Cyrano de Bergerac

"Lykkelig den, der forsager alverdens pomp og pragt -

- i skovens skygge eller i en afsides hytte."

"Hvor zefyrer svaler den brændende kind ..."

Din ærkenar! Forsvind omgående fra scenen!

- Hvem er det? - Cyrano. Jeg tænkte det nok.

"Lykkelig den, der forsager alverdens pomp ..."

Din løjser! Jeg forbød dig jo at optræde i den her måned.

- Ti stille! - Stille! Fortsæt, Montfleury.

-"Lykkelig den, der forsager ..." - Du deklamerer, så det knager.

Forsvind! Eller skal jeg selv fjerne dig fra scenen?

Er du der endnu?

-"Zefyrer svaler brændende kind ..." - Prøv at svale igen, tyksak!

Så skal jeg give dig brændende kinder!

- Vil d'herrer beskytte mig? - Fortsæt.

- Fornærm mig ikke på den måde. - Hvordan skal jeg så gøre?

Ti stille. Vi har fået nok! Gå videre med stykket, Montfleury.

- Det er skandaløst! - Smid ham ud!

Hvis d'herrer ikke sætter sig ned, kan de få mit sværd at smage.

- Hvem er den skryder? - Min fætter, sir.

Nå? Endnu ingen sortie? Så vil jeg gøre min entre med kniv -

og tranchere den fede gås.

Kom ikke min skede for nær. Den rækker tunge ad jer.

Stille!

Ti stille, sagde jeg!

Jeg udfordrer jer alle. De, der vil dø, rækker hånden op.

Kom frit frem, unge helte, så noterer jeg mig jeres navne.

Den første, der falder, får et monument.

Hvem vil være den første? De, min herre? Nej. De? Nej.

Vil slet ingen?

Ikke et eneste navn? End ikke en finger?

Så vil jeg fortsætte.

Hør her, din fuldmåne.

Jeg klapper tre gange i hænderne.

Tredje gang formørker du dig selv.

Er du klar? En ...

Hvor vover De! Jeg opfordrer alle ædle ...

To!

Det er oprørende! Intet kan få mig ned fra denne scene.

Tre.

Skønne damer og ædle herrer ...

Hvorfor har De behandlet vores Montfleury sådan?

Jeg har to gode grunde.

For det første smager han på versene og fremstønner tragedierne.

For det andet ...

Det er min hemmelighed.

- De afbryder jo stykket! - Det er ikke noget godt stykke.

Og pengene? Vil De give publikum pengene tilbage?

Ja. Grib.

Monsieur må gerne afbryde stykket hver aften ... på disse vilkår.

De får Deres penge tilbage. Forlad venligst lokalet. Godnat.

Deres fætter er en bemærkelsesværdig mand.

Jeg er enig. Soldat, digter, filosof, musiker og dramatiker.

- Så meget? - Ja.

- Og den bedste fægter i Paris. - Jeg troede, det var vicomten.

Sig mig, den morsomme maske, næsen, den tager han vel af?

Nej, den beholder han på. Og Gud hjælpe den, der ler.

Godnat.

Monsieur?

Hvornår forlader De Paris?

Ved De ikke, at Montfleury står under grev de Guiches beskyttelse?

- Hvem er Deres beskytter? - Jeg har ingen.

Ingen? Greven har en lang arm.

Min er længere. Tre fod af stål.

- Ja, men ... - De må hellere gå.

Hvorfor stirrer De på min næse? Finder De den forbløffende?

- Jeg gør alt for ikke at kigge. - Hvorfor? Vækker den Deres afsky?

Forekommer farven Dem usund? Eller er den en anelse for stor?

Nej, lille. Lillebitte. Ganske lillebitte.

Synes De, jeg er tåbelig? Lille?! Min næse er magnifik!

Imbecile fæhoved. Jeg er stolt af min næse.

En stor næse gør en stor mand, der er genial, høvisk, begavet -

viril og tapper.

Men Deres udtryksløse ansigt, denne klump øverst på kroppen -

er berøvet al stolthed, poesi -

- sjæl, livfuldhed, kontur og karakter.

Den minder kort sagt om den nederste del af Deres ryg.

- Fyren er ved at blive trættende. - Han blæser i trompeten.

- Kan ingen sætte ham på plads? - Tillad mig.

Monsieur, Deres næse ...

Deres næse er temmelig stor.

Temmelig? Var det alt?

Der er så meget, De kunne sige. Forspild ikke denne mulighed.

Aggressivt: Var det der min næse, ville jeg få den amputeret.

Praktisk: Hvordan drikker De? Har De et særligt bæger?

Beskrivende: En sten, en klippe, et forbjerg!

Forbjerg? Sig hellere en halvø.

Spørgende: Er det et foderal til en barberkniv eller en mappe?

Venligt: Er De så glad for fugle, at De giver dem noget at sidde på?

Forsigtigt: Pas på. Vægten kan få Dem til at tippe forover.

Veltalende: Når De snyder næsen, tuder tyfonen, og skyen mørkner.

Dramatisk: Når den bløder ... Det røde Hav.

Enkelt: Hvornår skal monumentet afsløres?

Militærisk: Tag Dem i agt. Et hemmeligt våben.

Merkantilt: Et fint skilt til et parfumeri.

Respektfuldt: Jeg kan se, De er en prominent person.

Eller litterært: Har denne næse søsat tusind skibe?

Det kunne De have sagt, hvis De besad en smule vid.

Men vid ejer De ikke. De kan kun stave Deres eget navn.

F-J-O-L-S.

