The Terror

TERMINAL ISLAND SAN PEDRO, CALIFORNIEN 1919

Da Yoshida-san viste mig dette billede, tænkte jeg:

"Hvorfor er en mand som mig så heldig?"

Yuko... du er henrivende.

Furuya-san... der er noget, jeg må...

Det kan virke skræmmende i starten. Men det bliver snart opstemmende.

Det er okay.

Vi er gift nu.

Der er noget, jeg må fortælle dig.

Jeg...

Jeg er ked af det. Jeg ville skrive det til dig.

Fortælle dig det før rejsen. Men...

Det gjorde du ikke. Du kom her uden at sige noget.

Du troede, at du kunne snyde mig.

Hør nu... Vi kan fortælle alle, det er Hideos. Det bliver dit barn.

Hvad tror du, jeg er? Tror du, jeg er et fjols?!

Undskyld. De sagde: "Hideo er en god mand."

"En forstående mand. En venlig mand."

Jeg beder dig tilgive mig!

Jeg beder dig!

Jeg bad om en brud.

Ikke en luder!

Nej, Hideo! Lad mig forklare!

- Der er intet at forklare. - Hør nu!

Du kom til mig fordærvet. Et råddent æble. Hvad ville du gøre?

Tilgiv mig. Jeg beder dig! Jeg har ingen!

Hideo-san, jeg beder dig!

Jeg beder dig!

ET ÅR SENERE

LOS ANGELES, CALIFORNIEN

Øjeblik.

Du gjorde det rigtige, min kære.

Børn skal ikke vokse op på gaden.

Et øjebliks svaghed, og så meget ødelæggelse følger.

Hvad er en kvinde værd, hvis hun ikke kan opfostre sit eget barn?

Hvis hun ikke kan forsørge?

Barn?

Er der noget, der bekymrer dig?

Nej. Jeg reflekterer bare.

Ja.

Jeg plejede også at komme her.

For at reflektere.

Over livet.

Jeg tænkte, hvor fredeligt der måtte være under vandet.

Alle ens bekymringer og genvordigheder

kunne blive skyllet til havs med tidevandet.

Men lyt til en kvinde, der har set mange år.

Smerte skal ikke vaskes væk. Den vil falme med tiden.

Åh nej. Du misforstår.

Jeg slapper bare af, før jeg tager hjem.

Godmorgen, barn.

Du har sovet godt.

Hvad skete der?

Jeg kan huske, at jeg var under vandet...

Jeg reddede dig. Fra en ulykke.

Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom herhen.

Med lidt held falmer resten snart.

Du skal vide, at du er i sikkerhed nu, barn.

- Her. - Tak.

Dette hus... Jeg føler, at jeg er i Japan igen.

Ja, jeg brugte mange år på at bygge mit lille hjem.

Spis nu. Du skal komme dig.

Lad os spise.

Undskyld. Jeg må have været meget sulten.

Din ånd er sulten efter at komme sig.

Er det Yotsu Hanabishi?

Det er mine forfædres våbenskjold.

Er det sandt? Sikket tilfælde.

Kom. En krop, der er ved at komme sig, skal have frisk luft.

- Sikken... skønhed. - Ikke et blad sidder forkert.

Det er betagende.

Jeg vidste, du ville se skønheden.

Han har ikke holdt pause hele morgenen.

Ja, han arbejder hårdt.

Har han arbejdet for dig længe?

Så længe jeg kan huske.

Men kunne man passe en bedre have?

Da du fandt mig på broen...

Barn... Jeg sagde, du ikke måtte tænke på det.

Men du sagde, at du også stod der en gang.

Og overvejede... forfærdelige ting.

Der er ingen grund til at sige mere.

Jeg ville bare...

...være mor...

...pleje... og elske...

Barn!

Du var ved at ødelægge sandet.

Undskyld.

Du har overanstrengt dig.

Få hvilet dig.

Godmorgen, barn.

Du har sovet godt.

Er der noget galt?

Nej, ingenting.

Du har smukt hår. Som silke.

Er den gang ny?

Hvorfor spørger du?

Den er ikke helt færdig.

Sådan noget hår skal plejes.

Undskyld. Jeg føler mig svimmel.

Vent! Jeg har noget.

- Den vil klæde dig! - Den er alt for fin.

Sludder.

Den passer dig perfekt.

- Nyd det nu. - Du er alt for gavmild.

Nogen! Hjælp mig!

Nogen!

Nogen!

Hjælp mig!

Jeg prøvede at advare dig, barn.

Hjælp mig!

Tag fat, barn. Jeg redder dig.

Godmorgen, barn.

Du har sovet godt.

Du må være sulten.

Hvor er jeg?

Fald ned. Spis din morgenmad.

Hvad er dette fordømte sted?

Er det ikke tydeligt? Det er paradis.

Jeg husker ikke, hvordan jeg kom herhen og op af vandet.

Selvfølgelig ikke. Du kom ingen vegne.

Men bare rolig. Du er i sikkerhed nu.

Nej... Jeg kan ikke være her! Et sted som dette...

- Jeg er mor! - Ikke mere.

Vi har hinanden nu.

- Nej... Nej! - Du er bange.

Jeg kender den frygt.

En glubende sult. For bedring.

Præsterne kalder den onnen.

Men jeg kan hjælpe dig. Vi kan blive lykkelige her.

Nej! Jeg er mor! Jeg må tilbage!

Du er død!

Alt er tabt! Væk!

Mit barn...

Jeg kender også den smerte.

Det gør jeg.

Men den falmer med tiden.

Jeg har begået en frygtelig fejl.

Søde barn...

Jeg er din mor nu.

Det er du ikke. Du er en dæmon!

Utaknemmelige luder!

Du valgte det her!

Du gik selv hen på den bro.

Jeg advarede dig, men du valgte glemsel og kastede dig i vandet.

Jeg reddede dig fra sandet.

Skal jeg smide dig tilbage? Tilbage i dybet!

Jeg har ventet.

Jeg har ventet så længe.

På dig.

På en af mine egne.

Yotsu Hanabishi...

Mine forfædres våbenskjold.

Vores forfædre.

Nu ser du det.

Vi er fra den samme familie.

Kun mit blod kan støde til mig her.

Selv så mange generationer senere.

Det er vores paradis.

I al evighed.

Nu skal du spise, mit barn.

Du får brug for din styrke.

Der må være en vej ud... Der må...

Der er ingen vej ud...

...mit barn.

Hvor skulle du tage hen?

Nej. Du prøver for ihærdigt.

Nå, javel.

Munkene siger, at for at mestre kalligrafi

skal man lade bogstaverne svæve som ånde.

Du har kopieret Yotsu Hanabishi helt perfekt.

Ja. Jeg har været betaget af det.