The Bookshop

Hun sagde engang: "Når man læser en historie, flytter man ind i den."

"Bogens omslag er som et tag og fire vægge: Et hus."

Hun elskede det øjeblik, hvor man lige var blevet færdig med en bog-

- og historien blev ved med at udspille sig i hovedet.

Bagefter elskede hun at gå lange ture-

- for at klare hjernen for de tanker, som bogen havde sat i gang.

Denne morgen efter flere års læsning og gåture-

og sorg over sin mands død-

- vågnede Florence Green og vidste med ét, hvad hun ville gøre.

Hun ville åbne en boghandel i den landsby, hun havde bosat sig i.

Jeg er sikker på, at den nok skal blive en succes.

Men banken kan ikke give et bindende løfte lige nu.

Afgørelsen er ikke op til mig. Jeg går ud fra, at De har erfaringen?

Jeg lærte faget som ung pige, og det har næppe ændret sig siden.

Men det er endnu vigtigere, at jeg elsker at læse.

Nu skal jeg fortælle Dem et par ting.

De kan tage det som et godt råd.

Hun var et venligt menneske med stor tålmodighed.

Men selv ikke de dyder var stærke nok-

- til at udholde de nedladende ord fra Hardboroughs bankrådgiver-

- som alle kaldte Kartoffelhoved bag hans ryg.

Der er dem, der mener, at The Old House skal bruges på anden vis.

Der er naturligvis mulighed for at sælge det…

Men jeg vil ikke sælge det igen.

Hvad mener folk, huset skal bruges til? Og hvorfor har det stået tomt i syv år?

Fuglene havde bygget rede i det, og halvdelen af taget manglede.

Ville det ikke være bedre at fylde det med bøger?

Jeg læser selv i sengen og falder altid i søvn, når jeg når til tredje side.

Der ser De. Kan De ikke se, at bøger kan være nyttige?

Vejret i denne del af verden er helt uforudsigeligt.

Af og til kunne alle fire årstider udspille sig på en formiddag.

Denne solbeskinnede dag gik hun arrig hjem fra banken-

- følte sig utålmodig og i den grad i live.

Hun ville forfølge sin drøm-

- og ingen, ikke engang Kartoffelhoved, skulle få lov til at forpurre det.

Goddag, mrs. Green. Har De travlt? Subs/Sync: PTNK

Ikke i øjeblikket, mr. Raven. Hvorfor?

- Kan jeg kaste rebet til Dem? - Selvfølgelig.

Pas på, her er glat. Ethan brækkede benet i går.

Selvom jeg godt ved, at De ikke er så let at skræmme.

Hvordan ved De det?

Rygtet siger, at De vil åbne en boghandel her i byen.

Og hvorfor skulle det være skræmmende?

Den eneste, der læser her, er mr. Brundish.

Og jeg tvivler på, at han vil besøge boghandlen.

Jeg så ham i går oppe i bakkerne.

De havde sikkert meget at tale om.

- Ja, han var ikke til at stoppe. - Farvel.

Held og lykke, mrs. Green.

Læser De ikke, mr. Raven?

Nej. Jeg bliver træt bare ved tanken.

Virkeligheden er mere end nok for mig.

Mr. Brundish boede alene i Hardboroughs ældste hus.

Han var ikke specielt glad for sit eget selskab-

- men efter mange års kamp havde han sluttet fred med sig selv.

Han elskede bøger med samme lidenskab, -

som han afskyede sine ligemænd.

Han fantaserede om, at hans elskede bøger ikke var skrevet af mennesker-

- men var fremkommet ved spontan tilblivelse.

Intet irriterede ham mere end de portrætter af forfattere-

som ofte fulgte med visse udgaver.

Den er ikke rød.

Den er mørkebrun. Eller rustfarvet.

Hvordan går det med huset? Kan De klare det?

Sam Wilkins har repareret badet og taget-

- og repareret cisternen, så godt han kunne.

Det sted er som et fossil. Selv undertaget er 500 år gammelt.

Op med armene. Sådan.

De flytter da ind, ikke?

- Jeg sov der i nat. - Allerede?

Jeg sagde det. Ingen troede på, De ville flytte ind i det fugtige hus.

Nej, det ved jeg. Det gik fint.

Måske lidt uhyggeligt i mørket, men jeg vænner mig til det.

Træet i sådan et gammelt hus knirker sikkert overalt.

Rødt klæder mig altså ikke.

Og den sidder ikke så godt bagpå, men…

Hvis jeg stiller mig med ryggen mod muren, går det nok.

- Er den ikke for rød? - Den er ikke…

Den er ikke rød. Den er mørkebrun.

- Ja… - De vænner Dem til den.

- De skal bare have lidt smykker på. - Ja.

- Er De sikker? - Selvfølgelig er jeg det.

Det er ikke hver dag, generalen og mrs. Gamart inviterer til fest, vel?

Hold op med at vånde Dem. De ser… dejlig ud.

Og det betyder ikke noget, hvordan De ser ud-

- for De kender nok dem alle sammen allerede.

Florence Green. Det er mig, der snart åbner en boghandel.

Selvfølgelig. Det forstod jeg da straks.

Violet var meget interesseret i sagen.

Hun ville så gerne konversere…

…med Dem om boghandlen.

Hun er optaget lige nu, men vil gerne tale med Dem senere.

Hvad vil De så sælge i butikken?

Tja… bøger.

De udgiver ikke mange digte nu til dags.

Jeg har ikke set ret mange.

Jeg vil købe nogle digtsamlinger-

- men de sælger ikke lige så godt som romaner.

