The Search for Life in Space

Hej fra Jordens børn.

...videregiv hilsner fra Canadas regering og folk

til de udenjordiske indbyggere i det ydre rum...

Sådan som jeg ser det, er en søgen efter udenjordisk liv,

og især søgen efter udenjordisk intelligens,

et vigtigt filosofisk og videnskabeligt spørgsmål...

CARL SAGAN ASTRONOM, ASTROFYSIKER

FORFATTER 1934-1996

...der er blevet stillet, men det er begyndelsen.

Det var Carl Sagans ide

at sende en korthilsen til naboerne i kosmos.

En ide foran sin tid,

da vi ikke rigtig har mødt nogen naboer derude

i det store rum.

Det har vi stadig ikke, men vi kommer tættere på hver dag.

JORDENS LYD

Det var ikke kun en hilsen bestående af ord og billeder,

men fuld af syn og lyde fra vores dyrebare planet.

SIDE 1 - NASA - USA JORDEN

Det er en flaskepost,

som vi har sendt ud i det interstellare rums hav,

hvor det stadig sejler

med godt 17 kilometer pr. sekund mod det ukendte.

Sagan sagde: "Vi gør vores verden betydelig

med vores modige spørgsmål

og med dybden af vores svar."

Han var ikke bange for at påstå noget ekstraordinært,

så længe det var understøttet af ekstraordinære beviser.

Det kan vare et stykke tid, før vi hører fra et rumvæsen,

der har fundet vores flaskepost.

Så i dag, i stedet for at vente på at høre fra livet derude,

så tager vi ud og leder efter det.

Lad os begynde her,

på toppen af Mauna Kea på Hawaii,

hvor W. M. Keck Observatoriet scanner den klare nattehimmel.

Carl Sagen vidste, hvad opdagelsesrejsende altid har vidst,

at når vi forstår mere om vore naboer,

forstår vi mere om os selv

og vores plads i universet.

Ingen kender Sagans vision bedre end Lisa Kaltenegger, direktøren for Carl Sagan Institute på Cornell University.

Carl Sagan og hans tilgang til videnskab har inspireret mig.

Vi bruger mange forskellige fagområder,

astronomi, kemi, biologi, ingeniørvidenskab og mange flere,

for at skabe et retsmedicinsk værktøjssæt

til at forstå vores plads i dette fascinerende univers.

Før Voyager-rumfartøjet forlod vores solsystem,

gjorde det nogle fantastiske opdagelser.

Det viste, at vi skal være mere fordomsfri

omkring, hvor vi søger efter liv.

I 1980 nåede Voyager Saturn, en rasende kugle med voldsomme brint- og heliumstorme.

Ikke mange chancer for at finde liv der.

Voyager vendte sig da mod en af Saturns 62 måner,

og tog det først nærbillede

af Saturns største måne, Titan.

Hvad man så, forbløffede astronomerne.

Titan havde en tæt atmosfære, primært bestående af nitrogen.

24 år senere afslørede Cassini-sonden endnu mere.

På overfladen er der store søer af kulbrinte,

byggestenene i aminosyrer og proteiner.

Cassini fortsatte på sin himmelske rejse,

hvor den fandt den frosne udpost Enceladus.

Månen lod til at være gennemfrossen,

en død kugle af is,

indtil noget utroligt blev opdaget nær sydpolen...

store vandsøjler,

som spyede gennem revnerne i isens overflade.

Under den frosne overflade på Enceladus var der et hav af flydende vand.

Det viser sig, at Jorden

ikke har monopol på vand, som vi før troede.

På Jorden er vand nøglen til alt liv.

Vand findes i overflod på vores planet og i ethvert dyr, enhver plante,

hvert liv afhænger af det for at overleve.

Livet opstod i havet.

Vand er tilværelsens livsnerve

På Jorden er flydende vand afgørende for de livsformer, der lever i det,

ligesom det er for dem, der lever på land.

Når vi søger efter verdener i rummet, hvor der måske er liv,

så er tilstedeværelsen af flydende vand et afgørende spor.

Hvis en verden har flydende vand, så er der en chance for liv.

Hawaii blev først opdaget af polynesiske søfarende

og er en af de mest isolerede øgrupper i Stillehavet.

Disse øer blev dannet af magma, der vældede op

og afkøledes og blev til bjerge.

Hver ny lavaklippe

er hjemsted for en fantastisk variation af planter og dyr, både over

og under havets overflade.

Mere end 25.000 arter gør dette til

et af de mest dynamiske levesteder i verden.

Et levende laboratorium for livets modstandsdygtighed.

Biolog Chris Johns

kender faunaen og floraen på Hawaii virkelig godt,

blandt andet fantastiske eksempler

på de ekstremer, livet går igennem for at overleve.

En strækning med bar lavaklippe.

Det er ikke det første sted, man ville forvente at finde liv...

men det er præcis, hvor naturen har gemt nogle overraskelser.

Disse lavatunneller strækker sig mange kilometer.

De blev dannet, da lavaen trak sig tilbage fra et ældgammelt vulkanudbrud

under en skorpe, der blev hård på overfladen.

Det er fantastisk, et helt nyt Hawaii, som jeg aldrig før har set.

Et hemmeligt, skjult Hawaii.

Hold til venstre.

Det er lige heroppe.

I dette omvendte sted

skal man se op for at se rødderne af det bemærkelsesværdige ohiatræ.

De er smukke,

som de hænger ned i hulerne som funklende juveler.

Ja, vi kan faktisk se nogle af mikrostrukturerne.

Og de glimter,

fordi de er dækket af vand,

fugt, der er kondenseret af den fugtige luft.

Livet behøver vand for at overleve,

men ohiatræet viser os, at det kan være innovativt

i måden, det finder det på.

-...til vores dataindsamling. -Ok.

Dette er Haleakaladalen på Maui-øen.

NASA bruger særprægede landskaber som disse til at teste deres Mars-køretøjer,

før de sender dem til den røde planet.

Jorden her består af slagger,

vi er over 1600 meter over havet,

og vejret er tørt og solrigt,

blæsende og koldt.

Det er det sidste sted, man ville forvente Moder Jord producerede afgrøde.

Dette er Haleakala-sølvsværdet.

Dets tykke blade lagrer vand og er dækket af små hår,

der opsamler fugt i den tørre luft

og sender den ned som flydende vand til rødderne.

Vand i flydende form eller båret af vinden

eller strømmende gennem landskabet

gør Jorden til et blomstrende paradis for liv.

Vand med et strejf af kulstof

og lidt energi fra solen

er de enkle ingredienser, der får livet til at blomstre.

I denne undersøiske verdens dale

er der intet sollys, og vandtrykket er,

for at sige det mildt, knogleknusende.

Og alligevel

blomstrer livet mere end en kilometer

under overfladen.

Disse hydrotermiske ventilationskanaler tilfører varme og mineraler

fra Jordens kerne.

De bliver kaldt sorte oser, og de udsondrer skyer af svovl,

som er giftig og lugter grimt for dig og mig,

men for dybhavsbakterierne, der trives her,

er det god og sund ernæring.

Hvis livet kan trives her i mørket, i Jordens oceaners trykbelastede dybder,