Capturing Mary

Jeg har arbejdet som portner i dette store hus i London i år.

Det tilhører Elliot Graham, den ottende rigeste person i landet.

Der bor ingen mere. Mr Graham bor på den anden side i nummer 31.

Alt, hvad der foregår i huset, er den daglige rengøring.

Man stiller blomster frem. Der er altid friske blomster.

Når rengøringspersonalet så er gået, er jeg ensom.

Mellem kl. 18 og 21 er jeg helt alene.

Indtil nattevagten kommer, har jeg hele stedet for mig selv.

Hver eneste dag.

Jeg må ikke slippe folk ind. Jeg må ikke åbne døren for fremmede.

Det har jeg heller aldrig gjort.

Ikke uden mr Grahams godkendelse.

Men i går brød jeg reglerne.

Huset burde ikke have været tomt, klokken var kun 14.50.

Men rengøringspersonalet var gået hjem tidligere.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke fulgte instruktionerne.

Der var noget særligt ved hende.

-Ja? -Er mrs Hopkins her?

-Hun arbejder her ikke mere. -Jaså? Nå...

Hun sagde, at hvis jeg var på disse kanter, kunne jeg kikke ind.

-Og det var jeg i dag. -Hun holdt op for to uger siden.

Så må jeg vel gå...

-Jeg kan lukke Dem ind. -Kan De det?

Kom bare ind.

Tak.

Tak.

-Den dør... Fantastisk. ikke? -Jo.

Lidt mærkelig, men man vænner sig til det.

Er der noget særligt, De vil se? Ud over døren?

Nej, ingenting.

Jeg tænkte kun, at det ville være spændende at se, hvordan her ser ud.

Jeg plejede at komme her, da jeg var ung. Næsten lige så ung som De.

Jeg har alle nøglerne, så jeg kan vise Dem lige, hvad De vil.

-Der er meget at se... -Nej, jeg vil ikke være til besvær.

-Det er intet besvær. -Jeg har et andet møde.

-Det går hurtigt. -Nej, jeg vil ikke se resten af det!

Jeg var ikke forberedt på en guidet tur. Det er det, jeg mener.

Det er meget velholdt, må jeg sige.

Friske blomster og alt muligt.

-Jeg hedder Mary Gilbert. -Joe.

-Hej, Joe. -Joe Dix.

Hej, Joe Dix.

Vil De have te? Jeg kan lave den hurtigt, så De når Deres møde.

Det ville være pænt af Dem... Tak.

Dejlig te, Joe. Tak, skal De have.

-De her er så lækre. -Fint.

Jeg vil bare drikke ud, og bagefter må jeg gå.

Jeg venter herhenne. Bryd Dem ikke om mig.

Jeg skal bare skrive, hvor meget, jeg har arbejdet denne uge.

Miss?

Miss!

Jeg er frygtelig ked af det. Jeg er så klodset...

Jeg burde nok aldrig have sluppet hende ind.

-Jeg er så ked af det. -Det gør ingenting.

-Det her skal nok klare det. -Lad mig gøre det.

De inviterer mig, og så spilder jeg på det smukke gulv...

Bare rolig. Det er jo kun mælk.

-Hvad skete der her? -Hvad mener De?

Der skete vel noget her, da De var ung?

-Er det, hvad De tror, Joe? -Ja.

At jeg ikke vil se alt, betyder ikke, at der skete noget.

-Hvorfor plejede De at komme her? -Jeg kom her som gæst.

-Til store fester? -Nej, ret små fester.

-Små fester... -Ja, vi var en lille flok udvalgte.

Huset var pragtfuldt dengang. Jeg havde aldrig set noget lignende.

Mr Grahams far indbød folk, som han anså for at være vigtige.

Han havde en soire en gang om ugen.

Gæsterne var få, men meget fremstående.

Kendte forfattere, berømte filmstjerner, instruktører...

...videnskabsmænd, politikere. Det var de eneste gæster.

Man fik drejesyge af at prøve at få et glimt af dem.

Var det ikke E. M. Forster, der gik forbi?

Er det ikke Alfred Hitchcock derhenne i stolen?

Er det der ikke Evelyn Waughs nakke?

Jeg tror, det er Ava Gardner, som sidder der i skyggerne.

-Hvorfor var De der? -Hvordan jeg var blevet indbudt?

Jeg? Kvinden, som lige var kommet af med sin Manchester-accent?

-Troede De, jeg kom derfra? -Jeg har ikke tænkt over det.

Jeg tvang mig selv til at komme af med den. På universitetet.

Jeg lærte at tale på denne måde.

Jeg var der, fordi jeg havde været heldig og var blevet ret så kendt.

Jeg skrev en del ved Oxford-

-og noget af det blev trykt i en søndagsavis.

Pludselig skrev jeg om film og kultur.

De kan ikke tænke Dem, hvordan verden var dengang.

Det var et klassesamfund-

-fyldt med absurde regler og latterlige, forudfattede meninger.

Pludselig havde jeg min egen spalte.

Jeg skrev en bog med den skøre titel "Slicing the Apple"-

-som vakte debat. Den var et angreb på den mandlige elite.

Det var ikke noget særligt, men forfatteren interesserede folk.

Det her var selvfølgelig før Beatles og det der.

-Før Beatles... -Ungdommens selvtillid.

For en måned side efterlyste jeg lidt mere glød i vores egne film.

Fysisk kærlighed kan vises på flere måder end et kys på mandens kind-

-når han tager på arbejde om morgenen.

Jeg synes også, at publikum skal behandles som voksne-

-og at sex derfor er et glimrende emne at lave film om.

Måske kunne vi se sexakten gengivet på film på en eller anden måde.

Jeg skrev en artikel, hvor jeg talte for mere sex i film.

