahere folket fra vor herre.

Distraherer lærkens sang dig fra din gud, John?

Nej da.

Den beviser Gud.

Men for nogle var jeg måske...

lærken.

Jeg ville bede om-

en tjeneste, men vil ikke forstyrre.

Siger De til, når De er færdig?

- Ja, John. - Tak.

Og Susanna har det godt?

- Ja, sir. Tak. - Og Elizabeth?

- Ligeså. - Godt.

- Det glæder mig. - Ja.

Ja.

Tak, John.

Goddag, mrs. Hall.

Jeg har fået en fin flaske Rhenish vin.

Deres søster må få en-

for et smil.

Det siger jeg, Tom.

- Godmorgen, Lena. - Godmorgen, mrs. Hall.

Der kom en pakke. Frank.

Beklager.

Kviksølv, mrs. Hall?

Min ægtemand er læge.

Hun sagde, pakken var til Dem.

Godmorgen, Kate.

- Goddag, mr. Smith. - Mrs. Hall.

Jeg mangler stof.

Jeg skal have syet en sort sommerkjole.

Sort? Til sommeren?

Hvad med denne blå farve?

Min ægtemand bryder sig ikke om fine ting.

Fik Deres mand sin vilje, ville min butik være meget trist.

Sorgfuld uden dødsfald.

Herren bar simple farver-

og var guddommelig.

Ligesom dig, Susanna. I alt slags stof.

Mr. Smith...

jeg er gift.

Ulykkeligt gift.

Det er ikke...

Min mand burde høre om det.

Jaså?

Han ved det.

Susanna.