Dr. Pimple Popper

Ens hud er kroppens største organ.

Den er lavet af milliarder af celler, der kan blive til nogle skøre ting.

Jeg hedder dr. Lee og er kosmetisk og kirurgisk dermatolog-

- men jeg er bedst kendt som dr. Pimple Popper.

Jeg har lavet tusindvis af indgreb.

Det bliver måske vådt. Jeg vil kalde mig for lipomhviskeren.

Det er blot en brøkdel af det.

- Hvor sad den fast på min krop? - Den sad ikke fast.

Hvis en bule vokser, kan det påvirke ens liv.

Det er smertefuldt. Lidelsen har virkelig givet mig lavt selvværd.

Jeg fortjener ingen øgenavne.

Det kan ødelægge ens liv.

Jeg er bekymret for, hvad det er. Dør jeg af det?

Jeg beder til, at det nok går.

De sidste 15 år har jeg hjulpet patienter med at forstå deres hud.

Jeg har også hjulpet dem med at få deres liv igen.

DR. PIMPLE POPPER

SIOUX FALLS, SOUTH DAKOTA

Hej. Kan jeg hjælpe?

Jeg hedder Melissa, er 30 år og har en hættetrøje på dag og nat-

- om der så er 32 grader eller -68 grader udenfor-

- for jeg har en enorm knude på min ryg og nakke.

I 2015 om sommeren opdagede jeg, at en knude voksede på min skulder.

Den var 1,5 centimeter og nem at dække. Den begyndte at vokse.

Året efter var den så stor som en grape. Nu er den tre gange så stor.

Den føles blød, og den kan rykke sig.

Den er blevet større i den her retning og nedad.

Når jeg ligger ned, så fungerer den som en ekstra pude.

Jeg troede, den ville forsvinde. Den blev bare større.

Jeg ved ikke, om den holder op med at vokse-

- eller om den vokser, som årene går. Det er skræmmende.

Når jeg sov i starten-

- føltes det, som om min arm sov. Jeg lå ikke på den.

Jeg troede, den irriterede en nerve. Jeg tog til min praktiserende læge.

Hun sagde, de ikke kunne fjerne den-

- for der var for mange nerver, og hun anbefalede en plastikkirurg.

Plastikkirurgen så på den. Han sagde, at den skulle fjernes kirurgisk-

- men jeg havde ikke mulighed for at tage fri fra arbejde i flere uger.

Det kunne jeg ikke bare gøre.

De registreres som 1,15 dollar.

Tast dem manuelt ind til 99 cent. Jeg ændrer det i morgen.

Jeg trækker altid min sweater op.

Hvis jeg trækker den over, dækker den mere.

Var det det?

Jeg føler altid, at alle stirrer. En kunde har kommenteret det.

Han sagde: "Er du pukkelrygget?"

Det er derfor, jeg dækker den til.

- Vil I ikke herind, venner? - Ja.

Mine børn tror, at det er en bule.

De er ret små, så de lægger ikke rigtig mærke til den eller ser den.

- Jeg sveder. - Ja, det er varmt.

Mor har endda en sweatshirt på.

Min datter siger hele tiden, hvor smuk jeg er-

- og at jeg ikke behøver at få fjernet knuden.

Hun er den sødeste lille pige... og hun ser det gode i alt.

- Jeg elsker dig. - Jeg elsker også dig.

Jeg tror, at hun er for ung til at forstå det.

- Morer du dig? - Ja.

Jeg tror, at når de bliver ældre, så lægger deres venner mærke til det-

- og så spørger de dem: "Hvorfor har jeres mor det? Hvad er der galt?"

Det vil gøre mine børn forlegne.

Curt. Jeg vil tale med dig om noget.

Vi har været sammen i fem år.

Jeg var sammen med Curtis i to år, inden jeg fik knuden.

Jeg har altid en T-shirt på, så han har aldrig set den uden tøj på.

Vi har aldrig rigtig snakket om knuden, som jeg har på nakken-

- og jeg vil vise dig den og tale med dig om den.

Selv om jeg har en T-shirt på, ved jeg, at han stadig kan se den.

