Chinese Puzzle (Casse-Tête Chinois)

For de fleste handler livet om at komme fra punkt A til punkt B.

Sådan er det ikke for mig. Jeg har problemer med punkt B.

Nu skal du få din kjole, Mia. Giv din søster den. Skynd jer.

Men jeg ville gerne have en ledetråd i mit liv. Et punkt B.

De fleste tilbagelægger hver dag en mindre distance -

- og nærmer sig lidt efter lidt deres enestående, endelige mål.

Lyset for enden af tunnelen. Og det er jo vidunderligt lineært.

Men jeg har altid bevæget mig i forskellige retninger.

En, to, tre.

Hvorfor er mit liv sådan? Hvorfor er det så kokset?

Mit liv bevæger sig ikke fra A til B, men det er en roman nødt til at gøre.

Tingene skal fortælles i den rigtige rækkefølge.

Jeg er ved at skrive en roman. Eller forsøger.

Min redaktør hjælper mig med at få styr på historien.

Med at nå frem til punkt B.

- Er det New York? - Ja. Jeg har været her i to måneder.

- Har du set min titelidé? - Ja. Hvorfor "Puslespil"?

Jeg gør status. Jeg har ikke følt, at mit liv var helt enkelt -

- men her i New York har jeg indset, at mit liv før var superukompliceret.

Så... 'Puslespil'.

- Kig på mig. - Det blev meget godt.

Det er... Eller det var mit liv for et år siden.

- Kig denne vej. Ja, sådan. Smil. - Appelsin.

Tættere på hinanden.

- Smil. Nej, et rigtigt smil. - Appelsin.

De sidste idylliske stunder.

Det er et velbetalt job.

Jeg vil ikke skrive noget, jeg ikke kan stå inde for.

Jeg tager også møgjobs, fordi de giver godt.

Det kan jeg altså ikke mere.

- Men jeg skal arbejde for penge? - Har jeg sagt det?

Hold op med at råbe.

- Du vækker børnene. - Det har jeg ikke sagt noget om.

Underligt at tænke på, at vi indtil da bare havde været lykkelige i ti år.

Det er en frygtelig tanke, at det dér... lige det dér -

bare sådan kan forsvinde.

Ja, men pas lidt på med lykken.

Lykken holder ikke i fiktionen. Dramaet er mere interessant.

- Livet er dramatisk. - Man vil da gerne være lykkelig.

Ja, i livet. Men jeg taler om fortællingen.

Hvad er der?

Ikke noget.

Røvkedeligt.

Jeg har været separeret fra Wendy i et halvt år.

- Det er ikke sandt? - Jo.

Nej, Xavier. Begå nu ikke samme fejl, som din far og jeg begik.

Det var da frygteligt. Hvorfor? I havde det så godt sammen.

Alle reagerer som min mor. Ja, det er frygteligt. Og dumt.

Men nej. Jeg har prøvet alt. Der er ikke noget at gøre.

- Hvad med børnene? - Det ved jeg ikke endnu.

Du skal forhåbentlig se dem? Du må ikke gøre, som din far gjorde.

Men kan I ikke arbejde på -

at finde kærligheden igen?

Nej, det skal der ikke arbejdes på. Sådan er livet bare.

Man har elsket hinanden, og nu... elsker vi ikke hinanden mere.

Vi har forandret os.

- Var det Wendy, der ville gå? - Ja. Men jeg holdt ikke på hende.

Hun flippede ud over, at jeg aldrig havde friet til hende.

Det var min skyld.

Jeg dummede mig. Jeg dummede mig helt vildt.

- Med hvad? - Du kender Isabelle.

- Hende homoen? - Belgieren, jeg traf i Barcelona.

Hvordan skal jeg forklare det?

Isabelle er som en kammerat for mig. Isabelle og jeg er kammerater.

Isabelle var vild med mine børn og talte om, at hun selv ville have børn.

Hun var ved at få et med en veninde, men det var ikke den rigtige.

Så blev hun forelsket i en kineser, som var amerikaner.

Det var den store kærlighed, og de talte ikke om andet -

- end at få et barn og flytte til New York.

Min kammerat græder hver dag, fordi hun vil være mor.

Når man har en kammerat, som så gerne vil være mor -

så er det svært at styre.

Svar mig på en ting helt ærligt. Ville du ...?

Ville du have det dårligt med, at jeg hjalp Isabelle med at få et barn?

Hvad?

- Seriøst? - Ja.

Gid jeg havde et billede af Wendy -

- så du kunne se hendes ansigtsudtryk, da jeg spurgte.

Den er jo også lidt svær at sluge.

Selv om vi ikke knalder, og jeg ikke er hende utro -

så kan hun ikke acceptere det.

Sig, at Ju og jeg flytter til New York, og at jeg skal arbejde på Wall Street.

I kommer ikke engang til at høre noget om det barn.

Jeg lever sammen med min dame derovre.

Du skal ikke være far i traditionel forstand.

Det var de ord, hun sagde: "Du skal ikke være far i traditionel forstand."

Resten foregår på et hospital, det mindst frække sted på jorden.

Jeg havde ikke købt pornoblade, siden jeg var 19, og det var absurd.

Og jeg har aldrig nogensinde før været så længe om at få udløsning.

Er du blevet bims? Hvad laver du?

Kom tilbage. Det er farligt at forlade kostskolen.

Der er så varmt herinde.

Må jeg komme ind på dit værelse?

Pis.

