In the Presence of Mine Enemies

Heil Hitler.

Warszawa, november 1942

Sig mig, mine herrer...

...mens vi ser jøderne i deres pragt, kan vi så beholde morgenmaden nede?

Du vænner dig til det, sergent Lott.

Nej...

Tag hende.

Vær stille.

- Sonya! - Lad hende være.

Godt! Nå, Israels børn, det var alt for i dag. Tilbage til jeres værelser.

Lott? Har du flere ærinder her i kvarteret?

Skal det fortsætte sådan her, rabbiner? Snart er der ikke flere tilbage.

Vent på mig, rabbiner.

Rabbiner, alle burde gå under jorden.

Det er vanvid at vente på den daglige udvælgelse.

Ti nu stille.

Godt at høre Puccini fra dig og ikke bare sørgesange.

Kohn synger for de døde, problemet er de levende. Skal vi spørge rådet?

Han vil spørge rådet! Trætte oldinge, der står mellem os og den tyske hær.

Tror du, rådet kan stoppe lastbiltransporterne?

Emmanuel, jeg ved ikke, hvad generalguvernøren har i tankerne.

Eller hvad Israels Gud tænker.

Rabbiner, vil du skrive min mors navn ned, hvis du går til rådet?

- Ja. - Anna Grinpanz.

Min søn har været væk i fire uger.

Anna kom ikke hjem fra børstefabrikken i går aftes.

De sagde, at han var kommet i en arbejdsenhed.

Jeg vil bare vide, om han er i live.

- Fayvel. - Ja... Fayvel.

- Ja, Rachel, så fik vi en dag til. - Ja, far.

Nå, Paul, er det bedre, hvor du er, min søn?

Da vi stod dernede, tænkte jeg på, hvor underlige mennesker er.

Hver gang lastbilerne kommer, står vi på dødens rand...

Vi ser folk blive ført til tortur og afbrænding.

Og vi står der bare og holder vejret.

Og så er det overstået.

Og jeg tænker på det næste måltid, eller en vits, jeg har hørt...

Latter eller gråd, livet går videre, som om afbrydelsen kun er et ritual.

Som det var et teaterstykke, et uvirkeligt øjeblik...

Gud giver os det, så vi kan bevare fornuften og leve fra dag til dag.

Var der ingen vitser eller måltider, men kun en lastbil hver morgen-

- ville vi alle miste forstanden.

Alle ville miste forstanden...

Czerwiec... Fayvel...

Jeg kendte ham som barn, han legede med din bror. En alvorlig en.

Han sagde, "Rabbiner, jeg rejser til Amerika og bliver betjent."

Han tog dig med til en fest, husker du det? Du var kun et barn.

- Omkring ni år gammel. - Det husker jeg godt.

Jeg elskede ham. Vi ville giftes.

Han var kun 13, da han fortalte det til sin far -

og faderen gravalvorligt svarede -

- at 13 og 9 var for ungt. Vi burde vente et år.

Et år? Meget passende.

Vi burde have vores latter. Vi brugte den i utide.

Den var vores arv.

- Men det vidste ingen. - Rachel!

- Undskyld. Jeg skal bruge min kjole. - Den er færdig, Gina. Prøv den.

Se, hvad jeg har fundet til dig.

- Åh, Gina... - En roe. Jeg stjal den.

Og jeg kan skaffe gulerødder. Jeg kender en soldat...

Far? Kartoffel- og roestuvning. Er det nok?

Nej... men jo! Vær forsigtig.

"Vær forsigtig"... Selvfølgelig er jeg det!

- Farvel, Gina. - Rabbiner.

Bliver jeg køn igen?

Rabbiner...

Jeg har en fantastisk plan. Jeg bygger en falsk væg op til loftet.

- Og så gemmer jeg mig bag den. - Godt tænkt.

Sig intet til de andre. Jeg er ikke egoist, men man må have forsyn.

Hvorfor skal de foretagsomme lide for dem, der ikke tænker?

Men du og Rachel kan naturligvis altid bruge mit hemmelige rum.

Jeg begynder på det i morgen.

Lad ham se på det. Kom ind, rabbiner.

- Vi hvæsser vores kløer, rabbiner. - Det kan jeg se.

Hvor kommer disse ting fra?

Vi købte våbnene på den ariske side-

- og rørbomberne fandt i nogle brokker. Det sværeste er flasker...

- ...men vi vil finde flere. - Må Gud beskytte jer.

Nu varer det ikke meget længere.

- "El molay rachamim" - En sang for de døde.

Men vi er døde. Alt for stille. Nu skal vi dø for at kunne leve.

Som det er ment, sådan må det blive.

Josef, gamle hedning... Gud vil straffe dig for tyveriet.

Og hvad er du? En gnaven rabbiner, der spilder min tid.

Typisk for en, der snyder i dam. Den slags stjæler hvad som helst.

Tyveri er relativt. Bestjal jeg en enke, kom jeg i helvede.

Men takket være den tyske hær har vi... brød.

Og fisk på dåse.

Vi har grøntsagssuppe på dåse.

Og... en flaske snaps!

Det er ikke tyveri Adam, men dog en lille sejr for polakken Chinik.

Gud ved, at Polen ikke har sejret for nylig, så sid ikke bare der -

- men skænk din velsignelse, eller hvad du nu gør. Spiseligt er det da.

Du arbejdede længe i synagogen... Jeg må fratage dig dit medlemskab.

Jeg vil slette dig fra min menighed.

Jeg er en fattig polsk kræmmer, men jeg kender mennesker.

I 30 år har jeg aldrig set dig tvivle, så begynd ikke nu.

Hermed inviterer jeg mig selv til middag -

- og bagefter stikker jeg sikkert af med din smukke datter.