Du har aldrig bragt det på banen, og vi har aldrig rigtig talt om det.

Jeg var bekymret over størrelsen-

- men jeg kunne se, hun var utilpas, så jeg sagde ikke noget.

Hvis man ikke taler om den-

- kan jeg lade, som om den ikke er der, og der intet problem er.

Lige nu er jeg helt nede i kulkælderen.

Jeg er klar til at vise Curtis den, men jeg er bekymret-

- for jeg finder den frastødende, så jeg er sikker på, at han også gør.

Tre år er lang tid ikke at vise noget.

Det er tid til, at han skal se den.

- Gør den ondt? - Det er ikke rart at ligge.

Den sidder i vejen mht. tøj og søvn-

- og nu begynder den at bevæge sig nedad min ryg.

Det var chokerende at se, hvor stor knuden var-

og jeg forstår hende godt.

Den skal ikke ses, og den generer hende.

Jeg er glad for, at den skal fjernes, så den gamle Melissa kommer tilbage.

Jeg elsker dig med og uden knuden. Jeg glæder mig til, at vi skal gå ud-

og til, at jeg kan vise dig frem igen.

Hvis dr. Lee ikke kan hjælpe mig, så sidder jeg fast.

Jeg har ikke andre valg lige nu. Jeg ved det ikke.

MELISSA KONSULTATIONEN

Jeg er endelig ankommet til dr. Lees kontor, og jeg er meget nervøs.

Min største frygt er, at den er for stor, og at hun ikke kan fjerne den.

Når jeg ser patienter med store udvækster, så bliver jeg bekymret-

- for jeg ved ikke, om det er noget, jeg kan behandle.

Jeg kan ikke tage valg før en undersøgelse.

- Hej. Hvordan går det? - Godt.

Jeg hedder Sandra. Dr. Lee. Det er rart at møde dig.

- Hvorfor er du kommet? - Jeg har en masse her.

Jeg kan se den lidt på din skulder.

- Hvor gammel er den? - Tre år.

Det må betyde, den vokser hver nat.

Ja, den er blevet større og større hurtigere og hurtigere.

Pludselig er den så stor, at du er nødt til at gemme den fysisk set.

Du har dækket den godt. Jeg havde nok ikke set den, før du sagde det.

Jeg har hættetrøjer på nat og dag. I varme og kulde.

Det, at den er vokset så hurtigt de sidste tre år er lidt mistænksomt.

Når noget vokser hurtigt, holder vi læger øje med det.

Betyder det, at der er noget dårligt der?

Du har et ret stort lipom her, søde.

Hun har nok et lipom, som er en godartet masse af fedtceller.

Det er, som om en fedtcelle har delt sig og lavet kloner.

Jeg prøver at mærke efter, hvor solid den føles.

Nogle gange er et lipom en lille ting-

- så den kan poppe ud, og så er de nemme at ordne.

Fordi det er så stort, skal jeg se, hvor meget bedøvelse der skal til-

og om det er sikkert med lokalbedøvelse.

Selv om den er så stor, så er den ovenpå det hele. Ovenpå musklen.

Det er som din lille pude.

Jeg tror, vi kan gøre det med lokalbedøvelse, okay?

Jeg er nervøs over at skulle være vågen under operationen.

Jeg får kvalme. Jeg vil ikke i narkose, men jeg vil ikke se det.

Der er altid en risiko for, at den er tæt på noget-

som jeg ikke vil komme tættere på-

- eller at det ikke er den rette måde. Så stopper jeg.

Der er en chance for, at vi starter uden at færdiggøre det.

- Jeg vil gøre mit bedste. - Okay.

Melissas lipom har flere lapper, så jeg tror, at det kommer rundt-

hvor der er plads, og det bekymrer mig.

Jeg skal tegne på dig først.

Jeg håber på det bedste nu. Jeg lader være med at tænke: "Hvad nu hvis..."

Vi skal finde den rette stilling til dig først.

Først skal vi bedøve området, okay?

Jeg bruger lokalbedøvelse til at bedøve lipomet.

