A Lion Called Christian

A lion called Christian-DVD-2009-720:576i-fps=25

Denne følelsesmæssige genforening, mellem en hanløve og de to ​​mænd, der opfostrede ham,

er blevet en YouTube-sensation

og har rørt millioner af menneskehjerter!

Det var en utrolig genforening.

Om han var et dyr og vi var mennesker, er fuldstændig irrelevant.

Det var virkelig det ultimative øjeblik i livet med Christian.

Se blot den omfavnelse -

Den kan ikke beskrives på anden måde. Det er en omfavnelse af kærlighed!

Dette usædvanlige bånd mellem dyr og menneske blev først skabt i 60'ernes London,

da to venner købte en løveunge.

Han bedårede dem bare. Det var den måde, han så på dem -

Man kunne se kærligheden i hans øjne!

Og kærligheden varede ved - også efter han var sat fri,

så Christian kunne kæmpe for accept og at få et værdigt liv i Afrika.

Vi troede, han kunne blive dræbt.

Et kapitel af Christians liv,

der viste, at hans dødbringende rival blev hans bedste ven.

Dette er den ufortalte historie om Christian, løveungen fra Harrods!

En løve ved navn Christian

London, 1969,...

musikkens, modens og ungdomskulturens centrum i Verden.

Kings Road i den hippieste del af London,

var en magnet for kunstnere og rejsende, der var

ivrige efter at deltage i byens hedonistiske livsstil.

Det var her, universitets-vennerne, John Rendall og Ace Bourke,

der kom fra Australien, for at gøre deres lykke.

Ja, det var en velkendt slidt vej.

Det var faktisk en overgangstid.

Og australiere droges mod London.

Det var Mekka, det var dér, hvor alting foregik.

Det var det spændende Swingin London.

Det var bare en fantastisk tid at være der.

Vi havde hørt om en masse ret velkendte mennesker.

The Rolling Stones, vi ville se dem køre op og ned ad Kings Road.

Det var en fantastisk tidspunkt at være i London.

Fester med rockstjerner og skuespillere.

De nyankomne australiere tog en tur ud for at se Harrods,

den berømte Knights Bridge forretning, der selv havde sin egen zoo afdeling,

Et par brasiliansk tapirer,

gribbe, flyvende hunde,

øh, vaskebjørne.

Folk sagde, at man kunne købe alt i Harrods,

fra en knappenål til en elefant.

Og vi skaffede faktisk en elefant til nogen engang.

Ja, håndopdrættede unger selvfølgelig, fordi disse er mere tamme.

I november 1969 satte Harrods to løveunger til salg.

Marta, en løvinde

og Marcus, der senere blev omdøbt til Christian.

Ungerne kom fra Ilfracombe Zoo i Devon,

og var den femte generation af løver, der var født i fangenskab.

Det var et absolut forbløffende øjeblik

bare at kigge og se disse to smukke skabninger til salg.

Christian var fuld af personlighed og han var så uimodståelig!

Og vi kiggede blot lige på hinanden og sagde: "Okay, vi må købe ham!''

I tresserne, var det at holde eksotiske dyr, som kæledyr,

populært og helt lovligt.

Det var ikke før 1976, at loven om Truede Arter, der begrænsede salget,

trådte i kraft.

Harrods interviewede alle potentielle købere, ...

Ja, ja, fint.

... for at sikre, at løveungerne solgtes til ansvarlige ejere.

John stillede alle de rigtige spørgsmål,

Han ville vide, hvor faldgruberne var.

Og jeg har altid følt, at de, i hvert fald, ville gøre det bedste for Christian.

Ace og John bestod Harrods test

og købte Christian for 250 guineas,

svarende til mere end 25.000 kr. i dag.

Ingen af dem havde nogen erfaring med store katte.

Opfattelsen af købet af Christian var sandsynligvis normal dengang:

"I er begge blevet gale og det er ret farligt,

I er dumme og det vil ende i tårer. "

Det lod dog ikke at være sådan en absurd idé,

fordi London i 60'erne svingede.

Folk lavede alle former for mærkelige ting.

Deres største problem var, hvor de skulle have deres højrøstede nye kæledyr.

Begge arbejdede som sælgere i Sophistocat,

en butik, der solgte restaurerede fyrretræsmøbler på Kings Road,

og de boede i lejligheden ovenpå butikken.

De overtalte ejerne til,

at lade Christian have butikkens store kælder.

Han havde en enorm kattebakke, som han brugte omhyggeligt, som en huskat.

Der var nogle oplagrede møbler dernede, der skulle restaureres

og som han kunne klatre på og gemme sig under

eller krybe rundt om og lege skjul-og-find.

Han var meget fantasifuld og han var god til at finde på nye lege.

Han kunne forfølge os rundt om møblerne i Sophistocat

og få det til at se ud som om, vi gemte os for ham,

så han havde mulighed for at løbe efter os.

Han elskede legetøj, men han kunne mase en bamse flad på to sekunder.

Han elskede papirkurve.

Og han kunne tygge dem, mase dem og tage dem på hovedet.

Selv den rengøringsdamen, der kom hver dag,

fik sit udstyr behandlet som legetøj.

Christian troede, hun kom som en slags underholdning,

fordi hun havde støveklude, svabere, støvsugere og andre rare sager med!

Så han lagde sine forpoter på forsiden af tæppe-fejemaskinen

og vi legede skub og træk

og han stjal mine støveklude og den slags ting. Vi havde det rigtig sjovt!

Hun var ikke bange for ham overhovedet, ikke det mindste!

Og selvfølgelig plejede mine børn i skolen

at sige: "Dril os ikke, for vores mor passer altså en løve.!"

