Macbeth

Smukt er stygt, og stygt er smukt.

Gennem diset slud på flugt.

Når skal vi tre mødes på ny? I torden, lyn eller regnens sky?

Når det er slut med bulder og brag. Når der er sejret og lidt nederlag.

Det bliver før solen går ned ude på heden.

Dér skal vi møde Macbeth.

Hvem er det blodige menneske?

Sig til din konge, hvordan slaget gik, da du forlod det.

Tvivlsomt. Den nådeløse McDonwald ledte sit oprør fra de vestlige øer.

Og lykken tilsmilede hans fordømte opstand. Men tapre Macbeth -

- huggede sig vej, til han mødte niddingen, -

- og gav ham ikke hånden, inden han kløvede ham fra isse til fod.

Min tapre fælle og gæve ridder!

Og Norges konge begyndte da med friske mænd et nyt angreb.

Skræmte det ikke vores anførere, Macbeth og Banquo?

Jo, som spurve skræmmer ørne og haren løven.

Dine ord klæder dig som dine sår. Der er ære ved dem begge.

Lad en bartskærer behandle ham.

- Gud bevare kongen. - Hvad nyt, ædle tan?

Norges konge hjulpet af denne forræder, tanen af Cawdor, -

- skabte grueligt røre, til Bellonas brudgom, tapre Macbeth, -

- bød kongen trods sværd mod sværd og kuede hans mod.

- Og sejren tilfaldt os. - Hvilken lykke!

Ej længere skal tanen svigte vores hjertes tillid.

Forkynd hans død.

Og giv hans titel til Macbeth.

Så styg og smuk en dag har jeg aldrig set.

Hvem er det med så rynkede ansigter og sære klæder?

De ligner ej Jordens beboere.

Tal, hvis I kan. Hvem er I?

Hil, Macbeth. Hil, du tan af Glamis.

Hil, Macbeth, tan af Cawdor.

Hil, Macbeth, som snart skal blive konge.

Er I blændværk, eller er I, hvad I udadtil synes?

Min ædle ven forkynder I en lykke og frydelige forudsigelser.

Mig taler I ikke til. Hvis I kan se i tidens sæd -

- og sige, hvilke korn, der vil gro og hvilke ikke, så tal til mig, -

- der ikke trygler om eller frygter jeres gunst eller had.

Hil! Mindre end Macbeth og dog større!

Ej så lykkelig og dog lykkeligere.

Du skal avle konger, skønt du ikke er det.

- Så hil Macbeth og Banquo. - Banquo og Macbeth, hil!

Bliv, I dunkelt talende. Sig mig mere.

Ved Sinels død bliver jeg tan af Glamis.

Men tan af Cawdor? Sig, hvorfra I kender til den besked.

Eller hvorfor I på denne hede standser os med profetisk tale.

Hvor blev de af?

Op i luften.

Og det, som syntes legemligt, flød væk som et åndepust i vinden.

Var det her da, som vi taler om?

Eller har vi spist af galneroden, der låser fornuften inde?

Dine børn bliver konger. Og du bliver tan af Cawdor.

- Lød det ikke sådan? - Ord til andet.

Tanen af Cawdor er i live. Og at skulle blive konge -

- synes ikke at stå mere til troende -

end at kunne blive tan af Cawdor.

Kongen har med glæde hørt om din fremgang.

Tæt som hagl kom bud efter bud, og hvert forkyndte om din hæder.

Vi er sendt af kongen for at takke dig, ikke lønne dig.

Og som en endnu større hæder bød han mig hilse dig som tan af Cawdor.

Hvilket? Kan djævlen tale sandt?

Tanen af Cawdor er i live. Hvorfor ifører I mig lånte klæder?

Endnu lever han, men et liv, han fortjener at miste.

Forræderi, tilstået og bevist, har fældet ham.

Glamis og tan af Cawdor. Det største står tilbage.

Tak for jeres umage.

Håber du ikke, dine børn skal blive konger?

