Revenge of the Bridesmaids

Drej.

POLITISTATION WALD, P

Jeez, se på mig.

Og jeg troede billedet i årbogen var dårligt.

POLITISTATION SCANLON, A

Og det er mig. Den kjole klæder ingen.

Drej.

"Drej?" Hvad hvis jeg ikke vil dreje?

Hvem drejer mig? Dig?

Drej den her?

Der er noget I skal vide om mig...

Jeg har et problem med autoriteter.

Drej.

I anden klasse fortalte jeg vores musiklærer, Fru Florentine,

at hvis hun ville have os til at synge som fugle

skulle hun få sig nogle fugle.

Jeg tissede i buskerne af grin.

Og så blev vi sat i skammekrogen.

- Vi har venner lige siden. - Vi har været venner lige siden.

Og her er Rachel.

- Drej. - Søde Rachel.

Den eneste søde pige blandt os.

POLITISTATION PHIPPS, R

Jeg har det dårligt med at vi fik hende med til det her.

Men sandheden er, at vi gjorde det for hende.

Det var i hvertfald ideen.

Måske er jeg nødt til at forklare lidt nærmere.

Vi er brudepiger.

Ikke en gode slags, der elsker bruden som en søster,

og som vil gøre hendes bryllupsdag til noget helt særligt. Nej.

Vi er mere som "hævnende engler

der giver dig det du har fortjent" slagsen.

Men du kommer ind midt i historien.

Så jeg går lidt tilbage i tiden. Skal vi sige 20 år tilbage.

Så kan du møde os fire, vores lille søsterskab

Det var her hun boede. Og stadig bor i dag.

Det er et fantastisk hus, det har sit eget navn: Bellefontaine.

Caitlyn McNabb bor sammen med sin mor og tilfældige stedfædre.

Og tjenere, selvfølgelig.

Man har brug for tjenere, når ens hus har sit eget postnummer.

Forresten er "Bellefontaine" fransk og betyder

"Mit hus er meget pænere end dit hus nogensinde bliver"

Det var et held, at Caitlyn var enebarn.

Hun var ikke godt til at dele.

Hun var meget bedre til at tage.

Men vi var ligeglade.

Vi var bare små piger forblændet af magien på Bellefontaine.

Hvem kan bebrejde os det?

Der var teselskaber på græsplænen med hjemmelavede kiks.

Og en hemmelig trappe.

Den startede inden i et kæmpestort skab.

Og førte hele vejen ud til baggården.

Kysten er klar, kom!

- Kom, skynd jer! - Vi følte os så heldige.

Og hvis vi, så ville Caitlyn minde os om, hvor heldige vi var.

Denne vej! Otte, ni, ti. Nu kommer jeg.

Vi lejede vores egen udgave af gemme.

Rachel! Abigail! Parker!

Og vi kaldte det "Jeg kender et sted, hvor Caitlyn ikke finder os"

Det var et smukt sted under et kirsebærtræ.

Men Rachel fik altid dårlig samvittighed og så gik vi tilbage...

Der var engang en smuk prinsesse, som boede...

...og høre på Caitlyn, der talte om sig selv...

...og fandt på historier om sig selv.

...som blev gift og levede lykkeligt resten af sit liv.

Hendes hus, hendes regler, hendes ego.

Hej, her kommer jeg!

Vent! Hvad er det?

- Jeg er brudgommen. - Nej, du er brudepige.

- Men der er nødt til at være en gom. - Det er mit bryllug. Mor!

- Din kjole er så smuk. - Ja, selvfølgelig er den det.

Mor!

Der står hun, som de fleste andre ni-årige piger i en bryllupskjole.

Her leger vi hendes yndlingsleg: bryllup.

Og vi taber.

Skat, hvad er der?

Er de andre ikke søde ved dig?

De hører ikke efter.

Det er et bryllug, Caitlyn, der skal være en gom.

Tænk nu ikke så meget.

- Jamen, skal der ikke? - Teknisk set, jo, skat.

Men han er ikke så vigtig. Her, I kan bruge stolen.

Tak, Abigail.

Sådan. Er han ikke dejlig?

Og fra en rig familie, så vidt jeg hører.

- Smuk brud. - Tak, mor.

Kom, lad os gå i gang.

Det var vores liv med Caitlyn...

...hele vejen gennem gymnasiet.

Hun udvalgte stykkerne, og vi spillede rollerne.

Hvorfor? Det er en lille by. Man tager, hvad man kan få.

Og i Lambert, Louisiana havde vi Caitlyn McNabb.

Efter gymnasiet flyttede mine forældre ud vest på,

og Parker og jeg flyttede begge til New York.

Jeg fik udgivet en bog.

En Stjerne faldt om morgenen af Abigail Scanlon.

Den solgte ok, for en debutroman.

Den næste er på vej, men meget langsomt.

Parker valgte at blive skuespiller.

LOIS´ FORLØSNING

Hun lavede en masse stykker på Broadway. Det vil sige, langt, langt, væk fra Broadway.

LUKKET

Hun var rigtig god.