Christian var ikke begrænset til butikken mht. sin underholdning.

Ace og John tog ham ofte med ud for at besøge venner.

De veninder, som vi tog fra Australien med, havde en stor lejlighed i Queens gate.

Han kendte lejligheden så han moslede bare rundt.

En dag besluttede han sig til bare gå gennem lejligheden,

og gik ned og skubbede sig vej ind i badeværelset, hvor Robbie var i bad.

Og Christian satte poterne

op på badekarret - og begyndte at drikke af vandet.

Jeg viftede med hånden og tænkte, det er bedre at være venner.

Så tænkte jeg: "Hvis han er tørstig, kan han også være sulten."

Så jeg blev noget nervøs.

Alligevel, med en masse skrigeri og mere,

kom John tilsidst og fik ham ud af badeværelset. Men jeg var temmelig bange.

Da Christian blev større,

voksede udfordringerne ved at opfostre en afrikansk løve i en by.

Seks måneder gammel fortærede han allerede tre kilo kød om dagen.

Løver i det fri er bestemt store dyr.

En voksen han-løve kan veje op til 250 kg.

Og for at have en krop i denne størrelse, er det nødvendigt at spise en masse

og det er nødvendigt at spise nogenlunde regelmæssigt.

De vil nedlægge f.eks. en gnu og æde den med stolthed,

og de vil virkelig proppe sig.

De spiser indtil maverne er helt udspilet.

Gnuer var ikke en mulighed i Chelsea,

men venner og beundrere mobiliserede sig,

for at hjælpe med at tilfredsstille Christians voksende appetit.

Der var en chefkok, fra en nærliggende restaurant,

der bragte ham fabelagtigt kød, som vi godt kunne have tænkt os,

meget flot bøffer, der blot ikke var blevet brugt den dag.

Og meget store knogler.

Det var dyrt at have ham, så vi tænkte,'' Hvad kan vi gøre?''

Så mødte vi en fotograf ved navn Derek Cattani. Han var en ven af en ven.

Han kom og begyndte at fotografere Christians liv i London.

Og så sagde jeg, "Nå, lad os samles og finde på et par idéer om fremtiden.''

Jeg sagde: "Jah, det er snart påske."

"lad os finde på noget med påske, måske påske-kyllinger.''

Det var en fantastisk situation, fordi vi troede, at en stor stor pote,

ville ramme sådan sådan en lille stakkels kylling

og at det ville blive slutningen, for sådan en daggammel kylling.

Men intet af det skete - han var så blid!

Jeg tror, vi fik ca. 250 kr. for fotografiet, som var virkeligt godt.

Og de besluttede at Christian måtte have en bankkonto.

Så vi tog ham op til vores bank og vores bankrådgiver åbnede en konto for ham,

så han kunne sætte sine penge ind.

At betale Christians kostpenge var ikke den eneste udfordring,

En voksende løve kræver virkelig motion,

Og Ace og John vidste, at det at slippe ham løs i de grønne parker i Chelsea,

ville forårsage et vildt oprør.

Ved enden af Kings Road opdagede de, der var en kirkegård med mur omkring

tilknyttet Brødremenigheden.

Den ville være den perfekte træningsgård for Christian.

Det lykkedes Ace og John at overtale

Pastor Williamson, kirkens præst,

at lade dem lege og træne med Christian inde på kirkegården!

Min far havde en særlig form for humor ved,

at lade en løvelege og træne hen over gravstederne.

På den anden side, var han også en stor naturelsker

og han så et reelt behov for, at lade løven have en form for frihed.

Det var bedre end at være spærret inde i et hus eller en butik.

Ace og John vidste det ikke; men Christian var ikke bare et kæledyr.

Han var ved at udvikle de færdigheder, løver har brug for at overleve i naturen.

Alle løveunger leger med hinanden,

hvor de forfølger, angriber

og leger kamp, det er alt sammen for at lære at jage.

Det er en indlæringsfase

og denne fase gennemføres ved leg.

Christians løveinstinkter var ved at dukke op,

men efter fire måneders opvækst hos Ace og John,

havde han tydeligvis knyttet et stærkt bånd til dem.

Han var da afhængig af os men til gengæld elskede han os.

Vi var de nærmeste for ham.

Christian havde en sådan personlighed,

at han var en slags tredie person i deres liv, var han ikke?

Han kom altid springende og omfavnede dem med ben og poter.

og de tog ham i deres arme.

Han var meget kærlig mod os, han ville hoppe op på os, sidde på os,

han ønskede at være tæt på os.

Som en sød kat, hvis vi læste avis eller talte i telefon,

ville han sidde på skødet af os.

Det var som at have et barn, og det var som John og Ace var hans forældre, Du ved.

Han tilbad dem bare!

Det var måden, når han så på dem - Du kunne se kærligheden i hans øjne.

Christian var nu otte måneder gammel og vejede 7o kilo.

Ace og John måtte se i øjnene, at hans størrelse var et problem.

Christian var ved at blive for stor

og kunne meget hurtigt blive for stor til at håndtere.

Vi kunne blive bekymrede over en situation,

f. eks. at holde ham i vores arme.

Og vi var bange for, hvad der ellers kunne ske?

Som han blev større, kunne han virkelig påføre nogen en reel skade.

Engang, hvor jeg havde været ude en aften, stod jeg på toppen af trappen

og kaldte på ham, som vi plejede.

Han sprang op ad trappen, for at lægge poterne på mine skuldre, som sædvanlig,

men han gled på det øverste trin og satte kløerne i.

Han rev alt mit tøj af.

Mit tøj, mit bedste tøj!

Men han rev mig ikke, jeg mener, jeg fik ikke en rift eller noget.

Det var bare alt tøjet, der røg.