Time and Water

TIL MINE KÆRE

HVIS DU FINDER DENNE TIDSKAPSEL, SÅ TRYK PÅ AFSPIL

Hej.

Hej.

Hej.

Jeg håber, du modtager den her.

Vi kommer aldrig til at mødes, for vi lever i forskellige tider.

Jeg kan ikke sende dig en gletsjer,

men jeg kan i det mindste sende dig det her.

Kapslen kunne have været fyldt med slanger fra Amazonas.

Kongeboaen på mine skuldre tilhører min yndlingsonkel, John.

15 år senere beder han mig hjælpe med at researche

den grønne anakondas parringsritualer i Venezuela.

Jeg ville have været her,

men planerne var i konflikt med mine egne parringsvaner.

DEN 24. DECEMBER 2006

Så jeg bliver i mit eget habitat her på Island

og skriver poesi og science fiction.

Andri Snær Magnasons bog "Historien om den blå planet"

har fået megen opmærksomhed.

Det er måske den mest politiske islandske roman, jeg har læst længe.

Hulda.

Derovre er gletsjertungen, se. Hov!

Derovre er gletsjeren.

Derovre!

Det første, jeg sender, er en historie, jeg fortalte mine egne børn.

Den handler om vores hjem.

Først var der tomrummet.

Så mødte ilden isen.

I kaosset opstod Auðhumla, en ko lavet af frost og sne.

Fra hendes krop kom der hundredvis af gletsjere,

der udskar bjerge og dale.

Fra hendes yvere løb fire floder, der nærede verden.

Hendes is skabte et hjem her i Island,

og Island blev et hjem for alle os.

Vi har levet med isen i 1.000 år.

Smil!

"Ísgland". Ísgland.

- Er det rigtigt? - Ja.

- Godt gået. - Isgland.

Men det var kun begyndelsen, og du får brug for mange historier.

Jeg kan fange nordlyset! Hold da op!

Se, de bevæger sig.

- Hold da op. De forsvandt. Hold da op! - De er herovre nu.

Jeg ved ikke, hvor gammel du er, når du får det her.

Jeg er 53 og taler til dig fra år 2026.

Og dette er, hvordan Island ser ud nu.

Jeg har aldrig set noget så smukt.

- Hvad synes I, piger? - Det er fantastisk.

Det er sådan en smuk vej.

- Andri, er du med os? - Ja.

Min kærlighed til dette sted kommer fra dem, der opfostrede mig.

Mine forældre... Og mine bedsteforældre.

Vi er en familie af første og sidste personer.

DEN 8. MARTS 2003

Bedstefar Jón var den sidste

i en 1.000 år lang linje, der blev født på denne gård.

Bedstemor Dísa var altid den første til at grine.

DEN 8. MARTS 2003

Og bedstemor Hulda... den første kvinde, der fløj i Island.

Bedstefar Árni... en af de første, der udforskede Islands gletsjere.

Men jeg blev den første, der sagde farvel til noget,

vi aldrig havde troet, vi kunne miste.

Tillykke med fødselsdagen

Tillykke med fødselsdagen

Nu er det 2019.

Den yngste af mine fire børn, Hulda, fylder 11.

Hold da op!

Og min sidste bedsteforælder, også kaldet Hulda, lever stadig.

Du lever op til høje forventninger, Hulda.

Vi er Hulda'er her.

Bedstemor Hulda havde været gift med min bedstefar Árni i 60 år.

Nu begynder de ting, de elsker højest i verden, at dø.

GODALANDS GLETSJER MÝRDALS GLETSJER

HOPFSJÖKULL

VATNAJÖKULL

OK

I 2014 blev Ok som den første gletsjer dræbt af klimaforandringer.

Nu skal den begraves til august.

Begravelsen er den første af sin slags i verden.

En begravelse for en gletsjer føles surrealistisk.

Som om min fornemmelse af hjem forsvinder.

Jeg havde altid samlet på mine bedsteforældres gletsjerhistorier.

Og nu ser jeg dem pludselig i et nyt lys.

Jeg har en trang til at samle dem alle

i den tro, at de kan blive nyttige i fremtiden.

Lad mig sende dig min favorit:

Hvordan mine bedsteforældre blev forelskede på isen.

Dette er deres optagelser.

Her er de på bryllupsrejse i 1956.

DEN 27. MARTS 2004

Og her er de i 2004, i 2010

og i 2017.

Fra en ung alder havde jeg lyst til at tage op i bjergene.

Om foråret begynder jeg underligt nok at kunne lugte en gletsjer.

- Hvad er en "gletsjerlugt"? - Jeg kan ikke beskrive det.

Det var noget særligt.

Der var bare denne duft, det var opløftende.

- Hvornår mødtes I? - Til et møde for bjergbestigere.

Jeg kunne omgående lide hende.

Jeg plejede at sige til min mor:

"Gid jeg var en dreng, så kunne jeg gøre dit og dat."

For at få flere eventyr.

Jeg var med på alt.

Árni siger: "Vi skal op til Vatnajökull."

