Life, Larry and the Pursuit of Unhappiness: An Almost History of America

Den 4. Juli i år fylder USA 250 år.

I den anledning vil vi se tilbage på de begivenheder, folk og idéer -

der hjalp med at forme og bevare vores store eksperiment i selvstyre.

Nationens grundlæggere udarbejdede et charter -

der skulle garantere retsstaten og menneskets rettigheder.

Sammen etablerede de en ny nation.

Her lå magten ikke hos en monark, men hos de almindelige borgere.

"Vi anser disse sandheder for selvindlysende," skrev de.

"At alle mennesker er skabt lige."

Det var en radikal, ja, revolutionær tanke.

Men det, der virkelig gør Amerika unikt -

er det faktum, at vi altid har været et igangværende arbejde.

Vi er ikke perfekte.

Vi kan være opfarende, smålige, egoistiske, nærige.

Lad os bare indrømme det: Nogle af os brokker os konstant.

Men vi har altid fundet en måde at overvinde disse nejsigere på -

disse dybt ubehagelige mennesker, der stod i vejen for fremskridtet.

Disse elendige, utålelige... Fik jeg sagt smålige?

- Elendige... - Det står ikke i manuskriptet!

I vinteren 1775 indså Kontinentalkongressen -

at uafhængighed fra Storbritannien var den eneste udvej.

En komité med fem medlemmer fik til opgave -

at lave udkast til en bekendtgørelse, der forklarede -

hvorfor man afviste monarkiet. En uafhængighedserklæring.

Det var John Adams, Thomas Jefferson -

Benjamin Franklin, Roger Sherman og Robert Livingston.

De fleste mener at vide, at Jefferson skrev det første udkast -

men det var faktisk Robert Livingston, der prøvede i første hug.

Det fik han så også hug for.

Kære medlemmer af Kontinentalkongressen.

Vi har endelig første udkast til Uafhængighedserklæringen.

Det er skrevet af vores ærede kollega Robert Livingston.

Flot klaret.

- Godt gået. - Det tog ikke så lang tid.

Jeg brugte kun to fjerpenne. To!

- Vi er taknemmelige. - Nej, nej.

Men vi blev enige om, at vi kun skulle have 27 klagepunkter.

De har tilføjet en lang række.

Enig. Der er flere, og de er mere end forvirrende.

Hr. Jefferson, man sætter jo heller ikke grænser -

for Rembrandts brug af farver, vel?

Vi har bare et par spørgsmål om noget af det, De har skrevet.

"Bliver man inviteret til middag, har man juridisk ret til -

at spørge, hvem der kommer til middagsselskabet, før man siger ja."

Vil De da ikke gerne vide, hvem De skal sidde ved siden af?

Jeg var til middag hos Madison for et par uger siden.

Alexander Hamilton sad ved samme bord. Fik jeg talt med ham? Nej -

for jeg sad ved siden af Madisons onkel, en tobaksbonde fra Virginia!

Sikke et spild af tid. Plus de to timer i diligencen.

Hvorfor overhovedet tage af sted? Det tager to timer at komme nogen vegne.

Robert, De vil have med i uafhængighedserklæringen -

at det er ulovligt at dele paraply.

Hvis det regner, så tag Deres egen paraply med. Invader ikke andres.

Hvad hvis paraplyholderen selv tilbyder at dele?

Det gør han kun for at være sød.

Han vil ikke dele den. Det er ikke i orden.

Glemte De paraplyen? Bare ærgerligt! Bliv våd! Lev med det!

Andre skal ikke være våde, bare fordi De er for dum til at huske.

"Efter den 7. Januar er det ulovligt at ønske nogen godt nytår"?

Præcis, Adams.

Selv hvis det er første gang, man møder personen i det nye år?

Nemlig, Franklin, selv hvis det er første gang.

Ellers får det jo aldrig ende.

Den 20. Januar: "Godt nytår." Den 25. Januar: "Godt nytår."

Den 31. Januar... Hvornår slutter det?

Hvorfor står der: "Det er ulovligt at tage dybe indåndinger udenfor"?

Det burde det være. Folk går jo bare rundt og siger...

"Sikke en smuk dag."

"Ingen deling af desserter. Hvis man vil have dessert, så bestil den selv."

Vi er ikke dyr, hr. Franklin, der spiser fra et trug.

Vi kunne have vores egne gafler.

Så tager vi alle en bid, putter gaflerne i munden -

og stikker dem så tilbage i tærten bagefter. Det er uhygiejnisk!

Nogle gange vil jeg ikke have et helt stykke tærte, men bare smage.

Så få Deres eget stykke kage, Franklin!

"Når man har valgt en kø, skal man blive i den"?

Selvfølgelig. Ellers er det bare kaos.

Den kø bevæger sig hurtigere. Jeg går herover. Nej, nu er det den.

Så støder man ind i folk og kommer op at slås.

Bare fordi folk vil i den hurtigste kø.

Nej. Man vælger kø og bliver der.

Jeg er uenig, og det skal ikke stå i dette dokument.

Ikke det, Hancock? De skal jo heller ikke stå i kø. Det har De folk til.

Jeg har også tjenere. Behandler jeg dem retfærdigt? Det mener jeg.

Sparer jeg dem for tæsk? Ikke altid. Det er meget sjovt med piskeslagene.

Man slår dem, slår og slår. Man hører et lille klynk, og så stopper man.

"Mænd bør undlade at vifte sig offentligt"?

Er det noget, man gider se mænd gøre?

Denne bevægelse?

Hr. Adams, vil De se Deres søn vifte sådan?

Det tænkte jeg nok. Det ønsker han ikke, og det gør jeg heller ikke.

