Denial

BYGGER PÅ EN SAND HISTORIE

Jeg ser ingen grund til at udvise god smag, når vi taler om Auschwitz.

Britisk historiker, David Irving Calgary

Jeg siger ganske smagløst,

at flere kvinder døde på bagsædet

af senator Edward Kennedys bil på Chappaquiddick

end i noget gaskammer nogensinde i Auschwitz.

Holocaustbenægtelse bygger på fire grundlæggende påstande.

Nummer et.

1. DRAB IKKE UDFØRT SYSTEMATISK

Der var aldrig noget systematisk eller organiseret forsøg fra nazisternes side

på at dræbe alle Europas jøder.

Nummer to.

2. OVERDREVNE TAL

At tallene ligger langt under fem eller seks millioner.

Nummer tre.

At der ikke var nogen gaskamre eller specialkonstruerede udryddelsesanlæg.

Nummer fire.

At holocaust derfor er en myte, som jøderne har fundet på

for at få økonomisk kompensation

og for at forstørre staten Israels formue.

Benægterne siger: "Krig er en blodig affære."

"Der er ikke noget særligt ved jøder,"

"de er ikke de eneste, der lider."

"De er bare ganske almindelige krigsofre. Hvad skal det spektakel til for?"

Okay, og her endnu et spørgsmål.

Hvordan ved vi, holocaust fandt sted?

Nej, jeg spørger helt alvorligt. Hvordan beviser vi det?

Med fotografisk bevis?

Ikke én i dette lokale eller uden for

har nogensinde set et billede af en jøde i et gaskammer.

Ved I hvorfor?

Fordi tyskerne sørgede for, der aldrig blev taget billeder.

Hvordan ved vi det så?

Hvordan ved vi, at så mange blev myrdet?

Hvad er beviset? Hvor er beviset?

Hvor stærkt er det?

Godmorgen på denne Veteranernes Dag,

hvor der afholdes ceremonier i Washington og resten af landet.

- Her, Mutt. - Jeg er Bob Edwards.

Det er fredag den 11. november, og dette er NPR's Morning Edition.

HOLOCAUSTBENÆGTELSE

- Godmorgen, professor Lipstadt. - Godmorgen.

- Godmorgen, professor. - Godmorgen.

- Godmorgen. - Godmorgen.

Tale. To kopier med rettelser.

Og Jamie ringede fra NBC. De vil stadig have interviewet om bogen.

De skal tilbage til biblioteket. Tag kopier.

Godt. Jeg tager den her.

Og han har brug for vand.

- Har du brug for hjælp? - Nej, tak.

Vejret i Atlanta på Veteranernes Dag

bliver mest solrigt med skyer, der sniger sig ind sidst på eftermiddagen.

Jeg gør det her tit.

Vil du stille et bord bagest lige ved døren? Det er perfekt, når de går herfra.

Det skal jeg nok.

Enhver forfatter vil sige, at til den her slags

sælger man altid 37 bøger.

Uanset publikums størrelse.

Er der 50 personer, er det 37 bøger, og gad vide, om det ligger fast?

Tror I, det ligger fast?

Tusind tak, Deborah.

Men vi må hellere komme i gang, ikke?

Alle sammen, det er en fornøjelse at præsentere professor

i jødiske og holocauststudier ved Emory University

og forfatter til bogen Denying the Holocaust: The Growing Assault on Truth and Memory,

Deborah Lipstadt.

Uanset grundene til, at folk bliver benægtere,

vil man, når man kigger nærmere, se,

de ofte har en skjult dagsorden, de ikke vil indrømme.

Så benægtelsen bruges til at åbne låsen, så man kan åbne døren til noget andet.

Ja?

Jeg har hørt, De ikke vil debattere med folk,

der siger, holocaust ikke fandt sted.

Det er korrekt.

Jeg vil heller ikke debattere med folk, der siger, Elvis lever.

Men at tale med folk, man ikke er enig med, det er vel demokrati, ikke?

- Det er fejt ikke at tale med dem. - Kalder De mig fej?

- Tja... - Nej, hør nu.

Sådan ser jeg ikke på det.

Man kan have meninger om holocaust.

Man kan diskutere, hvorfor det skete, og hvordan det skete.

Men det, jeg ikke vil gøre, er at mødes med nogen, nogen som helst,

der siger, det ikke fandt sted.

For holocaust fandt sted. Det fandt sted.

Og det er ikke en holdning. Det er en kendsgerning.

Jeg vil ikke debattere kendsgerninger.

Hvorfor nedrakker De I Deres bog

konstant David Irvings arbejde? Han er lærd.

Han fandt en masse primærkilder, ingen andre kendte til.

Jeg tror ærlig talt ikke, jeg nedrakker ham.

Jeg tænker faktisk ikke meget på ham.

Jeg synes ikke, han er min tid værd.

Ja. Herren bagest i lokalet.

Professor Lipstadt.

Lad mig afsløre noget, professor.

Jeg er den David Irving, De har omtalt så uforskammet.

Ja, det er mig.

