Marty, Life Is Short

Det er 2. juledag,

og det er smukt vejr i dag...

...i det solrige Californien.

- Glædelig jul, Nancy. - Hej, skat.

Nogen banker på.

Det er Tom!

- Glædelig jul! - Du godeste...

En mistelten.

- Hvor? - Lige der.

Hvor mange gange har vi fejret jul nu? Fra 1972 til 1992. Det er 20 år.

- For lyst? - Ikke for dine rynker.

Så er der Dave Thomas og Harrison Thomas.

Hvorfor holder han sig for ørerne? Er det på grund af dig?

Jeg elskede dig i Alene hjemme! Du var fantastisk!

Hej, Steve.

Jeg morer mig, Marty. Jeg mener det.

Nu skal I høre om Marty.

Lad os sige, du holder fest, og du har inviteret Marty.

Men så viser det sig, han ikke kan komme.

Så du aflyser festen.

Se lige på Marty.

Det bliver sikkert et karaktermord, jeg ikke vil promovere.

Det er sjovt, vi skal spille fremmede over for hinanden.

Nej.

- Udgangspunktet er, at vi kender hinanden. - Jaså?

- Vi har talt sammen tusind gange. - Vi har spist en million middage sammen.

- En million frokoster. - Ja.

En million lidenskabelige frokoster.

Det her er bare en fortsættelse af det.

Nemlig.

I min branche er der en traditionel karrierevej.

TV, film, så Broadway, en comedy-special,

realityvært, chabad-indsamling, teatret, Palm Springs Follies

og så det her show.

Jeg forventede ikke at blive en stjerne.

Der var ikke noget: "Mor, endelig lykkedes det!"

Der var bare realkreditlån og børn.

"Jeg har det bedste job i verden. Jeg er så heldig. Hvordan fortsætter jeg?"

Hvorfor står jeg med en kniv?

Jeg arbejder med comedy, hvor jeg laver en særlig slags.

Her kommer onkel Jack. Kast mig!

Det er sketches og karakterer. Ikke mange jokes.

Ser man mine manuskripter, er der få jokes.

Man må bare stole på mig.

Hr. Bonks, det her er mit job. Stol på mig.

Jeg kan mindst lide mit job, når jeg laver noget,

enhver anden kunne gøre.

Det føles som spild af tid.

Når jeg laver min finurlige kunst,

er det måske ikke godt, men det er noget, og så jeg er glad.

Lad festen begynde!

Hans karakterer er ikke bare parodier.

Det er faktisk ret svært at gøre en dybt bizar karakter levende.

Her.

Det kan han.

Hvad handler den her bog om?

Det er et kærlighedsbrev med et drys had

i en slags mokka-hvirvel, om man vil.

Det er som at se sin bedste ven, der også er verdens underligste person.

- Går det godt med karakteren? - Den Gale Hattemager er godt på vej.

Han er der ikke helt endnu. Måske er tonelejet dybere.

Halløj. Er der flere jordbær, Dormy?

Nogen sandwiches? Jeg elsker bare sandwiches.

- Måske sådan. - Det er godt med læspen.

Jeg sov for længe! Sov!

- Du hvad? - Sov!

Det kan jeg lide.

Har du mere mad dernede, Dormy? Sandwiches eller jordbær?

Jeg elsker jordbær.

Ingen forstår, hvor meget energi det kræver

at gøre det, han gør.

Han udmatter ikke sig selv ved at tvivle på,

om det var den rette beslutning.

Hvor mange timer ville man ikke have, hvis man droppede det det?

Jeg ville have 23 timer mere.

Halløj! Hvem er du?

Gå med dig!

Jeg kan ikke lide dig

Og nu...

Forfærdeligt. Ikke det med øjenbrynene.

Løb op til dig selv.

Start ikke historien med...

Du kan også være min kontaktperson, hvis jeg falder og slår mig.

Vi kan få koloskopier sammen.

Hej. Hvordan går det? Jeg havde ikke set, der var et kamera.

Det her er så akavet.

Jeg er altså ikke vant til at blive filmet.

- Godmorgen. - Godmorgen!

Min karriere har været 80 % fiaskoer.

Det er ret gode odds.

Showbusiness er talent, held og vedholdenhed.

Man kan have talent, være vedholdende og klare modgang,

men tør man ikke stille sig op og fejle, så klarer man den ikke.

- Vi går til settet. - Okay.

- Hej! - Hej!

- Må jeg gå med til begravelsen? - Ja!

Ja, vi har brug for dig.

Du er limen. Vores Mabel i en Charles-Oliver-sandwich.

Uden dig er vi to stykker hvid toast.

Præcis. Kom med.

Vi kan godt den scene.

Ja.

