Frankenstein's Monster's Monster, Frankenstein

Kulisserne er spredt for alle vinde.

Det eneste, der er tilbage, er kaminen her.

Men for 40 år siden var det her, at min far, David Harbour Jr.,

udførte det ædle eksperiment at producere skuespil til fjernsynet.

Goddag. Jeg hedder David Harbour III.

Og I ved måske ikke om mig, at jeg er ud af en gammel skuespillerslægt.

For nylig blev jeg konfronteret med min arv,

mens jeg kæmpede med rotter på min mors loft.

og fandt bortkomne optagelser af min fars skuespil for fjernsyn.

Vi har søgt efter indsigt i de optagelser.

Indsigt om min far.

Far var klassisk uddannet skuespiller.

Det var sådan, jeg blev optaget på Juilliard!

Men han blev snart konfronteret med omskiftelig kulturel smag.

Hvorfor er du her så?

Da hans stjerne falmede,

opførte han en produktion, som var en desperat blanding

af gammelt og nyt.

Hvorfor det skuespil, på netop det tidspunkt?

Hvilke psykiske kræfter var i sving?

Men han var syg i hovedet!

-Jeg hader hemmeligheder. -Hvilke hemmeligheder?

-Gør du ikke? -Jeg behøver svar.

Jeg sagde jo, at du ikke skulle grave i det, David.

Hvorfor det skuespil?

FILMMATERIALE STILLET TIL RÅDIGHED AF DOROTHY HARBOUR

Hvor skal jeg begynde?

Med historiens begyndelse, selvfølgelig. Men hvilken historie? Og hvis historie?

Begyndte det, da jeg skabte liv, eller da jeg selv blev skabt?

Er jeg et uhyre?

Et menneske?

Hvem der?

Jeg hører dem, men vil ikke høre efter.

Ikke længere.

Nej, det her er min version.

Kunne hun have lukket sig selv ind?

Det gør ingen forskel nu.

Hun var der.

Hun var der.

Ja, ja.

Den velkendte startpistol.

Rør den ikke.

Det er en pistol.

Vil du ikke fjerne den?

Hvorfor skulle jeg det?

Men du ved, hvad Tjekhov sagde.

Tjekhov?

Han sagde, at hvis der er en pistol på scenen i første akt...

Skal den affyres senere i skuespillet.

Din mor ligger for døden.

Kan du gøre noget?

Jeg prøver bare at gøre det bekvemt for hende.

Jeg blev ikke læge for at spille Gud.

Ja.

Hvor imponerende det end er, at du har skabt noget, som ligner menneskeligt liv,

må vi sikre, at du kan opretholde det liv.

Du vil møde Frankenstein.

Du er Frankenstein.

Ja, jeg er dr. Frankenstein. Det er en udbredt fejl.

For dig?

For lang tid på øen.

Du skal møde Frankensteins...

Mit...

...uhyre?

Vi må komme af sted.

Ja.

Jeg ser en storm på vej.

Det er ikke stormen. Det er mørket.

Jeg hilser stormen velkommen. De våde piskeslag, den iskolde vind,

det sviende salt.

Goddag.

Goddag.

Kom ikke for tæt på.

Det var en vellykket præsentation.

Et bid kunne være et halvt års tilbagegang.

Et bid?

Er han ikke socialiseret?

Nej, der går år, før det er sikkert blot at give hånd.

-Han går efter pistolen! -Kom væk!

Hold dig til planen, dit fjols.

Husk, at du foregiver at være mig, dr. Frankenstein,

mens jeg foregiver at være det liv, du har skabt,

for at få midler fra hendes forskningsinstitut.

Men det vil ikke virke,

hvis ikke du holder dig til den godkendte liste over ting at sige.

Hvordan skal jeg holde mig til listen, når hun kan sige, hvad hun vil?

Brug en af standardfraserne, for eksempel:

"Jeg må tilbage til laboratoriet," eller "Mine tanker er i laboratoriet," eller...

Endnu bedre er ikke at sige noget.

Husk at sige nej.

Er det sikkert?

Kaptajnen sejlede uden mig.

Jeg må vist overnatte her.

ER STRAKS TILBAGE

Hvad gjorde min far til så god en skuespiller?

Var det det samme, som gjorde ham til en uengageret far?

Jeg har genskabt min fars kontor.

Jeg vil tale med nogle af hans kolleger og forhåbentligt vække minder.

Var det en tvangshanding for min far at opsøge katastrofer?

Som en dr. Frankenstein.

Havde han et ønske om at spille Gud?

Din far elskede at udfordre sig selv.

Han gabte over meget med det skuespil.

Ved at gøre det forkert, ikke?

-Frankenstein og uhyret. -Nej.

NANCY EHRLICH PRODUCER

Han var dr. Frankenstein,

som nogle gange lod, som om han var uhyret.

