Grizzly Man

Jeg er ude på den store eng. Bag mig går de unge hanner Ed og Rowdy.

De udfordrer alt. Også mig. Hvis jeg viser svaghed-

-og bakker, kan de dræbe mig. Jeg må stå fast, når jeg er her.

Ser de svaghed, splitter de mig ad. Så dør jeg.

Men jeg holder ud. Jeg holder ud.

Jeg er for det meste en venlig kriger. Mild som en blomst.

Jeg er en flue på væggen-

-der observerer uden at trænge mig på.

Jeg bliver af og til udfordret. Så skal jeg være en samurai.

Jeg skal være meget respektindgydende.

Ikke bange for at dø, stærk...

Så vinder jeg. Bjørnene skal tro, at jeg er stærkere end dem.

Og man skal være stærkere, hvis man vil overleve her med dem.

Ingen vidste det. Ingen vidste-

-at jeg af og til konfronteres med døden.

Bjørnene kan bide og dræbe. Hvis jeg er svag, går jeg ned.

Jeg elsker dem og beskytter dem, men jeg lader dem ikke dræbe mig.

Jeg vil kæmpe og være stærk. Være en af dem og deres herre.

Men stadig en venlig kriger.

Jeg elsker dig, Rowdy. Kom så, baby.

Det er det, jeg snakker om.

Mine fingre stinker af død...

Alle disse majestætiske dyr blev filmet af Timothy Treadwell-

-der levede blandt vilde grizzlybjørne i 13 somre.

Han tog til afsides områder i Alaska-

-med den tro, at han skulle beskytte bjørnene og belære almenheden.

I de sidste fem år tog han et videokamera med.

Det blev til godt 100 timers film.

Treadwell ville vise os bjørnene i deres naturlige miljø.

Jeg har selv filmet i vildmarken-

-og i hans materiale fandt jeg ud over selve naturfilmen-

en utroligt smuk og dyb fortælling.

Jeg fandt en film om menneskelig ekstase og et mørkt, indre kaos.

Han ville droppe sin menneskelighed og blive en af bjørnene.

Treadwell ville have et møde med det primitive.

Men han overtrådte en usynlig grænse.

Gå tilbage og leg.

Gå tilbage. Gå tilbage.

Det er en ung bjørn. Når de samarbejder, bliver de stærke.

Som I kan se, er jeg tæt på. Slap af. Slap af.

Han går væk. Jeg viste, at jeg står fast og fik hans respekt.

Det er Rowdy. Han vokser.

Jeg har kendt ham, siden han var lille.

Han er ved at blive stor. Men vi har det fint sammen.

Det var en udfordring. Man skal bevare roen. Ellers dør man.

De kan dræbe. De kan bide. De kan rive hovedet af en.

Undskyld mig. Hej. Hej!

Bare rolig. Jeg ville ikke stå i vejen for dig.

Bare rolig. Du er boss her. Godt gået. Godt gået.

Han var over tre meter høj. Han er en stor bjørn! Meget stor!

Han stod her og gnubbede sig. Sikke en stor bjørn!

Spændingen, som Treadwell følte, knyttede bånd til børnene.

I sin informationskampagne nåede han igennem til mange tusinde skolebørn-

-der huskede hans fortællinger som et af skoleårets højdepunkter.

Han tog sin opgave så alvorligt, at han aldrig tog imod betaling.

Han blev med tiden landskendt.

Timothy Treadwell er vild med grizzlybjørne...

Det var, som om han havde skabt sin egen berømmelse.

Jeg lever tæt på bjørnene døgnet rundt i månedsvis.

Det er vanvittigt. De er verdens farligste dyr.

- Og du bringer dig frivilligt i fare. - Jeg mener, at folk misforstår dem.

Hvis en bjørn var ved at dræbe dig, ville du så ikke have et gevær?

Jeg ville aldrig dræbe en bjørn for at redde mit eget liv. Aldrig.

En dag kom jeg hjem og satte mig på verandaen.

Min kone så tv i soveværelset.