Vi holdt kontakten til Rachel, som aldrig forlod Lambert.

Hun var sammen med en fyr, der hed Tony, som hun var vild med.

Og som synes at være alt for hende. Så vidt jeg vidste, i hvertfald.

Jeg tager ikke hjem så tit. Parker tager ofte tilbage.

Hun har det godt med sine forældre.

Og det var sådan vi endte med at tage til Lambert sidste uge.

Hendes forældre fejrede 30 års jubiliæum og hun slæbte mig med.

Parkers far tog hendes mor med på det krydstogt hun altid ville på.

Men først den obligatoriske fest, hvor alle slægtninge

spørger os om vi stadig ikke er gift eller berømte.

Og Parker spiller stykker i New York hele tiden, er det ikke rigtigt?

Altså, jeg er i hvertfald til audition hele tiden.

Det er derfor jeg ikke tager hjem så tit.

Nogle gange ringer de tilbage og får chance for at gå til flere auditions.

Ved I hvad? Hun spiller hele tiden og hun er fantastisk.

- Det har hun fra mig. - Du er nødt til at lyve.

- Fortælle dem, det de gerne vil høre. - Og hvad med dig, Abby?

Har du en ny bog på vej?

Ja, det har hun. En stor roman.

Men udgiveren har givet hende tavshedspligt.

Mor, jeg skal lige aflytte min mailboks.

- Er det noget med en audition? - Måske.

- Held og lykke! - Slå dem omkuld!

Dejligt at være hjemme, synes du ikke?

Omgivet af kendte ansigter, der aldrig vil forstå dig.

- Luft, jeg har brug for luft. - Vi er udenfor.

Luft uden familie.

Er det ikke Parker Wald?

Og Abigail? Abigail Scanlon.

Hold da op, det er Caitlyn. Løb for livet.

Kan jeg ikke, har høje hæle på.

Hold da helt op, kom herover.

Det er så længe siden.

Mor, mor! Du kan godt huske Parker og Abigail.

Ja.

- Hej Rach! - Rachel, hej!

Har du fået en ny e-mail adresse?

- Jeg har prøvet at få fat på dig. - Undskyld, jeg har bare...

Nå ja, I ved jo slet ikke hvorfor jer er her.

Det er mine brudepiger.

Ja, jeg skal giftes.

Til en gom eller en stol?

Ah, dig og dine spydigheder.

Brylluppet er om ti dage.

Og jeg ville have inviteret jer allesammen.

men mor sagde, at hun ikke kunne finde jeres adresse.

Hvis du nu havde ringet til Parkers forældre...

De har boet i det samme hus i 30 år, har de ikke Parker?

Jeg er sikker på, at de kunne have givet dig adressen.

Gud, ja.

Selvfølgelig, mor!

Jamen, det har du da ret i.

Næste gang, måske?

Lad mig præsentere jer.

Rachel kender I allerede og det er mine brudepiger:

Bitsy, Ashlie og Ashley.

Nej, du hørte ikke forkert, de hedder begge to virkelig Ashley.

Jeg staves med "ie" og hun staves med "ey".

- Nogen gange forvirrer det lidt. - Men ikke os, vel Ash?

Det er rigtigt, Ash.

Hold da op!

Se den ring! Tag et billede.

Så, Rachel, du er brudepige.

Jeg ville ønske jeg kunne komme til brylluppet og møde Tony.

- Han kommer da, gør han ikke? - Smil!

- Jo... - Er det ham?

Jeg genkender ham fra billederne på PhotoBox. Godt gået!

Der kommer vores skønne gom.

Tony-skat! Vi har ventet på dig.

Ok, brudepiger, brudgom, lad os få gang i den frokost.

Stop en halv. Der er nogen, der vil se kampen klokken tre.

Undskyld mig et øjeblik.

- Kom nu! - OK.

- Gregory, skat... - Hvor er det dejligt at se jer allesammen.

Luk munden.

Er Rachel en af jeres gamle venner?

Jeg gætter på, at I ikke har talt med hende et stykke tid.

Men ja, det er den Tony, som Rachel var kærester med.

Men det må vi officielt ikke vide.

Så jeg ved altså ikke noget.

Du er Henry Kent. Du plejede at have store ører og en billig søster.

Ørerne voksede til.

Og jeg vil gerne hilse Carol fra dig.

Tak.

- Jeg kan ikke huske dig. - Der det rigtigt?

Vi havde biologi sammen to gange og jeg inviterede dig med til skolebal.

- Hvad? - Det var bare for sjov.

Jeg var to år ældre og brugte det meste af gymnasiet på at falde over mine ører.

- Bor du stadig i Lambert? - Ja, jeg bor stadig her.

Undskyld, det var ikke sådan ment.

- Jo du gjorde. - Jo du gjorde. Kom lad os finde Rach.

- OK. - Vi ses.

Farvel.

- Sød! - Ja, han er.

Aj altså, I er bare nødt til at blive til brylluppet.

Det ville vi rigtig gerne, men jeg har en stor audition.

Og jeg skal have frisket krøllerne op.