- Færdig? - Ja.

Jeg er tilbage om 20 minutter.

Var det godt?

Ja, og nu er det din tur.

Xavier, jeg ved ikke, om det kommer til at fungere -

- men jeg vil aldrig glemme, at du har gjort det for mig. Aldrig.

Jeg er glad for at kunne hjælpe dig.

Jeg tror ikke, at det havde været muligt for mig at sige nej til dig.

Du er ligesom min dame.

- Det beholder du. - Barnet?

- Nej. "Du er ligesom min dame." - Det er lidt pinligt.

Bare fyr den af.

Det pinlige er godt. Fantastisk. Tusind gange bedre end lykken.

- Hvad sker der så? - Wendy var i New York i nogle uger.

Og umiddelbart efter, da hun kom hjem...

Hvad?

Wendy?

Hvad er der galt?

Jeg har mødt en i New York.

Jeg finder en lejlighed.

Jeg må tænke mig om.

Det følgende udspiller sig mellem to lejligheder.

- Jeg åbner. - Nej, jeg vil.

I skal ikke begynde at diskutere, hver gang vi kommer hen til mor.

- Er det dig? Er du blevet større? - Goddag, mor.

Det værste er ikke Wendys undvigende blik.

- Det er min søns indtrængende blik. - Farvel, far.

Han kan mærke, at Wendy og jeg ikke er lykkelige -

- og jeg kan se, at det gør ham ulykkelig.

Vi ses i næste uge, Tom. Vær sød, ikke?

- Farvel, mor. - Farvel. Jeg elsker dig.

- Jeg ringer. - Jeg kommer, Mia.

Hvad skal du lave i ferien? Får jeg dem i juli eller august?

Xavier...

Jeg forlader Paris.

Jeg...

Jeg vil bo i New York.

- Og jeg tager børnene med. - Hvad for noget?

Det kan du da ikke. Er du blevet sindssyg?

New York? Tror du bare, jeg lader dig tage af sted med børnene?

- Jeg kan ikke blive her. - Kan du ikke blive her?

Hvad skal det sige?

Jeg har boet her i ti år... for din skyld.

Og så føles ens liv ærlig talt noget mislykket.

Jeg fylder snart 40 år -

og mit liv er faktisk mislykket.

De eneste, der kan hjælpe, når man er holdt op med at tro på noget -

er de tyske filosoffer.

Schopenhauer siger eksempelvis:

Livet er som et broderi. Første del af livet bruger man på den side der.

Den smukke side af broderiet.

Den anden halvdel af livet tilbringer man på den anden side.

Det er knap så smukt, men man ser, hvordan trådene er arrangeret.

- Man ser, hvordan det er lavet. - Det har du sgu da ret i.

Tak, Schopenhauer. Det hjælper mig.

Goddag.

- Hvor mange passagerer? - Tre.

Mange tak. God rejse.

- Vi ses snart. - Du ser ham snart igen, Tom.

I kommer i ferien.

- Hvornår er det? - Om nogle måneder.

Der er boarding til AF906 til New York.

- Det er vist jer. - Ja.

Farvel.

- Kom. - Jeg vil gerne lige tale med dig.

Jeg har ikke lyst til at bo derovre.

New York er en fed by. Det bliver fedt.

- Jeg vil hellere blive her. - New York er altså en superflot by.

Der er skyskrabere. Du er heldig at skulle til New York.

Er du glad for, at vi rejser?

- Selvfølgelig er jeg ikke det. - Hvorfor siger du så, det bliver fedt?

- Xavier. - Det bliver fedt.

- Klar, Tom? - Farvel, far.

- Farvel, min skat. - Skal vi gå?

Kom.

Op med humøret.

Var Xavier her, ville han sige:

"Mine to første romaner handler om mig, men først og fremmest om jer."

Vi var helt bekymrede for dig.

Der er fyldt. Jean-Claude er startet. Du må være vildt glad.

Kan De kende mig? Boubaker. Vi har været naboer.

Jeg ville bare lykønske Dem. Jeg er her rent tilfældigt.

- De må være lykkelig. - Kan vi tale sammen lidt senere?

Hej, Xavier. Det er Antoine Garceau.

- Nå, er det Dem? - Han er den nye Proust.

Jeg har ikke læst din bog, men folk virker begejstrede.

De får lige mit kort, hvis De skulle få lyst til at kontakte mig.

Der har vi ham jo. Xavier Rousseau, dagens helt.

Vi var bange for, at De ikke kom.

Jeg overlader ordet til ham. Han har nok meget på hjerte.

Trods alt det, der skete for mig i Paris, besluttede jeg at rejse.

Livet. Det uforudsete.

Alt det, man ikke selv er herre over og ikke forventer, skete for mig.

Det var ikke med min gode vilje -

at jeg igen måtte lægge kursen om.

- Det var svært at undgå at vække dig. - Det gør ikke noget.

- Godmorgen. - Hej.

Nå, er det ikke for fedt at vågne op i New York?

- Jo. - Come on, baby.

Jeg er så glad for at se dig. Det er så fedt.

Vi skal bo sammen igen, ligesom da vi var unge. Det bliver så godt.

Det er jo ikke, som det var dengang. Vi fylder begge to snart 40 år.

- Hold dog op med at lyde gammel. - Det er jo et andet liv.

Mine børn ville jo komme -

- og hvem siger, at Ju har lyst til at bo sammen med sin dames gode ven?

- Vi to er jo... - Ju er ligeglad.