Senere kan vi diskutere, men lad os først fylde vores maver.

- En tom mave må frarådes. - Nu prædiker du igen.

Vær forsigtig, Josef.

Far, skynd dig ind.

- Paul er kommet hjem. - Paul!

Paul, min søn.

De flygtede fra en arbejdslejr og har gemt sig i skoven i månedsvis.

- På en eller anden måde fandt han os. - Hos nazis hele tiden!

- Ikke sært, hans ansigt ser sådan ud. - Så du hans ansigt?

Polens ansigt, Rachel. Såret og i smerte.

Å Malkale, jeg henter din skjorte. Far hviler sig, jeg kommer om lidt.

Se ham! Min søn er kommet tilbage fra graven.

Min søn tog af sted som en dreng, men vender tilbage som en mand.

Se, du er jo blevet officer... løjtnant. Han kom hjem som mand!

Chinik, kan du genkende ham? Den dreng, du tog med til karneval -

- og gjorde syg med slik? Han er et nyt væsen - et menneske!

Det må vi fejre!

Paul, du er her!

Paul, se denne tyvagtige hedning. I årevis har jeg villet redde ham.

Mit eneste forsøg i 30 år på at omvende nogen - en tykpandet polak!

Og så en flaske snaps! Må Gud tilgive og velsigne ham.

Denne Josef holder os i live. Rachel... jeg har stadig håb om livet.

Jeg gik ind i soveværelset, og der lå han.

- Hellige jomfru... Tysk patruljevogn! - Åh gud.

Op på taget - hurtigt!

Bøger...

Rainer Maria Rilke... "Sonetter til Orfeus"

"Apokryfferne"

- Hvad hedder du? - Adam Heller.

Adam Heller. Ja, jeg er tysker.

Nej... Du er en jøde.

- Hvad arbejder du med? - Jeg er rabbiner.

En Guds mand.

Israel Zangwill, Oswald Spengler, Sigmund Freud...

Du har smag for tung litteratur, hr. rabbiner.

- Tung smag. - Det får tiden til at gå.

- Hvabehar?. - Vi må ikke længere udøve vores tro...

- ...så vi læser meget. - Beundringsværdigt.

- Hvem er det her?. - Min søn.

- Hvor er han? - Han har været væk i tre år.

Officer i den polske hær. Hvilken gren?

Løjtnant i infanteriet.

Et land af læsere vil være krigere! Jøder får ikke kommando over noget...

...måske bortset fra litteratur og bankbøger.

Og det her er præstens datter? Hedder du noget?

- Rachel. - Hvabehar?.

- Og hvor gammel er Rachel? - Hun er kun 19.

19 er en fin alder.

- Er det ikke en god alder, Lott? - Jo, hr.

Nogle fjolser hvisker om oprør. Samsoner med historiske griller.

Jødernes storslåede historie...

Men husk, at fundne våben konfiskeres. Ejerne skydes omgående.

- Ejer rabbineren eller datteren våben? - Nej.

- Kender du nogen, der gør? - Du spørger den forkerte.

Hvem er så den rette?

Ingen.

Rabbiner, vi ved, hvad man gør med din slags.

Bliv her, Lott. Jeg vil se alles papirer...

Lov og orden er nødvendigt.

Orden, ja. Men denne lov, unge ven, kan diskuteres.

Hvis det plager dig, skulle du aldrig have startet krigen.

Åh, det burde nogen have nævnt, da jeg invaderede Polen...

Rabbiner... Kom her.

Også dig, Lott.

Sergent, det overrasker mig, at du tillader hebræerens ulydighed.

- Lær ham. - Hr.?

Lær ham. Slå ham ned.

Sergent, du skal slå rabbineren.

Vi skal have en samtale, sergent.

Selv det står skrevet i Bogen.

Selv det.

Det er ingenting - et bistik, en rosentorn.

- Intet imod jeres oplevelser. - Sagde du noget til dem?

- Ja... - En jøde må ikke sige noget.

Chinik, du er i jøders selskab, ikke hjemme.

- Jeg er blandt venner. - Venner? Jeg ser ikke...

- ...nogen Davidsstjerne på dit ærme. - Paul...

- Vi har ikke brug for ordkløveri. - Hvad ved du om det, hedning?

Det var ikke ordkløveri, da de mærkede mit ansigt -

- og piskede min ryg. Og ingen ordkløveri i Krakows gader -

- hvor jeg så tusind døde jøder sidste fredag. Ingen ordkløveri!

- Er jeg skyldig...? - Ja, alle af din slags.

- Du er ikke fra ghettoen. - Hørte du? Ingen stjerne på ærmet!

Og så er han straks nazist? Paul!

I stedet for at snakke burde vi sætte os og spise den "fremmedes" gaver.

Og det med fare for sit eget liv.

Tilgiv ham, Josef, han har været igennem meget. For meget.

Paul...

Josef Chinik gav dig dine første bøger, mens mor levede. Vi festede.

- Josef gav dig tre bøger. - Stop nu, far!

- Opfør dig ikke som en god vært. - Hør her...

Tak for bøgerne på min 5- årsdag, karnevalet og dit brætspil med far.

Men jeg skylder dig for mere. For det her, for eksempel!

Og for at min hud er blevet helt grå.

- Gud, tilgiv min søn Paul. - Taler du med Gud?

Gud har fået nye venner -

- blandt nazier i Berchtesgade, og støtter deres "wc- papirholder".

Vi er jøder, husk det. Og det kan alverdens vin og fisk på dåse-

ikke lave om på.

Adam, vær blod mod ham. Han er blevet mærket nok for en aften.

Hvad siger man? De gamle er chanceløse, de syge kan bare dø...