Jeg er efterhånden godt hjemme i resten af replikkerne denne sæson.

Jeg får klædt om.

- Vi ses. - Farvel.

Du lukkede dem ind.

Det er jo Ron Howard.

Jøsses.

Nu bliver det sjovt.

Lad mig stille nogle skarpe spørgsmål.

Ja.

Hvorfor bliver du ved med at presse dig selv?

Jeg elsker bare lyden af bifald.

- Jeg har et spørgsmål. - Ja.

Hvorfor bliver du dog ved?

Hvis man har en særlig "gave",

bør man dele den med folk...

...som dig.

- Vi er evigt taknemmelige. - Det ved jeg.

Har du overvejet... Hvad har du lavet?

Ja, det er Whitton Road.

Hvem mon den dame er?

Det var mit soveværelse.

Jeg kan ikke påstå, at komikken opstod som svar på en smerte.

Det er lige modsat.

Det kommer fra mit liv. Folk var sjove i min familie.

Jeg var den yngste af fem med fem år op til den næstyngste.

Jeg fik så meget opmærksomhed og kærlighed.

Hele mit liv har folk fortalt mig, at jeg er så sjov og fantastisk,

så jeg stormede ind i livet som teenager uden overhovedet at overveje,

jeg bare var en helt middelmådig fyr

med bumser og sær frisure, der lagde an på pigerne.

Så hvis pigen afviste mig, sagde jeg bare: "Hvad er hendes problem?"

Og troede på det.

Jeg fik gavn af trickle-down-comedy.

Min bror, Michael, har vundet Emmyer og Golden Globes

for alt fra SCTV til MADtv og Schitt's Creek.

Der blev altid opmuntret til at få alle til at grine.

Det opfordrede man til i familien.

Kunne man få nogen til at grine, selvom man sårede andre...

Undervejs.

Min far var salgschef hos Steel Company of Canada.

En meget høj stilling.

Han var sjov og meget sarkastisk.

En let irsk accent. Han kom hertil som 21-årig.

"Davs, Marty."

Han var lidt af en mundfuld.

Han drak lidt gin en gang imellem.

Hvilket vil sige konstant.

Han var spydig, men det var ment i spøg.

Marty, min søn,

får aldrig nogensinde noget, der ligner en sangstemme.

Men han har interessen.

Hvis man har en markant stemme, skal man nok blive husket.

Marty var enormt talentfuld.

Han begyndte på comedy, da han var fem.

Han lavede jokes og sketches, og han sang hele tiden.

- Du lavede shows på loftet, ikke? - Jeg lavede The Martin Short Show.

Det kørte hver torsdag kl. 20.30 samtidig med Andy Williams.

I mit hoved skrev jeg ting. "Marty synger. Martys gæster er..."

Midt i min optræden kaldte nogen til middag, så vi måtte filme senere.

Ja! Tak, skatter.

Andre børn legede ude, mens jeg sang på loftet...

Ja.

De demonstrerede mod Vietnam-krigen, mens han sang Sinatra.

Marty gør det samme nu som dengang.

Byd velkommen til min bedste ven, selveste Eugene Levy.

Eugene "Leevy."

- Levy. - Ja, ja. Sid ned.

Se dem lige. Man skulle tro, de havde kendt hinanden i årevis.

Han er min ældste og bedste ven.

Vi boede sammen. Vi datede også på et tidspunkt, men...

Ja.

Du er canadier. Har det været svært?

Nej, det har det ikke.

Kan du forstå mig? Skal jeg tale langsommere?

Vi taler samme sprog.

Hvad gør canadiere, når de vil væk?

Tager de til grænsen for at glo og drømme sig væk?

Marty er min bedste ven.

- Stadig i dag? - Ja.

Jeg mødte Marty i 1970, da vi gik på universitetet sammen.

Han ligner en skuespiller, der meget gerne vil have seriøse roller.

Ja, det gør han.

Jeg læste først medicin, før jeg skiftede til samfundsfag,

fordi det skulle være nemmere.

Jeg havde ikke spillet teater før.

Først da jeg skiftede studie, havde jeg mere tid til den slags.

Jeg lavede alt teater, jeg kom i nærheden af.

En karriere som skuespiller virkede ikke realistisk.

Det var Eugene Levy, der sagde: "Kom til Toronto og prøv det."

Jeg gav mig selv en kontrakt på et år.

"Jeg giver det et år.

Efter det kan jeg tage tilbage på universitetet."

- Videregående uddannelse? - Nej, high school.

Jeg kæmper med at bestå high school.

Jaså.

- Men jeg skal nok gøre det. - Det tror jeg gerne.

Jeg har nemlig mål i livet, som jeg forfølger.

Det er godt.