Jeg tvivler også på, at nogen af jer ønsker at se det.

Hvem er med mig? Ja eller nej?

Nej!

Her er et punkt mere, der ikke skal med.

"Det er ulovligt at fortælle nogen om sin drøm."

"Uanset hvor interessant det må være for drømmeren -

har andre ingen interesse i at høre om det."

Mine herrer, vi kan forvente at leve 38 år.

Vil vi spilde den tid på at lytte til andres drømme? Nej.

- Jeg har levet i 70 år, fjols. - 70?

Oralsex med franske kvinder holder en ung. De har fundet ungdommens kilde.

Tillykke.

Burde der være et nationalt forbud mod at skåle?

Ingen drikkepenge?

"Starter De en ny sundhedsrutine, så hold den for Dem selv"?

"Hvis De besøger England, så kom ikke tilbage med engelsk accent."

"Det er ulovligt at stryge sig over skægget"?

Det burde stå i dokumentet.

Her er en sandhed, der er selvindlysende for mig: De er en tåbe.

Mine herrer, hvad laver vi? Det er jo ikke klagepunkter.

Det er brok, og det har intet at gøre med en uafhængighedserklæring -

fra England og tyranniet!

Hørt!

Det er ikke bare en uafhængighedserklæring!

Det er en erklæring af sund fornuft!

Om 250 år vil vores efterkommere takke os for det gode arbejde -

vi har gjort her, som gør deres liv umådeligt meget bedre.

Mine herrer, er I med mig? Ja eller nej?

Nej!

Tusind gange nej.

Hr. Livingston, mange tak for Deres hårde arbejde -

men jeg tror ikke, at noget af dette kommer med i vores erklæring.

- Jefferson, vil De prøve? - Det kan jeg godt.

Jeg bruger ikke noget af det her. Især ikke:

"Det er forbudt at klappe til musikken og forvente, at andre følger trop."

- Vil vagterne venligst følge ham ud? - Det behøves ikke!

Jeg vil ikke bo i et land, hvor folk deler paraplyer -

tager dybe indåndinger udenfor, skifter kø på må og få -

vifter sig selv, stryger sig over skægget -

og deler drømme og desserter.

Godt nytår, røvhuller!

Den 7. Marts 1876 fik Alexander Graham Bell patent -

på et apparat, han kaldte "telefonen".

Nogle dage senere foretog han foran et publikum -

den første telefonopringning til sin assistent, Thomas Watson.

Det var en herlig dag for amerikansk innovation -

men det var ingen god dag for Bell.

Godeftermiddag, mine damer og herrer.

På vegne af min kone Mabel vil jeg gerne byde Dem velkommen i vores hjem.

Det, De nu skal se, er aldrig set før i menneskets historie.

Må jeg præsentere... telefonen!

Min assistent, Watson, er i en anden bygning.

Han kan hverken se eller høre os -

men med denne anordning kan jeg kommunikere med ham -

som om han stod ved siden af mig.

Jeg tager telefonen her, og så ringer den hos ham.

Hvilken ringelyd er det?

En normal ringelyd. Bare en almindelig ringelyd.

En typisk ringelyd.

Måske kunne der være en række ringelyde, folk kunne vælge imellem.

Ja. Min skal lyde som en dørklokke.

Min skal lyde som et klovnehorn.

Eller måske en cykelklokke.

Skønne idéer, men det er ikke pointen.

Pointen er, at jeg kan kommunikere med en, der er langt væk.

Hvad hvis jeg er til klaverkoncert og ikke vil have, den ringer?

Den kunne bare vibrere som en jødeharpe.

Ja. Det er en fascinerende idé.

Hvad, hvis man nu kunne sende korte...

De kan da også opfinde Deres egen! Gør endelig det, men det her er min telefon.

Vil De have noget, der vibrerer? Jamen så opfind det. Sådan noget vrøvl!

Er der andre, der vil tilføje noget?

- Kan den fås i flere farver? - Eller kan den spille en sang?

Er De færdige? Vil De se en demonstration?

Ja. Hvorfor tager det så lang tid?

Vil De venligst gå ud?

- Mig? - Ja, Dem. Ud!

- Mange tak. - Ud!

Hvem fanden er hun? Hvad laver hun her? Jeg hader hende!

- Nu gider jeg slet ikke. - Jo, kom nu.

- Nej, jeg vil ikke. - Jo, De vil.

De har arbejdet på det dag og nat i månedsvis.

Undskyld, men jeg kom lige i tanker om noget, der ville være sjovt.

- Hold kæft! Vil De se det eller ej? - Ja. Meget gerne.

Virkelig? Det virker ikke sådan.

Det virker mest, som om De vil høre Dem selv tale.

- Er det derfor, De er kommet? - Nej, nej.

For fanden, altså. Åndsamøber.

Hr. Watson, kan De høre mig?

Ja, det kan jeg, Alexander!

Han kan høre mig! Han kan høre mig!

Watson!

Det er et stort fremskridt i videnskab og kommunikation.

Jeg kunne ikke have gjort det uden Dem.

- Det skal fejres. - Det skal det bestemt.

Nå, men...

Hvad laver De så?

Ikke så meget.

Jeg sidder bare her på en stol.

Ja, også mig. Også mig. Jeg sidder på en stol.

Nå, men... Godt. Godt.

Alexander, kan De huske, da vi var til videnskabskongres?

- Hvor var det? - Cleveland!

Vi var på det hotel.

Kan De huske hækkene og planteskulpturerne?

- Den gartner var fantastisk. - Ja...

Der var elefanter og sæler og en giraf.

Men jeg tror, de brugte et træ til giraffens hals.

Det er ikke i orden.