Så hørte jeg hende skrige. Jeg troede, at hun var faldet.

Da jeg kom ind, sad hun og stirrede på tv'et.

Jeg kiggede på tv'et og så Timmys ansigt.

Jeg havde ikke hørt noget, men jeg vidste ved synet af hans ansigt-

-og efter min kones reaktion, at det værste var sket.

Det var måske ikke en overraskelse, men det var det værste.

Jeg sørger ikke over Timmy, som jeg sørger over andre døde venner.

De føles døde. Timmy føles ikke død.

Det er det sidste foto af Timothy Treadwell.

Det blev taget i begyndelsen af hans 13. sommer i Alaskas vildmark.

Amie Huguenard er med ham. Hun døde ved hans side.

Fotoet blev taget af Willy Fulton, Timothys nære ven-

-og den pilot, der bragte ham til denne øde del af Alaska.

Treadwell så sig selv som landets vogter, en Prins Valiant-

-der bekæmpede skurkene, der ville skade bjørnene.

Men området er beskyttet og en del af nationalparken Katmai.

Treadwell kaldte denne slette Sanctuary.

Her var han i begyndelsen af sommeren for senere at tage videre-

-til dette tætbegroede område, som han kaldte Grizzly Maze-

-hvor han observerede sensommerens laksevandring.

Her hentede Fulton ham om efteråret.

Den 6. oktober i fjor skulle jeg hente Tim og Amie her.

Vejret var typisk med regn, tåge og en masse vind.

Det underlige var, at jeg ikke så eller hørte dem.

Jeg bandt flyet fast og kaldte på dem.

Der kom intet svar, men jeg så noget bevæge sig oppe på bakken.

Det blæste. De havde måske ikke hørt mig.

Jeg besluttede at gå derop for at se, hvad der foregik.

Der er en tætbegroet sti op til lejren.

Jeg var næsten fremme, da jeg kunne fornemme, at der var noget galt.

Jeg råbte, men ingen svarede, så jeg begyndte at gå ned igen.

Jeg holdt et ret godt tempo.

Da jeg var tilbage i den mest tætbegroede del her ved flyet-

vendte jeg mig om...

En uhyggelig bjørn, som jeg ikke havde set her før-

listede sig langsomt frem.

Han så meget ondskabsfuld ud.

Jeg hoppede op i flyet og fløj væk.

I luften vendte jeg om og fløj ind over lejren.

Jeg kiggede ned og så et menneskes brystkasse.

Det var enten Tim eller Amie.

Bjørnen var i gang med at æde den.

Jeg fløj over ham og prøvede at skræmme ham væk mange gange.

Men hver gang begyndte han bare at æde hurtigere.

Så gik det op for mig-

-at jeg havde været tæt på selv at blive ædt.

Så pumpede adrenalinen rundt i kroppen.

Jeg kunne ikke trække vejret og mistede følelsen i hele kroppen.

Så ringede jeg til kontoret-

og fortalte dem, hvad der var sket-

-og jeg sagde, at jeg havde brug for hjælp.

Da parkforvalterne kom, viste jeg dem vej derop.

Da vi kom hertil, stoppede vi for at se os omkring.

Pludselig råbte en af mændene: "Bjørn!"

De vendte rundt med deres geværer og skød. Jeg måtte dukke mig.

Jeg kiggede op, og de blev ved med at skyde.

Da de var færdige med at skyde, var der en stor røgsky.

Bjørnen lå på jorden.

De råbte, at jeg ikke skulle gå derover, men han var død.

Han var ramt overalt og lå bare livløs her.

Han lå her. Jeg sagde, at det var bjørnen, der havde dræbt Tim.

Jeg vidste det, for det var den bjørn, der havde kigget på mig.

"Det er den", sagde jeg. og det var ganske rigtigt bjørnen-

hvor de fandt Tim indeni.

Jeg er her med Olie, den store, knotne bjørn.

Han har lige jaget Cracker væk fra bækken.

Der er ikke mange fisk her, så han vil fiske alene.