Det forbløffer mig, De føler Dem kvalificeret til at angribe mig

i betragtning af, jeg har 30 års erfaring med arkiverne,

og mine bøger er blevet udgivet

af nogle af de største forlag i verden.

Viking Press, William Morrow, E. P. Dutton.

Jeg må konkludere,

at grunden til, De ikke vil debattere med folk, De er uenig med,

er, De ikke kan, og måske ville De indse nogle kendsgerninger.

Kendsgerninger, frøken Lipstadt, som ikke passer til Deres holdninger.

Nuvel?

Hr. Irving. Jeg vil ikke debattere med Dem.

Hverken her, nu eller nogensinde.

Hvis De vil sætte Dem ned...

I dag løj De for de studerende...

...og De kan tale i et andet rum en anden gang.

De vil have godtroende studerende til at tro,

der er bunker af dokumenter, der beviser holocaust.

De sagde endda, Hitler beordrede det.

Jeg har 1.000 dollars i min lomme.

Ja, 1.000 dollars,

og jeg er villig til at give de 1.000 dollars

til den, der kan vise mig et dokument,

der beviser, Hitler gav ordre til at dræbe jøderne.

- Jeg har dem her. - Sid ned. Det er ikke Deres spørgetid.

De kan tale et andet sted.

Fortæl, hvem der betaler Dem for at skrive bøgerne.

Jeg har brug for en sikkerhedsvagt.

Hvem finansierer alle Deres dyre rejser...

Sæt Dem ned, hr. Irving! Sæt Dem, eller gå!

Kan I tage jer af ham?

- Her er et luftfoto af... - Okay, træd tilbage.

Frøken Lipstadt nægter ikke bare at debattere.

Hun får vagten til at lukke min mund.

- Nej, lad være. - Sæt Dem ned.

Hvis nogen ønsker det, underskriver jeg mine bøger bagefter.

Mine bøger er gratis. Kom og tag en.

Tak.

Tusind dollars!

Et eksempel på sand historie. Jeg håber, I finder den opløftende.

Sand historie i modsætning til fremstillet og sentimental historie.

ØST-Augusta VEST-Birmingham

I dag løj De for de studerende...

...tale i et andet rum en anden gang.

De vil have godtroende studerende til at tro...

Perfekt.

Den 25. september 1996

Det glæder mig, du ringer. Det er skønt at høre fra dig.

Du har vel modtaget vores brev.

Det er derfor, jeg ringer.

Irving har meddelt, der bliver en retssag

ved landsretten,

fordi vi ikke har trukket bogen tilbage.

- Landsretten? - Landsretten i London.

Det er en ærekrænkelsessag.

Han siger, du er med i en planlagt, verdensomspændende konspiration,

der vil fratage ham sit gode ry som professionel historiker

og dermed hans levebrød.

Gid det var sandt. Hvad er næste skridt?

At du fortæller os, om du vil kæmpe.

Søgemaskine David Irvings website-Søg

Den dag, jeg mødte Deborah Lipstadt Uddrag fra dagbog, 1994

...tomt praleri. Hun var rasende og råbte ad mig...

Derefter var der tumult.

Hun spruttede og begyndte at råbe ind i mikrofonen...

Total sejr! Hævn!

...et mylder af 400 skinheads, nynazister

og tilhængere af grupper på den yderste højrefløj.

Den britiske historiker, David Irving, talte på tysk

til samlingen

og sagde, at tyskerne ikke længere havde noget at skamme sig over.

Han lovpriste Hitlers stedfortræder, Rudolf Hess, som en tysk helt og martyr.

Ifølge de beviser, jeg har set,

var der ingen gaskamre nogen steder i Auschwitz.

Jeg tager Auschwitz op,

fordi det er moderskibet i hele holocaustkampagnen.

Hvis Auschwitz synker, og tro mig, det er et gyngende skib,

vil der blive sået tvivl om hele holocaustkampagnen.

- Jeg har besluttet at kæmpe mod ham. - Hvad?

Hvorfor lader du ham provokere dig?

Ni ud af ti af den type sager når ikke engang i retten.

De når ikke i retten, da der indgås forlig. Det kan jeg ikke.

Manden lyver. Nogen er nødt til at sige det.

Men jeg forstår ikke, hvorfor han har valgt dig?

Ved du, hvad jeg tror?

Jeg besidder to vigtige kvalifikationer i David Irvings øjne.

Jeg er kvinde, og jeg er jøde. Han får mere værdi for sine penge.

Så han kritiserer din bog om benægtelse?

- Korrekt. - Nævnte du overhovedet Irving?

Hvad skrev du om ham?

Jeg kaldte ham vist en Hitler-tilhænger, der fordrejede beviserne

med det formål at nå til historisk uholdbare konklusioner.

Okay, du bør måske finde dig en advokat.

Værsgo.

Du må være Anthony Julius.

Og du må være Deborah Lipstadt.

Sid ned.

Tak, fordi du kom den lange vej.

Det er en fornøjelse.

Og det er rart at kombinere mødet med en forelæsning.

Antisemitisme i T.S. Eliots poesi.

Ja, det er korrekt.

Jeg ser frem til at høre dig tale.