Malcolm & Marie

NETFLIX PRÆSENTERER

Den klæder dig godt, skat.

Hvad?

Jeg sagde, du ser smuk ud i aften.

Jeg kan ikke høre dig.

Du ser smuk ud i aften, skat.

Tak.

Skat!

Jeg er lidt snalret. Livet er skønt.

-Vi gjorde det fandeme. -Gjorde hvad?

Jeg skrev og instruerede en film,

der tog publikum med storm i aften.

Så du publikum?

Så du publikum?

Så du dem?

Jeg leverede et knockoutslag.

De sidste otte minutter hulkede de,

og da rulleteksterne kom, var det som en bombe.

En bombe eksploderede.

Det føles godt.

Jeg fatter ikke, det sker.

Bagefter talte jeg med seks-syv anmeldere.

De havde kun øje for mig.

Er du med?

De hvide fyre fra Variety og IndieWire elskede den.

Den hvide kvinde fra LA Times elskede den.

Hun sagde, jeg var en ny Spike Lee,

en ny Barry Jenkins, en ny John Singleton.

Jeg så på hende. "Hvad med William Wyler?"

I hele tre sekunder tænkte hun: "Var William Wyler sort?"

Så indså hun, at det også var racistisk.

Hun rødmede. Rød i hovedet. Det var sgu sjovt.

Marie, det var komisk.

Hun snublede over ordene og sagde ting som:

"Filmen var så følelsesladet."

"Malcolm, jeg kunne ikke tænke klart. Du godeste."

Bare: "Malcolm. Malcolm."

Det var et stort hvidt øjeblik.

Men det var interessant,

at fordi jeg er sort og instruktør,

og kvinden i filmen er sort og har hovedrollen,

forsøger hun at sætte mig i en politisk bås,

når filmen faktisk handler om en pige, der forsøger at blive clean.

Er der visse hindringer, fordi hun er en sort kvinde?

Ja sgu.

Sådan er virkeligheden også, men den handler ikke om race.

Den handler om skam og skyld, og hvordan det skidt er uundgåeligt.

Det generer mig, at så mange journalister

altid praler med deres universitetsuddannelse.

Du har også en universitetsuddannelse.

Men jeg er ikke akademiker. Jeg er ikke elitær.

Jeg laver ikke film for de tre personer fra medievidenskab, jeg respekterer.

Jeg er filminstruktør.

Ikke sandt?

Er jeg filminstruktør? Ja.

Jeg vil være med i en større samtale om filmproduktion,

uden at en hvid forfatter

får det til at handle om race, fordi det er så skide bekvemt.

Jeg kan se anmeldelserne.

De vil lyde sådan her.

"Denne film er en skarp analyse af rædslerne…"

De elsker den slags ord.

"…rædslerne fra strukturel racisme i det psykiatriske plejesystem."

Og ikke en kommerciel film

om en ung junkie, der søger en udvej.

De folk er sgu så pedantiske.

Det er de. Og vi forstår det.

Du er klog. Vi er med. Du er bevidst.

Lad os kunstnere få lidt sjov.

Lad os få sjov med kunst.

Lige nu skriver du om Angela Davis.

Det er noget andet.

Jeg vælger at lave en fundamentalt politisk film,

men ikke alt er politisk, fordi jeg er sort.

Jeg tror, at Angela Davis vil være uenig.

Jaså?

Helt ærligt, hvis jeg vil lave en LEGO-film,

er det ikke for at fortælle,

om hvordan det amerikanske imperium er bygget af slaver.

Jeg vil måske bare lave en LEGO-film.

-Du vil ikke lave en LEGO-film. -Det stemmer.

Men den LEGO-film var fed. Den var sgu god.

Og du har aldrig fået gode anmeldelser.

Du har ret.

Du beklager dig over dem, der endnu ikke er skrevet.

Du har ret igen.

Stop. Du lyder som et røvhul.

Ja.

Pyt, du ved, hvad jeg mener.

Ja, men gem det til en anden dag.

Ja.

Du beklager dig over den hvide pige fra LA Times,

fordi hun skrev én dårlig anmeldelse.

Den var ikke bare dårlig.

Den var tåbelig. Der er en forskel.

Du vandt.

Hun sidestiller dig med Spike Lee og Barry Jenkins.

Men hun er en dårlig skribent.