Det vil tage mig noget tid at finde ud af, hvad jeg skal indkøbe.

Jeg har bestilt klassikere som Thackeray, Dickens og Keats.

"Det er let at være død. Sig blot…"

"De er døde."

- Ved De, hvem der skrev det? - Nej, beklager. Det ved jeg ikke.

Jeg ved godt, hvem De er.

- De må være mrs. Green. - Ja.

Jeg ved naturligvis også, hvem De er, mr. North.

Selvom jeg aldrig har været her før.

- De kommer her sikkert tit. - Åh ja, jeg bliver ofte inviteret.

- Tak. Hvor elskværdigt. - Nej, ikke synderligt.

De bor alene, ikke? Er De ikke flyttet ind i The Old House?

Helt alene?

Krigsenke.

Jeg ved det godt.

Har De overvejet at gifte Dem igen?

Nej.

Nej. Problemet er, at jeg havde et lykkeligt ægteskab.

Jeg havde ellers indtryk af-

- at det først er, når en kvinde bliver enke, at hun bliver lykkelig.

Er De vis på, at De er blevet rådgivet ordentligt angående at drive en butik?

Jeg har aldrig mødt Dem før, men jeg formoder-

- at De ville sætte pris på en lokal boghandel.

De kender vel forfattere ved BBC. Store tænkere og den slags.

De kommer vel hertil fra tid til anden-

- for at besøge Dem og nyde landluften?

Hvis de kom, ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle stille op med dem.

Forfattere ville rejse til verdens ende for at få en drink.

Jeg ved ikke med de store tænkere.

Jeg tror, at Kattie, min såkaldte veninde, ville sørge for dem.

De må i hvert fald begge kigge forbi boghandlen.

Ikke på vilkår.

Hvorfor rødt? Det er kun tjenestepiger ude på sjov, der går i rødt.

Den er ikke rød. Den er mørkebrun.

Kæreste ven…

- Er det ikke Florence? - Jo.

Jeg ville så gerne tale med Dem, men mine gæster distraherer mig hele tiden.

Tak, fordi De kom.

Tak for indbydelsen. Det er en rigtig dejlig fest.

Alle taler om Dem og Deres forretningstalent.

Bruno. Har De hilst på min mand?

- Kom og fortæl mrs… - Green.

Fortæl hende, hvor glade vi er for at se hende.

Og vi har alle sammen bedt til, at der ville åbne en boghandel.

Naturligvis, kære. Bede kan man jo altid.

Alt ville sikkert se lysere ud, hvis vi bad noget mere.

Bare lige hurtigt, mrs. Green…

De er ikke flyttet ind i huset endnu, vel?

Jo, jeg har boet der i over en uge.

- Men der er jo ikke rindende vand. - Sam Wilkins har repareret rørene.

Du har været i London på det seneste og har ikke kunnet kontrollere alt.

Hvorfor skulle jeg ikke flytte ind?

Jeg kan spare Dem for mange skuffelser.

Måske endda nogle penge. Jeg håber, jeg kan hjælpe Dem.

Der er andre mere egnede steder her i Hardborough-

især til en boghandel.

Vi er så vant til, at The Old House står tomt, at vi har nølet i årevis…

De gjort os til skamme ved at være så forhastet.

Men mange af os er slet ikke overbevist om-

- at denne pludselig forvandling af huset er det rette.

Mange af os mener, at det burde være et lokalt kunstcenter.

Ja, Violet. Det kunne du også bede for.

Kammermusik om sommeren og foredrag om vinteren.

Der er ikke andre gamle huse, der har den rigtige…

…Stemning.

Jeg har været seks måneder om at få handlen på plads.

Der er næppe nogen tilbage i Hardborough-

som ikke kender til det.

Vi har en stor fordel-

- og det ville være en skam at forkaste den.

Og nu har vi den helt rette person til at bestyre centeret.

Forstår De ikke det? Hvorfor overvejer De det ikke?

Sonia! Hvor ser du pragtfuld ud.

Hendes fødder og hoved værkede.

Hun fortrød, at hun havde fulgt syerskens råd angående kjolens farve.

Det faldt hende slet ikke ind-

- at hendes indflytning i The Old House ville få store konsekvenser.

Du ser blændende ud. Er det ikke lord Gosfield?

Sikke dog en gæsteliste i aften, Violet.

Tak.

Lord Gosfield. Det har været svært at få Dem i tale her til aften.

Jeg håber, at Bruno har fortalt Dem om vores nye Hardborough Center.

Ja. Vi talte lige om det.

Mrs. Green!

- Goddag, mr. Deben. - Godt, jeg løb ind i Dem.

- Hvordan har De det? - Godt, tak.

Jeg ville spørge Dem om min forretning. Jeg vil tale med Dem om den.

Den bliver sat til salg. Ikke før til april, måske senere…

Ser De, sagen er den…

Men jeg ville foretrække en venskabelig handel inden da.

Siden De har vist interesse for ejendommen-

- og siden De ikke bliver boende i The Old House…

Jeg har naturligvis for travlt-

- til at beskæftige mig med de rygter, der florerer.

Men jeg tænker, at De vil byde på andre lokaler.

Det er en misforståelse, mr. Deben.

Det gør ikke spor.

Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe Dem.

Mrs. Gamart var så venlig at fortælle mig om planerne for et kunstcenter.

Alle, der bor her i Hardborough, vil nyde godt af det.

Og jeg tror, at det er hende, der leder efter lokaler.

Og hvad ville være bedre egnet end Deres fiskehandel?