- Fjols. - Frække hvalp! Idiot! Dosmer!

Goddag. Jeg hedder Cyrano Savinien Hercule de Bergerac.

- Kom, vicomte. - Hvilket arrogant fugleskræmsel.

Se ham. Ingen bånd eller kniplinger. End ikke handsker.

Jeg bærer prydelserne i min sjæl. Dåd går forud for ordensbånd.

Svøbt i mit gode navn og rygte, kronet med frihedens hvide fjer.

Men handsker har jeg ikke. Jeg havde én, som jeg mistede.

Sløseri. En herre var uforskammet mod mig, så handsken fik han ...

- I ansigtet. - Som De vil!

- De vil få en udsøgt død. - En poet.

Om De vil. Mens vi fægter, improviserer jeg en ballade.

Efter hvert vers sætter jeg et stød ind.

- Gør De det? - Ja.

"Duellen på Bourgogne-teatret mellem Bergerac og ... barbaren."

- Hvad mener De med det? - Det var titlen.

Vent! Lad mig vælge mine rim.

Nu kan vi begynde.

Min hat bort jeg kaster og lader over skulderen dale -

- den kappe, der dækker min dragt. Vi trækker blank ...

... og lader sværdet tale.

Som Sir Lancelots leg i et kvindekammer ...

Som Spartacus kæmpede i arenaen -

- leger jeg lidt med Dem. Det kan blive Deres død.

Jeg afslutter verset med et stød.

Hvor skal jeg spidde denne påfugl?

De skulle have undgået denne dyst. I hjertet? Skal maven sprættes op?

Under silketørklædet, hr. Sukkertop?

Jeg fægter med en sjælden glød.

Og afslutter verset med et stød.

Sikket rim. Nu bliver De bleg. De viger og flyr og er for blød.

Jeg parerer Deres stød med stil. Deres retræte kan blive Deres død.

Se livets sødme, som De nød, i mine rim en sidste gang.

Og verset afsluttes med et stød.

Vers. Min fyrste ...

Bed Gud, der hersker over alt, tilgive Dem. De er i nød.

Nu skal De mærke det kolde stål. Og jeg afslutter verset ...

... med et stød.

Mine herskaber, forestillingen er forbi. Vi lukker.

Men lad lyset brænde. Der er prøve i aften.

Vent. De vil kun se dig kæmpe. Lyt ikke til dem.

Du skaffer dig fjender på halsen. Montfleury, vicomten ...

- Markiserne og grev de Guiche. - Den politiker!

- Kardinalens nevø. Det er magt. - Det her har også magt.

Tag ved lære af mit eksempel. Jeg har været kaptajn i 20 år.

Mens de, der forstår at sno sig ved hoffet, har marskalstave nu.

En dag vil jeg også hævne dig.

- Umuligt. Lad os spise. - Ikke jeg. Jeg har ingen penge.

- Men pungen med guld? - Farvel, underhold.

Så har du ingen før næste måned. Hvilken dåre.

Ja, men hvilken stund.

Pardon, monsieur. En mand bør ikke være sulten.

Jeg har alt muligt her. Jeg beder Dem.

Min kære, som stolt gascogner kan jeg ikke tage imod venligheden.

Men jeg vil nødigt såre Dem, så jeg vil tage en lille smule.

En vindrue.

Kun én. Og et glas vand. Nej, ingen vin.

Og ... en halv makron.

- Ikke mere? - Jo.

Deres hånd, så jeg kan kysse den.

Tak, min herre.

Godnat.

Din idiot.

Middag. Drikke.

Dessert.

Jeg var glubende sulten.

Hvad har du imod denne Montfleury?

- Han er en dårlig skuespiller. - Hvad er den egentlige grund?

Den tyksak, der ikke kan favne sin vom, vil være kvindernes ven.

Han sukker og smægter og kaster forelskede blikke.

Jeg har afskyet ham, siden han vovede at smile til ...

Det var som at se en stor snegl kravle hen over en blomst.

Hvad? Er det muligt?

For mig at elske?

- Jeg elsker. - Hvem?

- Må jeg få det at vide? - Hvem jeg elsker?

Tænk dig om. Tænk på mig, som den hæsligste kvinde vil foragte.

Som har en næse, der ankommer et kvarter før mig.

Hvem jeg elsker?

Naturligvis den skønneste kvinde i hele verden.

Den skønneste?

I mine øjne findes hendes lige ikke.

Vent lidt ... Din kusine Roxane.

Ja. Roxane.

Hvorfor ikke? Hvis du elsker hende, så sig det til hende.

Gamle ven, se på mig. Har jeg noget håb med den udvækst?

Jeg bilder mig ikke noget ind. Jeg kan blive blød om hjertet -

- når jeg går tur i en blomsterhave, der er sval efter regnen.

Min store næse indsnuser april, og mine øjne ser -

- en dreng gå forbi med en pige under armen.

Så føler jeg ... Jeg ønsker, at jeg også havde en kvinde -

- at spadsere med i måneskinnet, som tog min arm og smilede.

Så drømmer jeg og glemmer.

Så ser jeg skyggen af min profil på muren.

Min ven ...

Min ven, jeg oplever bitre dage, hvor jeg føler mig grim og alene.

Du er begavet og modig. Det pigebarn, der tilbød dig mad ...

Du så, hvordan hendes øjne ikke veg fra dig.

- Det er rigtigt. - Roxane blegnede under duellen.

Hun stod med åben mund og hånden på brystet. Jeg så det.

Tal dog med hende.

Måske ler hun ad mig. Det er det eneste, jeg frygter.