Så Joey Vallejo, skuespilleren, som spillede med min far,

-ham som spillede Sal. -Joey.

Joey var datidens lækre unge sag.

Så det var kun naturligt, at han og din far havde sammenstød.

Hvad? Jeg troede, de enedes godt.

-Jeg troede, de var... -Nej. De kappedes.

Og det skulle de ikke. Han havde brug for Joey.

Og Joey havde brug for ham, for Joey vidste ikke så meget som din far.

Hvis du kunne give fremadstræbende skuespillere ét råd, hvad ville det være?

Det kan jeg ikke. Det må blive tre råd.

Udtal, udtal, udtal.

Han var utålmodig med unge skuespillere, som ikke sled i det.

Fra det øjeblik Joey aflagde prøve, var han meget...

En naturkraft?

Ja, han var meget...

Jeg ved ikke, om han var en naturkraft.

Han var bare meget kaotisk.

Han kunne jo ikke sine replikker.

Han vandrede formålsløst omkring, væltede ting på bordet og den slags.

Hvad gjorde han? Hvad gjorde han til prøven?

Han spillede den unge...

-Til prøven? Hvad han gjorde? -Ja.

Det er... Det virker vildt for mig, at du spørger om det.

-Vildt? -At vi taler så længe om det emne.

Han var yngre end din far. Det var sagens kerne.

Jeg sover i laboratoriet.

Frk. Macbeth må under ingen omstændigheder komme derned.

Når hun kommer tilbage fra aftrædelsesrummet,

siger du, at du gerne vil sludre, men din mor er død.

Min mor er død.

Frk. Macbeth kan vist lide mig.

Ja. Prøv nu at opføre dig som mig, når hun kommer tilbage.

-Jeg er ingen skuespiller. -Hvad?

Du siger, at du ikke er skuespiller.

Hvis det var, hvad du sagde, ville jeg være enig med dig.

Selv om...

...skuespil måske ikke er, hvad du tror.

En skuespiller skal ikke reklamere med sine følelser.

Uanset om det er vrede, tristhed, glæde, frygt, selv sorg.

En skuespiller, som fremviser sit talent,

er ikke bedre end en pralende rigmand.

En skuespiller må ikke glide mere graciøst over scenen end en almindelig mand,

men han skal heller ikke spille klovn. Tilsigtet enkelhed i hver gestus.

-Jeg ved ikke, hvad jeg skal... -Pas på accenternes fælde.

Som gangsteren med så mange "dem der", "ditten" og "datten", at man tænker,

hvorfor han ikke har brugt nogle af sine uærligt tjente penge på taleterapi.

Eller det værste:

Baby-karakterskuespilleren,

som går helt tilbage til barndommen i jagt på sanseminder.

Han rokker frem og tilbage i fosterstilling

og kalder publikum til at pusle om sig.

Hvad er der tilbage, spørger du. Tja... Alt.

I den flig af ægthed

skal du finde et helt univers.

Og sådan blev jeg optaget på Juilliard!

Men i stedet forfulgte jeg videnskaben.

-Du er på min fars alder. David, det var for 50 år siden.

-Hvorfor nu? Hvad er så påtrængende? -Hvorfor ikke nu?

Jeg har ubesvarede spørgsmål.

Du skulle ikke grave i det møg. Du vil få skidt under neglene.

Jeg har ikke noget imod lidt skidt under neglene.

De bliver nødt til at trække dine negle af.

Det kunne blive en pinsel.

Snakker du om at trække mine negle af?

Hvad gør du? Truer du mig?

Nej! Ikke ved pistolen.

Jeg er ligeglad med pistolen.

Du bekymrer dig for meget.

-Var det din niece? -Ja, min lille niece.

Nå, det er sent.

Har du alt, du behøver? Jeg beklager, at du skal sove her.

Absolut. Det er ikke beklageligt.

Jeg bad kaptajnen sejle uden mig, for at vi kunne tale mere åbenhjertigt.

Ja. Sig mig så, dr. Frankenstein, hvad det er, du skjuler?

Hvad ved du?

Jeg ved, at du behøver hjælp.

Jeg ved, at du er helt alene på øen.

Og at jeg spilder mine bedste år bag et skrivebord, når jeg hører til...

-I mine arme. -I et sterilt laboratorium.

Jeg er forsker!

Hvem er dernede?

Mor, er det dig?

-Hvor er min søn? -Jeg er her, mor.

Du er ikke min søn.

I seng igen. I seng igen, mor.

Jeg kan lide morfinen.

Det ved jeg.

Mor!

Jeg genskabte min fars kontor.

Det hele... Jeg har telefonen, hæftemaskinen, pennene, pistolen.

Min fars chili. Den lavede jeg i dag.

Forhåbentligt vækker den minder.