Det er et akavet område. Den er lige ved din nakke.

Man skal altid være bevidst om, hvor det er.

Man skal vide, hvor muskler, nerver og blodkar er-

og ikke pille ved noget, man ikke burde-

især med noget så stort.

- Sig til, så det ikke gør ondt. - Okay.

Intet skal føles ubehageligt.

Det er det største lipom, jeg har prøvet at fjerne. Det er enormt.

- Er du okay? - Det gør lidt ondt.

Jeg kan mærke, at dr. Lee hiver i mit indre. Det er så ubehageligt.

Der er meget kræft i min familie. Jeg ville ikke undersøges.

Er der noget under den? Hvad pokker?

Se det lipom. Det vil ud.

Jeg arbejder på Melissas lipom. Mit første indsnit gjorde mig glad.

Det skubber nærmest sig selv ud.

Man skærer lidt med skalpellen, og det er på vej ud imod en.

Man ved aldrig, om de ter sig godt, men det første indsnit siger meget.

Jeg skal hjælpe det på vej.

- Er du okay? - Ja.

- Det gør lidt ondt. - Fordi jeg hiver.

Jeg kan mærke, at dr. Lee hiver i mit indre. Det er så ubehageligt.

Jeg venter lidt. Jeg ser, om jeg kan hive det ud den her vej.

Ved lokalbedøvelse stoppes smertefibrene fra at sende signaler-

til hjernen om, at man oplever smerte.

Det påvirker ikke vibrationsnerver-

eller kulde-og varmenerver-

- så man kan mærke, at der hives, men ikke smerten.

Jeg er ved at få det ud. Jeg skal bare kæmpe for det.

Jeg hiver, men så længe det ikke er en skarp smerte, er det fint.

Det er på vej. Det er som en fødsel. Det er på vej. Det er på vej.

Jeg prøver at få det ud i ét stykke.

Kun blide, kvindelige berøringer.

Jeg skal måske skære det ud, for det er vist for stort.

Jeg skal skære det af. Jeg kan ikke få det hele ud på én gang.

Jeg vil kalde mig for lipomhviskeren opkaldt efter dig.

Jeg tror, at det er cirka halvdelen.

Det er ren træning, min pige. Okay.

Man skulle ikke tro, at der var mere.

Nu er der kun det sidste. Får jeg det ikke ud-

- så vokser den nok frem. Vi vil ikke igennem det igen.

Okay, okay... Vi har fat i den. Kom nu, kom nu...

Du fik den. Vi fik det hele. Jeg skal helt sikkert have vejet det her.

Okay. Lad os ordne dig. Jeg har lavet et lille hul, Anna.

Jeg er glad for, at vi fik lipomet ud af Melissa sikkert og helt ud.

Det ændrer hendes liv.

Hent et spejl. Jeg holder lige dit hoved her.

- Du milde. - Hun vil stirre på sig selv konstant.

Vi gør os klar. Hvorfor ikke? Du fortjener det.

- Det ser godt ud. - Det gør det.

Jeg var chokeret, da jeg så mig.

- Jeg kan se hele dit hoved nu. - Jeg har brug for en pude her.

Jeg vidste, at den skulle fjernes, men den er væk.

Se din smukke nakke, min pige.

En byrde er blevet løftet fra mine skuldre. Det er dejligt, det er væk.

- Vil du gerne se det? Løft det. - Du milde.

- Det er som en bowlingkugle. - Ja, sammenlagt.

Du godeste. Det er klamt.

Jeg føler mig som en lille pige, der åbner gaver til jul.

Hvor meget tror du, det vejer? Det får førstepladsen.

Det vejer 1,3 kilo.

Det er noget af et lipom, min pige.

Hold det, og se, om det føles som 1,3 kilo.

Ja, det føles som mere end det, men ja...

Det er en af de bedste dage i mit liv.

Min sweatshirt er væk. Jeg har ikke noget at dække mere.

LITCHFIELD, NEW HAMPSHIRE

Jeg hedder Tyler. Jeg er 25 år og har to knuder i ansigtet.