Så brød helvedet løs.

Jeg blev stadig indbudt og følte mig meget levende.

Jeg var fuld af ideer og så muligheder i alt.

Miss?

Var det i et af disse værelser, de sang?

Ja, det var et af dem.

-Kom og kig på det. -Nej. Nej, det behøves ikke.

Kom.

Var der nogen, der døde herinde?

Det ser mindre ud.

Det sjove er...

...at den, som var mest interessant, ikke var en af legenderne.

Jeg blev fascineret af en mand, som ikke var spor berømt.

Ingen vidste rigtigt, hvad han lavede.

Jeg så, at folk blev lidt nervøse, når han nærmede sig dem.

Til og med Alfred Hitchcock.

Jeg begyndte at forstå det, da jeg overhørte hans samtaler.

Han hviskede til forfatterne, instruktørerne og skuespillerne.

"Deres sidste værk synes ikke at modsvare Deres foregående."

"Det går vel stadig?"

"Jeg kunne lide det. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg er alene om det."

Det må være en lettelse, at folk kommer trods kritikken.

Han syntes at spinde et net rundt om disse berømte mennesker.

Jeg tror, at folk er lidt forvirrede-

-men det var næppe til skade for Dem, vel?

Han var i forlagsbranchen og havde arbejdet for Lloyd George som ung.

Fik orden på hans aviser. Nu gjorde han det samme for Churchill.

Han kendte den tids store aviskonger.

Han kendte alle, som havde indflydelse.

Han var sådan et mystisk menneske, som syntes at lave alt...

...og intet.

Nogle gange så jeg ham spille med en bold i korridoren.

Folk sagde, at han kendte til mange hemmeligheder...

...men aldrig nogensinde afslørede, hvad han vidste.

Det andet mærkelige var, at han var ledsaget af meget unge piger.

De var meget smukke, men helt klart mindreårige.

Ved mit fjerde besøg, var der en usædvanlig smuk pige.

Jeg husker ikke, hvordan han præsenterede hende. Som en niece?

Ven af familien?

Jeg havde aldrig talt med ham. Ikke indtil da.

Nogle gange så jeg, at han kiggede i min retning på en sigende måde.

Og netop denne aften arbejdede han sig nærmere.

Jeg blev mere og mere spændt.

Mere spændt end hvis Hitchcock var kommet herhen.

Hvad sagde han så?

-Undskyld mig. -Undskyld mig.

Jeg var gået ud i køkkenet for at tage et glas vand.

Det ville være absurd at bede tjenestefolkene om det.

-Jeg forstyrrer vel ikke? -Nej, selvfølgelig ikke.

Vi har begge søgt tilflugt i køkkenet.

-Jeg ville bare tage lidt vand. -Ja...

-Jeg tror, jeg vil chokere Dem. -Jaså? Det tvivler jeg på.

Jeg vil lave en salat. Det er en af mine svagheder om aftenen.

Tjenestefolkene stiller ingredienserne frem til mig.

Chokerer det Dem? Jeg indrømmer, at det er en smule excentrisk.

-Jeg har ikke præsenteret mig... -Heller ikke jeg.

Greville White. Jeg ved, hvem De er, Mary Gilbert. De er berømt.

Det er De da. Jeg kan citere dele af Deres artikler.

De er en syrlig observatør, der sætter folk på plads.

Det gør jeg også, selvom jeg ikke skriver det ned.

-Men jeg ved et og andet. -Sikkert.

"Ungdommens stemme." Var det ikke Deres signatur?

-Forfærdeligt. Jeg stoppede det. -Sikken chance.

At være ungdommens stemme. Jeg ville gribe chancen, hvis jeg var Dem.

Jeg forsøger at gøre det.

Jeg plejer at...

Nej, en gang imellem... At se mig selv, som andre ser mig.

-Gør De det nogen gange? -Nej.

-Sikkert? -Jeg forstår det vist ikke...

Lad mig forklare det. Når jeg tænker på mig selv-

synes jeg, at jeg er ret livlig.

Jeg er nok lidt mere energisk end de fleste. Det er De også, Mary.

Jeg har en god hukommelse og en forholdsvis livlig fantasi.

Sådan ser jeg mig selv, men nogle gange forestiller jeg mig-

hvordan andre ser mig.

De ser mig, som en ækel, svigefuld type. Svedig.

Altid med små svedperler i panden.

Som om jeg arbejder for hårdt på at være charmerende.

Uanset temperaturen i værelset, uanset hvilken årstid det er-

så ser de sveden.

Bare rolig. Det er et lille partytrick.

-Håber ikke for mange ser mig sådan. -Det gør de sikkert ikke.

De behøver ikke at virke så fjern. De har sikkert set sådan på mig.

-Nej, det har jeg ikke. -Bare rolig! Jeg bliver ikke stødt.

-Mr White, jeg... -Sig Greville, vil De ikke nok?

Kom bare ind, Bernard.

Jeg lover Dem, at jeg ikke tager det ilde op.

Jeg vil bevise det for Dem.

-Vil De bevise det for mig? -Ved at gøre noget jeg ikke plejer.

Jeg vil fortælle noget, som måske vil more Dem.

De er jo selv en observatør. Jeg plejer ikke at tale om sladder.

-Det har jeg hørt. -Så ved De noget om mig, trods alt.

-Jeg havde hørt det. -Jeg taler aldrig om sladder.

Det ville kompromittere for mange brugbare kontakter-

-men jeg vil gøre en undtagelse for Dem, Mary Gilbert.

Min eneste undtagelse.

Han gav mig nogle godbidder.

En politikers forhold til en kongelig var vel det mest pikante...

Det var småhistorier. En embedsmand, der stjal fra folks lommer.

...ikke kun ure og tegnebøger, men også halspastiller.