De, der kaldte mig tan af Cawdor, lovede ikke dem mindre.

Hvis du stoler på det, kan kronen vel friste dig -

foruden det at blive tan af Cawdor.

For at lure os i ulykke taler mørkets magter tit sandt -

for så at forråde os til allersidst.

Denne kalden fra det hinsidige kan ikke være ond, ikke være god.

Hvis ond, hvorfor da dette pant på lykke ved at sige en sandhed?

Jeg er tan af Cawdor.

Hvis god, hvorfor følger jeg da den indskydelse, -

- der får håret til at rejse sig og hjertet til at hamre mod ribbenene?

Frygten er intet mod indbildningens rædsler. Min tanke...

hvis mord endnu kun er en drøm, ryster mit inderste væsen sådan, -

- at al min kraft kvæles, og intet er undtagen det, som ikke er.

Jeg takker jer.

Se, hvor lykkelig han er.

Vil skæbnen, at jeg bliver konge, så lad den krone mig. Jeg gør intet.

Ædle Macbeth, vi venter bare på dig.

Tilgiv mig. Min sløve hjerne var optaget af glemte ting.

Af sted til kongen.

Længe leve kongen!

Intet i hans liv var så værdigt som hans afsked.

Som om han havde indøvet sin død. Han smed det væk som en småting.

Ingen kunst kan læse sindets inderste af et ansigt.

Jeg nærede ubegrænset tillid til ham.

"Hil dig, kommende konge."

"Dette har jeg fundet rigtigt at meddele dig, kæreste, -

- så du ikke er uvidende om, hvilken højhed der er lovet dig."

"Læg dig det på hjerte og lev vel."

Glamis er du og Cawdor, og du skal blive, hvad man har lovet dig.

Men dit sind er for fuldt af menneskelig mildheds mælk -

til at finde den hurtigste vej.

Stor bliver du, du er ej uden ærgerrighed, -

- men uden ondskaben, der følger den. Det, du gerne vil, -

- vil du med det gode uden at spille falsk, og dog vinder du med uret.

Skynd dig, så jeg kan gyde min ånd i dit øre.

Hil, Macbeth! Hil tan af Cawdor!

Ædle frænde, min utaknemmeligheds synd tynger mig selv nu.

Jeg måtte stadig skylde dig mere, selv om jeg kunne give dig alt.

Tjenesten og troskaben er løn i sig selv.

Det tilkommer dig at modtage vore tjenester.

Jeg har plantet dig og vil se til, at du kommer i fuldt flor.

Ædle Banquo, ej mindre fortjenstfuld.

Lad mig favne dig og holde dig til mit hjerte.

Og hvis jeg gror, er høsten din.

Sønner, frænder, taner og I, som står mig nærmest.

Vid, at vi overdrager vor arv til vor ældste søn, Malcolm...

som vi herefter udnævner til prins af Cumberland.

Hil, prins af Cumberland!

Nu til Inverness, hvor jeg vil blive dig endnu mere forbunden.

Jeg vil selv som bud glæde min hustru med besked om din ankomst.

- Jeg fortrækker ydmygst. - Min ædle Cawdor.

- En frænde uden lige. - Prins af Cumberland!

Det trin må jeg snuble på eller springe over.

For det ligger mig i vejen.

Stjerner, skjul jeres stråler. Mit dybsorte begær ej lyset tåler.

Mægtige Glamis, store Cawdor.

Større end begge ved forjættelsen, som venter.

Dit brev har hævet mig over nuet. Jeg føler fremtiden i øjeblikket.

Kæreste, Duncan kommer i aften.

- Og hvornår drager han videre? - I morgen.

Aldrig skal solen se den morgen.

Dit ansigt er som en bog, i hvilken man kan læse sære ting.

Der må sørges for ham, der kommer. Lad mig udføre nattens store værk.

Vi tales ved.

Lign en blomst, men vær som slangen under den. Lad mig om resten.

Den hæse ravn forkynder Duncans skæbnetunge ankomst under mit tag.