Du er ikke en ny Spike Lee eller Barry Jenkins.

-Hun kender nok ikke William Wyler. -Jeg gør ikke.

Er det klar? Her kommer makaroni og ost.

-Ved du ikke, hvem William Wyler er? -Nej.

Han instruerede De bedste år.

Den var fantastisk. Ben-Hur?

Han er en alsidig instruktør. Tænk på Stormfulde højder.

Pas på.

Prinsessen holder fridag.

Klassikere.

Men du arbejder jo ikke med film.

Nej, det gør jeg ikke.

-Har du moret dig i aften? -Det var hyggeligt.

"Hyggeligt."

Hele aftenen talte jeg med søde, smilende, rige folk,

som for en måned siden ikke ænsede mig.

Jeg så på dig konstant

og tænkte:

"Du er den smukkeste skabning på Jorden."

Og den mest sexede.

Ingen er mere sexet. Selv Anthony sagde det.

Ikke på en dårlig måde.

På en positiv måde.

Da jeg så dig…

…med tranebær og danskvand…

…smile og sludre…

…tænkte jeg: "Gud, hvor er jeg heldig."

-Jeg glædede mig til at få dig hjem. -Hvor sødt.

Holde din søde lille røv og kysse den.

Sige, jeg elsker dig.

Jeg elsker dig.

Saltet eller usaltet smør?

Jeg vil have dig.

Hvad var det?

Det var et falsk smil.

-Nej. -Det ved gud, det var.

Det var ingenting.

Jeg kender dig. Jeg ved, når der er noget.

Måske kender du mig ikke.

Jeg kender dig.

-Jeg har ikke spist. -Det er ikke det.

Den er et. Kan vi spise og gå i seng?

Jeg vil ikke skændes i aften.

Det vil jeg heller ikke. Derfor laver jeg makaroni og ost.

Du er vred.

Nej.

-Var det Anthonys ord? -Nej.

-Joken om, at du var model? -Nej.

Glem det. Han er fra en anden tidsalder.

Jeg tog ikke anstød.

-På æresord? -Ja.

-Var det Taylor? -Nej.

-Sikker? -Ja.

-Jeg ved, Taylor gør dig utilpas. -Det gør hun ikke.

-Du virker beklemt. -"Beklemt?" Seriøst?

-Du taler ikke meget. -Det er ikke at være beklemt.

-Jeg mener… -Hvad?

Beklemt er at være genert. At hun er dronningen af England.

Sådan mente jeg det ikke.

Hvordan så?

Hun er filmstjerne.

-Hun er på vej til at blive det. -Bring hende ikke ulykke.

Jeg har intet sødt at sige, så jeg tier.

-Det gør mig ikke beklemt. -Hun lægger mærke til det.

Seriøst?

-Seriøst. -Hvordan ved du det?

-Det gør jeg bare. -Seriøst?

Hun ser, hvordan du er med andre. Snakkesalig og sjov.

Jeg er høflig.

Præcis. Det gør hende usikker.

Hvad? Andre mennesker med personlighed?

Nej, men at du ikke er dig selv, og hun ser det.

Hun overlever.

Hvorfor er du vred?

Du er vred.

Hvad er du vred over?

Marie!

Sig noget.

Det er en dårlig idé. Vi taler om det i morgen.

-Du er irriteret på mig. -Pyt nu med det.

Jeg går ikke i seng.

Jeg lover dig,

at intet produktivt kommer frem i aften.

-Hvordan ved du det? -Jeg kender dig.

-Hvad betyder det? -Og elsker dig.

Hvad betyder det?

Du er ude af stand til at opbløde en situation,

medmindre den er arbejdsrelateret. Selv da er det uvist.

Hver gang, der sker noget godt,

finder du noget,

den mindste lille detalje at dvæle ved og gøre grim,

for at sikre, at der ingen grund er til fejring.

-Vil du virkelig diskutere? -Ja.

-Godt. -Hvad er det?

-Din tale. -Hold nu op.

Du er skør.

Du finder helt ærligt små detaljer for at gøre det grimt.

Du glemte at takke mig. Det er ikke en lille detalje.

Jeg har takket dig et hav af gange før.

Du ved, jeg er taknemmelig.

Jeg begik en fejl. Hvorfor puste det op?

-Fordi det er stort. -Hvad?