Jeg siger: "Må jeg tage med?"

De lokale skiløbere syntes, jeg var skør at tage en kvinde med.

Det er latterligt.

Den største gletsjer er Vatnajökull.

Den dækker en tolvtedel af Island og er Europas største gletsjer.

Udflugter til Vatnajökull er et farligt forehavende

og kun for veludstyrede og erfarne bjergbestigere.

- Vi tilbragte en uge på gletsjeren. - Vi har ikke været adskilt siden.

Vi blev gift på en fredag

og tog tidligt afsted næste morgen på en tur på tre uger.

Derefter tog vi ofte op til Vatnajökull

med Islands glaciologiske selskab.

Det var begyndelsen på undersøgelsen.

Det er de samme målinger, de foretager i dag.

- Frøs du nogensinde? - Nej, aldrig.

Vi var nygifte!

Betragter du gletsjeren som dit andet hjem?

Ja.

Det er en anden verden at være på toppen af en gletsjer.

Alt er hvidt.

Det er uendeligt.

Hvor gammel er du nu?

- Jeg har glemt alt. - Du bliver 95, min Árni.

- 95? - Ja.

- Ja, hold styr på det for mig. - Ja, det gør jeg.

Fuldstændig.

Og det gør du altid.

Jeg ved ikke, hvordan jeg var kommet gennem livet,

hvis jeg ikke havde haft hende.

Du skal lære gletsjere at kende, som mine bedsteforældre gjorde.

Som jeg gør.

Sådan lyder en gletsjer.

Man kan ikke se det, men den bevæger sig.

Når sneen hober sig tilstrækkeligt op år efter år,

bliver isen tung og begynder at bevæge sig under sin egen vægt.

Den bevægelse definerer en gletsjer. Is, der er blevet levende.

En gletsjers liv udfolder sig i geologisk tid,

over århundreder og årtusinder i stedet for måneder og år.

Blå er farven på den ældede is.

Jo dybere blå, desto dybere tid.

Så længe der falder mere sne, end der smelter,

vil gletsjeren fortsætte med at flyde.

Denne cyklus bringer liv til landet.

Mine bedsteforældre troede, at gletsjerne altid ville være der.

Det troede jeg også.

Men så en dag i 2014 viste man det her i nyhederne.

OK

Ok-gletsjeren lå på et bjerg i det vestlige Island.

Den var altid kendt som Islands mindste gletsjer,

men den vil ikke længere blive betragtet som en gletsjer,

for glaciolog Oddur Sigurðsson er på vej op ad bjerget

for at udstede gletsjerens dødsattest.

Jeg beskrev dødsårsagen som ekstrem sommervarme.

Ok-gletsjeren var kun 700 år gammel, da den døde.

Det vil sige et spædbarn blandt gletsjere.

I år 1900 var den på omkring 15 kvadratkilometer.

Men i de sidste 15 år

skrumpede den hurtigere, end jeg troede, gletsjere kunne skrumpe.

Den er skrumpet utrolig hurtigt.

Den bevæger sig ikke mere, og derfor er det "død is".

Gad vide, om en gletsjers død vil virke lige så historisk for dig.

For mig var det her, at horisonten kollapsede.

Den fremtid, vi blev advaret om, er ikke længere fjern. Den er her.

Tiden rinder ud.

Første gang jeg fik det sådan, samlede jeg et kamera op.

Og uden at vide det begyndte jeg at lave denne tidskapsel til dig.

Det er 1997,

Min kæreste Magga har lige født vores første barn, Hlynur.

Det er Hlynurs første bad med sin mor.

Er det ikke smukt?

Samtidig fortæller min anden bedstefar Jón os, at han måske er døende.

Så vi skynder os hen til hans hus ved vandet.

Her har vi fire generationer på græsset.

Tronarvingerne.

Den ældste mand med sin ældste søn og hans ældste søn.

Den ældste af dem alle.

Se, hvor sej han er.

Jeg er ikke klar til at sige farvel.

Tidligere den sommer fik jeg et job i Rigsarkivet,

et sted, der opbevarer Islands ældste kilder.

Hvert arkiv er en portal, der sender mig til en anden tid.

Jeg rejser gennem Eddaerne til 1220,

da vores myter om guder og kosmos først blev transskriberet.

Landnámabók fører mig til 874, da de første mennesker bosatte sig i Island.

Nu er jeg i 1862, i et folkeeventyr om elvere.

Her har en elver lokket en hyrde ind i sit hjem inde i klipperne.

Så lander jeg i stuen hos en gammel kvinde, født i 1918.

Hun synger en af Islands ældste kunstformer.

Sangdigte kaldet "rímur", det islandske ord for rim.

Rímur føles som sådan en opdagelse, at jeg deler den på tv.

Jeg havde aldrig hørt noget lignende.

Men da jeg begyndte at lytte nøje til teksten, indeholdt den megen sorg.

Den handlede om de gamle skikkes sammenbrud.

Mens jeg lyttede til den konstante gentagelse og rytme,

blev jeg fortryllet af den.