Kom, ånder, som lurer på dødeliges tanker. Fratag mig mit køn.

Og fyld mig fra isse til tå med ryggesløs ondskab.

Gør mit blod tykt. Luk hver en vej til anger, -

- så ingen naturlig skyldfølelse rykker ved mit forsæt.

Slottet ligger behageligt.

Luften er mild og blid mod vore modtagelige sanser.

Kom, dunkle nat, svøb dig i helvedes tætte dampe, -

- så min dolk ikke ser såret, den laver, -

- og himmelen ikke ser gennem mørkets tæppe og råber "Stands!"

Ærede værtinde, vi er din gæst i aften.

Din tjener som altid.

Ræk mig din hånd.

Før mig til min vært. Han er os kær, og vi vil vise ham vor gunst.

Var det gjort, når det er gjort, var det bedst, det blev gjort straks.

Kunne mordet blot hæmme følgerne -

og ved hans død opfange heldet, -

- så det hele var ét stød og dermed alt forbi.

Men her på tidens smalle banke ænser vi kun lidt det andet liv.

Men sådanne handlinger dømmes, da vi underviser i blodig dåd, -

- som kommer tilbage og hærger sin ophavsmand.

Han er her med dobbelt ret.

Jeg er hans frænde og undersåt. To gode grunde mod en sådan dåd.

Og så er jeg hans vært, -

- der burde lukke døren for hans morder og ikke selv føre kniven.

Og dertil har Duncan brugt sin magt så mildt -

- og forvaltet den så godt, at hans dyder vil gjalde som englebasuner -

mod drabets sorte forbandelse.

Og medynk vil som en nøgen nyfødt storme af sted eller som en kerub -

- ride på luftens usynlige heste og blæse rædselsgerningen -

- ind i hvert et øje, så dets tårer vil drukne vinden.

Jeg har ingen spore at hugge i min viljes side.

Kun ærgerrighed, som gør for stort et spring og falder ned.

- Hvorfor har du forladt salen? - Har han spurgt efter mig?

Ved du ikke det?

Vi går ikke videre med denne sag.

Han har vist mig ære, og jeg har hos mange vundet et gyldent ry, -

- som bør bæres i sin friske glans og ikke kastes væk så hurtigt.

Var det håb drukkent, som du klædte dig i?

Har det sovet siden? Og vågner det blegt over det, det frejdigt gjorde?

Fra nu af vil jeg bedømme din kærlighed efter det.

Frygter du, at du er den samme i dit mod som i dit begær?

Er du for dig selv en kryster, der gerne ville, hvis blot han turde?

- Som katten i ordsproget? - Jeg tør alt, hvad en mand bør turde.

Den, der tør mere, er ingen mand.

Hvilket dyr var det da, der åbenbarede tanken for mig?

Dengang du vovede det, var du mand.

Og turde du nu mere end da, ville du være så meget mere mand.

Hil, tan af Cawdor!

Og hvis det slår fejl?

Så slår det fejl. Men hvis du spænder dit mod fast, -

slår det ikke fejl.

Duncans to tjenere vil jeg bedøve med vin, -

- så erindringen, hjernens vagt, bliver til dampe.

Jeg kommer noget i deres drik.

Og når de ligger døddrukne som svin, -

- hvad kan da du og jeg ikke gøre mod den værgeløse Duncan?

Fød kun mande-børn. Din frygtløse natur bør alene skabe mænd.

- Hvorledes skrider natten frem? - Månen er gået ned.

- Den går ned ved midnat. - Jeg tror, klokken er mere.

Tag mit sværd.

Der spares i himmelen. Dens lys er slukkede.

Tag også den.

Søvnigheden er som bly, og dog har jeg ikke lyst at sove.

Nådige magter, betving de onde tanker, som mit sind viger for.

- Hvem der? - En ven.

Sover du ikke endnu? Kongen er gået i seng.

Han har været usædvanlig oprømt og har belønnet dine tjenere gavmildt.