Han opfører sig som en alfahan, og det er han som den eneste han her.

Han er ret gnaven.

Jeg mødte ham på stien i går, og der så han lidt tynd ud.

Han løb frem for at angribe. Jeg kender bjørnenes sprog.

Det lykkedes mig at stoppe ham.

Men det er den gamle bjørn, der kæmper for at overleve-

-og som også er aggressiv, man skal være mest forsigtig med.

De bjørne kan dræbe og æde mennesker for at overleve.

Vil Olie kunne dræbe og æde Timothy Treadwell?

Jeg tror, at hvis man viser ham svaghed, så er man færdig.

Her fandt vi resterne af Tim: Hans hoved og lidt af rygraden.

Og vi fandt en hånd og en underarm med et ur på.

Han hoppede nøgen ned i søen for at skræmme flyene væk-

og nu finder jeg hans ur og arm.

Her er resterne af bjørnen:

Et par ribben.

Den blev slæbt væk og ædt op af andre bjørne her i området.

Tim ville ikke se bjørne dø. Ikke engang den her.

Han havde været glad, hvis ingen havde fundet hans lig eller lejr.

Så havde han været tilfreds.

Han levede på grænsen, men han...

Han var klogere, end folk tror. Han klarede sig længe her.

Bjørnen, der dræbte ham, var en ond bjørn, som han ikke kunne lide.

Han blev aldrig ven med den.

Det her er en af profilerne i årets ekspedition: Grinch.

Grinch er en af de bjørne, der oftest kommer til Grizzly Maze.

Grinch er en hun på fem år. Hej, Grinch.

Hun er lidt aggressiv. Hej.

Hvis jeg vender mig for meget om, bider hun. Hvordan går det?

Hold op med det! Hold op med det! Gå væk!

Lad være! Bare rolig. Jeg elsker dig.

Jeg elsker dig. Undskyld.

Jeg hedder Sam Egli og er helikopterpilot.

Jeg hjalp med oprydningen efter Treadwell-tragedien sidste vinter.

Jeg kom den morgen, hvor de undersøgte bjørnen-

der dræbte ham.

Bjørnen var sprættet op og var fuld af mennesker og tøj.

Vi fyldte fire affaldssække med menneskedele.

Treadwell mente det nok godt og prøvede at gøre sit til-

at hjælpe bjørnene.

Men i mine øjne opførte han sig, som om han arbejdede med-

-mennesker i bjørnedragter i stedet for vilde dyr.

Bjørne er store og voldsomme og kan dræbe og æde en.

Treadwell bad om det.

Han fik, hvad han bad om, og hvad han fortjente.

Den store tragedie var, at han tog pigen med.

Den eneste grund til, at Treadwell klarede sig så længe, som han gjorde-

-var, at bjørnene nok troede, at der var noget galt med ham.

At han var retarderet eller noget i den stil.

Bjørnen besluttede den dag nok-

-at han havde fået nok af Tim Treadwell.

Eller også sagde det klik i bjørnens hoved-

-så han tænkte: "Han er nok god at æde."

Jeg tror, at Treadwell troede, at bjørnene var store, søde dyr-

som han kunne klappe og synge for-

-og knytte bånd til som børn af universet.

Jeg tror ikke, at han forstod, hvad der virkelig foregik.

Han ville blive som bjørnene. Det var måske religiøst på en måde.

Han ville måske være et vildt dyr, som han skriver i sit sidste brev:

"Jeg skal blive til et vildt dyr for at klare livet herude."

Der er noget religiøst i det at knytte bånd på et dybere plan.

Det er en religiøs oplevelse.

Et andet eksempel: "Jeg føler ofte, at døden er det bedste alternativ."

"Mit arbejde ville blive taget mere alvorligt og gøre en større forskel."

Det var et paradoks for ham-

-at han følte sig uværdig i forhold til sit budskab.

En dramatisk død kunne forstærke budskabet og sprede det mere.

Men budskabet var kontroversielt, og der kom vrede breve i tusindvis.